fredag den 7. januar 2011

Banankage

I køleskabet lå der to sølle bananer, der så småt var begyndt at skifte farve fra gul til sort. Det var et problem, for jeg foretrækker nu en gang bananer, som kun lige er knapt modne, sådan cirka dagen før de bliver helt gule.
Men pludselig dæmrede en opskrift fra skolekøkkenet. Det var noget med en banankage, jeg engang havde bagt. En krydret og overordentlig velsmagende sag - sådan en må jeg da kunne lave igen.
Jeg googlede banankage for at få lidt inspiration - og endte med at gøre sådan her:
Jeg piskede to æg med 150 gram sukker til en luftig æggemasse. Dernæst blendede jeg bananerne med 1 dl mælk, kornene fra en vanillestang og saften fra en limefrugt. Endelig tog jeg 150 gram mel, en skefuld bagepulver samt to skefulde kanel, som jeg sigtede ned i æggemassen, hvorefter bananmassen blev vendt i. Dejen kom jeg i en smurt springform, som gik i ovnen ved 175 grader i cirka 35-40 minutter. Tjek med en kødpind, om den er færdigbagt.
Resultatet blev en herlig svampet og særdeles pikant smagende kage - så selv om jeg ikke lige kunne huske opskriften fra skolekøkkenet, så kom jeg i hvert fald tæt på.
Da kagen ikke er tilsat andre fedtstoffer end bananernes naturlige fedme, må kagen forresten være ganske anderledes let end drømmekagen fra Brovst, som ellers er den normale kagespise her i huset.

Jesper

Ingen kommentarer: