Let foden

- og brug øjnene

Der skal nok være dem, der mener, at jeg kører alt for langsomt og sinker trafikken, når jeg begiver mig ud på landevejene.

Men jeg er altså ikke særlig fartgal - og jeg sætter stor pris på at nå levende frem, så det får nu være.

Til gengæld byder lidt mindre fart på større oplevelser, hvis man ellers gider bruge øjnene. Teknisk set er dagens billeder ikke de bedste, men gode eksempler på, hvad man kan opleve, når man bruger øjnene og under sig tid til en lille pause.

Dådyrene mødte jeg lørdag ved Ryå på vej til Aabybro på et sted, hvor der ret ofte er dådyr. Men de var svære at få øje på, for de gik inde i sivene. Dina så intet, før jeg stoppede. Men bare en lille bevægelse er - i hvert fald for mig - nok, til at jeg opdager dyrene.

Dagen andet foto med krondyrene er fra Tingskoven i dag. Afstanden er nok 300 meter, men igen den samme historie. En lille bevægelse - og jeg får øje på dyrene. I øvrigt skal man vel nærmest være døv og blind for at overse 30 krondyr, så helt ærligt synes jeg ikke, at det er nogen særlig præstation. Min Dina så intet...

Men rådet er. Let speederfoden og brug øjnene. Du kommer måske fem minutter senere hjem, men en oplevelse rigere...

Blomsterbakken

Japan i Vestbjerg

Japansk kirsebær er in i øjeblikket - og selv i coronatid har myndighederne svært ved at holde folk fra Assistens-kirkegården i København, der er et rigtigt japansk kirsebær-hotspot i hovedstaden.

Men vi kan også være med i provinsen. Blandt andet i Vestbjerg, hvor en fødevej til et villakvarter med blomsternavne prydes af japanske kirsebærtræer, der der netop nu står i fuldt flor. Vejen hedder naturligvis Blomsterbakken.

Jeg ved ikke, hvorfor de japanske kirsebær er blevet genstand for så megen opmærksomhed de seneste år, for det er jo ikke noget nyt. Jeg husker dem tydeligt fra barndommen, hvor vi havde japansk kirsebær både på Vestervang og på Postbakken. Og det så da flot ud, men Herregud, hvad skal sådan et træ bruges til? Det bærer jo ikke frugt...

Men de japanske kirsebærttræer har altid betaget menneskene. For nogle år siden var jeg i Washington D.C. under den årlige Cherry Blossom-festival. Det er den amerikanske hovedstads forårsfest - og det er forståeligt, for i Washington er der japanske kirsebærtræer over alt i den store by.

Kort fortalt begyndte det med en gave på et par tusinde træer, som byen fik doneret fra Tokyo i 1909. Gaven blev plantet langs Potomac-floden. Senere fulgte yderligere gaver fra Japan og forskellige organisationer, og der er nu japanske kirsebærtræer overalt i parker og langs alle de store veje i Washington. I parentes bemærket er Washington i det hele taget en smuk by med mange historiske bygninger - og jeg er også imponeret af, at der står påskeliljer i grøftekanten hele vejen langs den godt 30 km lange motorvej fra Dulles-lufthavnen til centrum.

Her på parcellen har vi et enkelt japansk kirsebærtræ. Jeg købte det til Dina i 2010, så hun kunne få noget smukt at se på. Det er desværre en temmelig langsomt voksende sort, så det er først de seneste par, at det rigtigt er blevet til noget. Men træet passer godt til forhaven. Det vokser faktisk mere i højden end i bredden, så det fylder ikke så meget i den lille have - og nu blomstrer det altså også.

Skestorkenes kampdag

Med næbbet i vandskorpen

(Billederne er klikbare)

Af årsager, jeg kun kan gisne om, har det knebet lidt med skestorke i Ulvedybet dette forår.

Men 1. maj - skestorkenes internationale kampdag - var der fred og ro over land, så endelig lod den særprægede fugl våbnene lyne. Og våbnet; ja, det er jo næbbet, hvis lige næppe findes i ornitologien.

Med næbbet afsøger skestorken minutiøst det lave vand for føde. Det er sandsynligvis en ganske succesrig fiskemetode, når sådan en flok - der var otte i alt - går frem på rad og række i et sandt 1. maj-optog. Og det er sikkert også solidarisk. Den fisk, som smutter forbi den ene skestork, bliver bare fanget af den anden. Og skulle det gå helt galt, står fiskehejrene klar til at høste overskuddet. Fuglenes udgave af sangen om merværdi på en 1. maj.

