Danmarks Titanic

Også synkefri skibe synker

M/S Hans Hedtoft blev betegnet som synkefri - men sank
på jomfrurejsen. Foto: Arktisk Kommando uoff.

I går var det 55 år siden, KGH-skibet Hans Hedtoft forsvandt i en storm ved Sydgrønland. Ulykken er blevet betegnet som Danmarks Titanic - og har været omgærdet af mange spørgsmålstegn og konspirationsteorier.

Her er historien kort fortalt:

M/S Hans Hedtoft var på sin jomfrurejse til Grønland, da det ramte et isbjerg og og sank. Det var opkaldt efter den tidligere statsminister Hans Hedtoft.

M/S Hans Hedtoft var i 1959 den Kongelige Grønlandske Handels (KGH) største og nyeste skib på 2.800 bruttoregisterton. Det blev bygget på Frederikshavns Værft i Frederikshavn plads nummer 226, påbegyndt den 13. august 1958 og færdiggjort den 17. december. Skibet var specielt konstrueret til sejlads i isfyldt farvand med blandt andet forstærket stævn og dobbelt bund, men ikke dobbelt skrog. Endvidere var det inddelt i syv vandtætte rum, hvorfor det ifølge beregningerne skulle kunne holde sig flydende, selv om det ene rum blev fyldt med vand.

Katastrofen blev et nationalt traume.
 Foto: Arktisk Kommando uoff.

M/S Hans Hedtoft indledte sin jomfrurejse med afsejling fra København den 7. januar 1959, og det gennemførte rejsen til Julianehåb i Grønland på rekordtid. I Grønland anløb skibet flere havne, inden returrejsen fra Julianehåb mod København blev påbegyndt den 19. januar.

Den 30. januar 1959 kl. 13:56 blev der modtaget et nødsignal på vejrstationen i Prins Christians Sund fra skibet om, at det var kollideret med et isbjerg 20 sømil syd for Kap Farvel. Den tyske trawler Johannes Krüss befandt sig ca. 25 sømil øst for M/S Hans Hedtoft og sejlede på trods af meget dårligt vejr mod positionen.

Kl. 17:41 meddelte M/S Hans Hedtoft "Vi synker langsomt...". Det var det sidste, man hørte til M/S Hans Hedtoft.

I de følgende dage ledte skibe og fly efter vraggods og eventuelle overlevende. Man fandt dog intet. Samtlige 95 ombordværende (40 besætningsmedlemmer og 55 passagerer) var omkommet.

Ni måneder senere drev en redningskrans i land i Island. Det er det eneste vraggods, der er fundet. Redningskransen kan i dag ses i Frelserens Kirke i Julianehåb.

Ulykken udløste en politisk krise - og grønlandsminister Johannes Kjærsbøl undgik kun med nød og næppe en rigsretssag. Dengang var det politiske miljø jo knap så aggressivt som i dag - og man kan jo fundere over, hvad udfaldet ville være blevet, hvis ulykken var sket i dag. Det ville sikkert være noget mere blodigt med DR og TV2-News som bødlerne - og Facebook som skafottet.

Ulykken fik følger. Den førte til, at flyvepladsen på Narsarsuaq, der ellers var blevet lukket efter Korea-krigen, blev genåbnet som dansk flyveplads og blev hovedkvarter for en Iscentralen, der fungerer den dag i dag. Ulykken førte også til, at søværnet fik de første helikopterbærende skibe af Hvidbjørnen-klassen. De er senere blevet afløst af Thetis-klassen - og er også for nylig blevet suppleret med Knud Rasmussen-klassen.

Historien med en detaljeret fortælling om redningsarbejdet kan findes på forsvarets hjemmeside.

Glimt fra kryosfæren

Morgenstund har sne i mund

Så smuk tog gården sig ud i morges...

Politisk korrekthed

Historien om en negerdukke

Bob Marley på stoffer - lavet af stoffer.

