Sir Cliff

Det engelske teenageidol, sanger og sangskriver samt ikke mindst Sir, Cliff Richard, fyldte torsdag 70 år.
Nu er det ikke fordi jeg er specielt forfalden til Cliffs bløde pop og velpolerede attitude - intet ligger mig faktisk fjernere - men alligevel kan man ikke underkende mandens betydning for udviklingen af ungdomskulturen og og pop-rocken. Indirekte har han vel også en del af skylden for, at et af mine ynglingsorkestre - The Shadows - overhovedet eksisterer.
Jeg må også - omend noget nødtvungent - indrømme, at jeg faktisk har været til koncert med Cliff Richard - oven i købet på Wembley - af alle steder. Og det var bestemt en oplevelse - en skræmmende oplevelse. Dog ikke på grund af musikken, men på grund af publikum.
Det var tilbage i begyndelsen af 90'erne. Jeg var i London på en såkaldt studietur. Det var belønningen for veludført arbejde - og den fik ikke for lidt på både den kulturelle front og pubfronten. Blandt andet skulle vi til koncert med Cliff Richard. Desværre var der gået kuk i billetreservationerne, så der manglede en billet - min billet.
Løsningen på problemet blev, at mens resten af gruppen sad pænt tilbagetrukket og i passende afstand til scenen, blev jeg kompenseret med en ganske kostbar billet til fjerde række lige foran scenen. Umiddelbart lignede det jo en god handel, så jeg satte mig troskyldigt på min plads - mellem hundredvis af midaldrende, engelske husmødre, som havde brugt æggepengene på en god plads til deres ungdoms store idol. Det hæftede jeg mig dog ikke ved - til at begynde med.
Men det kan nok være, at jeg opdagede, at jeg var ene hane i kurven, da Cliff Richard entrede scenen. For med et trylleslag rejste alle disse velvoksne kvinder sig og besteg jublende stolene ivrigt svingende med store håndtasker - mens lille jeg, der jo ikke delte deres hysteriske begejstring for idolet, pænt blev siddende på min stol - et kort øjeblik.
For jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg troede, at min sidste time var kommet. Disse furier var simpelthen overvældende - og jeg så ikke anden mulighed end at rejse mig og stille mig op på stolen bare for at overleve. Husmødrene var blevet som teenagers igen - og den slags er som bekendt livsfarlige, når de er i flok. Jeg overlevede ved at hyle som de hunulve, jeg var i blandt - og det er jo en gammelkendt overlevelsesstrategi kendt fra utallige situationer i menneskehedens lange historie.
Om musikken og Cliff Richards optræden husker jeg intet.
Forresten skulle jeg senere i mit liv komme til at høre en del til Cliff Richard. For min chef i Nuuk, borgmester Agnethe Davidsen, var - som de engelske kvinder - en stor fan af Sir Cliff. Faktisk så stor en fan, at hun fejrede sit sølvbryllup i Danmark ved at invitere familien i Tivoli til koncert med dette engelske popidol.
Jeg har valgt en video med en af de Cliff Richard-sange, som aldrig blev et stort hit. Til gengæld får Hank Marvin lov til at trykke den af på guitaren. En del af billederne giver forresten et ganske godt billede af modne kvinders reaktion, når de hører Cliff Richard.


Ha' det
Jesper