Skestorken er en imponerende fugl. Ikke mindst i øjeblikkets yngledragt, hvor de har en stor fjerdusk i nakken. Den slags gør indtryk - og det er vigtigt, når generne skal føres videre.

Bonusbillederne er den danske nationalfugl, knopsvanen, og en gråstrubet lappedykker på reden.

En kinesisk skønhed

Magnolietræet

Lige uden for stuevinduet har vi et magnolietræ, der netop nu blomstrer med store lilla blomster, der i formen mest af alt minder om opretstående bananer.

Det er lidt distraherende på den gode måde. For træet kan ses gennem vinduet (fra min plads), når vi ser TV. Og eftersom der ikke er meget sjov ved at se fjernsyn, bruger jeg en del tid på at se på magnolien i stedet.

Som så mange andre smukke planter stammer denne magnolia fra Kina. Det er værd at understrege i en tid, hvor der ellers er populært at give det store og fascinerende land skylden for alverdens dårligdomme.

Magnolia findes i mange varianter. Netop denne art - magnolia soulangeana nigra - benævnes i plantekatalogerne ofte som tulipantræ. Og selv om jeg tænker på opretstående bananer, er det da en forståelig fejl, for blomsterne har da også lidt tulipan over sig i deres asiatiske vælde. Men forskellen på tulipantræ og magnolie er som forskellen på æbler og pærer. Det er samme slægt, men to forskellige arter. I øvrigt er tulipantræets blomster gule og sidder gemt i løvet.

Som træ betragtet er mit magnolietræ temmelig usselt. De første år af levetiden er det desværre blevet temmelig præget af egnens vestenvind, så for et par år siden bandt jeg det op i et forsøg på at rette på miseren.

Det har ikke rigtig hjulpet, men det får nu være. Det blomstrer livligt og har faktisk en temmelig lang blomstringsperiode i modsætning til kirsebærtræerne, der netop nu kulminerer på få dage.

Brændende kærlighed

En perle fra det danske køkken

Min kærlighed til mormormad og det klassiske danske køkken er brændende, men alligevel er det alt for sjældent, at vi får brændende kærlighed.

Men søndag skulle det være. Fruen - mit livs brændende kærlighed - havde i al hemmelighed købt et stykke god bacon og lagt det øverst i køleskabet. Den opfordring kunne jeg naturligvis ikke negligere.

Så efter en god søndag i haven, hvor vi blandt andet plantede årets første pelargonia, gik jeg i køkkenet en god halv time før spisetid. Længere tager det nemlig ikke at lave brændende kærlighed.

Der er ikke så meget hokus-pokus ved brændende kærlighed, så jeg undlader at bringe opskriften. Det vil ganske enkelt være en fornærmelse mod intelligente og dannede læsere.

Brændende kærlighed har været en del af det danske køkken siden 1800-tallet, hvor det blev almindeligt at spise kartofler. Dengang hed kartoffelmos "kartoffelgrød", og det lyder jo ikke så sexet. Det er formodentlig et vittigt hoved, der fandt på det besynderlige navn under anden verdenskrig, hvor der som bekendt ikke var så meget at grine af.

Aarhuus Stiftstidende (Århus Stiftstidende) skriver med madhistoriker Bettina Buhl som kilde, at navnet på retten først blev almindeligt kendt i forbindelse med slagteriernes "Gris på gaflen"-kampagne i 1957.

Som sagt plantede vi pelargonia i nogle af krukkerne i dag. Forinden havde Dina allerede fredag plyndret dem for forårets sidste påskeliljer og tulipaner, der nu pynter i huset et par dage. Det er vel også en form for brændende kærlighed...

Mahonie

Busken i ukrudtet

Det er i sidste øjeblik, at jeg nåede at få et foto af blomsterne i min mahonie-busk i ukrudtet mellem løgvæksterne ude under tjørnen.

Det har ellers været et rigtigt mahonie-år, og jeg har set mahonie blomstre vildt og uhæmmet rundt om i haverne.

Min mahonie har sin helt egen historie. Det var en lille plante, der var spiret mellem fliserne hos mine forældre på Gråbølle for otte år siden. Jeg kunne ikke stå for dens livsvilje og flyttede den til haven på Øland. Her har den i særklasse demonstreret livsviljen.

De første år kom den flot og nåede hurtigt en pæn busk-størrelse, men så gik den næsten ud og tabte alle bladene. Normale haveejere ville sikkert have gravet den op, men sådan foregår det ikke hos mig. Den skulle da lige have en chance til.

