Mus på værkstedet

Her i huset er vi helt generelt gode mod dyr, men vi er ikke tossegode. Så da jeg dagen før nytårsaften fik et glimt af en mus på værkstedet, var det ensbetydende med krig.
For selv om sådan nogle små kræ ser meget søde ud - og forresten nemt kan gøres håndtamme - så er mus og fødevarer to fuldstændigt uforenelige størrelser. Og sagen er den, at vi jo bruger værkstedet til opbevaring af blandt andet grøntsager. Rummet bliver holdt frostfrit af samme grund - men det kan jo også være tillokkende for en lille flok mus, når fimbulvinteren raser uden for.
Så da jeg den aften så en mus pile rundt på hylderne mellem værktøj og fiskegrej, underskrev den sin egen dødsdom. Den næste dag blev husets syv musefælder alle sammen sat op på værkstedet - og det er altså mange musefælder i et rum på ti kvadratmeter.
Nu er det ikke første gang, jeg er på musejagt, så jeg ved, at det afgørende ikke er maddingen. Faktisk er det lidt af en skrøne, at man kan lokke mus i en fælde med en ostebid - og det er da også synd for den gode ost. Nej, sagen er den, at mus helst lever i det skjulte - og derfor helst løber langs paneler og smalle passager for eksempel bag en reol. Krigskunsten består derfor i at sætte fælderne, så musen ikke kan komme udenom dem.
Knebet lykkedes - og allerede nytårsaftensdag var der bid - og Søren Banjomus havde knækket nakken i smækfælden. Det var imidlertid lykkedes den at undgå yderligere to fælder, som var smækket uden jagtheld - og jeg frygtede derfor, at det måske var en hel musefamilie, jeg havde boende på værkstedet.
Men nu er der gået snart fjorten dage, uden at jeg har fanget flere. Så det ser ud til, at der var tale om en enlig strejfer. Den blev stedt til hvile oven på sneen i baghaven - forhåbentlig til stor fornøjelse for en af kvarterets ugler eller musvåger.
Ingen skal nemlig kunne sige, at vi ikke er gode mod dyr her i huset.

Jesper