fredag den 30. oktober 2020

Mørkning

Den skønneste skumring


Torsdag eftermiddag var jeg i haven. Vi er jo tæt på vinter, så jeg tog georginerne ind, kørte visne blade i græsplænen og satte nogle løg.

Det var også det skønneste vejr. Skyfrit og ikke en vind. Så da det begyndte at mørkne ved halvfemtiden, slap jeg haveredskaberne og satte mig under halvtaget med en kop kaffe og en pakke smøger. Jeg holdt mørkning i det skønne vejr - og jeg havde overhovedet ikke lyst til at gå ind og lave mad.

Det er en stemning, som slet ikke kan gengives på billeder. Men jeg vover alligevel et øje. Bare fordi jeg ikke kan lade være. Akkurat som jeg ikke kunne lade være med at sidde udendørs, selv om aftenens køkkentjans ventede. Så det blev sen aftensmad. Stegt lever med bløde løg, brun sovs, kartofler og gulerødder. Det er for resten slet ikke så ringe et punktum på en dejlig dag.

Slår man op i ordbogen, betyder mørkning at sidde stille indendørs, mens mørket falder på. Men hvorfor sidde indendørs, når det er så dejligt uden for?

torsdag den 29. oktober 2020

Støvsugerbanden

Klar til rengøring


Som gildemester i 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg har jeg den store fornøjelse at kunne hjælpe nordjyske spejdere, når de har brug for lidt ekstra grej.

Onsdag aften var det Rold Skov Gruppe i Skørping under De Gule Spejdere, der fik en håndsrækning i form af en industristøvsuger til deres herlige spejderhus ude i den store skov. Og jeg mener det virkelig, når skriver, at det er et herligt hus - eller rettere bjælkehytte af douglasgran - som ligger på en stor grund midt i Rold Skov ved en skovsø. Det er rendyrket idyl, selv om jeg ellers er godt vant fra spejderhuset i Farsø...

Gruppen holder normalt møder om onsdagen - og skoven myldrede af aktivitet med spejdere på opgaveløb, da jeg kom forbi. Men på grund af coronaen indskrænkede vi ceremonien til en ren foto-session i bålhytten med tre af pionererne, som seniorgrenen hedder hos De Gule Spejdere. Men det glæder mig alligevel at stå sammen med spejdere, der stadig holder fast i gode gamle traditioner som korte bukser og rød-hvide strømpeopslag, For her kom jeg virkelig til kort med mine jeans og en gammel uniformsjakke.

Bemærk i øvrigt mit tørklæde. Jeg har en temmelig stor tørklæde-samling - og i dagens anledning havde jeg valgt de grønlandske spejderes korpstørklæde...

Men ellers står det bare tilbage at sige: - Støvsugerbanden melder klar....

søndag den 25. oktober 2020

Dagens ord LXXXVIII

Klikfang

Klikfang fra dagens BT.
Clickbait er en af tidens forbandelser. Altså lidet oplysnende rubrikker i medierne af typen: "Mand bidt af krokodille. Du gætter aldrig, hvad der skete..." Og når man så klikker på historien, viser det sig, at han såmænd bare satte plaster på et diminutivt sår efter et møde med en krokodilleunge på 30 cm.

Det er altså overskrifter, der kun har til formål at få læserne til at læse en rigtig banal og overflødig notits. Men det kan betale sig. For annoncørerne betaler efter, hvor mange klik der er på deres annoncer. Og så er der penge at tjene for tidens betrængte mediehuse.

Det irriterer mig, men det irriterer mig også, at det danske sprog bliver påvirket af engelsk. Jeg er stærk tilhænger af, at vi i lighed med blandt andet nordmænd og islændinge finder vore egne ord.

Derfor søgte jeg for nogen tid siden et dansk ord for clickbait, der direkte oversat betyder klikmadding. Det ord reagerer søgemaskinerne da også på, men resultatet er pauvert. Så jeg vil foreslå, at vi på dansk oversætter clickbait til "klikfang", som tilfældigvis kom til mig for et par år siden i en diskussion med Nordjyskes sprogredaktør, Ove Nørhave.

Når jeg selv skal sige det, synes jeg, at det er et godt ord. Minder om blikfang - altså noget, der fanger opmærksomheden og så med en lille drejning, der præcist formulerer formålet med clickbait - altså klik på computermusen.

Hermed stiller jeg klikfang til rådighed for det danske folk - kvit og frit - og med et stille og beskedent håb om, at det måske kan brede sig, når talen falder på forlorne og floromvundne rubrikker til ikke-historier.

lørdag den 24. oktober 2020

Topskud

Gærdesmutte


Gærdesmutten er sådan en hyggelig fætter at have i haven. Fuld af liv - og så synger den gerne af hjertets lyst det meste af året. Ikke for at glæde mig, men for at markere territoriet.

