De blå kartofler

For en måneds tid siden skrev jeg, at avl af blå kartofler i Danmark er et privilegium for kongehuset. Det er faldet Flemming for brystet - al den stund at han kan købe dem i Kvickly på Amager.
Jeg har researchet lidt på sagen, og jeg må nok erkende, at jeg var lidt hurtig på aftrækkeren, da jeg skrev historien ombord på Explorer of the Seas.
Jeg havde en artikel i baghovedet om Dronning Ingrid, som dyrkede blå kartofler i Gråsten, og det blev altså til det med det kongelige privilegium, men sandheden er, at alle må dyrke dem - i det omfang at læggekartoflerne er optaget på den danske artsliste og mærket med et såkaldt plantepas, der viser, hvem der har avlet kartoflerne, og at de er godkendt til avl i Danmark. Dyrkningen af læggekartofler er kontrolleret af Plantedirektoratet. Som kartoffelland er lovgivningen ret striks i Danmark for at undgå spredning af kartoffelål og andre sygdomme.
Det viser sig også, at arten "Blå Congo" har været dyrket i Danmark i mange år. Den var populær i 30'erne, men har siden ført en noget tilbagetrukket tilværelse. Jeg har tjekket flere havebrevkasser, og arten skulle efter sigende være svær at dyrke.
En anden kendt art er "Spritfabrikkernes blå kartoffel", - der i sin tid blev fremavlet af tidligere forstander for Spritfabrikkernes forsøgsgård "Frederikshøj", Thøger Frederiksen. Spritfabrikkernes blå kartoffel findes fortsat i sortimentet på Landbrugets Kartoffelfonds forædlingsstation i Vandel ved Billund, - landets eneste kartoffelforædlingsstation hvor der forædles nye kartoffelsorter.
Efterspørgslen efter blå kartofler fra blandt andet restauranter har været stigende de seneste år. Det skal også med, at blå kartofler er en ofte brugt ingrediens i det finere franske køkken.
En stor del af den danske import af Blå Congo kommer fra Sverige. Blandt andet Coop henter sine blå kartofler i Sverige, så mon ikke Flemmings blå kartofler i Kvickley kommer från hinsidan? Så ville det selvfølgelig være smart, hvis de også var forsynet med et gult kors!
Farvestoffet i blå kartofler er Anthocyanin, som er det samme som i blåbær. Det er rigt på antioxidanter, der jo i følge tidens trend på naturmedicinmarkedet angiveligt skulle være noget af det sundeste, der findes.
Nu er jeg imidlertid ikke den eneste, der er hoppet på den med de blå kartofler og Kongehuset. I forbindelse med Regentparrets sølvbryllup i 1992 blev der serveret blå kartofler. Dengang verserede der rygter om, at det var Prins Henrik, der - fy skam oh fryd - i al hemmelighed havde smuglet de blå kartofler fra sit slot i Frankrig og til København.
Det må være ligheden mellem blå kartofler og blåt blod, der gør det.

Ha' det
Jesper

Verdens bedste reklamefilm

Det er muligt, at mange af de danske læsere vil mene, at der ikke er noget nyt i det, jeg nu skriver. Det er også muligt, at det endda er en gammel historie, som jeg bare først er blevet opmærksom på nu.
Men bær over med mig - jeg bor i Norge, og der er det meste enten forsinket eller forbudt.
Jeg har i min ungdom arbejdet en del i reklamebranchen - og selv om der er meget skidt i mellem, så kan reklamebranchen tilsyneladende stadig skabe små kunstværker, som er værd at se.
Rundt i verden diskuterer man i øjeblikket en TV-reklame fra Fleggaard, som mange bloggere karakteriserer som intet mindre end verdens bedste. Det var da også grunden til, at jeg klikkede mig ind på Fleggards hjemmeside - og jeg må indrømme, at jeg overgav mig på stedet. Det er intet mindre end kunst, mine gamle kolleger fra Grey, som nu kalder sig Uncle, her har begået.
Filmen kan ses her, hvis altså ikke du allerede har set den før. Og det er altså den med de topløse faldskærmsudspringere, vi taler om, hvis du skulle være i tvivl.
Filmen løser genialt et klassisk problem inden for detailhandels-reklame, nemlig at der skal være fokus på et produkt og en pris. Hvis ikke der er et rigtigt knaldtilbud, så kommer der ingen kunder i butikken, og det er jo det, der er hele meningen. Man kan selvfølgelig reklamere med Danmarks laveste priser eller lignende, men den slags er der jo alligevel ingen, der tror på - vi ved jo allesammen, at mindst 50 procent af det, der står i reklamerne er løgn.
Her bliver der til tonerne af alle operaelskeres elskede Valkyrieridt bygget en historie op omkring butikken og produktet - og den får ikke får lidt. Der er langbenede blondiner med fyldige bryster - og ikke bare en halv snes stykker, nejnej! Der er hundredvis af dem. Det er stort, flot og leder i hvert fald hos undertegnede også tankerne hen på Coppolas Dommedag Nu!
I mellemspillet, som er genialt castet, følger vi reaktionerne på jorden. Bemærk golfspilleren, der kører i grøften - det er morsomt. Så følger salgsbudskabet stort og flot - det kan ikke gøres bedre. Og sandelig om ikke historien rundes af med en lille fortælling om blondinen, der kommer til at hive i trusserne i stedet for at hive i udløseren! Og så en fin lille underspillet payoff om, at Fleggaard er lige over grænsen.
Jeg synes, den holder vand. Måske ikke verdens bedste, men i hvert fald i verdensklasse.
Og så går den netop over grænsen - i det mindste i Norge. Den slags må i hvert fald ikke vises på norsk TV - og det er derfor, at jeg er bange for, at jeg måske er lidt sent ude med de rosende ord.

Ha' det
Jesper

Red. anm. 25. oktober 2013. Linket ovenfor virker desværre ikke længere. Prøv her i stedet: http://www.scootergalleri.dk/video/off_topic/47240-fleggaard_reklame___patter

Nyt fra dårekisten

Det tog som bekendt svenskerne mindre end 100 år efter Kielerfreden at finde ud, at Norge ikke er noget at samle på.
- Lad os skynde os at slippe af med dem, sagde svenskekongen fornuftigt bag lukkede døre, og således blev den norske nation født.
Og det var sikkert en meget fornuftig beslutning. For her i landet råder den frådende galskab i øjeblikket. Her tænker jeg hverken på håndboldfeber, panegyri, skryderi, selvgodhed eller andre iøjnefaldende norske karakteregenskaber. Derimod en bølge af ukritisk bekendelse af tro på helbredelse ved håndspålæggelse og andet hokus-pokus. Der er jo som bekendt mere mellem himmel og jord, som argumentet kryptisk, men let og besnærende lyder.
Det begyndte med Snåsamanden - en særling fra midtnorge, som folk valfarter til - med medierne i hælene - for at blive helbredt for alskens dårligdomme. Den slags er sket før, men så kom det frem, at den norske helseminister, Bjarne Haakon Hanssen, sandelig også havde konsulteret den mystiske mand og nu påstod i medierne, at Snåsamanden havde kureret hans søn for kolik. Det er landets helseminister med ansvaret for milliarder af hospitalskroner, der har den frækhed at påstå, at man kan helbrede via telefon og med håndspålæggelser og andet.
Men ingen stiller spørgsmål ved det. Mig bekendt er kolik hos småbørn en temmelig upræcis diagnose, der vel i mange tilfælde kan afbødes med lidt almindelig omsorg og måske et let laksativ. Under alle omstændigheder holder det op af sig selv, når barnet er tre måneder og derfor let at kurere for kloge mænd. Men i en nation af godtroende tosser bliver den slags overtroisk vrøvl taget for gode varer.
I dag kommer det så frem, at en stortingspolitiker, Olav Gunnar Ballo, der selv er læge, mener at man kan stoppe blødninger med religiøse vers. Det skal med, at Ballo er fra Finnmark, hvor en same for nogen tid siden blev frikendt for dyremishandling, fordi han angiveligt havde bedt for renen og afsagt noget religiøst vrøvl, inden han brutalt aflivede den med en sløv kniv.
Det er simpelthen det rene middelalder, og hvis der bare var lidt fornuft tilbage i den norske befolkning, så sparkede de helseministeren tilbage til stenalderen, hvor han rettelig hører hjemme. Samtidig burde den norske lægeforening selvfølgelig ekskludere hr. Ballo straks og aldeles, men nej. Formanden for lægeforeningen mener, at det er spændende tanker, Ballo fremsætter og tror på et tæt samarbejde mellem læger og naturmedicinen i fremtiden.
Det er tydeligt, at fornuft og ræson har trange kår i den latterlige norske åbenhed og længsel efter alt, hvad der er gammeldags og middelalderligt.
Moderne tider kan simpelthen ikke trænge igennem de norske fjeldmassiver af hjerneskaller - desværre. Her lades alt håb ude.
Jeg savner drengen fra kejserens nye klæder...