Det blev belønnet i den tørre sommer i 2018, hvor der igen kom liv i kalorius - og så altså i år, hvor den har blomstret i stor stil. Bladene ser lidt svedne ud, så nu bliver det spændende at se, hvad der sker.

Mahonie stammer fra de nordamerikanske nåleskove, og må ikke forveksles med den tropiske og udrydningstruede træsort mahogni, der tidligere er blevet brugt i stor stil til flotte skibsdæk og møbler af blandt andet de store danske møbelarkitekter.

Mahonie må for resten heller ikke forveksles med kristtjørn, selv om bladene ligner. I modsætning til kristtjørn kan bærrene fra mahonie angiveligt bruges til bittersnaps.

Sct. Georgs-dag

Værd at mindes

Sct. Georg i Storkyrkan. Foto: Vikipedia

Det er i dag Sct. Georgs-dag. Det er dagen, hvor spejdere over hele verden mødes for at gentage og bekræfte spejderløftet - og under normale omstændigheder lidt af en festdag. Spejdernes svar på juleaften. Sådan kommer det ikke til at gå i disse corona-tider.

Men det er en dag, som jeg har mange minder om.

Stærkest står nok de mange gange, vi fejrede den i Nuuk. For på de breddegrader er det også lige omkring den 23. april, at det begynder at være lyst om natten. Når man så drog hjemover efter Sct. Georgs-aftenen, var himmelen dybt mørkeblå ved midnatstid (cirka som ved 21.30-tiden her), og der var forår i luften. Sneen smeltede, og de første snespurve pilede rundt i de små krat, der gør det ud for skov i Nuuk.

Det var Baden Powell, der gjorde Sct. Georg til spejdernes forbillede for den gode ridders uselviske handlinger. Sct. Georg dræbte dragen, frelste byen og reddede prinsessen. Kongen tilbød ham en pengesum som belønning, men Sct. Georg afslog.

Myten om Sct. Georg er en myte om kampen mellem det gode og det onde, og den kan altid bruges. Men der er dog varierende opfattelser af, hvem og hvad der er de onde og de gode.

Selv blev jeg noget forbløffet, da jeg for cirka 25 år siden erfarede, at Sct. Georg er Stockholms skytshelgen - og at myten her symboliserer svenskernes kamp mod danskerne. Så slemme opfatter vi normalt ikke os selv, men alt er jo relativt - og den svenske opfattelse blev grundigt cementeret under det Stockholmske blodbad i 1520, hvor Christian 2 udryddede størstedelen af den svenske adel. I Sverige kaldes Christian 2 af samme grund Christian Tyran.

Et af ofrene for de forudgående kampe om Stockholm var den svenske rigsforstander Sten Sture den Yngre. Hans far, ridder og høvedsmand over Stockholm Sten Sture den Ældre, havde allerede i slutningen af 1400-tallet doneret en flot og ganske pompøs skulptur af Sct. Georg og dragen til Stockholms domkirke, hvor den kan ses den dag i dag. Det er den figur, der i forenklet og stiliseret form er motivet på mange af de stregtegninger og vignetter af Sct. Georg, som spejderne og Sct. Georgs Gilderne bruger den dag i dag.

Sct. Georgs-dag er i øvrigt også nationaldag i England og Georgien.

Samarbejde over Atlanten

I nødens stund

Corona-krisen giver problemer for flymeteorologerne. For en stor del af de data, som man bygger korttidsprognoserne på, stammer fra fly i luften over Atlanten.

- Flytrafikken er reduceret med 90 procent, og det giver os færre tal at arbejde med i vores vejrmodeller, siger Bent Sass, der er leder af vejrmodelgruppen i DMI.

- Det giver ikke de store udfordringer i højtryksvejr, som vi har haft meget af den seneste måned, men det er et problem ved lavtryk, hvor vejrforholdene ændrer sig hurtigt.

De manglende data påvirker usikkerheden i de korte vejrudsigter op til 24 timer med cirka 15 procent. Det har ingen sikkerhedsmæssig betydning, men kan betyde længere flyvetider og øget brændstofforbrug over Atlanten.

Det har heller ikke betydning for de lokale vejrudsigter i Grønland, understreger meteorologen.

Alligevel spiller Grønland en væsentlig rolle i forudsigelserne. DMI har nemlig allieret sig Royal Arctic Line, der i øjeblikket to gange i døgnet sender vejrballoner op fra de skibe, der er undervejs i Nordatlanten.

Royal Arctic Line har normalt tre skibe sejlende mellem Danmark og Grønland. Det giver altså seks daglige vejrballoner, som giver meteorologiske data af høj kvalitet.

