søndag den 17. oktober 2010

Far til fire på Bornholm

Efterhånden er gammelmandskanalen TV2 Charlie det eneste TV, som jeg gider se - når vi ser bort fra genudsendelserne af "Hvornår var det nu, det var?" på DR-K.
Søndag aften leverede Charlie varen til UG med kryds og slange. Det er selvfølgelig filmen "Far til fire på Bornholm" fra 1959, jeg tænker på.
Filmen indledes med en kostelig scene, hvor familien med Karl Stegger i hovedrollen gør morgengymnastik til radioen. Karl Stegger er en af dansk films helt store skuespillere - om ikke den største - og at se ham gøre morgengymnastik er komedie på højt plan.
Far til fire på Bornholm er ren nostalgi og giver minder om en tid, hvor en mand var en mand - og hvor alle i øvrigt kendte deres plads. Her er der ikke meget oprør - men derimod sommer, sol og søndag - hver eneste dag. Tilværelsen er ganske problemfri, for eksempel i en scene fra filmen, hvor faren fortæller om sine økonomiske problemer - men de er da ikke værre, end at der er friske rundstykker på bordet, og naboen bliver inviteret til en kop kaffe. Det er også en film med en rigtig happy ending, hvor en alvorlig sygdom selvfølgelig ikke kureres på et højt specialiseret gigant-sygehus, men derimod af god gammel fantasi og venskab.
Sproget er en ren fornøjelse at lytte til. Her er ikke noget med "fuck you", hvorimod replikker som "Av for Søren" og "Den er mægtig" er fuldt gangbare - og giver god mening. Man kunne ønske, at dagens ungdom blev tvangsindlagt til at se den slags film.
Som de fleste film fra den tid er "Far til fire på Bornholm" et sandt overflødighedshorn af sange, der siden har opnået klassikerstatus. Blandt andet stammer "Bornholmervalsen" fra denne film - så lad os lige tage den:


Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: