Tid til selvbedrag

Normaltid igen

Salvador Dali: Erindringens bestandighed

-  Ååh, Herre Jemini… jeg tog mig til træt til hovedet, sukkede dybt og havde ærlig talt ikke høje tanker om intelligensen hos DR-Nordjyllands medarbejder, der søndag morgen jublede over, at vi havde fået en hel time forærende om natten, fordi vi var gået over til vintertid, som han kaldte det.

Lad os slå fast med det samme. Der er ikke noget, der hedder vintertid. Det hedder normaltid – simpelthen fordi det er normalt, at solen står højest på himlen kl. 12. Det er hele ideen med vores inddeling af døgnets 24 timer og at tro, at døgnet bliver længere, bare fordi vi fifler med uret, er både dumt, uintelligent, bluff og bedrageri.

Vi får intet som helst forærende. Intet kommer af intet – bortset fra lommeuld. Og når vi bilder os ind, at det giver gevinst, når vi flytter uret frem og tilbage, opfører vi os dummere, end Darwin tillader. Som den gamle indianer sagde i sin uudgrundelige visdom: ”Kun hvid mand tror, at toget bliver længere ved flytte lokomotivet hen i den anden ende”.

Sommertid er dumt, besværligt og generende for både dyr og mennesker, så lad os droppe det – i tide og hellere i år end til næste år.

Helt ærligt: Hvis folk har lyst til at stå tidligt op om sommeren, så er det altså deres eget problem og ikke samfundets.

Desværre nærer jeg ingen illusioner om, at sommertiden nogen sinde bliver afskaffet. For sommertid er blevet et EU-anliggende – og som alt andet fra EU’s side, bliver det kun værre. Så i takt med EU’s udvidelser mod øst, må vi forudse, at sommertiden snart bliver på både to og tre timer.

Jeg ville ønske, at danske politikere havde mod og mandshjerte til at sige fra. Men når fede kommissærlønninger er i spil, er der ingen fra det politiske establishment, der tør tale Roma og flommeeuropæerne imod.

Hvis vi endelig skal pille ved tiden, kan vi indføre vor egen danske tidszone med en halv times forskel til resten af EU. Det vil i hvert fald gøre en forskel og styrke den danske egenart.

Nu kan jeg godt høre, at læseren ryster lidt på hovedet: -Nu rabler det altså for ham der Hansen…

Men en halv times tidsforskel er rent faktisk, hvad man har på den hyggelige, canadiske ø Newfoundland – netop for at understrege områdets autonomi i forhold til Canada. Så når man lander i provinshovedstaden Sct. John’s fra det nærliggende Halifax i Nova Scotia, skal man stille uret en halv time tilbage.

Det er et smukt eksempel på lokal selvfølelse, som newfierne dyrker nærmest som en kunstart. For resten er Sct. John’s en herlig by - på størrelse med Aalborg, men med dobbelt så mange værtshuse, så der kan vi virkelig lære noget.

Nu er jeg jo ikke en ufølsom sjæl – og jeg har masser af forståelse for, at folk gerne vil have lidt mere tid til at nyde de lyse nætter om sommeren.

I stedet for sommertid kan vi gøre, som man gør i Nordnorge. Her har arbejdsmarkedets parter aftalt at fordele arbejdsugen på 37,5 timer sådan, at man arbejder 35 timer om ugen, når det er sommer og lyst og 40 timer om ugen i den mørke vintertid – som altså i denne betydning intet har med normaltid at gøre...

Lad os indføre den ordning – i stedet for det selvbedrag, som det er, når vi to gange om året rykker rundt på klokken. Og så kan vi også slippe for at høre journalisternes belærende og temmelig dumme forklaringer om uret og havemøblerne.

Bragt første gang i Nordjyske Stiftstidende 31. oktober 2014

Efternøleren

Sjusk med lugejernet

Jeg har åbenbart ikke været flittig nok med lugejernet - eller også har jeg i hvert fald sjusket...

For pludselig for en måneds tid siden begyndte denne lille, selvsåede solsikke at skyde op midt i haven. Det var sådan lidt i utide, så den fik en chance. Og nu - på tærsklen til november - kvitterer den med den sødeste lille solsikkeblomst.