Ha' det
Jesper

Himmeløje

Med det tiende og sidste bind, Himmeløje, i serien om A-gruppen har svenske Arne Dahl skrevet sig ind i den forholdsvis eksklusive klub af svenske krimi-dekaloger - forfattere, der har begået et ti-bindsværk. Sjöval og Wahlöö gjorde det i begyndelsen af 70'erne, Henning Mankell gjorde det i 90' erne og nu altså Arne Dahl.
Lad det være sagt med det samme, det er effektiv underholdning. Arne Dahls bøger er ikke sådan nogle, man lægger fra sig, når man først er begyndt. Og efter ti bind er man jo ved at have et tæt forhold til hovedpersonerne - medlemmerne i A-gruppen, som er sådan et slags svensk rejsehold specialiseret i voldelig kriminalitet med internationale aspekter og med en udpræget intellektuel tilgang til opklaringen.
Helt generelt har alle bøgerne ligget til en femmer eller en sekser med Europa Blues som den suverænt bedste. Bøgerne er alle murstensromaner og er desværre skæmmet af et kommercielt krav om, at de skal fungere som enkeltstående bøger. Derfor skal man ind i mellem trækkes med nogle lange genfortællinger om, hvad der er sket i de forrige bøger. Man man kan jo - ligesom når Sjöval og Wahlöö docerer marxisme - bare springe disse afsnit over.
Et gennemgående tema har været studiet af ondskaben - igen med Europa Blues som en suveræn etter - og folk er blevet ombragt på mange fantasifulde måder i Dahls bøger. Nummer 10 holder for så vidt standarden. En gal seriemorder dræber anorexiske piger efter at have pint dem i et par uger eller tre. Alligevel bliver det kun til fem ud af seks tørfisk, fordi jeg synes, at Arne Dahl ligesom andre svenske forfattere er lidt for politisk korrekt i sin tilgang til anorexi-vinklen. Og fordi han så gerne vil fortælle os om al den research, han har foretaget om emnet. Sådan lidt Kloge-Åge-agtig. Han gør det med et rigtig billigt trick - lader en af vore elskede og velkendte hovedpersoners datter få anorexi, hvorefter vi følger hende i behandlingen. Overflødigt - bogen var såmænd ikke blevet dårligere af, at Dahl havde udeladt disse afsnit. Tværtimod så gider jeg altså ikke blive belært af en velmenende svensker!
Men alt i alt er det en fantastisk bedrift - disse skønhedspletter til trods - Arne Dahl her har begået. Og har du endnu ikke stiftet bekendtskab med A-gruppen, så er det bare med at komme i gang. De fleste af bøgerne fås i dag som paperbacks.
Og så er der i Sverige netop udkommet en bog af Arne Dahl med titlen Elva, så det ser ud til, at vi endnu ikke er helt færdige med A-gruppen.

Ha' det
Jesper

P.s. Også Jan Guillous serie om Hamilton er på ti bind sådan godt og vel, men den litterære kvalitet er så ringe, at serien ikke fortjener at blive nævnt i denne sammenhæng.

Morgenrødens pas-de-deux

Med solens tilbagekomst er det også blevet tid til igen at holde morning - også selv om det er så sent som mellem ni og ti.
Jeg stod som så ofte før, når morgenrøden sniger sig ind over mørket, i køkkenet og nød udsigten over fjorden, da en flok grønirisker slog sig ned i selje-rønnen.
Jeg tog også en stribe billeder - blandt andet det oven for, hvor en af grøniriskerne under landingsmanøvren udfører nogle balletagtige bevægelser, så jeg derfor uden tøven døber billedet "Morgenrødens pas-de-deux".
Ellers lægger vi jo mest mærke til den rensdyrfamilie - sandsynligvis en voksen hun og to kalve fra sidste sommer - som mere eller mindre har slået sig ned i haven, på marken ved siden af og i kløften ved elven.
Vi har nærmest opgivet af jage dem væk. Nu kredser tankerne mere om ulovlig jagt og en fryser fyldt med kødet af tre rensdyr - men det bliver nu nok ikke til noget. Jeg solgte både min pumpgun og min riffel, da jeg flyttede fra Grønland. Vi fik forresten tilfældigvis rensdyr-bøffer i går aftes - og ikke en gang duften af stegt rensdyr kunne jage dem væk. Klovdyr er altså ikke de mest begavede dyr her i verden.
Prøv forresten at se billedet af græsplænen. Efterhånden trampet ned som en hel motorvej. Til gengæld har dyrene kvitteret med adskillige gødningsbunker, så det bliver sikkert en flot, grøn græsplæne til sommer.
I eftermiddag går turen et lynsmut til Danmark. Tilbage igen i morgen.
Ha' en god weekend.

Jesper

Du lille verden!

Verden er blevet mindre.
Som barn af tresserne husker jeg tydeligt den nat i 1969, hvor verden skrumpede. Vi så direkte TV fra månen, da Neil Armstrong tog et stort skridt for menneskeheden. Det satte standarden for live-news, og er vel aldrig nogensinde blevet overgået.
Og dog. Fredag kom jeg helt ærlig til at tvivle. For da oplevede jeg virkelig den globale landsby på mediefronten.
Jeg var netop mødt på arbejde ved halvni-tiden, lavet kaffe og åbnet post, da jeg skulle til at spise mine to daglige ostemadder ved ni-tiden. Som sædvanlig skulle jeg tjekke dagens nyheder på nettet og lige så sædvanlig begyndte jeg med Jyllandsposten. Her kunne redaktionen i Århus meddele, at der kl. 8.31 - mindre end tre kvarter tidligere - havde været et skuddrama ved en skole på Kvaløysletta uden for Tromsø, og at politiet havde spærret et stort område af, da man endnu ikke havde klarhed over situationen. Rystende. En time tidligere var jeg kørt gennem Kvaløysletta og havde intet observeret. Rystende. Så jeg synes lige jeg ville fortælle det til nogle af de andre på kontoret. Men det var for sent - for de havde netop set de første billeder fra stedet på BBC World News. Rystende. Og som dagen skred frem, og jeg talte med folk i Danmark, var kommentaren hver gang: Nå, der er nok rigtig gang i den i Tromsø i dag...
Okay, med de seneste års begivenheder i Finland og USA in mente er der ikke noget at sige til, at et skyderi ved en skole får redaktionsklokkerne til at ringe, men alligevel, så meget hype...
Nu viste det sig, at det var et forholdsvis banalt jalousidrama, hvor mand skyder kone og forsøger selvmord, så allerede ved middagstid var historien væk fra Jyllandspostens forside.
Men heroppe fortsætter hypen. Manden viser sig nemlig at være politiinspektør og oven i købet en populærmusikalsk studievært på lokalradioen.
Så i løbet af eftermiddagen og aftenen var der masser af plads til, at politikere kunne udtale sig om politi og våben. Vi har også set historierne med naboerne, der fortæller, at han er sådan en flink mand, og vi havde aldrig troet... Og så er alle journalisternes darling; Børnene på skolen skal have krisehjælp! Jeg ved ikke, hvad det er, der gør, at medierne altid synes, at krise- og psykologhjælp er så fantastisk interessant. Måske det var en ide, at journalisterne gik til psykiateren for få det undersøgt?
Jo, det er en lille verden, vi lever i - på alle måder.

