lørdag den 3. juli 2021

Duften af dronning

Orientalsk havestemning


Netop nu står dronningebusken i fuldt flor med titusindvis af små lyserøde blomster.

Det ser flot ud - og det kan lugtes over hele parcellen. For duften af de små blomster er overvældende - asiasisk i vælde, som Tom Kristensen skrev om angsten. Det dufter i hvert fald temmelig orientalsk og giver minder om tropenætter og haremshaver - tror jeg nok, uden at jeg dog nogensinde har været i en haremshave.

Busken er blevet temmelig stor de seneste par år - og jeg må nok ud med beskærersaks og motorsav til vinter, så jeg kan få den avet. For dronningebusken kan trives på selv de fattigste jorder, når først den får fat.

Den skal angiveligt være lidt vanskelig at få i vækst. Det ved jeg intet om, for den stod der allerede, da vi overtog huset. De første år holdt jeg den nede ved at tage en tredjedel af grenene hver vinter, men det har jeg nu ikke fået gjort i fire år, så det er forklaringen på den voldsomme vækst.

Jeg har været tilbageholdende med beskæringen netop af hensyn til blomstringen, For skuddene skal være tre år gamle, før de giver blomst.

Men nu går den altså ikke længere. Det er i øvrigt besværligt at beskære en dronningebusk. For beskæringen skal ske fra midten af bunden - og bunden af busken er altså meget tæt, og veddet er ganske hårdt. Det er i øvrigt nemt at vælge de grene, der skal skæres. For de ældste grene på fire år eller mere får en meget skællet bark.

Som så mange andre havebuske stammer også dronningebusken fra Kina. Den blev for 50 år siden indført til Danmark af planteskoleejer Aksel Ol­sen i Kolding. Han gav den følgende ord med på vejen:

- Dronningebusk fra Kina er en virkelig dronning blandt blomsterbuske, fuldendt skøn på alle måder, rigere blomstrende end andre buske, når den først er rodfæstet. I juni indhylles busken i skyer og kaskader af dunede klokkeblomster med åbne læ­ber, lysrosa med røde penslinger og gult net, og hver blomst med foden i gråt pelsværk.

onsdag den 30. juni 2021

Et foto, to stop og 110 krondyr

 Aftentur


Tirsdag aften så jeg 1 døgn, 2 hold og tre dyr, hvor de maniske TV-stjerner blandt andet fandt en isfugl.

Det inspirerede mig til en solnedgangstur til Han Vejle, hvor der også er en chance for at se den blå pescetar. Det kom der dog ikke noget ud af. Der var næsten dødt - og fuglene lod sig nok høre, men ikke se. Mest tydelig var rørsangerne, der synger kraftfuldt og taktfast, men der var også skægmejser, vandrikser, krager og blåhals i aftensangen.

Det blev kun til et enkelt foto - en blåhals. Det er jo ikke så ringe - især når det var dagens eneste fuglefoto. Normalt kan det nemt blive til et par hundrede klik på en time i den fuglerige rørskov, men altså kun et eneste billede. Men når det så er blåhals, er det jo til at leve med.

På vej hjem smuttede jeg efter en pludselig indskydelse ned til et af mine foretrukne steder i Tingskoven - og der var bingo med fuld plade. På marken mellem to skovparter gik der 110 krondyr. Der er endnu nogen tid til brunsten, så de græssede fredeligt og lignede egentlig mest af alt en flok dovne køer.

Jeg havde en let brise imod mig, så jeg var kun omkring 75 meter fra de nærmeste dyr, men det var også for tæt på til at få dem alle med på et gruppebillede.

Klokken var 22.50 - en halv time efter solnedgang - så der var ikke for meget lys, men jeg kunne da ikke lade være med at trykke på knappen nogle gange.

Jeg var nødt til at give køb på eksponeringstiden, selv om jeg ikke havde stativ med, så mange af billederne var rystede, men det blev da til et par brugbare doku-fotos, trods alt. 

mandag den 28. juni 2021

Rødstjert

Ny i fotoalbummet


Vi har i år rødstjerter i haven. Det har jeg ikke været i tvivl om længe, for de synger ret karakteristisk og også gerne lidt larmende, men det har knebet med at se dem. Og det er nogle år siden, at vi sidst har haft de fine gæster på parcellen.

De sidder gerne oppe i bladløvet i træerne nede i baghaven - og bytter ofte plads, så det har knebet med at få et foto.

