Ormvråk

Masser af svenske og norske musvåger

I øjeblikket er der masser af musvåger i Danmark.

Forleden tittede solen frem - og det var tid til en tur rundt i distriktet bevæbnet med det helt store fuglegear på kameraet.

Det vil sige min Canon 400 mm med fast brændvidde og en Kenko extender 1,4x, der bringer den samlede brændvidde op på 560 mm. Egentlig en temmelig tung opsætning som kræver stativ - og ikke er særlig egnet til brug i bilen. Men extenderen sluger masser af lys - så det var faktisk første gang i år, der overhovedet var vejr til at bruge den. Og tiden var altså ikke til at sidde stille og vente på fuglene.

Musvågen spejder efter føde.

Det gør heller ikke så meget. For i øjeblikket er der masser af musvåger langs vejene. Det er de svenske og norske musvåger, der holder vinterkvarter i Danmark - og mangedobler bestanden af den store og karakteristisk fugl i det åbne land.

For selv om musvågens farver kan variere fra det helt brune til næsten hvid, er den alligevel nem at kende, når den sidder på en pæl og holder øje med godbidderne i det visne græs.

Nu spiser musvågen ikke bare mus. Også padder og slanger bliver det til - og det sikkert årsagen til, at musvågen på svensk hedder ormvråk. Et dejligt ord med smæld i, synes jeg. På norske hedder den såmænd bare musvåk.

Musvågen er et vågent, vagtsomt individ - og kan være svær at fotografere. Som regel reagerer den altid på, at man tager kameraet op og begynder at stille skarpt, men i torsdags lykkedes det mig altså at komme på skudhold af et par stykker.

Pilluaritsi

En sælsom svinestreg...?

Bolethe Nielsen har været med i samtlige 50 år.

Ikinngutigiit, den grønlandske forening i Aalborg, fejrede fredag sit 50 års jubilæum. Det skete blandt andet med en reception i foreningens nye lokaler i cafeen Tamassa i Aagade.

Den slags er nok værd at fejre, så jeg iførte mig en fin anorak og tog til den store by.

Jan Thrysøe havde gavekort på sælkød med
 til Ikinngutigiit-formanden Rimdal Th. Høegh.

Ikinngutigiit er netop flyttet til Tamassa, efter at have holdt til i Det Grønlandske Hus ved Grønlands Torv. Tidligere havde foreningen sine egne lokaler, men tiderne og økonomien strammer. Med flytningen til Tamassa har foreningen fået et godt tilholdssted - og det blev naturligvis også fejret ved receptionen.

Tamassa er en afdeling af Det Grønlandske Hus. Lederen af huset, Jan Thrysøe, havde i den anledning et gavekort på grønlandsk proviant fra husets butik med - og fortalte, at det havde været hyggeligt at være vært for den grønlandske forening - selv om der altid lugtede af ribbenssteg, når foreningen havde haft sine møder.

Fødselsdagen blev selvfølgelig fejret
med den grønlandske fødselsdagssang.

Thrysøe ramte dermed en ting, som altid har moret mig. For jeg har sommetider kørt Dina til møder i foreningen - og det har netop været de aftener, hvor man har hygget sig med ribbensteg.

De kalder det "dansk sæl" - og det er altså et højdepunkt i den danske kogekunst, der rammer de grønlandske smagsløg. Sælsomt - selv om sæl er de fleste grønlænderes livret. Men sympatisk - for jeg skal altså hilse og sige, at ribbenssteg lugter noget bedre end suase - sælsuppe.

Tillykke - pilluaritsi - til den grønlandske forening.

Ungdomsoprør i Prag

Flugten fra den løftede pegefinger

Nordboerne har en tradition for at drage i leding.

Medierne – både de etablerede og de sociale – flyder i disse dage over med beretninger om unge danske gymnasieelever, der er draget på hærg og leding i Prag.

Fjernsynet er fyldt med intellektuelle eksperter og hængemuler, der bekymret diskuterer den fortabte og forbandede ungdom – og ordensmagten har sendt såkaldte dialogbetjente til den tjekkiske hovedstad.

