Dansk politik er ramt af invaliderende ADHD.
Ifølge ADHD-foreningen er diagnosen karakteriseret ved opmærksom-hedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet, hvilket er en ganske glimrende beskrivelse af de politiske tilstande i denne svære tid.
Mens vi står over for den måske værste nationale krise siden anden verdenskrig, tumler landets politikere rundt fra høj til høj med bakspejlet som ledestjerne – og uden det fokus, der kendetegner stærkt lederskab. Der bliver lavet klimareformer og bilskatterne sættes op, pensionsreformer for Arne og udvekslet minder fra forne tiders julefrokoster – og så ind i mellem alle andre gøremål skal der lige tages et par hurtige corona-afgørelser.
Det sker med venstre hånd uden fokus, og beslutningerne bliver derefter. Det er krænkende for skatteyderne og vælgerne - og politikerleden breder sig og bringer demokratiet i fare.
Den seneste tid er det især minkavlerne, der har grund til at føle sig krænket i en grad, der langt overstiger Krænk Jensens samlede udskejelser ved et antal kedelige julefrokoster.
For det er ikke fest og ballade, når regeringen beslutter sig for slå stort set alle landets mink ned for at begrænse corona-smitten. Og man kan simpelthen ikke byde minkavlerne den dybt krænkende behandling, som de er udsat for.
Der er tale om, at man – måske utilsigtet – måske tilsigtet – udrydder et erhverv, der gennem årtier har skaffet eksportindtægter og bidraget til velfærdssamfundet med milliarder. Minkavlerne er samfundets helte, der hver dag står op og passer deres arbejde – corona eller ej – og forlanger ikke andet til gengæld end anstændige og forudsigelige vilkår for erhvervet.
Det er muligvis velbegrundet i kampen mod coronaen, at man gør noget ved smittespredningen blandt mink, men det kræver også planlægning, omhu og empati – og det har vi ikke set meget til. Hvorfor er der stor forskel på erstatningerne, hvorfor er det lige 7,8 kilometers omkreds, hvorfor er det lige, at arbejdet skal foretages af urutinerede rumænske gæstearbejdere, og hvorfor er det så vigtigt, at man ødelægger mange års avlsarbejde uden plan for, hvordan vi kommer videre?
Resultatet er skræmmende – og i eftertiden vil der være mange børn i blandt andet Jammerbugt Kommune, der skal i terapi efter at have oplevet Mogens Jensens dødspatruljer dukke op på fars farm og i løbet af kort tid fjerne familiens eksistensgrundlag.
Det er skammeligt, og det kunne det danske såkaldte velfærdssamfund have gjort meget bedre og meget mere gennemtænkt. Samtidig med beslutningen burde man også have vedtaget en plan for, hvordan vi genrejser minkerhvervet, så vi alle kan få glæde af et flittigt og arbejdssomt erhverv, der skaffer penge til landet.
Det værste er næsten, at med minkerhvervets mulige død, følger også en klientgørelse af en gruppe mennesker, der altid har klaret sig selv. Det er en kultur blandt oprindelige danskere, som man nu er i gang med at slå ihjel.
Jeg bliver rasende, når jeg hører venstrefløjspolitikere, som mener, at minkerhvervet skal udfases, som de siger. Det lyder også bedre end Endlösung, men resultatet er det samme. Det vidner om så ringe forståelse for samfundsøkonomien og medfølelse med danske bønder, at det bør være ansvarspådragende, når vi skal gennem retsopgøret efter coronaen.
Jeg hører, at disse følelseskolde venstrefløjsakademikere mener, at minkavl er uetisk. Sludder og vrøvl. Minkavl er velfærd – og det eneste uetiske ved det er, at mennesker, der ikke evner at tjene til føden ved egen hjælp og uden støtte fra skatteyderne, overhovedet udtaler sig om emnet.
Det er virkelig krænkende politisk adfærd, som efterlader befolkningen i utryghed. For hvem bliver den næste befokningsgruppe, der skal udfases, fordi de ikke lige passer ind i et totalitært gulerods-økologisk menneskesyn?
Nordjyske Stiftstidende 23. oktober 2020.