Men i dag skulle det være. Jeg brugte nok en time på projektet, mens jeg jagtede fjerkræet rundt i haven. Rev armene til blods under tjørnene og smadrede skinnebenet, da jeg faldt over en gren. Alting har sin pris - og alt godt kommer til den, der venter...

Kampen, tålmodigheden og stædigheden gav resultat. På et tidspunkt satte rødstjerthannen i med sang fra gavlen af drivhuset - og billedet kom i kassen.

Jeg så også en hun, og jeg er faktisk ret sikker på, at jeg deler to rødstjertpar med naboen. Mest fordi jeg hører sangen fra mange vinkler, for jeg aldrig set andet end en ad gangen.

Rødstjerten er ikke sjælden, og den er også i fremgang i Danmark. Men det er en sjælden flot fugl, der nok kan stille op i en skønhedskonkurrence for sangfugle. Specielt hannen med den sorte maske og hvid pandeblis - og så naturligvis, som det sig hør og bør blandt rødstjerter - en flot rød hale. Hunnen er også rødlig, men mere afdæmpet.

De har fart på med formeringen. Hannen står for opfostringen af det første kuld, mens hunnen påbegynder kuld nummer to. Rødstjerten overvintrer syd for Sahara, så det er også med at få lidt sul på kroppen, inden turen går sydpå.

søndag den 27. juni 2021

Den lange rejse

Turen gik til Farsø


Tidens utidige tendens til at lave alting om ramte mig fredag som et hammerslag med det mest besynderlige udfald.

Jeg havde været en tur i Aars Messecenter for det sidste stik (i denne omgang). Jeg havde god tid og havde planlagt en lille sightseeing i den by, som jeg kender så udmærket fra gymnasietiden. Men ak, alt er så forandret - og det kan være svært at finde rundt.

Efter vaccinationen lagde jeg ud med en tur ad Løgstørvej forbi hønseslagteriet og Sauers frugtplantage. Ideen var at køre til Jelstrup, hvor man drejer fra ad Holmevej mod Farsø. Her ville jeg så vende og returnere til Aars. Krydset dukkede bare aldrig op, for også her var der lavet om.

Men pludselig var jeg på kendte marker igen. Jeg kunne genkende stedet, hvor vejen fra Holmevej går fra mod Havbro.

Det sted kender jeg ganske udmærket. Faktisk alt for godt. For her kørte jeg i 1977 en kvie ned midt om natten. Det havde været tordenvejr den nat - og dengang var det almindeligt, at kvierne brød ud af indhegningerne, når det tordnede. Jeg ved ikke, om det fortsat gør sig gældende. Den slags er jo ikke længere avisstof, desværre.

Men det viser sig, at krydset i Jelstrup er blevet sløjfet - og at Løgstørvej nu løber direkte ud i Holmevej. Det var jo ikke nemt at vide. Så det, der skulle have været en rundtur i Aars, blev i stedet en tur til Farsø med et besøg ved Mogens Bøggilds mindesten for Johannes V. Jensen. Motivet er fra "Den lange rejse" og det beskriver jo ganske udmærket min mislykkede udflugt.

Da jeg nu var på de kanter, blev det til den sædvanlige hjemtur over Strandby og Trend. Det er nu også sådan en pæn tur, så det gør ikke noget. Men jeg kan altså ikke forstå, at vejmyndighederne altid skal lave om.

Det ligner ærlig talt beskæftigelsesterapi. Om fem år bliver det sikkert lavet om igen, fordi man finder ud af, at folk kører for stærkt ad den nu pænt lige og direkte vej mellem Aars og Farsø.

Det er også forvirrende, at Aars har fået en omfartsvej med flere rundkørsler uden Per Kirkebys murstens-installationer. For hvordan kan man vide, at man er i Aars, når der ikke er en stak mursten i midten af rundkørslerne?

I øvrigt synes jeg, at omgivelserne ved mindestenen for Johannes V. Jensen trænger til en kærlig hånd. Måske Vesthimmerlands Kommune skulle bruge lidt penge på at mindes kommunens eneste nobelpristager - i stedet for hele tiden at lave vejnettet om?

torsdag den 24. juni 2021

Båltalen

Sankthans på Øland

Foto: Finn Kruse

Onsdag aften - sankthans - havde jeg den store ære at holde båltalen her på Øland. Her er talen:

Tak for invitationen til at tale her i aften. Det er jeg meget beæret over og glad for – og især fordi jeg jo er tilflytter.