Ordet negerbolle er desværre ved at forsvinde ud af det danske sprog - og det er en skam.

I gamle dage var synd noget, man forbandt med underlivet - men sådan er det ikke mere. Nu synder man med munden - og bortset fra lystbetonet indtagelse af kalorieholdige fødevarer er den værste synd at kalde tingene ved deres rette navn.

Blandt andet er det meget diskuteret, om det er politisk korrekt at sige "neger" - og jeg husker fra min tid i Norge, at det blandt andet var ved at koste politimesteren i Tromsø jobbet, da han formastede sig til at bruge det åbenbart frygtelige ord, der meget præcist ellers beskriver en bestemt type mennesker.

De politisk korrekte ordnazister ville sikkert slå syv kors for sig, hvis de hørte, at jeg - før vi blev gift - kaldte Dina for min lille sorte Sambo. Sort fordi hun altså ikke er hvid, men det, som med et pænt ord hedder inuit (hun afskyr forresten det ord), og Sambo fordi hun jo netop var min sambo og ikke kone.

På min hylde med ting og sager står en dukke, der forestiller en neger med en (marihuana-)cigaret i munden. Den er et minde fra Tivoli i Nuuk - den årlige byfest, som Sct. Georgs Gildet arrangerede.

Jeg var i en årrække gildemester - og derfor den person, som måtte stå for skud, hvis der var noget, folk var utilfreds med.

I 2005 blev jeg midt under festen opsøgt af en meget ophidset overlægefrue - navnet har jeg heldigvis glemt. Hun var mildest talt rasende, fordi vi i en af tombolaerne udloddede eksemplarer af negerdukken. For det første mente hun, at det var skadeligt for børn at se dukken, når den havde en cigaret i munden - og for det andet mente hun, at dukken gjorde nar ad negrene...

Jeg var målløs, vidste ikke hvad jeg skulle svare - et kort øjeblik, for jeg havde simpelthen ikke ventet angrebet. Ærlig talt fandt jeg dukken temmelig uskyldig i forhold til de lettere pornografiske postkort, man kunne vinde i skydeteltet.

En rigtig gipsneger.

Men så eksploderede jeg simpelthen. Fortalte konen, hvad jeg mente om hendes slags - meddelte hende, at hun ikke længere havde adgang til Tivoli, fordi jeg mente, at hun skræmte børnene, og jeg i øvrigt fandt, at hun var ganske og aldeles kulturløs, når hun ikke kunne se, at denne dukke lige nøjagtig er en stor hyldest til den forlængst afdøde Bob Marley, tidernes største reggae-musiker.

Efter den svada fortrak overlægekonen - med besked om, at hun ville gå til pressen. Den trussel så jeg frem til med stor forventning. Jeg var på daværende tidspunkt formand for de grønlandske journalister - og glædede mig til at hjælpe kollegerne til en underholdende bagsidehistorie. Desværre gjorde hun aldrig alvor af truslen.

Dukken, som konen havde med, da hun klagede, beholdt jeg - og det er den, der nu står på tingeltangel-hylden i herreværelset.

Der står også en gipsafstøbning af en lignende rastafari-neger. Den købte jeg for nogle år siden i Puerto Rico - en af de caribiske øer, hvor flertallet af befolkningen forresten er af negroid afstamning.

Slap af

Tanker fra en udkant...

Ilulissat Isfjord - et stykke verdensarv.

Som den opmærksomme læser sikkert har bemærket, hedder klummen her ”På Kanten” 1) – og det giver mulighed for mange åndrige fortolkninger.

Jeg har tit været på kanten – på kanten af sandheden akkurat som pressen, på kanten af det anstændige akkurat som vore politikere, på kanten af loven akkurat som det store flertal af danskere, der skal overleve i et gennemreguleret samfund – og jeg elsker at være på kant med det etablerede.  Ene er man stærk. Kun viljesløse skrog går i flok.

