Urtesauce

En universalløsning

Når man serverer bøf, giver saucen ofte sig selv. Simpelthen et pandeopkog med fløde - og så er den i hus. Men andre retter er mere udfordrende.

For eksempel farserede porrer, som vi fik forleden. Her er der simpelthen ingen smag i pandefonden - og så man ty til andre midler. Jeg har en fordom om, at de fleste i en snæver vending snupper et brev bearnaise eller lignende fra Knorr - og det er da helt i orden, hvis man er til den slags.

Men jeg kan nu godt lide at gøre tingene selv på den gammeldags facon - og så er det, at jeg laver urtesauce. Det er en fin gammel opskrift, som har fulgt mig siden kollegietiden - sikkert med inspiration fra Karolines kogebøger, der var vældigt populære på den tid.

Jeg begynder med et antal uspecificerede rodfrugter - porre, gulerødder, selleri, pastinak (men endelig ikke rødbede) - hvad er nu lige er for hånden i huset, for saucen er også et effektivt middel mod madspild...

Det skæres altsammen i julienne (tynde strimler) eller brunoise (bittesmå tern), så der er en god håndfuld (til fire personer). Urterne vendes i lidt smør i en kasserolle, og der tilsættes så et glas hvidvin eller to. Lad urterne snurre et kvarters tid. Hæld fonden fra og vend urterne endnu en gang i lidt smør og tilsæt så en lille ske maizena. Rør godt rundt og tilsæt så fonden og lidt fløde. Smag til med salt og peber. Det er så det. Bliver saucen for tyk, kan man jo give den lidt ekstra fløde eller hvidvin - og er den for tynd, kan den eventuelt monteres med koldt smør.

Det er simpelthen så s.... nemt at lave, det smager tusind gange bedre end Knorr - og så er saucen et godt middel mod madspild, for den kan sagtens laves af de smårester, der nu en gang ligger i køleskabets urteskuffe...

Grønland på Øland

Kor i kirken

Torsdag aften var der korsang for følsomme sjæle i Oxholm kirke. Det var koret Ikinngutigiit, der bød på grønlandsk korsang for øboerne på Øland, men der var nu også mange udefra, der havde kørt lang vej for at få del i oplevelsen.

Ikinngutigiit er det grønlandske kor i Nordjylland - og efter min mening et af de bedste i Danmark. Jeg har nu fulgt koret i en årrække, siden nogle af kormedlemmerne i sin tid sang til Dinas og min 110 års fødselsdag i Blokhus i 2008.

Koncerten var arrangeret af Marie Nielsen, der er medlem af menighedsrådet i Øland-Langeslund. Hun stammer fra Alluitsup Paa, men har boet mange år i Arentsminde - og i øvrigt en god ven af det lille hus på Øland. En stor tak for det fine initiativ.

Her i vandkanten har vi jo meget til fælles med Grønland. Blandt andet lysten til en god kop kaffe - og efter koncerten var der selvfølgelig kaffe med hjemmebagt drømmekage. Grønlandsk og ølandsk kultur i en højere enhed. Nuann..!

Hvide fugle

Tæt på sølvhejren

I øjeblikket går der næsten ikke en dag, uden at jeg ser sølvhejrer ved dæmningen. Og det lader til, at de er begyndt at vænne sig til fotografen.

I hvert fald kom jeg ganske tæt på den flotte fugl i dag - og er ret godt tilfreds med billedet. Sammen med sølvhejren gik der også en fiskehejre, men det virkede nu som om, at de ikke var helt tilfreds med hinandens selskab. I hvert fald blev der gået en del rundt - og de to fugle flyttede sig næsten synkront - lidt til højre, lidt til venstre, lidt frem og lidt tilbage - men hele tiden med tre til fire meters afstand. Ganske sjovt at se.