Jeg fryder mig og er stolt over, at den danske ungdom holder en tusindårig national tradition i hævd. Allerede vikingerne for 1.000 år havde jo for vane at besøge vore europæiske naboer i en blandingscoktail af øl, mjød og rød fluesvamp. Og hvad enhver, der har været på charterferie, kan bevidne, er nordboerne sandsynligvis genetisk disponeret for denne adfærd.

Sådan til daglig kan jeg godt være lidt skeptisk over for de unge. Jeg synes, at moderne musik er noget larm, de unge taler et frygteligt sprog, har ikke pli og så deres frisurer…. En gammel mands typiske bekymring for ungdommen – helt efter manualen for generationskløften.

Men inderst inde forstår jeg godt, at de unge drager til Prag for at slippe for det danske samfunds velmenende og socialdemokratiske omklamring af fornuft, mådehold og ordentlighed. Ungdommen har brug for et frirum uden voksnes løftede pegefingre.

De unge kan jo ikke gå to meter i Jomfru Ane Gade uden at møde bekymrede curlingforældre, der pådutter mindreværd, fornuft og forsigtighed i deres latterlige gule natteravnejakker.

Jeg forstår godt de unge – for i dagens Danmark har vi taget barndommen fra dem. Allerede fra børnehavealderen skal de unge måles og vejes, testes og eksamineres. Det er et frygteligt overgreb mod børn, som det danske samfund begår i disse år. Ungdom er der heller ikke meget af – for i Danmark går man direkte fra spædbarn til voksen.

Turene til Prag er det naturlige ungdomsoprør – en reaktion på et samfund, der ikke lader børn være børn og ødelægger ungdommeligt livsmod og optimisme med et uendeligt krav om eksamensbeviser i store ringbind.

Vi giver ikke de unge mulighed for lære om livet og samfundet i deres eget tempo. De skal tage stilling og forholde sig – og det i en alder, hvor de unge hjerner mest af alt er påvirket af hormoner og den store kærlighed.

De unge skal partout deltage i vore valg – uanset om de er klar til det. For vore eksperter mener jo, at det er et demokratisk problem, når de unge ikke stemmer.

Jeg synes også, at det er synd for de unge, at samfundets fjende nummer et er den sociale arv. Skam få den unge, der bare har ambitioner om at blive det samme som forældrene. Så står en hær af pædagoger, psykologer, coaches og degne klar til at hjælpe med et omklamrende ”du kan jo nok forstå, at…”

Nej, når man er ung, kan man ikke forstå det. For der er så mange andre og mere spændende ting, der skal opdages – ikke mindst kærligheden, det mystiske modsatte køn og, oh fryd og rygmarvsrislen, ikke mindst sex. Også selv om terapeuter, forfattere og journalister i vore dage er godt i gang med at snakke den del af underlivet ihjel.

For vi lever i en tid, hvor den talende klasse dominerer. Det er den type af mennesker, der aldrig har forstået, at der er forskel på teori og praksis. Vi skal snakke os tilrette – magten udøves med ord og ikke rå vold - og den talende klasse mener, at man med uendelige strømme af ord kan mildne den frydefulde smerte ved eksistentielle erfaringer.

Men de unge er opdagelsesrejsende i livet. De skal gøre deres egne erfaringer – og det er svært i et gennemreguleret Forbudsdanmark.

Og så er det proppen ryger af. De unge flygter fra det omklamrende samfund for i en uge at beruse sig i øl i stride strømme – uden voksne pegefingre og for at gøre egne erfaringer med livet, det svære liv, i en koncentreret cocktail.

Ih, hvor jeg forstår de unge i Prag.

Kun ved at krydse grænsen, ved man, hvor den går.

"Synspunkt" i Nordjyske Stiftstidende 13. februar 2014.

Liv og død

Som om det er forår...

Min yndlings-forårsbebuder.

