Det gådefulde juveltyveri

Jeg har netop - for Guderne må vide hvilken gang - læst "Det gådefulde juveltyveri". Det er virkelig en stjernestund i Hergés serie om "Les Aventures de Tintin".
Juveltyveriet udkom i 1958 som nummer 21 i den 24 bind store serie (hvis ellers vi tæller den ufuldendte "Alfabet-kunsten" med), og det er på mange måder den modne kunstners værk.
Tag blot forsiden, hvor vi ikke alene ser en scene fra handlingen, men hvor Hergé inddrager læserne og lader Tintin tysse på os. Det er egentlig ganske frækt gjort, men jeg er også overbevist om, at netop den detalje fascinerer og lokker og drager os ind i Tintin-universet.
På mange måder er handlingen i "Det gådefulde juveltyveri" ganske utraditionel. "Denne gang ville jeg forsøge mig med at fortælle en historie, hvor der ikke skulle foregå noget som helst; en historie, hvor jeg ikke benyttede nogen form for eksotiske indslag (...). Ganske enkelt for at finde ud af, om jeg så var i stand til at holde læseren i ånde hele vejen igennem," har Hergé selv fortalt om historien.
Det lykkes med stor succes. Historien kommer i mål - også uden rejser til udlandet. Faktisk foregår hele handlingen på Møllenborg, Tintin og Haddocks hjem. I stedet for at rejse ud for at søge eventyret opsøges Tintin og Haddock af en stribe af ulykker, da både Nattergalen fra Milano - operasangerinden Bianca Castafiore, forsikringsagenten Max Bjævermose samt Dupond og Dupont hjemsøger Møllenborg i en klassisk "Who done it?"-historie.
Det er både morsomt og spændende, selv om det meget langt hen ad vejen er ren slapstick - selvfølgelig godt hjulpet på vej af Jørgen Sonnergaards veloplagte original-oversættelse. Castafiore har meget lidt fornemmelse af sine omgivelser og kan ikke huske kaptajnens navn. I løbet af historien bliver det derfor til en stribe varianter: Bartok, Kapok, Vattop, Natpot, Tørdok, Hatkok og så videre. (Haddock er forresten engelsk og navnet på fisken med det meget sigende navn "kuller".)
Forresten kan det diskuteres, om ikke netop Castafiore er et overordentlig eksotisk indslag i Tintin-serien. For hun er faktisk den eneste kvinde i et ellers trygt mandeunivers. Og på ægte feministisk vis formår hun ved sin selvoptagede adfærd uden nogen som helst situationsfornemmelse at sætte Møllenborg på den anden ende. Ikke alene må kaptajnen lide under hendes moderkomplekser, men læg også mærke til, at han i scenerne med Castafiore har smidt stortrøjen og optræder ulastelig klædt med slips og blazer. Jo, kvinderne har påført menneskeheden store lidelser - og Castafiore er symbolet herpå!
I den store sammenhæng er juveltyveriet en bagatel - en humoresque, hvor vore venner hverken bestiger bjerge eller slås med de sædvanlige skurke, men med høj underholdningsværdi på grund af humorfaktoren - og historien holder altså stadig vand her godt 50 år efter udgivelsen. Det kan kun skyldes, at 1958 på alle måder var en god årgang...

Jesper