Sølvhejren er en relativ ny fugl i den lokale fauna, så den optager mig meget - og det bliver til mange fotos. Sikkert lidt trættende for læserne, så vi tager lige et kig på nogle af de øvrige fugle:

Først og fremmest den flotteste af dem alle: Hannen af lille skallesluger. Desværre var det så ikke i dag, at jeg kom tæt på, men et dokuskud blev det da til.

Også hannerne af stor skallesluger er nu i pragtdragt. De er ikke specielt bange af sig, men for en sikkerheds skyld svømmer de altid væk fra fotografen. Heldigvis kiggede dagens store skallesluger sig over skulderen imens, så man kan se næbkrogen, der er skabt til laks og ål, som er den store skalleslugers livret - gourmet som den er...

Fastelavn

Leoparden, Darth Vader og andet godtfolk...

Fastelavns-søndag blev tilbragt i godt selskab med familiespejderne og mikroerne i Sofiendal Gruppe, hvor jeg gav en hånd med, mens de voksne holdt generalforsamling.

Vejret var fint og ungerne friske, så vi slog katten af tønden. Det tog lidt tid, for når man kun er tre til fire år, er selv den mindste børnetønde lidt af en udfordring. Men der er jo udfordringerne, man vokser med, så det er derfor, man er spejder.

Og bagefter var der fastelavnsboller og kakao. Så kan man vel ikke forlange mere af en fastelavns-søndag?

Stort jordfaldshul på Øland

Mette forstyrrede nisserne

Fri adgang til troldene og nisserne i Øland Skov. Foto: Mette Glarborg

Kontakten med de underjordiske - trolde, elvere og nisser - blev forleden pludseligt meget nærværende for skovejer Mette Glarborg, der ejer Øland Skov.

Jordfaldshullet undersøges nærmere med
rendegraverens bagskovl. Foto: Mette Glarborg

Under arbejde med rendegraveren på Vester Skovvej nær Bjørnebo forsvandt jorden pludseligt under baghjulet og åbenbarede et mindst seks meter dybt jordfaldshul.

- Uhyggeligt.....Det var heldigt, at forhjulet på traktoren ikke gik igennem først, men baghjulet. Phew, det kunne have gået helt galt, skrev skovejeren på Facebook.

Efter den uhyggelige nærhuls-oplevelse skulle hullet lige undersøges, så bagskovlen på rendegraveren blev sendt i dybderne. Den stikker seks meter og kunne ikke nå bunden, så det var virkelig et hul i jorden af mytologiske dimensioner, Mette Glarborg der havde fundet.

Af sikkerhedshensyn blev hullet dækket med det samme - og det er egentlig en skam, for det er lidt af en sensation, mener seniorforsker Bertel Nilsson fra GEUS - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Han er begejstret for fundet.

Skovlarmen er seks meter lang - og den
kunne ikke nå bunden af
jordfaldshullet. Foto: Mette Glarborg

- Vauw, der er tale om et virkeligt dybt jordfaldshul, fortæller han i telefonen og forklarer, at jordfaldshuller ikke er ualmindelige i Thy og Han Herred.

- Jordfaldshuller opstår ofte, hvor der er kalk og kridt i undergrunden. Når det regner, vaskes kalken ud i grundvandet, så der lige så stille opstår et hulrum under jordoverfladen, så det hænger egentlig fint sammen med de seneste måneders megen regn, forklarer forskeren.

- Vi har flere andre observationer af jordfaldshuller omkring Brovst, der mestendels får os til at hælde mod jordfaldsteorien.

- Man kan ikke lave prognoser på, hvor eller hvornår jordfaldshuller opstår, men der er en sammenhæng med stor nedbør. I udlandet har man flere eksempler på jordfaldshuller så store, at de har hevet hele huse eller boligblokke med sig, men så slemt er det dog ikke sket i Danmark - endnu.