Det spirer og gror derude.

De seneste dages tøvejr har sat gang i naturen - og naturen opfører sig som om, det er forår. Det er alt, alt for tidligt - men vi nyder det alligevel, mens vi krydser fingre for, at det er kommet for at blive.

I dag så jeg blandt andet, at de første knopper i påskeliljerne er kommet frem. Det er tidligt - og jeg er ikke helt sikker på, at de vil overleve, hvis vinteren kommer igen med hård frost i mange dage.

Ellers er det især havens erantis, der fryder mig i disse dage. Det er min absolutte forårsbebuder - lille og spæd som den er, når den kommer frem. Først blomsterknoppen, så lidt grønt - og så springer den ud, for til sidst efter afblomstringen at fortsætte væksten langt hen på foråret.

Udover erantis byder haven på masser af vintergækker - og de første krokus er også sprunget ud. Krokus er en nem, lille løgvækst, der deler sig villigt, og vi har dem faktisk overalt i haven - også i græsplænen.

Dompap-far er død...

Desværre er ikke alt idyl. Da jeg - bonderøv som jeg er - inspicerede parcellen mandag, fandt jeg desværre en død dompap. Hvorfor den er død, ved jeg ikke - men det er naturens gang, og den får nu lov til at blive føde for spurvehøgen eller husskaden.

De seneste to somre har vi haft et dompap-par ynglende i det store bøgetræ. Måske er det dompap-far herfra - men jeg håber da så, at der et eller andet sted derude, er en anden dompap-han, som er rede til at tage pladsen i reden. For en flot fugl er det jo.

Dagen er nu tiltaget med godt to en halv time - og det går stærkt nu. Godt fire minutters mere lys hvert døgn. Det kan mærkes - og dagens længde har da også passeret de ni timer.

Frost i Friis

Iskolde tilbud

Jamen, det er jo is...

Kunst og reklame er to sider af samme sag.

Man kan selvfølgelig diskutere, om reklame er kunst - og om kunst i virkeligheden er reklame, men den slags akademiske diskurser hører ikke hjemme her på bloggen.

Alle har brug for en termokande i vinterkulden.

Men jeg vil fastholde, at de to brancher inspirerer hinanden og bruger hinandens håndværk og virkemidler - og det kan man netop i disse dage se et smukt eksempel på uden for butikscentret Friis på Gabels Torv i Aalborg.

Butikscentret har en variant af "tre raske dage - alt skal væk", som man kalder Frost i Friis - og den aktivitet dækker over, at man har nogle særlige tilbud i skolernes vinterferie. Tilbuddene er selvfølglelig på ting, som er rare at have i vinterkulden - for eksempel en termokande.

Som blikfang har man opstillet nogle isblokke med tilbudsvarerne frosset ind i isen foran butikscentret. Og det er her, kunsten kommer ind i billedet.

Reklame, som folk ikke kan holde fingrene fra.

For i vintermørket giver isen et slagkraftigt æstetisk udtryk - og som kunst er fascinationskraften så voldsom, at folk nødvendigvis må stoppe op, gnide sig i øjnene og spørge sig selv: Er det virkelig rigtig is?

De allermest modige og nysgerrige skal selvfølgelig røre ved isblokkene - og folk snakker. Det er slagkraftigt, det er effektfuldt - og ja, jeg vil kalde det kunst.

Og det er så mit beskedne bevis for, at kunst og reklame er to sider af samme sag. Basta!

Den samiske nationaldag

Er det en fridag?

Det samiske flag.

I går - den 6. februar - var det den samiske nationaldag.

Dagen bliver fejret overalt i Sàpmi med flag, blåbærtærter og masser af joik. Alligevel er det ikke en officiel fridag, for de oprindelige folk indgår jo i en større sammenhæng i Finland, Sverige og Norge - så kan den slags jo være både svært og følsomt at indføre.