Egentlig måtte det for min skyld gerne snart blive vinter - om ikke andet for at slippe af med myggene, der fortsat sætter stor pris på mit ædle blod. Men når det nu skal være, er det da meget sjovt med blomster på denne årstid - selv om solsikkefrøene egentlig er tænkt som fuglefoder.

Første spadestik

Gang i bålhytten

Skabsentreprenøren slår til igen.

Endelig har vi fået ordentligt efterårsvejr med kulde, tørvejr og bleg efterårssol - og i det hele taget vejr til at være ude i.

Så onsdag tog jeg første spadestik til vinterens store projekt. Denne gang gælder det en bålhytte.

Det viste sig jo i sommerens løb, at det var ganske hyggeligt med en pavillon ved udepejsen. Den blev improviseret i forbindelse med sommerens ene regnbyge, og stod så ellers resten af sommeren, indtil et voldsomt regnskyl tog livet af den en gang i september. Regnen samlede sig simpelthen på tagdugen, og vægten fik stellet til at brase sammen.

Men ideen til at overdække terrassen foran pejsen var født. Allerede i midten af oktober fik jeg materialerne fra tømmerhandelen, og har siden bare gået og ventet på opholdsvejr.

Så er jeg i gang...

Det kom onsdag, så jeg kunne tage det første spadestik sådan helt bogstaveligt. Jeg laver overdækningen som et sadeltag. Allerførste opgave var derfor at grave ud til og støbe punktfundamenter til stolpeskoene, der skal bære taget.

Jeg har lånt et pælebor af Birger, så det med spadestikket var egentlig mest af symbolsk karakter, men da den ene side skal stå i et flisebelagt underlag, blev spaden i hvert fald brugt til at lette herregårdsstenene.

Så nu er jeg i gang. Jeg håber på en hurtig byggeproces - for det kan da blive et ganske hyggeligt supplement til de kommende julefrokoster, hvis vi kan forlægge julegløggen og æbleskiverne til haven...

Kålrabistappe

Gammel norsk mad

Hansens lille roemark på Nørremarksvej.

Det siges, at verdens mindste bog er den norske kogebog - og Norge er under alle omstændigheder mere kendt for den smukke natur end for den nationale kogekunst.

Men der er enkelte lyspunkter i mørket. Jeg faldt i hvert fald pladask for saltet fårekød med kålrabistappe, da jeg for mange år siden frekventerede Lofoten Folkehøgskole i Kabelvåg så langt uden for lands lov og ret, at tiden nærmest var gået i stå.

Siden har jeg benyttet enhver lejlighed til at spise denne norske specialitet, der blandt andet føres på restaurant Kaffistovan på Hotel Bondeheimen i Oslo, der har som motto "Her skal intet forandres". Restauranten er et kulturelt centrum for norsk nationalchauvenisme og etnocentri og lidt af en tidslomme i en forstyrret storby med internationale restauranter, kinesergriller, pizzariaer og cafeer på hvert eneste gadehjørne.

De friske råvarer til kålrabistappe.

Siden Kielerfreden i 1814 har Danmark og Norge bevæget sig væk fra hinanden - og jeg forstår ikke helt de sproglige mekanismer, der har ført til, at kålrabimos på norsk hedder kålrabistappe. Men sådan er det altså gået. Stappe betyder slet og ret mos, og kålrabistappe er altså kålrabimos.

Det er guf efter min beskedne smag, så da jeg på et tidspunkt i foråret fik fingre i en håndfuld kålrabi-frø, satte jeg roer i haven. To beskedne rækker med syv planter i hver. Roerne har nu vokset sig store, og i dag tog jeg de første. De skulle ledsage en stor pose saltet fårekød, som jeg erhvervede for den nette pris af 210 NOK/kiloet, da vi var i Tromsø for et par måneder siden.

Gulerødder giver kålråbimosen en flot gul farve.

Kogekunst er som sagt ikke norsk spidskompetence, og de fleste nordmænd laver i dag kålrabimos af pulver, som kan købes i alle supermarkeder - akkurat som pulverkartoffelmos, men det er altså lige en tand for primitivt efter min smag. Så jeg lavede det rigtigt med hjemmeavlede kålrabi, kartofler og gulerødder - vel vidende at gulerødderne kan give mange diskussioner i de små hjem. da der oprindeligt temmelig sikkert ikke har været gulerødder i retten. Men gulerødderne giver en pæn farve, og netop i år har vi store mængder gulerødder i haven.