Den er lidt svær at fotografere, da den lille fugl næppe sidder stille mere end to sekunder ad gangen - og gerne gemmer sig i løvet. Men i dag fik jeg så det gyldne sekund, da en havens mange gærdesmutter satte sig i toppen af spætternes bøgekævle lige uden for kontoret.

Det er et rigtigt topskud - toppen af poppen, hedder det vist i TV-sprog...

fredag den 23. oktober 2020

Politisk ADHD

Hvem bliver den næste?
Dansk politik er ramt af invaliderende ADHD.

Ifølge ADHD-foreningen er diagnosen karakteriseret ved opmærksom-hedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet, hvilket er en ganske glimrende beskrivelse af de politiske tilstande i denne svære tid.

Mens vi står over for den måske værste nationale krise siden anden verdenskrig, tumler landets politikere rundt fra høj til høj med bakspejlet som ledestjerne – og uden det fokus, der kendetegner stærkt lederskab. Der bliver lavet klimareformer og bilskatterne sættes op, pensionsreformer for Arne og udvekslet minder fra forne tiders julefrokoster – og så ind i mellem alle andre gøremål skal der lige tages et par hurtige corona-afgørelser.

Det sker med venstre hånd uden fokus, og beslutningerne bliver derefter. Det er krænkende for skatteyderne og vælgerne - og politikerleden breder sig og bringer demokratiet i fare.

Den seneste tid er det især minkavlerne, der har grund til at føle sig krænket i en grad, der langt overstiger Krænk Jensens samlede udskejelser ved et antal kedelige julefrokoster.

For det er ikke fest og ballade, når regeringen beslutter sig for slå stort set alle landets mink ned for at begrænse corona-smitten. Og man kan simpelthen ikke byde minkavlerne den dybt krænkende behandling, som de er udsat for.

Der er tale om, at man – måske utilsigtet – måske tilsigtet – udrydder et erhverv, der gennem årtier har skaffet eksportindtægter og bidraget til velfærdssamfundet med milliarder. Minkavlerne er samfundets helte, der hver dag står op og passer deres arbejde – corona eller ej – og forlanger ikke andet til gengæld end anstændige og forudsigelige vilkår for erhvervet.

Det er muligvis velbegrundet i kampen mod coronaen, at man gør noget ved smittespredningen blandt mink, men det kræver også planlægning, omhu og empati – og det har vi ikke set meget til. Hvorfor er der stor forskel på erstatningerne, hvorfor er det lige 7,8 kilometers omkreds, hvorfor er det lige, at arbejdet skal foretages af urutinerede rumænske gæstearbejdere, og hvorfor er det så vigtigt, at man ødelægger mange års avlsarbejde uden plan for, hvordan vi kommer videre?

Resultatet er skræmmende – og i eftertiden vil der være mange børn i blandt andet Jammerbugt Kommune, der skal i terapi efter at have oplevet Mogens Jensens dødspatruljer dukke op på fars farm og i løbet af kort tid fjerne familiens eksistensgrundlag.

Det er skammeligt, og det kunne det danske såkaldte velfærdssamfund have gjort meget bedre og meget mere gennemtænkt. Samtidig med beslutningen burde man også have vedtaget en plan for, hvordan vi genrejser minkerhvervet, så vi alle kan få glæde af et flittigt og arbejdssomt erhverv, der skaffer penge til landet.

Det værste er næsten, at med minkerhvervets mulige død, følger også en klientgørelse af en gruppe mennesker, der altid har klaret sig selv. Det er en kultur blandt oprindelige danskere, som man nu er i gang med at slå ihjel.

Jeg bliver rasende, når jeg hører venstrefløjspolitikere, som mener, at minkerhvervet skal udfases, som de siger. Det lyder også bedre end Endlösung, men resultatet er det samme. Det vidner om så ringe forståelse for samfundsøkonomien og medfølelse med danske bønder, at det bør være ansvarspådragende, når vi skal gennem retsopgøret efter coronaen.

Jeg hører, at disse følelseskolde venstrefløjsakademikere mener, at minkavl er uetisk. Sludder og vrøvl. Minkavl er velfærd – og det eneste uetiske ved det er, at mennesker, der ikke evner at tjene til føden ved egen hjælp og uden støtte fra skatteyderne, overhovedet udtaler sig om emnet.

Det er virkelig krænkende politisk adfærd, som efterlader befolkningen i utryghed. For hvem bliver den næste befokningsgruppe, der skal udfases, fordi de ikke lige passer ind i et totalitært gulerods-økologisk menneskesyn?