Spørgsmålet er blandt andet blevet diskuteret på Facebook - og min gamle ven fra Tromsø, Jon Petter Gintal, der er seniorrådgiver i Samediggi - det norske sameting - tog efter min mening stikket hjem med denne replik:

Jon Petter.

- Og opp av hatten trekker æ en gammel diskusjon om samene skal ha fri fra jobben og en rød kalenderdag den 6. februar? Nei, svarer æ. Vi er lurere enn som så, og tar heller fri dagen derpå. Hehe:) Ha en strålende nasjonaldag.

Sådan skal det være. Højt humør og fest - så løser vi nok problemerne hen ad vejen.

Den samiske nationaldragt i børnehøjde.

Den samiske nationaldag blev indført i 1992 til minde om den første samiske landsmøde, som fandt sted den 6. februar 1917. Det var første gang, at samer på tværs af landegrænserne mødtes for at diskuter fælles anliggender.

Samerne har haft deres eget flag siden 1986. Flaget er designet af Astrid Våhl fra Skibotn i Troms. Cirklen er et sol- og månesymbol, hvor solringen er rød og måneringen blå. De andre farver kommer fra den samiske nationaldragt.

I dag er samerne anerkendt som oprindelige folk i fennoskandinavien og har deres egne parlamentariske samlinger. Der er cirka 75.000 samer i alt.

P.s. Det er forresten Jon Petters fødselsdag i dag. Gratulerer med bursdagen!

Nye fuglehuse

Plads til de små

Nyt fuglehus i bøgen.

Foråret så sagte nærmer sig - og allerede nu er de små fugle i haven da også i gang med kurtiseringen.

De seneste aftener har jeg brugt i værkstedet til at bygge fire fuglehuse. Ikke fordi jeg ikke har fuglehuse i træerne her på parcellen, men fordi jeg sidste efterår forærede min søster tre fuglehuse i indflyttergave til det ny sommerhus i Doverodde.

Tre nye fuglehuse til Doverodde.

Nu rakte det indkøbte træ dog til fire små fuglehuse - så der blev da også et enkelt til min egen have. Det er nu på plads i bøgen.

Og ellers så står der altså tre fuglehuse i værkstedet. De er klar til afhentning, Birgitte - næste gang I er i Nordjylland.

Det er forresten ikke så svært at bygge et fuglehus. Dansk Ornitologisk Forening har opskriften på et hav af fuglehuse - stort set uanset hvilken art, man nu kunne få lyst til at huse.

Og det er altså en god ide at have fuglehuse i haven. Sammen med foderbrættet giver det liv i haven, det er med til at begrænse antallet af skadedyr og insekter - og så er der altid noget at kigge på.

Sneskærmene

Hvad blev de af?

Sneskærme, som de så ud i de gode, gamle dage.
Foto: Danmarks Vej- og Bromuseum.

Der er intet så herligt som at blive klogere og finde ud af noget, man ikke vidste.

De seneste år - efter at være flyttet tilbage til Danmark og så endda rigtigt ude på landet - har jeg hver eneste vinter funderet over, hvad der egentlig er blevet af sneskærmene - de snehegn, som i min barndom hver vinter blev sat op langs vejene for at skærme mod fygesne.

I gamle dage - og her taler vi altså om en noget, der ligger cirka 30 år tilbage - lå disse skærme overalt i landets grøfter i stakke, der så om efteråret blev sat op på markerne og taget ned igen om foråret. Sneskærmene var konstrueret af tynde trælister, som jeg husker det. De var som regel placeret på østsiden af vejene - for det er jo som regel østenvind, der giver fygning her i landet.

Men nutildags ser man dem ikke mere - og det store spørgsmål er så: Hvad blev der af sneskærmene?

Nordjyske Stiftstidende giver svaret i dag. Avisen har en artikel om virksomheden Expo-Net i Hjørring, der fremstiller snehegn af plastik. Tidligere solgte firmaet hvert år flere hundrede kilometer plasthegn i fletmønster til kommunernes og amternes vejafdelinger. Men hverken Vejdirektoratet eller kommunerne har sat snehegn - også kaldet sneskærme - op de seneste måske 25 år. De er sparet væk.