- Vejrballonerne kompenserer for de manglende data – og faktisk er det bedre oplysninger, end dem vi får fra flyene, for en vejrballon måler vejret hele vejen under opstigningen til 10 tll 15 kilometers højde. Dataene fra fly kommer kun fra en bestemt højde, forklarer Bent Sass.

- Dataene indgår i et stort modelværk, som administreres af den internationale meteorologi-organisation WMO.

DMI er en vigtig brik i forudsigelserne, fordi man her har ansvaret for indsamling af vejrdata i det enorme område, som dækker hele Rigsfællesskabet.

Udover data fra fly over Atlanten indgår også satellit-observationer og observationer fra faste radiosondestationer. I Grønland drejer det sig om Danmarkshavn, Aasiaat, Ittoqortoormiit, Narsarsuaq og Tasiilaq.

Stationen i Tasiilaq fungerer kun i begrænset omfang i øjeblikket.

- Der mangler reservedele fra Frankrig – og i den aktuelle situation er det lidt udfordrende at få reservedelene frem til Tasiilaq, siger Bent Sass.

Artiklen er bragt på Sermitsiaq.ag 20. april 2020, men jeg synes, at den er så spændende, at den fortjener at blive delt til en bredere kreds.

Fasan-fatter

På toppen

Det er ikke rigtigt blevet til nogle fugle i weekenden - og dog...

Da jeg hentede morgenbrød i Halvrimmen lørdag morgen, så jeg denne fasankok, der tronede på en jorddynge ved noget vejarbejde.

Her havde fasan-fatter et godt overblik over reviret og de forhåbentlig mange villige høner i omegnen. Og her kunne han også lige signalere til de andre hanner, hvem det egentlig er, der bestemmer her.

Fasankokkene er inde i en travl tid. For det er nu, generne skal gives videre. Resten af året er der ikke så meget brug for dem. Så det er med at holde sig til...

Byboere på landet

Corona-turister

Dette skilt burde holde corona-turisterne væk, men ak nej...

Det er bestemt ikke hver dag, jeg her på Øland bliver antastet af politiet, men i dag kom jeg i ordensmagtens søgelys.

Da jeg i sin tid flyttede til Øland, drømte jeg om fred og ro - og masser af fuglebilleder. Den drøm er slået i stykker af coronaen. Folk kører i stangkørsel lige uden for haven, og der er ikke til at få fred til at fotografere nede ved dæmningen og i skoven for motorcykler, motionister, cykeltosser og almindelige byboere, der bare ikke forstår at færdes i naturen.

De sviner, smider øldåser og har som regel en større flok uopdragne snotunger med sig. Så jeg længes mod normale tider.

Med byboerne følger også politiet - og det er jeg sådan set ikke utilfreds med. Tværtimod, så det var med tilfredshed, at jeg lørdag eftermiddag så en patrulje på arbejde nede ved Smedien.

Jeg har længe været bekymret over farten på de små veje. Stod det til mig, havde vi en generel 50 km fartgrænse på Øland og 30 km på dæmningen.

Forresten er uvedkommende motorkørsel forbudt på Gjøl-Øland-dæmningen, så øjeblikkets mange biler med corona-turister burde slet ikke være på dæmningen.

Det kan passende være lørdagens historie på bloggen, besluttede jeg, så jeg ville lige have et foto af forbudsskiltet. Men nu er jeg jo af natur doven, så jeg kørte bare bilen på tværs på kanten af gadekæret og fotograferede ud af vinduet. Det faldt åbenbart politipatruljen, som jeg ikke lige havde set, for brystet, og jeg blev antastet af ordensmagten med en bemærkning om, at det var en noget særpræget parkering.

Det så jeg ingen grund til at benægte og jeg forklarede da også årsagen. Med to spejlreflekskameraer, en masse fotogrej i øvrigt samt et pressekort i bilen blev historien taget for gode varer.

Vi fik så en lang snak, hvor jeg forklarede lidt om fuglelivet og den fredelige ø, hvilket betjentene var meget interesseret i. De blev også interesseret i vejskiltet med den uvedkommende kørsel og spurgte, om det var et stort problem, hvilket jeg bekræftede.

Det pirrede klart politinæsen, og vi skiltes i god ro og orden med et løfte fra ordensmagten om, at de ville tjekke bilisterne på dæmningen.

Så jeg håber, at jeg har fået sat gang i noget godt - og kunne køre de sidste meter hjem til de confiterede andelår og rodfrugterne med god samvittighed.

Forhåbentlig får vi snart fred igen.

Redigeret 19. april kl. 7.00. hvor der er fjernet et afsnit om bilmærker.