Bogfinke-bogholderi

Nu har jeg den seneste uges tid talt fugle i haven.
Det er sket som led i Den Store Vinterfugle-tælling - og det er jo det rene bogfinke-bogholderi.
I hvert fald er der ingen tvivl om, at bogfinken er en hyppig gæst på foderbrættet. Faktisk ligger den på tredjepladsen med i snit 5,8 fugl pr. dag - og det stemmer jo også meget godt overens med, at bogfinken anslås til at være den mest talrige fugleart i Danmark i øjeblikket.
Men i det hele taget er der en meget klar tendens i tallene. I spidsen har vi grønirisk og skovspurv med henholdsvis 7,1 og 7,0 observation pr. dag - og det dokumenterer i hvert fald, at skovspurven i høj grad er blevet havens fugl. Når netop de to fuglearter scorer så højt, hænger det også sammen med, at de i vinterperioden holder sammen i store flokke, der på minutter kan rydde et foderbræt, hvorefter flokken flyver videre til den næste have i nabolaget. Det skal ses i modsætning til for eksempel musvitterne og blåmejserne, der gerne holder til en hel dag ved den samme foderplads. Og selvfølgelig rødhalsen - eller rødkælken som den gerne kaldes her ved vintertide - der selv uden for ynglesæsonen er stærkt territoriehævdende. Rødhalsen - og jeg ser kun denne ene - er også gerne den første fugl på pladsen om morgenen.
Jeg var ellers lidt bange for, at decembers hårde frost havde taget vores sumpmejser, for det er lang tid siden, at vi har set noget til dem. Men pludselig i lørdags dukkede der en op igen - og den har nu været på plads de seneste dage. Jeg mangler stadig at tage et rigtig godt foto af den - for den bevæger sig altså meget hurtigt, men her er i hvert fald beviset på, at sumpmejsen er vendt tilbage til haven.
Lidt sjovt er det også med den enlige grønsisken, som hver morgen lige efter solopgang hopper rundt ved foderbrættet på terrassen. I tirsdags havde den besøg af en hel flok artsfæller - jeg talte dem til syv, men efter sangen at dømme var der endnu flere.
Men ellers virker det som om, at fuglene klarer sig helt godt, efter at sneen er smeltet - de kolde nætter til trods. For trængslen er slet ikke så stor på foderpladserne som dengang, hvor sneen lå højt i landskabet. Det har også betydning for mangfoldigheden. Blandt andet er kernebiderne, som vi ellers havde på besøg hver dag, næsten forsvundet. Og det ser også ud til, at musvågen har tabt interessen for minkfarmen på den anden side af vejen.
Du kan følge med i mit daglige bogfinke-bogholderi ved at bruge dette link.

Jesper