Basserne og Olsen-banden

Det var bestemt ikke uden bekymring, at jeg købte det seneste nummer af tegneserie-magasinet "Basserne". Forsiden viste nemlig fire af de kendte personer fra Basserne-galleriet forklædt som Olsen-banden og rubrikken "Otto-banden slår sig løs i Basserne".
Mine bekymringer gik på, at jeg ærlig talt havde lidt svært ved at se, hvordan man skulle kombinere det danske nationalklenodium og en amerikansk militær-tegneserie på en smagfuld måde. Erfaringerne viser, at når de store medie-koncerner får dollartegn i øjnene og begynder at høste synergi, konvergens og hvad det nu ellers hedder, når man kombinerer forskellige medie-platforme, ender det som regel med et ualmindeligt ringe produkt.
Heldigvis gik det ikke så galt, for rubrikken nærmer sig faktisk falsk reklame. Bevares, helt løgn er det vel ikke, men...
Heldigvis har folkene på Serieforlaget og folkene på Nordisk Film - begge selskaber i Egmont-koncernen - pli nok til at afstå fra forsøget - når vi altså lige ser bort fra den harmløse og ganske underholdende forside, hvor man blot læner sig op af efterårsferiens premiere på tegnefilmen "Olsen-banden på de bonede gulve".
Rubrikken dækker over, at man i bladet har en konkurrence om billetter til filmen og et par siders redaktionel foromtale af arbejdet med filmen. Relevant nok i et tegneserie-magasin, så det bærer vi over med. Og eftersom Egmont nu en gang sidder inde med rettighederne til såvel Olsen-banden som Basserne, kan man næsten ikke fortænke dem i at gøre gribe den mulighed.
Det er som sagt gjort med pli og med respekt for begge seriers kunstneriske udgangspunkt.
Men vi må nok i fremtiden vænne os til, at vi kommer til at se meget mere af disse konvergensforsøg i både film, litteratur og tegneserier. Når rettighederne samles i store mediekoncerner, er det i hvert fald svært at undgå.
Men forresten er det jo en gammelkendt spøg blandt forfattere, når man lader sine karakterer gå besøg hos hinanden. Sherlock Holmes er jo kendt for at dukke op i mange sammenhænge. Anders And har taget Supermand til sig i form af Stålanden og Supermule, der mest af alt er en djævelsk satire på Supermand. Den svenske krimiforfatter Leif W.G. Persson har i sit persongalleri en kriminal-assistent ved navn Anne Holdt, der er stort set lige så feministisk som den lesbiske norske kriminalforfatter af samme navn. Og sådan kunne jeg blive ved med eksempler på, hvordan man inden for den kunstneriske friheds rammer på en smagfuld måde kan give udtryk for sine sym- og antipatier - ved at benytte konvergens-fænomenet.

Ha' det
Jesper

P.s. Konvergens er sådan lidt af et modeord i mediebranchen. Det er det, som vi oplever, når for eksempel en journalist fra Danmarks Radio laver en historie både til radioavisen og til TV-avisen, eller når medierne bruger Facebook som et redskab til at lokke kunderne hen til sig. Konvergens betegner i sin oprindelige betydning to linjer, som løber mod samme punkt.