Men jeg har også været på kanten af verden – i bogstaveligste forstand. Jeg har gennem mange år boet i henholdsvis Grønland og Nordnorge. Det er ikke bare kant – det er udkant i en hel anden meningsfyldt betydning, end når man taler om Udkantsdanmark.

Her har jeg indset, at lykken hverken er gode internet-forbindelser, I-pads, fine kulturhuse, et flot eksamensbevis, mange penge – for hvad skal man bruge det til i ødemarken?

Jeg har stået på kanten af verdens største gletchere og tænkt ”Vauuuv” – og ikke andet. Det har heller ikke været nødvendigt – for hvad skal jeg mene om en gletcher og det store øde islandskab?

Det lever jo sit eget liv – uanset hvad jeg måtte mene.

Det kan være farligt, når en gletcher kælver og spytter isfjelde mange gange større end et gennemsnitligt dansk musikhus ud i fjorden – men hvad kan jeg gøre ved det? Altså bortset fra ikke at stå i vejen.

Så er det, at nogle mennesker føler sig magtesløse. Men ikke jeg – jeg føler mig fri. For når jeg alligevel ikke kan gøre noget, er der jo heller ingen grund til at gøre noget.

Prøv at gå ned til vandet. Kig ud over havet. Se bølgerne. De kommer og går – uanset hvad du gør. Men tager du bestik af bølgerne og vejret, så kan du flytte dig og undgå en våd sok.

Derfor har jeg sådan set heller ikke andet end et hånligt skuldertræk til overs for det moderne, urbane menneske, der har en tyrkertro på, at udvikling kan styres – at man kan gøre noget. Det kan vi ikke – men den kloge tager selvfølgelig bestik af situationen.

Vi har et – efter omstændighederne – godt og velfungerende samfund. Det virker – og når noget virker, er der som bekendt ingen grund til at reparere det. For resten har mange problemer det med at løse sig selv – bare vi venter længe nok. Så hvorfor have så travlt?

Af en eller anden grund er der mange politikere, der mener, at Danmark skal være bedst i verden – på levealder, uddannelse, på socialforsorg, på vindmøller, på futtog, og hvad ved jeg? Hvorfor? Bare det virker, så er det godt nok.

Alle disse ambitioner på andres vegne er kun med til at gøre livet besværligt. Det skaber stress, depressioner og selvmord. Men vi kan ikke nå stjernerne – uanset hvor meget vi strækker os.

Så hvad med at slappe lidt af og nyde tilværelsen i stedet? Mens vi har den. For en ting er givet. Lige fra den dag, vi fødes, står vi på kanten – til graven…

1) Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 24. januar 2014 i klummen "På kanten".

Rødhoved

Fredagens fugl

En arktisk gæst - og i baggrunden en blåmejse.

Så er vinteren kommet. Det fryser - og sneen ligger tommetyk derude.

Det giver liv på foderbrættet - og vi er jo også kommet os over det værste vintermørke. Så kameraet er også kommet frem og har fundet sin plads på stativet.

Endnu er fuglene ikke presset af vejret, så det er så som så med sjældenhederne. Fredagen bød på nogle af stamgæsterne; Rødhals, blåmejse, musvit, solsort, tyrkerdue, grønirisk, kvæker- og bogfine - og så en enkelt af de ikke helt almindelige.

Det er gråsisken, jeg tænker på. Den yngler spredt i Danmark, men dem, som vi ser i øjeblikket, er vintergæster fra det nordlige skandinavien. Gråsisken er en ganske almindelig fugl i Grønland - og på den måde er den en kær gæst her i huset. Og derfor skal den selvfølgelig på bloggen på denne vinterlørdag, hvor dagen er tiltaget med en time og 19 minutter siden vintersolhverv.

Det går fremad...

Husflittig

Kagekniven fik nyt liv

Det gamle skæfte smuldrede mellem hænderne.

De seneste dage har jeg siddet på værkstedet om aftenen og nørklet som en anden Emil fra Lønneberg.