Nordjyske Stiftstidende 23. oktober 2020.

tirsdag den 20. oktober 2020

Hakkeorden

Spætte-foderplads

For fire år siden monterede jeg en bøgekævle på rækværket til altanen lige uden for kontoret. 

Ideen var, at kævlen skulle fungere som en slags foderbræt for spætter og spætmejser. Det er da også blevet til et par sporadiske besøg - dog uden at jeg har været i nærheden med kameraet. Så jeg har faktisk været tæt på at dødsdømme forsøget som mislykket.

Men i dag var der bid. En stor flagspætte hakkede på livet løs, så hele kontoret rystede. Og jeg havde kameraet liggende ved hånden. Så efter fire år er projektet endelig lykkedes.

Jeg fik desværre skræmt flagspætten væk, fordi jeg blev for ivrig, så det blev kun til fotos fra en position. Men efter hullet i kævlen at dømme, er der gode sager at finde for en flagspætte, så jeg er ret overbevist om, at den nok skal komme tilbage, efterhånden som kulden tager til.

Jeg glæder mig allerede...

mandag den 19. oktober 2020

Barndomsminder

Barndommens frie liv

Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn.
Et luftfoto på Facebook fyldte mig med barndomsminder fra en tid, hvor vi børn havde betydeligt friere rammer end nutidens ungdom.

Det kostede på det personlige plan adskillige ture på skadestuen - og gav en del erfaringer, som jeg sætter pris på. Det var som regel min far, der kørte mig hjem fra skadestuen, når ulykken var ude. Og der var ikke så meget føleri. Han spurgte så altid, hvad jeg havde lært af turen på skadestuen, hvor det var fru Nicolajsen - min regnelærers kone -  der regerede med rigelige mængder brun jod (av, den sved...) og plastre i alle størrelser.

Luftfotoet er fra 1968, hvor man havde påbegyndt byggeriet af det nye sygehus i Farsø. Byggepladsen var en fantastisk legeplads, hvor der blev flyttet store mængder jord. Senere fulgte stilladser og betonkonstruktioner, som uden for arbejdstid var gode steder til både tagfat og gemmeleg.

Den var nok ikke gået i dag. Men det tog man ikke så nøje dengang. I det hele taget mindes jeg, at vi børn kom meget på arbejdspladser, hvor vi også fik svar på mange af livets spørgsmål om skruer og møtrikker, så på frække damer i skurvognene - og i øvrigt også lærte lidt om, hvor man skal gå og ikke gå for ikke at være i vejen. Det nyder jeg fortsat glæde af, når jeg er på fotoopgaver behørigt iført sikkerhedshjelm og grøn vest. Den slags fandtes ikke i min barndom. Til gengæld fik vi betydelig respekt for det arbejdende folk, som vidste mere end os - og gavmildt delte ud af den viden.

Nu skal det retfærdigvis også med, at jeg - så vidt jeg erindrer - ikke kom til skade på sygehusbyggeriet. Men i hvert fald en enkelt gang kom jeg hjem - våd og tilsvinet af mudder efter et uheld. Det glemmer jeg aldrig.

I forbindelse med byggeriet var der flyttet adskillige kubikmeter jord til nogle "bjerge" langs kanten af søanlægget. Det var et godt sted at køre cykelcross - og så var der også nogle fine mudderhuller. Sikkert bundløse, gys...

Et af mudderhullerne var i hvert fald meget interessant for mig. Jeg stod på kanten og søsatte en bræddestump, der fint fungerede som et legetøjsskib - og jeg drømte mig til de syv have. Jeg var langt væk i tankerne, da en frø uventet sprang op af den mudrede gulbrune Limpopo-flod. Jeg blev så forskrækket, at jeg satte mig på røven - og der var glat, så jeg gled lige så fint på bagdelen ud i vandet og blev mudret til i middelsvær grad.

Lidt slukøret måtte jeg gå hjem for at skifte tøj - og jeg fornemmede nok på min mor, at det mogede tøj ikke var populært...

Men den vandgang glemmer jeg aldrig - og hvor sært det end kan lyde, er det faktisk et kært barndomsminde.

søndag den 18. oktober 2020

Druegele

 Årets vinhøst

Det har været et fantastisk drueår. Vindruerne har hængt klase ved klase og skygget for lyset i drivhuset. Vi har da også nippet af druerne, og især Dina har spist lystigt løs. Særligt den seneste måneds tid, hvor druerne stille og roligt er blevet sødere næsten dag for dag, hvilket er helt normalt og efter bogen.

Desværre er mange af druerne lidt små - og for resten kan vi slet ikke overkomme at spise dem alle her og nu, hvor de er modne. Desuden har vi haft de første antydninger af nattefrost - ikke i drivhuset, men på det som meteorologerne kalder udsatte steder.Så jeg tog en rask beslutning. Nu skulle der laves druegele.