Bertel Nilsson har efterfølgende diskuteret hullet i Øland Skov med sine kolleger - og der kan også være en anden forklaring på hullet:

- Vi diskuterer, om det eventuelt kunne være en gammel flintmine, da hullet er meget smalt og meget dybt. Flint blev udvundet fra søgehuller der var 1,5-2 meter brede og kunne blive ret dybe (5-6 meter). De mest eftertragtede flintsorter var den jyske flint fra egnene nord for Limfjorden – og den østdanske flint, som man blandt andet kunne finde i skrivekridtet på Stevns og Møn.

Selv om Mette Glarborg nu har dækket hullet i Øland Skov til, er der ingen garanti for, at det hjælper:

- Hvis vandet stadig flyder dernede, vil det jo fortsætte med at tage materiale med sig. Så man kan fylde hullet op med jord, men det kan godt opstå igen.

Bertel Nilsson hører gerne fra andre, der har kendskab til jordfaldshuller eller flintmineskakter på Øland. Hvis der er nogen, der ved noget, er man meget velkommen til at kontakte mig - og jeg vil så formidle historien videre.

Forårskåde sølvhejrer

Fredagsfugl

Fredag eftermiddag stod der egentlig fredagsøl og havearbejde på skemaet. Dagen var begyndt fint med solskin og stille vejr, så jeg øjnede en chance.

Men midt på eftermiddagen blæste det, og skyerne trak til, så det blev i stedet til smuttur med kameraet. Lyset var ikke for godt, da de regntunge skyer trak ind over Limfjordslandet, så det var der heller ikke meget sjov ved.

Men et par fotos af forårskåde sølvhejrer blev det da til. Det er ved den tid, hvor fuglene er i hormonernes vold - og der var ingen tvivl om, at de to smukke fugle havde et godt øje til hinanden, så jeg satte næsen op efter saftige sex-scener.
Det blev der nu ikke noget af, men det er da det rene luksus, at vi nu også kan regne Ulvedybet og Gjøl Bredning som et forholdsvis sikkert sølvhejrested. Jeg ser den flotte fugl næsten hver dag.

I øvrigt er lærken også kommet til Øland - og i stille vejr kan jeg fra kontoret høre lærkernes sang over markerne. Så nu mangler vi bare lige, at regnen og blæsten tager af. Så er det forår.

Danmarks længste efterår

Forårskuller

Danmarks længste efterår er så småt ved at forvandle sig til forår.

 Det spirer og gror overalt derude, selv om vi kun skriver februar. Selvfølgelig de sædvanlige forårsbebudere, men også rabarberne er i vækst - mellem al ukrudtet.

Forleden blev jeg alvorligt ramt af forårskulleren, så nu har jeg også sået tagetes. Det er sådan cirke halvanden måned tidligere end normalt.

Nu bliver det så spændende at se, om der er lys og varme til, at den fine gul-orange sommerblomst begynder at spire. Sker det ikke, overlever vi det nok. Jeg har masser af frø liggende.

Og skulle underet så ske, vil det være helt fint. For det er med at få de små planter i jorden, inden sneglene for alvor kommer frem. Dræbersneglene holder meget af tagetes - og hvis sneglene først får overtaget, kan de molestere planterne på en nat.

Det er desværre en af ulemperne ved den milde vinter. Vi må forudse, at det kommer til at vrimle med utøj - snegle og hvepse - i den kommende sæson, fordi vi ikke har haft frost til at tage toppen af de uønskede gæster.

Så dybest set er det med at nyde haven netop nu, hvor vi har for os selv. Og der er jo masser at se på. Endnu er juleroserne ikke blomstret af. Samtidig står påskeklokkerne i fuldt flot. Det erindrer jeg ikke at have oplevet tidligere. Ganske sælsomt og flot er det nu...

Dyret skal dø

Jagtlykke

Generelt er jeg ikke særlig hysterisk over mus. De små gnavere er en del af livet på landet, og Vorherre har vel også haft en mening med musene.

Derfor går jeg heller ikke i panik, når jeg ser en mus på gårdspladsen eller i det visne løv under træerne. Desuden har naboen kat, så musene har aldrig været den helt store plage.

