torsdag den 21. oktober 2010

Kokosmakroner

Forskellen mellem kokosmakroner og kokostoppe er ganske akademisk. De ser ens ud og de smager stort set ens. Så set ud fra min synsvinkel kan man lige så godt lave kokostoppe som kokosmakroner, da toppene er betydeligt nemmere at fremstille.
Nu var situationen bare lige den i det lille hjem, at fruen havde lovet at bage kokosmakroner til barnebarnets to-års kaffe-mik på søndag - og så var sagen jævnfør almindelig kvindelogik naturligvis ikke til diskussion. Der skulle bages kokosmakroner - og dermed basta!
Jeg undsagde af samme grund projektet med det samme. Skulle der laves kokosmakroner, var det fruens eget projekt. Men da jeg så resultatet - en gang udsplattede, småforbrændte småkager på pladen, blev jeg alligevel blød om hjertet og ilede til med en hjælpende hånd - og som det ses på billederne, lykkedes det så at lave velsmagende og pæne kokosmakroner i anden omgang.
Forskellen mellem kokosmakroner og kokostoppe ligger først og fremmest i, at der er fedtstof i toppene. Det giver sig selv, at en dej rørt af sukker, æg, kokos og smør er betydeligt nemmere at håndtere end en dej uden smør - simpelthen fordi fedtstoffet virker som bindemiddel. Det er umådeligt svært at få kokos, æg og sukker til binde sammen - og så er det, at de splatter sammen og flyder ud, når de kommer ind i ovnens varme.
Hemmeligheden bag successen ligger i - foruden et betydeligt håndelag og fornemmelse for dej - i at mætte dejsubstansen med kokos, så den bliver meget tør i det. Og så er det ellers med hjælp af en teske og betydelig mængder knofedt bare med at få formet kokosmakronerne på bagepladen. Det kan lade sig gøre - men det er altså betydeligt nemmere at lave denne lille kokosspecialitet, hvis man ser bort fra den akademiske forskel mellem toppe og makroner.
Bagetiden er under alle omstændigheder cirka otte minutter ved 200 grader. Hold et godt øje med ovnen - det går stærkt lige pludselig. Velbekomme.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: