Sprødstegte grisehaler

Gule ærter med mere...

I ugens løb gik snakken om gule ærter. Det er koldt derude, så det er tid til tung, traditionel mad som i gamle dage...

Fruen mener helt generelt, at der hører grisehaler til denne herlige herrespise. Selv er jeg ikke så vild med grisehaler, der ret beset ikke er andet end skind og ben, men hvad gør man ikke for husfredens skyld?

Så fik jeg en ide. Griseskind er jo rigtigt behandlet flæskesvær - så hvad med at forvandle grisehalerne til flæskesvær med håndtag? En slags slagter-slikkepind?

Først kogte jeg halerne i en halv time og lod dem køle af. Så ridsede jeg skindet i små mundrette tern. Herefter penslede jeg med rapsolie og gned skindet med salt og peber. Grisehalerne blev lagt på en rist og fik 45 minutter i ovnen ved 175 grader. Jeg var ikke helt tilfreds, så de fik lige et par minutter ekstra under grillen - og så var de klar. Herlig flæskesvær monteret på et ben - lige til at spise.

De gule ærter begyndte jeg på allerede torsdag, hvor jeg kogte en grundsuppe på ben, gulerødder, løg og en stor kvist timian fra haven. Suppen blev siet, og fredag eftermiddag kogte jeg så grisehalerne i den kraftige fond. Det tog den ikke skade af - og den blev heller ikke ringere af, at jeg bagefter kogte et stykke røget spæk i en times tid - bare for at give lidt ekstra smag.

Herefter siede jeg endnu en gang, snød lidt og gav suppen et opkog med en pose færdigskårne suppeurter og sluttede så af med en halv pose af Møllerens gule ærter og smagte til med lidt salt.

Normalt ville jeg servere med kogt medisterpølse og sprængt flæsk, men der var rigeligt med kød fra benene - og så de sprødstegte grisehaler, Så dermed blev det.

I følge fruen var det de bedste gule ærter og grisehaler, hun nogensinde har fået - og det tror jeg gerne. For det smagte saftsuseme godt...

Hvert bord passer sit

Unødig trætte

Foto: White House

Jeg er ærlig talt ved at være lidt træt af at høre om ham Trump. Han interesserer mig ikke – og jeg formoder, at han også er ret ligeglad med mig og velmenende danskeres mening om, hvad der sker i USA.

Jeg mener helt generelt, at hvert bord skal passe sit. Det ændrer næppe en tøddel på de faktiske forhold, når stort set alle danske brugere af Facebook bedyrer, at de ikke kan lide ham. Så lad dog være. Det er bare unødig trætte.

Situationen med pøbeloptøjer i Washington forleden kommer heller ikke bag på mig. Det måtte jo ske en dag, for der er mindst lige så meget pøbel i USA som andre steder. Men det glæder mig da, at venstrefløjen nu også har fået øjnene op for problemet.

Jeg ser frem til håndfast reaktion med gummikugler, vandkanoner og tonsvis af tåregas, næste gang miljøtosser lænker sig til fyrretræer, bz’ere stormer butikker i det indre København, Greenpeace overtræder grænserne for anstændig opførsel og fagforeninger etablerer fysiske blokader.

Men det er ligegodt sært, at de gamle kommunister på venstrefløjen er bekymret over lidt uro hos hovedfjenden, det kapitalistiske USA. For uro, ballade og sammenbrud er jo det, der altid har været målet med deres evindelige ævl, kævl og undergravende virksomhed.

Jeg har aldrig brudt mig særlig meget om USA. Forstår ikke, at den såkaldte smeltedigel er interessant. Når man blander kulturer, vil det uvægerligt ende i ballade og normløshed. Og i den henseende er USA jo bare et socialt eksperiment – akkurat som Christiania. Så måske skal man – i lighed med Christiania – overveje at lukke skidtet.

Så fri os for flere skriverier om Trump. Men det er nu ikke særlig smart at lukke hans Twitter-konto. For det bekræfter bare hans proselytters tro på, at ytringsfrihed kun er for de andre.

Og nu vi er i gang. Jeg gider heller ikke læse om TV-værter, der bliver fyret. Jeg har aldrig ment, at det er særlig interessant, når journalister skriver om journalister, og medier skriver om medier.

Det er jo heller ikke nogen stor nyhed, at folk bliver fyret efter en advokatundersøgelse. Det ligger ligesom implicit i advokatundersøgelser. Virksomheden, der bestiller undersøgelsen, forventer resultater. Og advokaterne bider sjældent den hånd, som fodrer dem – så selvfølgelig leverer de skyts til skueprocesserne. Det har vi set i Støjbergsagen – og det har vi set i TV2-sagen.

I det hele taget findes der næppe en advokat, som ikke kan levere argumenter til kundens fordel. For advokat-virksomhed er jo forretning som alt andet – og så skal man naturligvis levere varen.

At man bruger advokater til at løse samarbejdsproblemer i en virksomhed i stedet for civiliseret samtale er sikkert noget, vi har lært i USA.Det er velkendt i det amerikanske sociale eksperiment. Det påstås på slyngelstuerne, at 90 procent af verdens advokater har deres udkomme netop i USA, hvor der ikke skal meget til at få en erstatningssag på halsen – for eksempel hvis man serverer friskbrygget kaffe og glemmer at fortælle, at friskbrygget kaffe er varm. Derfor bliver varer produceret i USA også unødigt dyre, fordi det er nødvendigt med tårnhøje produktansvarsforsikringer.

Men det kommer os alligevel til gavn i disse dage. For et amerikansk firma vil næppe sende en vaccine mod corona på markedet, hvis der er andet end forventelige bivirkninger ved stoffet.

Så jeg tager min vaccine, når tiden kommer. Ikke fordi eksperterne anbefaler det. Jeg tror helt generelt ikke på myndigheder og eksperter. Men jeg tror, den er sikker nok, når de amerikanske forsikringsselskaber siger god for vaccinen.

Jeg tager i øvrigt ikke mit stik for Nordjyllands skyld, som nærværende dagblad anbefaler det. Jeg tager stikket for min egen skyld.

Det har jeg gjort jævnligt gennem hele livet. Calmette, stivkrampe. leverbetændelse, malaria og så videre. Herregud, det er jo hverken thalidomid eller ddt, vi taler om. Og i øvrigt er jeg af naturlig vej vaccineret mod mange andre dårligdomme, fordi jeg er vokset op med frisk komælk og altid har spist 7 kg skidt om året.

Min største bekymring er sådan set, at de opvoksende generationer går glip af denne naturlige vaccination på grund af overdreven hygiejne. Et problem, der ikke bliver mindre i denne håndsprittid. Hvor der ikke er nogen, der tør røre fødevarer med de bare næver. Det mindsker modstandskraften og ender uvægerligt med nogle skrog, der råber på mor, hver gang livet går imod planerne.

Men det er godt for industrien, der gladeligt leverer cykelhjelme, gummihandsker, grønne sikkerhedsveste, håndsprit og vacciner. For uanset hvad, så kommer vi ikke uden om, at sikkerhed og medicin er industri og en god forretning – ligesom advokatvirksomhed. Derfor lykkedes det også på kort tid at skabe en vaccine mod coronaen. Hvis det havde været den offentlige sektor, der stod for udviklingen, var man stadig i gang med problemformuleringen. Så det lever jeg fint med.

Nu skal vi så bare tilbage til normale tider. Og det sker næppe lige med det samme. I så fald vil det være første gang i historien, at politikere frivilligt har sluppet magten. Men det er en helt anden historie.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 15. januar 2021.

Ved vejs ende

Tilbage til start

Da Royal Arctic Line tidligere på året indsatte Tukuma Arctica og efterfølgende søsatte samsejladsen med Eimskip sluttede en epoke i Grønlandsfarten.

Det betyder nu et farvel til de to velkendte og veltjente atlantskibe, Nuka Arctica og Naja Arctica, der ligger i Frederikshavn og venter på, at ophuggerne den 4. januar går i gang med at forvandle skibene til skrot.

- Den 22. december blev skibene solgt til skibsophugningsfirmaet Jatob, der har alle nødvendige miljøtilladelser til ophugning og håndtering af materialer og affald fra skibene. Alle metaller genanvendes, og de øvrige materialer kildesorteres, hvor hovedparten går til genbrug, siger fleet manager Anders Bay Larsen fra Royal Arctic Line.

- Det har været meget vigtigt for Royal Arctic Line, at ophugningen foregår miljøforsvarligt. Hensynet til miljøet er en central del af rederiets CSR-politik.

- Royal Arctic Line har gode erfaringer med at overlade den slags opgaver til Jatob, der tidligere har ophugget Arina Arctica i 2017 og Johanna Kristina i 2018.

Med ophugningen slutter rejsen for de to skibe, hvor den begyndte. Naja Arctica blev leveret til RAL i december 1994 og Nuka Arctica få måneder efter i maj 1995. Begge skibe er bygget på det daværende Danyard-værft i Frederikshavn.

Skibene blev bestilt på Danyard i 1993, efter at Royal Arctic Line i forbindelse med en omfattende omstrukturering af KNI var blevet en realitet samme år. Et af nøgleordene for omstruktureringen var ”containerisering”. Det var en revolution af hele transportsystemet i Grønland, der dengang baserede sig på stykgods. Her blev al gods transporteret i kasser og lignende. Med containeriseringen blev fragten sat i system med de containermoduler på 20 og 40 fod, som vi kender i dag.

De nye tider faldt bestemt ikke i god jord hos alle. Der var mange, der mente, at containerne var alt for store til de ”særlige grønlandske forhold”, som det hed.

Naja Arctica og Nuka Arctica blev de første containerskibe på Grønlandsfarten. De er begge – nogle dage endnu – 133 meter lange og 24 meter brede. De laster 782 TEU – altså hvad der svarer til 782 20 fods containere.

Naja Arctica og Nuka Arctica har siden containeriseringens dage tjent det grønlandske samfund trofast og leveret alt fra øl, juletræer, flæskestege og kyllingemix, biler, både, byggematerialer og nytårsskyts.

Det har ikke været uden problemer. Blader man i gamle aviser, er der utallige beretninger om, at skibene har siddet fast i is, der har været motorproblemer og forsinkelser, kajpåsejlinger og brand om bord. Også overisning er det blevet til.

Foto: RAL

Nuka Arctica trak i 2015 overskrifter, da skibet ankom til Nuuk med 500 tons overisning. Det så flot ud, men var ikke uden problemer, da isen, der vægtmæssigt svarede til 30 containere først skulle fjernes, inden skibet kunne losses.

Et enkelt bryllup om bord er det også blevet til. Den 15. april 2009 blev skibsassistent Lars Ole Laulund viet til sin hustru Sanne om bord på Nuka Arctica i havnen i Nuuk. Giftefoged var den dengang nydannede Kommuneqarfik Sermersooqs viceborgmester Astrid Fleischer Rex.

Jeg har skrevet artiklen til Sermitsiaq, hvor den blev bragt i nr. 2021/1 den 8. januar. Artiklen er også en brik til mine erindringer. Som informationschef i KNI i perioden 93 - 95 sad jeg nemlig på første parket til omstruktureringen af KNI, der nok er en af de største omvæltninger i Grønlands historie.

Hvid jul i sidste øjeblik

Julen varer lige til påske

Normalt er 6. januar - helligtrekongersdag - sidste dag med julelys i haven. Men netop på denne dag dalede julesneen ned, så jeg har besluttet, at vi lige giver julelysene en lille lille levetidsforlængelse, for pænt ser det ud.

I hvert fald weekenden over, for det ser ud til, at vi får frost de næste dage. Og så er det alt for koldt til at rode med ledninger udendørs, har jeg besluttet.

Jeg håber selvfølgelig på masser af sne og frost. Men det er nok for meget at bede om. Rent statistisk sker det ret sjældent, at vi har hårde vintre i Danmark - og sidste gang skete det jo tre år i træk, så der kan nemt gå 20 år, før vi igen får sne og vinter, som dengang jeg var dreng...

Men ellers går det mod lysere tider. Dagen er tiltaget med 23 minutter - og fra nu af tiltager den med to til tre minutter om dagen, så nu går det stærkt...

Restemad a la Spies

Gratinerede østers

Der var lige en håndfuld østers til overs fra nytårsaften. De skulle jo helst ikke gå til spilde, så mandag eftermiddag forvandlede jeg dem til det mest fantastiske og vellykkede lille mellemmåltid, jeg længe har fået.

Jeg lavede en dressing af creme fraiche, et par fed hvidløg, et bundt hakket dild, lidt citronsaft og lidt peber. Placerede en spiseskefuld på hver enkelt østers, hvor vi forinden havde forlystet os med den salte saft. Oven på dressingen lagde jeg så en skive godt modnet Danbo og dryssede lidt rasp. Det gik i ovnen under grillen for fuld knald - og da overfladen var gylden og sprød, var de færdige.

Det var lidt af et eksperiment, men meget vellykket, når jeg nu selv skal sige det. Og vi var i hvert fald enig om, at vi skal til at spise flere østers her i huset.

Overskriften er Dinas. Hun mente, at østers på en hverdag var meget Spies-agtig. Så store illusioner nærer jeg nu ikke. Jeg er ret overbevist om, at salig Simon Spies sarte smagsløg kun tålte daggamle østers - og med stor sandsynlighed blev toppet med beluga-kaviar. Så godt spiller klaveret dog ikke her på parcellen... 

Årets første erantis

Det spirer og gror derude

Mens sæsonens første spæde snefnug faldt over parcellen på en råkold 4. januar, fandt jeg også de første mindst lige så spæde erantis på vej op.

Der går endnu et par dage, inden vi ser de livgivende gule blomster, men det skal nok komme. For erantis har det med at begynde med blomsten - og så følger resten af planten efter. Sidste år så jeg den første erantis-blomst den 20. januar, men i år er der vist en god chance for, at det sker tidligere.

Men de næste par dage sker det næppe. For meteorologerne er ude med varsler om vinterligt nedbør, som man i de kredse eufemistisk omtaler det, vi andre kalder sne. Så har man jo heller ikke sagt for meget...

Nyt fotoår

Året begyndte med en musvåge

2020 var på alle måder et møg-år rent fotografisk. Corona-krisen tappede mig for energi og kræfter, så det blev ikke til mange ture - og for resten blev mange af de arrangementer, jeg normalt fotograferer til, aflyst.

Men lørdag var jeg lidt ude med kameraet. Det var ikke gunstige forhold, selv om solen skinnede. For den hænger lavt og giver ikke så meget lys endnu. Og så var der for resten også alt for mange mennesker ude i naturen, så det var svært at komme tæt på fuglene de normale steder.

Men jeg fangede da en musvåge på Nørredigevej. Først på højre side, så Dina fik kameraet. Men den var ikke meget for at blive fotograferet, så den lettede og satte sig pænt til rette i et træ på venstre side af vejen - og så fik jeg den!

En god start på året, synes jeg. Det blev vel til i alt hundrede fotos, men de fleste var dårligt belyst. En enkelt skarv blev på fangst blev det dog til.

Men jeg glæder mig til dagene bliver længere. For så har jeg som regel naturen for mig selv om morgenen, når solen står op. Og så skal der altså gang i fotograferingen igen.

Nytår med Chuck Yeager

Gennem lydmuren ind i det nye år

Nytårsaften gik efter omstændighederne ganske roligt, selv om jeg kort før midnat gennembrød lydmuren. Det får du en forklaring på længere nede.

Traditionen tro fejrede Hjemmestyret og jeg nytårsaften i fredelig tosomhed med skaldyr og fisk som det overordnede tema for de kulinariske udskejelser, som altså er ganske overskuelige med havets lyksaligheder på menukortet.

Vi lagde ud med østers. Det har vi ikke fået siden brylluppet i 2009, så det var egentlig på tide. Bare en lille hapser til at begynde med efter Dronningens nytårstale. Da jeg åbnede de temmelig uhandy skaldyr, var jeg meget forsigtig med at passe på saften. Det er sådan set ikke andet end saltvand, men det smager himmelsk - og jeg bilder mig ind, at det sikkert også er smaddersundt og giver superkræfter. Selve dyret fik lige nogle dråber citron - økologisk naturligvis, så det er også smaddersundt. Nemt og enkelt og en himmerigsmundfuld.

Herefter kom turen til kammuslingerne. Bare to til hver vendt hurtigt i lidt brunet smør på panden - og så serveret med hummersauce og lidt hjemmebagt hvidløgsflute. En hurtig løsning faktisk. For saucen blev lavet med en pose hummersuppe fra Royal Greenland, som blev kogt ned til det halve, justeret med lidt fløde og så smagt til med pernod. Det giver et fint pift af anis - og løfter saucen op i himmelen. Det er nemt at lave og så lækkert, at jeg helt glemte at tage et foto af det...

Så stod den på håndpillede østgrønlandske rejer. Et fast indslag her i huset. Det er kvalitetsmad. De østgrønlandske rejer er kæmpestore, men smager bare ti gange bedre end andre rejer. De er ikke helt billige, men her i huset er vi nu enig om, at der ikke skal spares på rejerne. Rejerne havde følgeskab af lidt salat uden dressing - og så en hjemmerørt mayonnaise. Man rører mayonnaise med olie, men havde jeg brugt smør i stedet, var det endt med hollandaisesauce. Smagen på den hjemmerørte mayonnaiser med godt med citron i kommer i hvert fald tæt på.

Vi fortsatte i skaldyrsporet med grillet hummer. En lille en fra nordamerika. Flækket og smurt med hvidløgs- og kryddersmør og så fem minutter på grill i ovnen ved højeste temperatur. Nu var vi ved at være kommet så langt, at det var fuldstændigt unødvendigt med garniture.

Klokken var ved at være ti, så det var tid til en lille pause, hvor jeg tændte pejsen i haven. Og så tilbage til kødgryderne for at tilberede aftenens clou - hvidvinsdampet havtaske på en bund af spidskål og gulerødder. Dampes i fire minutter. 

Kogefonden og en sjat fløde blev til en kraftig fiskesauce på en opbagning af smør og maizena. Det bliver ikke til meget, men det er et kraftfuldt og helmættende indslag. Havtaske er i øvrigt den bedste fisk, jeg kender. Kødet er så fast og saftigt, at jeg nærmest vil sammenligne det med kyllingekød. Det er også dyrt, så det er ikke hverdagskost, men falder man lige over en rest havtaske hos fiskehandleren, skal man slå til. Du vil ikke fortryde det.

Nu skulle vi også have lidt kød - grisekød. Så det blev lige til et stykke melon med skinke - og her gik det lille selskab så lidt i opløsning. Jeg fik ikke billeder af desserten, så her må læserne nøjes med et foto af Hjemmestyret. Og det er da en smuk dessert...

Desserten var ellers appelsin-trifli. Også en fast nytårstradition. Små appelsinstykker og lidt makron vædet i tør sherry og overhældt med en hjemmerørt vanillecreme.  naturligvis - og stabiliseret med lidt husblas - og så pyntet med flødeskum. Tre blade husblas til tre dl mælk er nok lige i underkanten, noterer jeg for en anden gangs skyld.

Drikkevarerne skal også have et ord med på vejen. Det er ret enkelt. Tør hvidvin og tør mousserende vin er det bedste valg - og lige efter min smag. En gammel Chablis fra vinkælderen til herren og Alsace-riesling til fruen. Sådan plejer vi at dele livets goder. Dronningen og østersen blev skyllet ned med en knastør crémant fra Bourgogne og nytårsklokkerne fik følgeskab af en lidt lettere crémant fra Alsace.

Og da jeg efter desserten fortrak til haven, blev det tid til en sjus - eller cocktail mere præcist. En såkaldt Chuck Yeager. Opkaldt efter manden, der gennembrød lydmuren for første gang - og det er altså forklaringen på, at jeg kom ind i det nye år med lydens hastighed. Yeager døde 7. december 2020 - og det var sådan lidt af en mindestund, jeg holdt der i haven i det fine nytårsvejr.

En Chuck Yeager laves med lidt is, en del Jägermeister og tre dele ananasjuice - og er nok mere interessant end egentlig velsmagende. Det var en opskrift, jeg havde fundet på nettet - og en god anledning til at åbne en liter Jägermeister, som nok har stået i barskabet i en halv snes år.

Jeg ved ikke, hvor interessant alle disse madskriverier er for andre - men jeg bruger ind i mellem bloggen som huskeliste, så jeg har styr på detaljerne. Så det må man bære over med, men jeg håber da, at det også kan inspirere andre til at spise lidt mere fisk - gerne fra Grønland - i det nye år. Og hermed velkommen til 2021.

Nytårsklar

God mad og fin vejrudsigt 

Alt er klappet og klart til nytårsaften - en fredelig en af slagsen i tosomhed, som gældende anbefalinger jo kræver.

Det er ikke nyt for os. Så vi har taget drejebogen fra sidste år og justeret den lidt. Vi holder jo meget af fisk og skaldyr, som ikke kræver de vilde forberedelser, så jeg har komponeret en syvretters menu, som vi laver i aftenens løb ret for ret - for så går tiden også med det.

Dog stod jeg tidligt op for at tage nogle af de gode sager ud af fryseren - og så bagte jeg lige et par hvidløgsflutes til at følge rejerne, hummeren og de andre lækkerier på vej. Alt det vender jeg tilbage til i morgen.

Vejrudsigten ser også fornuftig ud, så planen er efter endt spisning ved 23-tiden at tænde op i bålhytten, så vi kan nyde det nye års komme i fri luft og med bål i pejsen. Det er et herligt sted, hvor vi i øjeblikket - hvor der ikke er blade på træerne - har en fin udsigt til Limfjorden og Aalborg, så ved midnatstid tager vi lige et gratis kig på nytårsløjerne, mens vi skåler - og spiser nogle fine petit fours, som Dina lavede i går med Amarena-kirsebær på toppen. Det du'r altså.

Jeg brugte så lige de første par eftermiddagstimer på at trække strøm til terrassevarmeren, vaske bordet, feje, sørge for batterier til transistoren, så vi kan høre rådhusklokkerne og stille brænde frem. Så alt er klappet og klart.

Tilbage står bare at ønske alle et godt og velsignet nytår.

Julemøg

Islandsk hestegødning

Da vi har haft et par dage med tørvejr, blev jeg fredag morgen enig med min gode nabo og faste leverandør af hestemøg, Peter, at vi lige så godt kunne komme i gang med at flytte lortet. Peter er den lykkelige ejer af tre islandske heste, der producerer en ganske anseelig mængde møg i løbet af et år.

Der var tale om helt frisk og rent hestemøg af prrrima (pruuhma) kvalitet. Det blev til to læs - cirka en kubikmeter - inden Peter måtte tage et pitstop på grund af tekniske kalamiteter. Og nu er det begyndt at regne igen, så det bliver nok først en gang i det nye år, at vi genoptager arbejdet.

Men nu har jeg i hvert fald til at dække mine asparges. Det er i øvrigt, så vidt jeg erindrer, første gang, at jeg er gået i gang med forårsarbejdet i det gamle år. Jeg ville nu også hellere rydde sne, hvis sandheden skal frem...