Nordjyske Stiftstidende har derfor haft fat i Vejdirektoratet for at få en forklaring.

Snehegn ved Lyngby nær Grenå. Bemærk kirketårnet,
der jo vender mod vest. Derfor er det tydeligt,
at sneskærmene blev stillet op på den østlige side
af vejen. Foto: Else Skovbo-Jensen/8570.dk

- Snehegnet eller sneskærmen stammer fra tiden med snefogeder og hestetrukne sneplove af træ. De blev typisk sat op inde på markerne de steder, hvor man skønnede, der var størst sandsynlighed for drivedannelser på vejene og på den side af vejen, hvor man overvejende forventede vinden fra i vinterperioden, siger kommunikationskonsulent i Vejdirektoratet, Andrew Crone-Langkjær til avisen og forklarer, at sneskærmene er overflødige, fordi de maskiner, man har til snerydning i dag, er langt kraftigere end tidligere tiders.

Artiklen i Nordjyske Stiftstidende gjorde mig nysgerrig - og jeg har derfor undersøgt, hvornår man begyndte at bruge sneskærmene.

De stammer fra tiden lige før anden verdenskrig. I 1938 fik landet som følge af den voksende automobil-trafik en ny snerydningslov, hvorefter amterne blev forpligtet til at benytte maskinkraft eller leje snerydningsmandskab. Tidligere havde man udskrevet mandskab til rydningen. Målet med den ny lov var at sikre en ensartet snerydning på de store færdselsårer så hurtigt som muligt, efter at sneen var faldet.

I vinteren 1940 umiddelbart inden krigen faldt der store snemængder - og det udstillede de motoriserede sneploves svaghed, for de kunne simpelthen ikke forcere flere meter høje snedriver. Da samtidig krigen kom med mangel på brændstof, steg interessen for at bruge sneskærme - og allerede i vinteren 41/42 var der sneskærme langs 8 procent af de danske landeveje.

Procentdelen blev øget i årene efter - indtil snehegnene bliver udfaset i slutningen af 80'erne.

I 2011 efterlyste en læser sneskærmene i Jyllandspostens læserbreve. Han fik dette svar fra fagkoordinator i Vejdirektoratets Vintertjeneste Freddy Knudsen:

"Snehegn blev typisk opstillet inde på bøndernes marker de steder, hvor man skønnede, der var størst sandsynlighed for drivedannelser på vejarealet og i den vejside, hvor man overvejende forventede vinden fra i vinterperioden. Nogle gange kom vinden modsat fra, så det var lidt af en satsning. Anvendelse af snehegn var udbredt helt op til udgangen af 1980'erne, hvor de efterhånden blev helt udfasede.

Grunden til udfasningen var bl.a., at det var for dyrt at opsætte snehegn, dels pga. udgiften til indkøb af hegnene, dels pga. af udgiften til opstilling og nedtagning af hegnene samt ulempeerstatning til de landmænd på hvis marker, man havde opstillet hegnene. Udgiften var jo en årlig udgift, uanset om der kom sne eller ej, idet hegnspælene skulle i jorden, inden frosten for alvor satte ind. Så alt i alt blev hegnene for dyre i forhold til den gavn, man havde af dem. Også fordi de moderne snerydningskøretøjer gradvist er blevet mange gange kraftigere op gennem tiden og derfor normalt vil kunne fjerne sne og drivedannelser uden problemer.

I øvrigt vil de fleste landmænd i dag betakke sig for at få opsat snehegn på deres marker, idet der er tale om en helt anderledes intensiv dyrkning af markerne."

Dermed var det altså slut med snehegnene - og Expo-Net i Hjørring måtte finde nye jagtmarker eller rettere markeder. I følge Nordjyske Stiftstidende er de store kunder til snehegn i dag lufthavnene og de store skisportsteder i Skandinavien.

Kyndelmisse

Slette varsler for vinteren

En enlig fiskehejre i en våge ved Ulvedybet.