Kålrabi, gulerødder og et par kartofler koges i en halv times tid, til det hele er godt mørt. Så tilsætter man en ordentlig klat smør og en sjat fløde. Det hele køres med stavblenderen og smages til med salt og peber. Så enkelt er det at lave.

Så er der serveret.

Saltet fårekød er lige så nemt. Det kommer i en gryde med vand, skummes når det er i kog og simrer derefter i et par timer, til kødet begynder at falde fra benene.

Jeg gav rugbrød til. Rugbrød er noget af det mest unorske, der findes, men jeg synes altså, at det klæder denne urnorske ret ganske fint.

Men prøv det selv. Det er nemt at lave - hvis man ellers kan få fat i saltet fårekød og kålrabi.

Løvfaldstid

Bladene får nyt liv

Før!

Endelig - efter næsten tre uger med regn hver eneste dag fik vi en tørvejrsdag.

Det var efterhånden hårdt tiltrængt, for græsplænen trængte ærlig talt til en sidste tur med slåmaskinen inden vinteren.

Plænen havde såmænd nok klaret sig uden at blive slået, men jeg plejer at bruge plænen til at slippe af med alt det faldne løv fra den store bøg. De visne blade er en plage for mange ordensmennesker, som møjsommeligt samler bladene i sække og kører dem til genbrugspladsen.

Efter!

Det gider jeg ikke, og jeg synes i øvrigt, at det er dumt at fjerne biomasse fra parcellen.Så jeg løser ganske enkelt problemet ved at feje bladene sammen og så fordele dem over græsplænen. Så kører jeg bioklipperen igennem bladene, der bliver forvandlet til smulder i bunden af græsplænen - og foder til ormene, som kvitterer med lort i form af fint, beriget muld.

Det er det, der på moderne dansk hedder winwin. Der var så mange blade på gårdspladsen, at vi dårligt kunne gå ind ad dørene uden at slæbe blade med, så det var på høje tid at få noget gjort ved det. Og med tørvejr hele søndagen er jeg nu sluppet af med et mindre bjerg af vissent bøgeløv til græsplænens store fornøjelse.

Nostalgi-lørdag

Gang i de gamle LP'er

Lørdag morgen kørte jeg Dina til Fjerritslev-bussen - og så er der jo lagt i kakkelovnen til spil-højt-lørdag.

Så lørdag eftermiddag blev brugt foran stereoen med en god flaske rødvin og en tur ned ad Mindernes Alle. Denne lørdag dykkede jeg et lag længere ned i samlingen end normalt og hørte plader, som ikke har været støvet af i årevis.

Ikke mindst blev det til et genhør med Nice, som var blandt pionererne i den symfoniske rock. Det er musik, der sjovt nok stadig holder vand. Det gør også nu afdøde John Lords noget senere Sarabande - men den virker alligevel lidt kalkuleret og fortænkt i forhold til Nice's uskyldige leg med de klassiske temaer. Min favorit er helt sikkert Nice-fortolkningen af Sibelius' Karelia-suite.

Det blev også til et sjældent genhør med en hel Cream-LP - I feel free. I øvrigt en ganske problematisk LP. Det er en tysk genudgivelse fra 1973 af Creams første LP - Fresh Cream, der blev udgivet i 1966. Problematisk i mixet, fordi det var i den periode, hvor man gik fra mono til stereo - og det problem er løst på flere af sangene ved ganske enkelt at lægge guitarsporet til højre og trommer og bas til venstre. Det lyder ikke godt. LP'en har forresten også et par bonusnumre i forhold til Fresh Cream.

Creams musik bliver ofte betegnet som syrerock - men det er alt for unuanceret. For den her LP har det hele: Ballader, blues, jazz og rock i en skøn, afslappet stemning.

Det var som sagt første gang i mange år, at jeg hørte en hel Cream-LP fra ende til anden. Det ligner altså næsten en tanke, at vi senere på dagen måtte erfare, at Jack Bruce - bassisten i Cream - netop døde lørdag.