Ha' det
Jesper

Lidt billedkredit: Buzz Aldrin/NASA

Bommesislag

For at sige det lige på og hårdt med et stærkt folkeligt udtryk var jeg ganske tæt på at skide blod her til morgen. Eller som det også hedder med et gammeldags, lidt lunt udtryk: Jeg var tæt på at få et bommesislag.
Da jeg skulle på arbejde ved halvottetiden gik jeg småsøvnig ud af huset, låste bilen op, satte mig ind og startede motoren - og der, umiddelbart foran bilen lå der tre rensdyr og tyggede drøv. Jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til dem i halvmørket, da jeg satte mig ind i bilen, så det kan nok være, at jeg vågnede op med et sæt!
Dyrene derimod - de var nærmest ligeglade og tyggede godmodigt videre på deres drøv.
Det ser ud til, at vi kommer til at leve med rensdyrene i haven denne vinter. Senere på dagen, da det blev lyst, fortrak de nemlig til kartoffelbedet, som det kan ses på dette ikke alt for skarpe billede, som Dina tog ved 11-tiden. Det er nu altså også lidt sjovt, synes jeg, med hele tre rensdyr i haven. Men man kan have sin tvivl om jordbærplanterne overlever det...
I vore dage bruges udtrykket bommesislag oftest med et glimt i øjet. Det er ellers en alvorlig sag og en ganske fatal diagnose. Det er en forvanskning af ordet "poppelsislag", som igen er en forvanskning af apopleksi, der jo som bekendt er en hjerneblødning.

Ha' det
Jesper

Dagens ord XI

Dagens ord er i virkeligheden Dagens navn.
I det norske svar på TV-programmet Viden Om, Schrödingers Kat, kunne man her til aften erfare, at en af programmets medarbejdere hedder - Njord Røv!
Alle kommentarer til dette navn må nødvendigvis blive af høj plathedsværdi, men jeg kan alligevel ikke dy mig for et fromt håb om, at den stakkels mand forstår at klemme ballerne sammen, når enden er nær!
Og så må vi håbe, at Prins Henrik ikke er i nærheden, når Prinsen skal ud og skyde...ræv...

-jeps

Soldag

I dag var det soldag. I timen rundt middag steg solen for første gang op over fjeldene omkring Tromsø. Desværre så vi ikke meget til den på grund af skyerne.
Men jeg er en optimistisk sjæl, så jeg er overbevist om, at jeg så selve solen i et kort glimt mellem to af skyerne - og troen kan jo som bekendt flytte bjerge, så det skal nok passe.
Solens genkomst er en stor begivenhed, der fejres i børnehaver og skoler. Men også på arbejdspladserne giver man sig tid til en gang eftermiddagskaffe med solboller.
Denne lokale konditor-specialitet er såmænd ikke andet end en gang berlinerboller med et drys af flormelis. Men de bliver solgt i store mængder på en dag som i dag.
Også på Norsk Polarinstitut blev dagen fejret. Det var klimagruppen, der var værter - sådan for at fejre, at det ser ud til, at vi også får et klima i år. Eller var det måske bare for hyggens skyld?
I følge tabellen var solen i dag synlig over havets overflade fra kl. 10.28 til 13.23. I morgen står den op kl. 10.21 og ned igen kl. 13.30 - altså en tilvækst på 14 minutter. Det går ganske stærkt på denne tid, og de seneste morgener har jeg da også set lyset dæmre, når jeg er kørt på arbejde.