Da Jens Christian ringede forleden og spurgte, om jeg ville, sagde jeg også ja med det samme, mens jeg hurtigt tænkte over, hvad jeg måske skulle sige…

Sankthans – det er noget med hekse… Og så var der jo ikke langt til at tænke, at jeg måske kunne snakke lidt om kvinderne her på Øland!

Men ærlig talt. Det tør jeg ikke…

Men jeg vil godt dvæle lidt ved heksene alligevel. For hvad var det egentlig, middelalderens hekseprocesser handlede om?

Foto: Finn Kruse
Man havde en simpel, men ganske overbevisende metode til at afsløre, om en kvinde var en heks. Man smed hende i branddammen – og flød hun ovenpå, så var det bevist, at hun var heks – og så røg hun på bålet, selv om vi alle ved, at vådt brænde ikke er sagen.

Hvis hun derimod sank til bunds, var hun ikke heks, men bare druknet. For den enkelte anklagede betød det næppe den store forskel, mens inkvisitionens fædre bare kunne trække på skuldrene og konstatere, at druknedøden var en beklagelig systemfejl.

Mange gange var bålet en bekvem anledning til at slippe af med anderledes tænkende, der måske snakkede lidt for højt om, hvad de mente – og som gik imod de gængse opfattelser. Så vi skal have respekt for heksene, der turde tale fanden og Vorherre midt imod – og som ikke bare lemmingeagtigt fulgte flertallet.

Det har jeg respekt for, for der er alt for mange lemminger i dagens debat, hvor de frelste bekræfter hinanden i, at de har ret.Det ser vi dagligt i miljødebatten. Det er bekvemt at parkere årsagen til alle vores miljøproblemer hos landbruget, men jeg savner svar på, hvad vi skal sætte i stedet.

Landet har udviklet sig til et grønt galehus, hvor alt, hvad der er grønt kan lade sig gøre uden hensyn til omkostninger, men der er ingen, der spørger om, hvor pengene skal komme fra.

Vi er så heldige her i landet, at vi har et godt klima, en relativ god jord og nogle dygtige landmænd. Faktisk kan vi uden større problemer brødføde hele verdens befolkning  – både med brød og ikke mindst kød.

Men det synes miljøfolket ikke. Landbruget er fjenden, men jeg savner svar på, hvem der skal dø af sult, hvis vi indskrænker den danske landbrugsproduktion.

Det handler jo om, at klima og miljø er blevet en religion – akkurat som middelalderens fanatiske tro på, at jorden er flad – og at alle, der måtte mene noget andet, har et skrækkeligt menneskesyn – og skal helst på bålet.Og det er blevet fuldt acceptabelt at pådutte andre de religiøse synspunkter.

Vi ser det hos veganerne, der ikke bare selv forsager kød, men også mener, at alle vi, der elsker kød, skal opgive vores store passion for tatar og bøffer.

Jeg har ikke noget imod, at der er folk, der ikke spiser kød, men kan de da for pokker bare holde deres tilbøjeligheder for sig selv.

Det er i øvrigt interessant, at uanset om vi synes om det eller ej, så er vi jo en nation af agerdyrkere. Vi kan ikke se et stykke jord, uden at det skal passes og plejes. Det gælder også miljøfolkene, der for længst har opgivet troen på, at naturen kan trives uden at plejes.

Så uanset hvor tosset det lyder, dyrker vi nu også natur i Danmark. Det hedder naturpleje og bærer en stor konflikt i sig selv. Det er nærmest naturstridigt. For hvordan kan det være natur, når det skal plejes?

I øjeblikket arbejder kommunen så på at etablere en naturnationalpark ved Tranum. Den skal naturligvis plejes, så der skal ifølge kommunen opsættes et lillebitte hegn rundt om, for at holde græsædende kreaturer inde.

Jeg er helt uenig med kommunen. Der skal sættes et kæmpestort hegn op omkring hele herligheden. Hegnet skal holde naturvejlederne og naturpasserne ude, så naturen kan få lov at være – ja – netop natur.

Det er simpelthen meningsløst at tale om natur, når man laver mountainbikespor, shelterpladser og hundelufterruter. Der er for mig ingen tvivl om, at horder af motionister i farvestrålende lycra, hundeluftere og uopdragne børnefamilier laver større skade på den danske natur end landbruget.

Men jeg ved også, at det er et synspunkt, jeg står ret alene med. Så måske er jeg også en heks? Så må i kaste mig på bålet. Men jeg vil lige advare. Jeg har gennem livet drukket uanede mængder af alkohol, så det er forbundet med alvorlig eksplosionsfare…

Nok om det – for vi har det jo godt, trods alt. Især her ved midsommertid, hvor alting blomstrer og gror. Og hvor vi har de lyse nætter, som kulminerer netop i denne uge.