Vi har passeret kyndelmisse - den 2. februar - og dagen bød på et solstrejf eller to.

Det varsler ilde, hvis man synes, at vinteren har varet længe nok. For kyndelmisse, lysets messe, markerede i gamle vinterens højdepunkt - og dagen var god til at tage varsler af.

Gråvejr eller sne på kyndelmisse varsler tidligt forår, og modsat varsler sol, at vinteren varer helt til midten af april. En lun kyndelmisse varsler også en kold påske - og da påsken i år netop falder midt i april, står det altså nu til troende, at vi godt kan berede os på to en halv måneds yderligere vinter.

Søndagens solstrejf var noget af det første sol, vi overhovedet har set denne vinter. Så det var med at nyde det. Jeg sad ved middagstid i haven - og tro mig: Allerede nu kan man mærke solens varme - når den altså er der.

Søndag eftermiddag var jeg et smut nede ved Ulvedybet. Der er stadig masser af is på begge sider af dæmningen - og fuglelivet indskrænkede sig til et par blishøns, et par sangsvaner, en enkelt ihærdig tårnfalk - og så en fiskehejre, der havde parkeret sig i kanten af en våge.

I følge DOF's registreringer havde der også været en havørn ved Gjøl - men den missede vi altså.

Men de små fugle i haven synger allerede, så det er en lyst - og det lige fra morgenstunden. Så hvis ellers vinden ville holde sig i skindet, er der masser af gode grunde til at opholde sig udendørs - når tiden ellers er til det.

Køller eller ej...

Griseri i sildelauget

Så er der vildgris til muntre sildebrødre.

Skønt der stadig er en måned til fastelavn, havde sildelauget fundet køllerne frem til årets første møde på januars sidste dag.

To af laugets profiler i debatterer for og imod
 langtidstegning af vildsvinekøller.

I ordbogen kan man læse, at en kølle er "tungt, primitivt slagvåben bestående af en stok af træ med et fortykket el. klumpagtigt hoved der evt. er forstærket med jernbeslag el. andet for at øge slagkraften" - men læser man videre fremgår det også, at udtrykket bruges om et kølleformet led på et dyr, og så kommer vi lidt nærmere de faktiske forhold denne aften i køkkenet på Øland Medborgerhus.

For Ole havde været i Norge for at jage vildsvin - og han havde hjembragt nogle solide vildsvinekøller, som det var planen at fortære denne aften.

For eksperimentets skyld blev køllerne tilberedt forskelligt. Den ene blev langtidsstegt over otte timer, mens den anden fik en lidt mere traditionel tur i ovnen. Resultatet af denne lille kølle-grand prix var overvældende klar. Den traditionelle kølle var go' - men den langtidsstegte havde x-faktor. Den var simpelthen så overvældende, velsmagende mør, at den kunne spises med øjenbrynene.

Fremmødet var stort - og stemningen høj,
 da sildelauget tog hul på det nye år.

Sådan en gang vildsvin giver også en gang god brun vildtsovs, sådan som mænd vil have det - og til at søbe sovsen op med serverede vi kartofler og ovnbagte rodfrugter.

Forretten var tænkt som fiskefiletter med et fyld af hakket laks - og det blev da også resultatet, omend at Jørn og undertegnede, der stod for denne del af arrangementet, mere er til improvisation på stedet end udførlige opskrifter.

Bemærk, hvordan forrettens dressing er
påført med kransekageteknik

Fiskefileterne blev dampet i hvidvin og pyntet med en improviseret dressing - sirligt påført med smedens velkendte bagerhåndelag for kransekageglasur. Til fisken fik vi friskbagte flutes med blå birkes og en dilddressing.

Det var lang tid siden, de muntre svende i sildelauget havde været sammen, så snakken gik livligt, og efter maden blev verdenssituationen ordnet mere end en gang - uden brug af andre køller end vildsvinets. Og de lå jo trygt og sikkert i vores mætte maver...