I de mange år vi har boet på Nørremarksvej, har vi hidtil også været forskånet for mus i selve huset. Men her til morgen, mens jeg sad på tønden med krydsogtværsen, så jeg en mus, der listede ud fra vinkælderen. Den gik lige, så den havde ikke smagt på de ædle dråber, men her går altså grænsen.

Så da dagens møde i Frederikshavn var overstået først på eftermiddagen, blev det tunge skyts kørt frem. Jeg råder over hele seks smækfælder - og de blev armeret med spegepølse og placeret forskellige strategiske steder i køkken, bryggers, vinkælder og i et teknikrum, hvor jeg havde fundet muselort på gulvet.

Denne massive oprustning gav pote allerede først på aftenen, da fælden i teknikrummet smækkede og ekspederede Søren Banjomus til de evige musemarker. Fælden er nu stillet op igen - og så bliver det spændende at se, om der er flere mus i huset.

Dagens fangst rækker næppe til, at jeg kan kalde mig piniartorsuaq - storfanger - men lidt har da også ret...

Vulkan-fastelavnsboller

Gør ikke dette derhjemme

Bagekunsten kræver omhu, akkuratesse, godt håndværk, erfaring, fint vejr og ikke mindst held. Derfor er det i al almindelighed ikke noget for et rodehoved som undertegnede, der dårligt er i stand til at følge en opskrift, men altid følger pludselige indskydelser.

Burger-briocherne fejlede ingenting...

Således også søndag, hvor fruen havde bestemt, at aftenmenuen skulle bestå af burgere og pommes frites. Selvgjort er velgjort - og da vejret ikke var til andet, besluttede jeg i mit hjertes godhed at bage en gang briocheboller til burgerne.

Og efter en pludselig indskydelse skulle der også være fastelavnsboller til dessert. Men nu er jeg jo typen, der gerne springer over, hvor gærdet er lavest...

Så jeg tog en tredjedel af briochedejen fra, rørte lidt ekstra sukker i den og satte så al dejen til hævning. Briochedejen blev derefter formet til boller - helt efter bogen.

Den søde fastelavnsdej delte jeg i seks stykker, som jeg rullede ud i firkanter. Herpå lagde jeg en skive marcipan og så en ordenlig klat kagecreme og samlede dem ved at lægge hjørnerne indover og så vende bollerne, om De forstår...

Lidt chokoladeglasur skjulte stort set skaden...

Briochebollerne lykkedes over al forventning, men fastelavnsbollerne blev unægtelig lidt kiksede at se på. For kagecremen udvidede sig ganske voldsomt under bagningen og trængte ud af bollerne - akkurat som lava fra en vulkan.

Det var ikke så pænt at se på, men jeg skjulte skaden med lidt chokoladeglassur - og det smagte fint. Men næste gang bør jeg nok bruge en kendt og afprøvet opskrift. For bagekunst er altså ikke improvisationskunst.

For resten smagte burgerne og fritterne også herligt.

Dagens hejre

Rygvind

Jeg bliver aldrig træt af at fotografere fiskehejrer. Som det ses på dagens hejre, har fuglen rygvind - både på billedet og i al almindelighed.

Vinden løfter de flotte brystfjer, der er fuglens akilleshæl - for det var tidligere de fjer, som gjorde hejren eftertragtet som jagtbytte, for fjerene kunne bruges til damehatte.

Tidligere endnu blev fiskehejren også betragtet som en delikatesse i de finere kredse.  Jeg kan ikke lige finde kilden, men mener at erindre, at der ved Henrik den Ottendes hof blev spist 600 fiskehejrer om året - men denne royale herre var jo også storforbruger af andre ting, for eksempel koner.

De tider er forbi, og fiskehejren er i dag totalfredet. Jeg husker fiskehejren som en ganske sjælden fugl i min barndom, men siden er det gået fremad. I perioden 80 til 11 er bestanden tredoblet, og der er i dag cirka 4200 ynglepar i Danmark.