Forleden var det den grønlandske nationaldag. Grønlænderne har aldrig været i krig, så da de skulle finde en nationaldag, blev det årets længste dag. Det er en ide, jeg har masser af sympati for.

Jeg har selv boet på eller omkring polarcirklen i tyve år af mit liv. Og der skal ikke herske tvivl om, at jeg somme tider savner midnatssolen. Det er en fantastisk gave og en oplevelse, som bør være alle mennesker forundt mindst en gang i livet.

Men sidst jeg var i Grønland om sommeren, tog jeg mig selv i også at savne de lyse nætter her i Limfjordslandet.

I er måske ikke klar over det, men lyset om natten er helt enestående netop her på vores breddegrad. Og det er et ganske smalt bælte vi taler om. I Sønderjylland har natten en helt anden farve og længere mod nord er det slet ikke nat.

Vi er privilegerede, fordi vi netop har den mest ekstreme udgave af lyse nætter – uden at det bliver helt lyst.

Selv har jeg i begyndelsen af juni vendt op og ned på døgnet, fordi jeg næsten hver nat sad nede ved dæmningen og lyttede til nattergalene.

Det er slut nu, men jeg står nu stadig op, når trangen til natpisseri kommer over mig. Så strinter jeg lidt gødning på græsplænen – økolog som jeg er - og får en smøg og en kop kaffe, mens jeg nyder den lyse nat.

Det kan anbefales, hvis man ikke lige har prøvet det. For vi er som sagt privilegeret med både et fantastisk lys og en fantastisk natur her på egnen – og naturen trives jo fint på trods af bønderne…

Med disse ord vil jeg ønske alle her på Øland – og også staklerne i resten af verden glædelig sankthans. Tak for ordet.

Jeg er ikke særlig manuskriptfast og improviserer ofte, men nogenlunde sådan faldt ordene.

onsdag den 23. juni 2021

Smagen af sommer

Nye kartofler


Det var planen, at vi skulle begynde med de nye kartofler til sankthans, men vi er nu allerede tyvstartet.

Det begyndte i søndags med tre toppe, så hvis det fortsætter på den måde, er de tre rækker solist snart væk. Men sådan går det nok ikke. For de vokser jo fortsat, så hvis det går, som det plejer, ender det med, at en enkelt top er nok til os to halvgamle mennesker.

Solist er sådan nogle pæne runde kartofler - og også den sort, som mange af de professionelle kartoffelavlere bruger til de første nye kartofler, men snart kommer der mere variation over det. For bintje-kartoflerne, som jeg har fire rækker af, står også fint og er begyndt at sætte knopper. Så det er bare med at få spist løs, før de får alt for meget skurv, som jeg desværre døjer en del med her på parcellen.

Kødet til de første kartofler var noget snyd. Halvfabrikata fra Jensen - og næppe pengene værd. Endnu en gang er det bevist, at det ikke kan betale sig, at springe over, hvor gærdet er lavest. Hvis tingene skal være ordentlige, skal man lave dem selv.

Det gælder i alle livets forhold, men i særdeleshed, når vi snakker om mad.

tirsdag den 22. juni 2021

Endnu en nationaldag

Post-corona-nationaldag


Selv om Danmark har droppet mange af coronarestriktionerne, satte pandemien alligevel sit præg på den grønlandske nationaldag i Nordjylland.

Blandt andet var de traditionelle håndtryk udskiftet med albuestød. Det benyttede den grønlandske præst i Danmark, Marianne Lynge Krog og formanden for Det Grønlandske Hus i Aalborg sig af, da nationaldagen åbnede kl. 10 med en gudstjeneste i Budolfi Kirke, der er Aalborgs domkirke.

Efter gudstjenesten gik man i procession til Vesterbro og Det Grønlandske hus. Her blev Erfalasorput hejst i gården bag ved huset med tilhørende korsang af Ikinngutigiit. Det var korets første egentlige optræden, siden coronakrisen begydte for snart halvandet år siden. Efter flaghejsningen var der kaffemik med kager - blandt andet pyntet med det grønlandske flag.

Hvis man havde lyst til mere nationaldagsstemning, kunne man hele eftermiddagen fortsætte i Lindholm Strandpark på nordsiden af Limfjorden. Her havde Ikerasaq - den ene af de to grønlandske foreninger i Nordjylland - rejst et stort telt, hvor de bød på grønlandske lækkerier, fællessang og en svingom til grønlandske polkatoner, så ikke et øje var tørt.