Ganske vist har jeg ikke skåret træmænd og ganske vist har det været frivilligt - men alligevel sender jeg altid en tanke til min svenske åndsfælle, når træskoene sætter kursen mod huggehuset.

Årsagen til min flid - husflid - findes i efterladenskaberne fra mine forældre. Her var der blandt andet en kagekniv. Ikke noget særligt - kun sølvplet - men dog en kagekniv, og en sådan fandtes ikke i min ringe husholdning. Derfor faldt den fædrene og mødrene kagekniv på et tørt sted - så at sige.

Kagekniven har fået nyt liv.

Desværre var kniven udstyret med et skæfte af ben - og det var mildest talt porøst, forvitret og indtørret. Så da jeg brugte kniven første gang, smuldrede håndtaget simpelthen mellem fingrene på mig.

Den slags er der heldigvis råd for - for er der noget, jeg kan, så er det at skæfte knive. Så derfor gik jeg i værkstedet forleden.

Olieret kirsebærtræ har en fin kontrast - og forvandler
små knaster til dekorative elementer.

Jeg fandt et stykke kirsebærtræ af egen avl - gemt på værkstedet til formålet - og et stykke rensdyrgevir. Det blev limet sammen med araldit - og så gik jeg ellers i gang med formgivningen, der i mit hoved skulle være ganske enkel.

Så kom turen til sandpapir i stadig finere grader, et oliebad i et døgns tid i koldpresset linolie og så yderligere et døgns hærdning. Som prikken over i'et tog jeg i aften skruemaskinen og polerede hele herligheden med bonevoks - og nu har den gamle, slidte kagekniv fået nyt liv.

Træet stammer fra en beskæring af havens
 kirsebær - og har tørret et par år.

Sådan en gang højpoleret træ er noget af det mest lækre at røre ved - og når man så ved, at kniven skal bruges til kage, kan det næsten ikke blive mere lækkert. Så mon ikke, der skal bages i weekenden?

Bøfsandwich

Klassiker på menukortet

Når fruen og jeg er i byen, spiser vi gerne på Kystens Perle.

Når konen og jeg en gang i mellem tager til byen - Aalborg - for at handle, plejer vi gerne at slutte af med en bid brød på Kystens Perle - Strandpavillonen i Lystbådehavnen.

Som oftest er det om dagen, hvor frokostkortet byder på mange af perlerne inden for dansk smørrebrødskunst - lun leverpostej, Sol over Gudhjem, gammelost med sky og rom og så videre.

Tirsdag var det imidlertid blevet sent - og det var aftenkortet, det gjaldt. Det er såmænd ikke mindre udsøgt - pariserbøf, stjerneskud, stegt flæsk med persillesovs, tarteletter og så videre. Bare lækkert, lækkert, tartelækkert...

En rigtig herreret: Bøfsandwich med brun sovs...

Men Kysten byder også på en dansk specialitet, som man ikke ser så ofte på spisekortet på restauranter - og det er den klassiske danske bøfsandwich med brun sovs og hele svineriet. Den kan jeg bare ikke stå for.

Bøfsandwich er jo en af de få retter, der kan laves helt uden friske råvarer - og det kan jo i disse overdrevne gourmet-snobbetider være et mål i sig selv - men på Kystens Perle har man nu gjort sig den ulejlighed at lave den fra bunden af med frisk bøfkød og kraftsovs, der ikke smager af Maggie.

Når det nu skal være, tager bøfsandwichen bestemt ikke skade af den form for omhu...

Og når den så bliver serveret med lækre, sprøde pommes frites og en ekstra skål remoulade, så er der serveret en rigtig kaloriebombe, som jeg i hvert fald slet ikke kan modstå.

Det er kraftig mad - usundt er der nok dem, der mener - men en gang i mellem skal man jo synde. Og så er en tirsdag aften på Kystens Perle bestemt det helt rigtige tidspunkt...

Brrr...