Mens jeg lavede aftensmad skruede jeg forresten helt op og tog et genhør med LP'en Nightflight to Venus med Boney M. Det er jo en hel anden boldgade. Men med masser af minder fra kollegietiden, HA-studiet, fester og Diskoteque Tordenskjold i Gaden...

På YouTube fandt jeg tilfældigvis en live-optagelse af Nice og Karelia-suiten - og så vidt jeg kan høre, er det den samme indspilning, der er brugt på min Nice - Greatest Hits-LP. Indspilningen er fra 1969 - og det var altså temmeligt revolutionerende dengang.

Flådeudvidelse

Fra legetøjshylden

Min nye Dash-8.

Jeg har fået en ny flyver...

Hvis du nogen sinde har stået og ventet i et rejsebureau, har du sikkert fået tiden til at gå med at se på modeller af de fly, som mange flyselskaber bruger som reklamegaver - og som rejsebureauerne så stiller på hylder og diske mellem alle katalogerne og de gode tilbud.

Jeg har i mange år haft lidt af en mani for disse flymodeller og har efterhånden en hel pæn samling omend samlingen tydeligt afspejler, at jeg jo især har fløjet med SAS og Air Greenland.

Dash-7, Airbus A300, en ikke særlig strømlinet
 USB-gadget og Tintins måneraket.

Jeg har netop fået en fin Dash-8 fra Air Greenland og har således udvidet min flyflåde med den flytype, der vel nærmest må betegnes som state-of-the-art i grønlandsk indenrigsflyvning. I en menneskealder var det ellers den navnkundige Dash-7, som Air Greenland på et tidspunkt var oppe på at have syv styks af. Der er nu tre tilbage, mens selskabet opererer seks Dash-8 af 200-modellen, der ikke må forveksles med Q400-modellen, som for år tilbage voldte SAS mange problemer.

Den nyerhvervede Dash-8 var strengt taget en gave, men den blev altså stoppet i tolden - og jeg måtte bløde 260 kroner i moms og afgifter for at få den udleveret. Jeg må konstatere, at danske skattemyndigheder ikke nærer stærke følelser for Rigsfællesskabet - og man må spørge, om det overhovedet giver mening at tale om et fællesskab, når myndighederne uartigt åbner alle pakker, der sendes mellem Grønland og Danmark, samtidig med at østeuropæiske kriminelle frit kan strømme ind i landet. Det forekommer ikke særlig velovervejet.

Udover Dash-7 og -8 består min flåde af Air Greenland-modeller også af en meget lille skalamodel af Airbus A300 og så en USB-flyver. Grønlandsflyene er i fint selskab, for de står på samme hylde som - splitte mine bramsejl -Tintins flotte raket fra Månen Tur-Retur.

Herudover har jeg et par SAS-modeller. En MD-80 selvfølgelig - oven i købet i Carlzon-bemalingen fra SAS storhedstid - og så en Airbus A400, som har bragt mig til både USA og Kina en del gange.

Huggehuset

Skriften på væggen

Huggehuset emmer bare af hygge...

 Huggehus er sådan et hyggeligt gammelt, ruralt ord for træværksted.

Det dækker over stort set alt, hvad jeg forbinder med eget lille og ganske hyggelige værksted. Så hvorfor ikke gøre lidt reklame for sagen og det fine håndværk?

Under alle omstændigheder fandt jeg på, at jeg ville have et skilt uden på døren, så man kan se, at her på parcellen har vi altså et huggehus. Og skiltet skulle naturligvis udformes og designes, så det rigtigt signalerede gammel håndværk - også selv om jeg snød og brugte maskiner til at fremstille dette stykke ægte, ølandsk håndværk.

Værkstedet har fået skilt på.

Først fandt jeg et stykke gammelt kirsebærtræ, som jeg længe har haft liggende, og som derfor er tørt og klar til brug. Det var et grenstykke, en god halv meter lang og 10-15 centimeter i diameter. Jeg skar træet igennem på langs tre gange, så der kom to bræddestykker og noget affald ud af det.

Jeg besluttede at bruge det ene bræddestykke, som jeg glattede med høvlen og målte op. Herefter satte jeg mig til pc'en og skrev teksten i fuld størrelse og printede det ud. Det måtte jo gerne se lidt gammeldags ud, så jeg valgte en tillempet runeskrift, som jeg havde erhvervet på sommerens vikingelejr i Sønderjylland.