Artiklen er mit forholds lakoniske telegram til Sermitsiaq.AG 21. juni 2021.


søndag den 20. juni 2021

Det ku' ha' været bedre

Møg-jordbær


Der er plads til forbedringer, som man siger...

Jordbærrene er slået helt fejl i år. De er simpelthen så ringe, at hverken sneglene eller solsorterne gider spise dem. Bærrene er små, og der er ikke særligt mange af dem.

Jeg har ingen fornemmelse af, om det gælder generelt, at det er et dårligt jordbærår. Men foråret var præget af kulde, så det var først sent, at der blev sat bær. Og rigeligt tørt har det også været...

Men jeg kan ikke bare give vejrguderne skylden. For jeg bærer selv en god del af bær-skylden. Normalt skifter man en tredjedel af planterne hvert år, men siden jeg kom hjem fra Grønland i sommeren 2018, har jeg forsømt den del af arbejdet. Så de ældste af planterne er nu mindst seks år gamle - og så kan man ikke forvente alverden fra den side.

Men sidste år gav de godt, så jeg troede og håbede, at det gik. Skålen på billedet er morgenens høst - og sidste år ved samme tid høstede jeg mindst det dobbelte om dagen. 

Så nu står den grusomme sandhed klar: Når sæsonen er slut, og planterne har sat aflæggere, begynder jeg helt forfra. Det bliver et stort arbejde, men jordbær skal man have - og så må jeg jo arbejde for føden.

De få og små jordbær i år bliver til marmelade og jordbærgrød. Andet dur de ikke til - og så må vi jo ty til købebær ellers.

Dagens bonusbillede er den første blomst i buskroserne ved carporten. Det er nogle gamle, grimme og opløbne planter, men blomsterne er der ikke noget i vejen med. Og i modsætning til jordbærrene bliver de bare ved og ved med at komme - uanset vejret.

mandag den 14. juni 2021

Maskepi

Enden er nær

Buuarsikkut af Robert Holmene. Nuuk Ugeavis uge 22.

Så ser det ud til, at maskerne falder. Det bliver skønt igen at se hele ansigter.

fredag den 11. juni 2021

Flyvende Dannebrog

Flyspot


Jeg kunne naturligvis ikke holde mig væk, da Flyvevåbnets opvisningspiloter onsdag og torsdag trænede på Flyvestation Aalborg.

Det var måske ikke så spektakulært, som de store opvisningshold fra udlandet, for eksempel Red Arrows, men en god anledning for flyspotteren til at træne flyfoto. For det går hurtigt, når sådan et F-16 fly kommer forbi. Og det vil altid være lidt af et kompromis med valg af objektiv, så jeg testede også objektiverne.

Jeg endte på mit gamle Sigma 100-300. Udfordringen er, at man helst skal bruge så lang en brændvidde som muligt, for et F-16 jagerfly er ikke særlig stort, men lange brændvidder giver et begrænset synsfelt. Så mit 400 mm prime-objektiv, som jeg normalt bruger til fugle, er ikke den perfekte løsning. Sigma-objektivet derimod er et zoom-objektiv - og det giver lidt mere fleksibilitet.

Jeg er desværre lidt slem til at glemme netop det objektiv - og det er synd. For det er et drønskarp, fleksibelt og lysstærkt objektiv, der i sin tid kostede 12.000 norske kroner (og dengang var en norsk krone det samme værd som en dansk). Men som de fleste ældre objektiver er det uden stabilisator og temmelig tungt, og så sker det ofte, at nyere objektiver bliver valget. 

Jeg ved, at der var mange flyspottere til stede på de sædvanlige poster for enden af landingsbanen og på Høvejen, men jeg fandt et godt sted, som jeg havde for mig selv. I vinterens løb er en bevoksning med energipil blevet ryddet op til hegnet for enden af Haldagervej - og det giver frit syn over flyvestationen. Det var faktisk et godt sted at fotografere. Et par gange var opvisningsflyet så tæt på, at det gik alt for hurtigt til autozoomen.

Det fine sommervejr er også en udfordring. Det Dannebrogsmalede fly ville have stået flottere i farverne på lidt blandede skyer - og med solen lidt lavere på himlen end tilfældet er midt på dagen her tæt på sankthans.

- Flyvevåbnet træner til sommerens airshows. I år skal vi blandt andet deltage i Orange i Frankrig, Belgian Air Show og Athens Air Show, oplyser Fighter Wing Skrydstrup på Facebook.