Rigtig vinter

Verkhoyensk skraber bunden.

Det er fint, at vi har fået sne - og det er fint, at vi nu får lidt frost. Det er naturens gang - og sådan skal det være.

Desværre er der mange mennesker, der ikke lever i pagt med naturen - og i disse dage bruger megen tid på at beklage sig over vejret.

Herrregud, bliver de ikke klogere? For det første ændrer det ikke så meget som en tøddel, at de brokker sig, for det andet er der aldrig nogen, der har taget skade af at rydde sne, for det tredje har naturen godt af lidt frost, som tager toppen af sygdomme og utøj i planteverdenen - og skærper faunaens daglige kamp for livet til gavn for artens genpulje og overlevelse.

Så det er svært at se logikken i dette brokkeri - og forresten er der jo nogen, der har det værre. Tag nu beboerne i Verkhoyansk i Sibirien, sådan cirka midtvejs mellem Murmansk og Beringsstrædet. Der har de rigtig mandfolkevejr - 57 graders frost i går.

Så begynder tilværelsen altså at blive besværlig, skulle jeg hilse og sige. Jeg har aldrig oplevet så voldsomme kuldegrader - men i mine år i Sisimiut var vi da nede på 35 graders frost, og det er koldt nok.

Blandt andet erindrer jeg en gang i vinteren 93/94, hvor min far var på besøg midt i den værste kulde. Der var is på indersiden af termoruderne, der vel at mærke var af trelags-typen. Far mente helt bestemt, at jeg burde klage til boligsselskabet over, at ruderne var utætte. Heldigvis gjorde jeg det ikke - for ruderne fejlede absolut ikke noget. Det var bare koldt udenfor...

Lir

Popsmarte effekter

Nøj, hvor er de altså sjove hos Google.

Bloggen her er hostet hos Google - og de gør en masse for at holde på kunderne. Så da jeg for et par timer siden lavede et indlæg om weekendens sne, gik der ikke lang tid, før Google kvitterede med et af historiens billeder - forsynet med hvad firmaet kalder smarte effekter.

Pop og lir, kalder jeg det - og finder det ganske smagløst, men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at dele det med læserne.

Himmelbetændt rendfog

Et par dage med sne

Tøvejret natten til søndag var desværre hårdt ved sneen.

Egentlig havde vi opgivet håbet og stillet kompasset på forår.

Men weekenden bød altså på sne i store mængder og en strid østenvind. Her begyndte snevejret så småt torsdag aften og fortsatte i større eller mindre grad de næste to døgn.

Det hører til sjældenhederne, at vi får så koncentreret et snevejr her på vore breddegrader. Faktisk gav vejret mindelser til de skønne år i Grønland - og det var ganske passende netop i weekenden.

Lørdag eftermiddag begravede vi Villy, der havde arbejdet i Grønland hele sit liv. Vemodigt, men der var bred enighed om, at vejret lige var i Villys ånd - og at han kom afsted, som han havde levet, med lige dele Danmark og Grønland.

Et af fremtidens juletræer befandt sig godt
i de hvide omgivelser.

Ved sengetid lørdag stilnede det af - og efterlod haven som en sand julekulisse. Desværre havde vi tøvejr om natten, så sneen havde sat sig, da det endelig blev lyst nok til at fotografere.

Og stadig peb østenvinden. og det var ikke vejr for menneske eller bæst. Egentlig havde jeg en ide om, at jeg rigtigt skulle fotografere sne og eksperimentere med makrofoto - men det var altså for koldt i vinden, der kommer fra øst og går på langs af huset.

Først frost, så tø og så frost igen gav
sneen is på overfladen.

Det blev lige til et par billeder - og så var det ellers ind og hælde brænde på ovnen igen.

Heldigvis ser det ud til, at det bliver frost den næste uges tid, så mon ikke, der bliver lejlighed til lidt flere billeder? For flot ser det ud, når man kommer tæt på sne og is.