Papiret med teksten limede jeg med spraylim fast på planken som skabelon. Herefter fræsede jeg bogstaverne ud med min dremel, så bogstaverne fremtræder som fordybninger i træet. Så malede jeg overfladen oven på papiret med svenskrødt og sørgede for, at malingen kom ordentligt ned i fordybningerne.

Da malingen var tørret, blev papir og maling slebet af med rystepudseren, og bogstaverne fremtræder nu som røde fordybninger på en forgrund af naturtræ. Afslutningsvis behandlede jeg det fem gange med en olieholdig endelak, som skal gøre træet modstandsdygtigt mod svingninger i temperatur og luftfugtighed.

Så var det blot at bore et par huller og montere to dyvler på bagsiden - og så bore to huller i døren og lime det hele sammen.

Så nu sidder skiltet på sin plads på døren til huggehuset - og minder alle forbipasserende om, at her har Hansen sit hyggelige huggehus.

Øvelse gør mester. Så når jeg en gang får tid, skal jeg prøve det hele en gang til. For jeg har stadig et stykke kirsebær-brædde i skiltestørrelse tilbage. Det bliver nok røgeriet, der selvfølgelig skal have påskriften "Roykstovan" - et dejligt gammelt, nordisk ord for røgeri.

Men det bliver ikke lige med det første. For det er ved at være sæson for skovning, så vi også har brænde til næste vinter. Og så har tømmerhandlen været her med materialerne til mit kommende bålhus, der bliver vinterens byggeprojekt.

Ode til Heimaey

Instrumentalt hit

Heimaey røg i luften med et brag
 den 23. januar 1973. Foto: WikiPedia.

Forleden fortalte jeg lidt om mit forhold til Sume - og rent fortælleteknisk undlod jeg et par mellemregninger, for at historien ikke skulle blive alt for akademisk.

For helt glemt var Sume faktisk ikke i perioden mellem halvfjerserne og frem til halvfemserne, hvor jeg kom til Grønland. En enkelt af Sumes melodier blev nemlig ved med at spøge i baghovedet.

Det er instrumentalnummeret Ode til Heimaey. Melodien er Sumes eneste instrumentalnummer og en ørehænger af rang, som jeg i hvert fald aldrig har fået slået helt ud af hovedet. I virkeligheden nok også den egentlige årsag til, at jeg efter min ankomst til Grønland købte min første Sume-cd til fuld pris - noget jeg ellers har en voldsom aversion imod, fuld pris, altså.

Den flotte melodi er en slags duet mellem Per Berthelsen på lead guitar og Ole Høst på sax. Som bekendt er saxofonen det eneste instrument, hvor man ikke kan høre, om musikeren øver sig eller spiller - men netop her bliver det spillet så fantastisk flot, at også almindelige mennesker kan holde ud at høre på saxen.

Ode til Heimaey stammer fra Sumes første LP. Den er indspillet i Rosenberg-studiet, der i begyndelsen af 70'erne var Danmarks mest avancerede med blandt andet 24-spors båndoptager. Studiet blev brugt af alle tidens store navne som for eksempel Gasolin, Sebastian og Gnags.

Per Berthelsen har fortalt mig, at arbejdstitlen var "Seks kilometer i timen". Det kom fra en motionscykel, der stod i studiet - og tempoet i melodien svarede til, at man trådte motionscyklen med netop seks kilometer i timen.

Kort tid inden indspilningen - den 23. januar 1973 - var vulkanen Eldfell på den største af Vestmannaøerne ved Island, Heimaey, imidlertid eksploderet og havde begravet den lille havneby på øens nordøstlige side i lava og aske.

Det var en voldsom begivenhed, som vi alle husker. Men islændingene er jo seje og holder sammen, når det gælder. Så de islandske studerende i København arrangerede blandt andet støttekoncerter til fordel for genopbygningen af Heimaey, og her optrådte også Sume. I pausen under koncerten diskuterede man vulkanudbruddet og blev så enig om at dedikere melodien til Heimaey. Det vakte naturligvis vild jubel blandt det overvejende islandske publikum.