Ha' det
Jesper

Besøg fra Grønland

Søndag, mandag og tirsdag har jeg været optaget af en konference, som hedder Arctic Frontiers. Det er tredje gang, konferencen holdes, og det er blandt andet universitetet i Tromsø, der arrangerer.
Konferencen er sådan et slags træfpunkt for en lang række mennesker fra hele verden, som beskæftiger sig med Arktis.
Det vigtigste ved sådanne konferencer er at mødes og udveksle visitkort og lære hinanden at kende, men undskyldningen for at gøre det er en række mere eller mindre spændende foredrag og diskussioner. Mest spændende var programmet mandag formiddag, hvor man diskutterede fremtidens udfordringer for Arktis, og herunder især det spændende spørgsmål om retten til undergrunden i det Arktiske hav - det vi normalt kalder for Nordpolen. Debatten blev ledet af den norske TV-kjendis Siri Kaldvig - et lokalt svar på Voldborg og yndig ser hun da ud samt Hans Corell - den tidligere svenske FN-våbeninspektør under optakten til Irak krigen. Et meget spændende menneske, som jeg gerne havde hørt mere fra. Han har oplevet meget - og han har mange meninger om verdens gang. Han er idealist og tror på samtale. Måske lidt naivt, men der er ikke mange af den slags i vore dage.
Konferencen var også anledning til et besøg fra Grønland. En af oplægsholderne var det grønlandske landsstyremedlem for økonomi og udenrigsanliggender - den grønlandske finans- og udenrigsminister - Per Berthelsen, som jeg har kendt i mange år. Jeg hentede ham i lufthavnen, og vi fik da lejlighed til både at spise sammen og drikke nogle sjusser. Det var sjovt at få lidt sladder fra den grønlandske hovedstad og indercirklerne i grønlandsk politik.
Som politiker er Per en ganske kontroversiel person, men han er en de få grønlandske politikere, der kan begå sig på de bonede gulve og taler et flydende engelsk. Han holdt et oplæg om Grønlands problemer med blandt andet EU, fordi en stor del af verden ikke forstår nødvendigheden af den grønlandske sælfangst, og fordi mange mennesker i denne verden simpelthen har en overdreven romantisk forestilling om sæler. Man taler således om babysæler i stedet for sælunger, jagt på sæl omtales som sældrab og så videre. Hvis folk nogensinde har været med til at slagte en sæl, ville de vide, at den er et brutalt rovdyr med et tandsæt så frygtindgydende, at selv en løve vil blive imponeret. Virkeligheden er i hvert fald meget langt fra miljøfanatikernes tuttenuttede forestillinger om en lille, sød sælhund.
Per gjorde det godt på konferencen, og jeg vil håbe, at hans indsats er med til at bane vejen for, at EU dropper et planlagt forbud mod sælprodukter.
Nu er det vigtigste ved sådanne konferencer jo det sociale, og det er bestemt heller ikke alle talerne, der er lige inspirerende. Så er det jo godt, at man i dag kan tillade sig at tage sin bærbare med og få ordnet e-mails og lignende. De to samepiger her på billedet ser i hvert fald ud til at more sig over et eller andet på de medbragte laptops. Hende til venstre hedder Gunn-Britt og er i øvrigt en af denne blogs trofaste læsere.
I morgen er det soldag!

Ha' det
Jesper