Jeg plukkede de fleste og strippede dem groft og hensynsløs i en gryde. Godt tre et halvt kilo blev det til. Saften drev af dem efter den brutale striptease, så det var ikke nødvendigt at tilsætte vand. De blev kogt i en halv times tid, hvorefter jeg siede hele molevitten gennem et viskestykke.

Tre liter blev det til. Jeg tog en god liter fra til gele. Tilsatte et brev af Dr. Oetkers geleringspulver, der i virkeligheden bare er pektin fra æbler, gav det et opkog og tilsatte så yderligere et halvt kilo sukker. Det fik så endnu et opkog i cirka 10 minutter. Her skal man være lidt vågen, for det skummer meget og koger let over. Men skummet samler urenhederne i saften, så den bliver klar, så efter at have skummet, hældte jeg geleen på skoldede og atamonskyllede glas - og nu har vi så den herligste druegele, der bliver en god følgesvend til mange af vinterens simreretter. Og hvis jeg ikke gider druegeleen, er der for resten også gele i vinkælderen fra sommerens solbærhøst.

Nu er min kærlighed til vin jo velkendt, så der er sikkert nogle, der spørger, hvorfor jeg ikke laver vin af druerne. Men så mange druer har jeg heller ikke, og jeg holder som sagt af vin - god vin - så det gider jeg end ikke prøve på. Jeg kender for resten heller ikke sorten på druerne, som stammer fra to stokke, der stod i drivhuset, da vi overtog det lille hus på Øland for nu godt 11 år siden...

lørdag den 17. oktober 2020

Den gyldne time

Aftenstund med guld i mund

Fredag aften bød på en solnedgang af de usædvanlige. Solen som sådan var ikke at se i de halvskyede vejr, men den var der - og den var åh, så rød mor...

Og det gyldne lys hyllede vores lille ø-klump af moræneler fra sidste istid ind i det mest fantastiske gyldne lys. Jo, der er smukt på Øland - du skønne ø...

Ellers var dagens største oplevelse rådyrene mellem halvfem og halvseks om morgenen. Det var buldermørkt, og de var ikke sådan at se. Men jeg kunne høre dem ovre i skoven og på golfbanen. For de gøede voldsomt - smældede, som man siger. I første omgang troede jeg egentlig, at det måske var ravnene, der drev gæk med mig. Det er en drillesyg fugl, der gerne laver sjov i gaden - bare man ikke kommer den for nær.

Så jeg måtte lige på Youtube og tjekke - og det var altså rådyrene, der var på spil. Sikkert bukkene, der lige skulle have det sidste sjov ud af brunsten - akkurat som mændene i Det Radigale Venstre for få år siden, inden partiets hinder kom til magten og æren...

Hvis du har lyst til at høre rådyrene - og ikke gider stå op klokken halvfem, kan du høre dem på Youtube.

torsdag den 15. oktober 2020

Ny lineholder

 Husflid

Lineholderen på flagstangen var kaput. Rådnet op efter mange års regn, vind og vejr. 

Jeg kunne have valgt at købe en ny i plast hos Harald Skrald for 33 kroner, men jeg havde sådan en lyst til at bruge mine hænder, så i stedet lavede jeg den selv på et par efterårsaftener i værkstedet.

Det er rent håndarbejde, så linjerne er måske ikke strengt symmetriske, men pyt med det. For jeg synes selv, at den ny lineholder er flot. Det er en stor tilfredsstillelse at lave sine egne ting frem for bare at købe - og jeg synes faktisk også, at en lineholder af plast er en smule upassende til en flagstang.

Træet er tjørn. Det er der flere gode grunde til. Først og fremmest selvfølgelig fordi jeg havde tørret tjørn på lager fra et træ, jeg fældede for nogle år siden. Dernæst fordi tjørn er meget velegnet til jammerbugtens hårde klima. I de gode gamle dage, hvor vestkyst-fiskerne lavede deres redskaber selv, brugte de altid tjørn, for det er både hårdt og holdbart. Endelig er tjørneveddet også meget smukt. Minder lidt om bøg, og når det så bliver efterbehandlet med bivoks, fremstår det med en meget flot åretegning.

Nu er den ny lineholder på plads med forsænkede skruer - helt efter bogen. Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at det var lavet af en prof. Nu mangler jeg bare at få malet flagstangen. Det skulle egentlig være sket tidligere på året, men det er ikke helt ligetil at få flagstangen ned, fordi havens træer er vokset til.

Så det kan jeg så bruge de lange vinteraftner til at fundere lidt over. Kommer tid, kommer råd...