Titlen "Ode til Heimaey" kom senere til - vistnok inspireret af forfatteren Ib Michael og den grønlandske forfatter Aqqaluk Lynge, der havde samarbejdet om at oversætte de Sumes grønlandske tekster til dansk. Den grønlandske titel er Heimaey Eqqaallugu.

Ode til Heimaey har et voldsomt hitpotentiale. Den var med i opløbet om at blive kendingsmelodi til DR's lørdagsunderholdning en gang i de tidlige hlavfjersere, men blev desværre slået på målstregen af Bob Dylans Wigwam. Det var en skam -for det kunne ellers have løftet det danske kendskab til Sume og dermed Grønland betydeligt, selv om Wigwam da også - bevares - er en god melodi.

Revolutionens børn

Varm modtagelse af grønlandsk film

Judithe Jørgensen varmede op med kendte Sume-sange
 - og fik improviseret hjælp fra Ikingutigiit-koret.

Der var ikke alene udsolgt i hele to sale, men også overbooket til en del af et ellers forventningsfuldt publikums irritation og vrede, da Biffen i Aalborg torsdag havde premiere på den grønlandske film "Sume - lyden af en revolution".

Biffens problemer med systemerne slog skår i et fint arrangement med et veloplagt publikum, som var mødt i endog særdeles god tid for ikke at gå glip af den store begivenhed - og i øvrigt hilse, snakke og sige tak for sidst.

Et forventningsluldt publikum glæder sig
til et gensyn med gamle Grønland.

For det var en rigtig grønlænderbegivenhed, og i det miljø kender man hinanden. Det Grønlandske Hus i Aalborg bidrog til den gode stemning og havde organiseret opvarmning. Det var Judithe Jørgensen, som spillede og sang en stribe af Sumes kendte sange. Det gjorde hun så medrivende, at Ikinngutiit-koret på stedet stillede op med lidt improviseret backing.

Så bortset fra overbooking-problemerne, der blev løst af en ganske effektiv biograf-dame, var stemningen høj, da tæppet gik fra.

"Sume - lyden af en revolution" er en gribende film. Den fortæller hele historien om bandet, der i perioden 72-77 satte strøm til den grønlandske sang og ord på følelserne hos et folk uden indflydelse på egen tilværelse.

Filmen krydsklipper mellem nye interviews med Sumes medlemmer og gamle smalfilmsoptagelser fra Grønland i 79'erne. Det var en brydningstid, hvor bygder blev nedlagt - og man endda talte om, at det grønlandske sprog slet ingen fremtid havde.

De grønlandske studerende i Danmark satte hælene i. Med Sumes populære musik som døråbner skaffede de sig ørenlyd hos befolkningen og satte gang i den udvikling, der førte til Hjemmestyret i 1979 og selvstyret i 2009.

Publikum blev modtaget i Biffen med grønlandske flag.

Der var også masser af nostalgi i de gamle filmstrimler. Det alene gør filmen til en stor oplevelse - og man hørte det tydeligt i biografen, når kendte personer eller scenerier dukkede op på lærredet.

En enkelt eller to blandt publikum kunne heller ikke lade være med at synge med på nogle af de kendte sange. For Sumes musik er fortsat populært i Grønland. Sikkert på grund af filmen sidder Sume på fem af de ti øverste pladser på den grønlandske Top-ti netop nu - 40 år efter.

"Sume - lyden af en revolution" er instrueret af Inuk Silis Høegh og Emile Hertling Pêronard. Makkerparret har skabt en moderne klassiker, der helt sikkert bliver en bestseller på det grønlandske marked, men som også har en masse på hjerte til danskere, der vil blive lidt klogere på det grønlandske samfund.

Sume-filmen er i øvrigt også populær blandt de danske filmanmeldere. Fem stjerner i Jyllandsposten og Ekstrabladet, fire i Berlingske Tidende, Nordjyske Stiftstidende og DR2's Filmselskabet.

I forbindelse med premieren er makkerparret bag filmen, Høegh og Përonard, taget på roadshow for at fortælle om filmen. De kan tirsdag opleves i Biffen i Aalborg efter forestillingen kl. 16.50 oplyser direktør Søren Stach Nielsen fra Det Grønlandske Hus i Aalborg.