Klar til oktober

Fortsat liv

Selv om det nu er sidste dag i september, er der fortsat liv i haven. Knoldbegonierne kører på det sidste, men både almindelige begonier og pelargonierne skyder fortsat og giver masser af blomster.

Nu er sommerasters også kommet til, selv om de mest er sat som skæreblomster - og ude i indkørslen blomstrer det påskegult i en staude, som jeg ikke kender navnet på. 

Der er endelig også kommet blomster i frøkenhat, som jeg efterhånden er ved at have et lidt anstrengt forhold til. Uanset hvor tidligt de bliver sået og plantet, skal vi åbenbart helt frem til slutningen af september, før der sker noget.

Som noget nyt kan vi om føje tid høste eterneller til at pynte indendørs til vinter. De har dårligt nok sat knopper, men de er på vej - og skal så ind og tørre, inden de springer helt ud.

Det har været en god sommer. Nyd billederne. 

Søndag

Et blad til dagbogen

Søndag var en herlig dag. Vejret var skønt - næsten indian summer. Ikke en vind rørte sig, og temperaturerne var fine. Og så er fruen i København, så jeg kunne tulle rundt efter mit eget forgodt-befindende. Det kom der en masse ud af.

Jeg stod op ved ottetiden. Normalt står jeg tidligere op for at nå at rydde op i køkkenet, inden Dina vågner, men det var så ikke lige aktuelt, så jeg kunne ligge og gasse mig, til solen var stået op.

Morgenoprydningen var hurtigt overstået, for der var jo kun mig selv til at rode, så det klarede jeg, mens kaffen løb igennem. Som de fleste morgener tog jeg kaffen med ud og nød den på gårdspladsen under halvtaget.

Der var dejligt at sidde, så jeg gik i gang med at skrælle pærer til at sylte. Årets høst af conference-pærer, som jeg altid bruger til at sylte, er beskeden, så det var hurtigt gjort. Til gengæld er æblehøsten overvældende. så jeg skællede lige fire æbler til en æbletærte.

Vi er faktisk ved at drukne i æbler. Jeg synes, at det er sjovt at dyrke dem, men jeg er bare ikke den store æblespiser, så det er mest til glæde for Dina. Jeg synes helt generelt, at æbler er alt for sure - og jeg foretrækker pærer, hvis det nu endelig skal være lidt vegansk.

Herefter rykkede jeg ind i køkkenet, hvor jeg kogte pærerne i sukkerlage med vanille, mens æbletærten drysset med rigeligt kanelsukker fik sine 40 minutter i ovnen. Sylteriet blev til tre ikke helt fyldte glas syltede pærer, som jeg nok skal finde anvendelse for til desserter.

Så gik turen til Aabybro, hvor der var billigt smør i Netto. Faktisk så billigt, at der var udsolgt, selv om klokken kun var godt 12. Så jeg tog lige en tur i Jysk også for at købe en ramme til det portræt, som tegneren Rasmus Sand Høyer var så venlig at forære mig torsdag aften. Rammen var så til gengæld ugens tilbud i Jysk, hvad jeg ikke vidste, så det blev en beskeden udskrivning på sølle 22,50 kroner.

Hjemturen gik forbi bageren i Halvrimmen efter et frisk franskbrød og en tur på genbrugspladsen, hvor jeg afleverede en masse gamle flasker og noget smadret glas.

Så var det tid til frokost. Frisk franskbrød med modnet ost. Det er herremad efter min beskedne opfattelse - og især, når det bliver fulgt op af en morfar på divanen.

Middagsluren er mit daglige privilegium, fordi jeg som selvstændig erhervsdrivende jo arbejder hjemme. Så jeg er ikke med i koret, der brokker sig over hjemmearbejdsplads.

Efter luren hængte jeg mit portræt op. Det kniber voldsomt med vægplads i det lavloftede hus, men jeg fandt da en såre beskeden plads til det ellers fornemme kunstværk.

Høyer var en af de 12 Muhammed-tegnere - og selv om ligheden mellem min ringhed og profeten sandsynligvis er til at overskue, skal billedet nok indbringe en beskeden sum til boet, når den tid kommer.

Klokken var efterhånden blevet 16, så det var tid til at tænke på aftensmad. Det blev lasagne, som er en af mine mange livretter.

Vi får det ikke så tit til hverdag, men det sker ofte, når jeg er alene, for Dina er ikke så vild efter det - og slet ikke fordi jeg altid bruger det til at komme af med de gamle og godt lagrede ostegnallinger, som jeg bruger i stedet for bechamel-saucen. Jeg er nemlig ret vild med ost - og også varm ost. Dette lille tip til at undgå madspild er hermed givet videre.

Det har også været et godt tomatår, så jeg flåede lige nogle friske tomater af egen avl til dette italienske svar på biksemad.

Mens lasagnen bagte i ovnen, slog jeg så græsplænen. Det var tiltrængt, men ellers slår jeg græsset tit og ofte på denne årstid. Jeg bruger på den måde græsplænen til at slippe af med de mange visne blade fra bøgetræet på gårdspladsen.

Jeg spiste lasagnen foran fjernsynet, mens jeg så et par gamle afsnit af den engelske bagedyst. Jeg har set dem før, men især dommeren Poul Hollywood - bagedystens svar på Blachman - kan man lære meget af, som kan bruges i mange sammenhænge. 

Jeg ejer desværre ikke den dedikation, pyntesyge, akkuratesse og psykiatriske diagnose, som der skal til for at blive en god bager i bagedysten, men det er helt sikkert i programmets ånd, at jeg samtidig testede formiddagens æbletærte med en smule flødeskum til at skjule de værste fejl...

Nu var det ved at blive mørkt, men jeg fik tid til en tur til vaskehallen i Brovst, så bilen lige kunne få et tiltrængt bad. Og en optankning, for jeg har voldsomt på fornemmelsen, at benzinpriserne stiger igen, igen mandag eller tirsdag.

Da jeg kom hjem, gik turen til kontoret, hvor jeg smånussede, mens jeg ventede på, at klokken blev 22, og jeg havde en interviewaftale i Grønland. Det kan synes lidt sent, men tidsforskellen er fire timer - og interviewofferet skulle lige have tid til at komme hjem fra weekendens rensdyrjagt. Den første sne er faldet i Nuuk-området, så sejlsæsonen er ved at være slut.

Jeg gik i seng ved 23 tiden. Efter en god nats drømmeløs søvn, stod jeg mandag op til normal tid - klokken fire - for bloggen skal jo også passes...

Mine isbegonier

En pryd for øjet

Egentlig trænger bordet på gårdspladsen til en ordentlig
gang maling, men isbegonierne i potterne tager opmærksomheden,
så malingen kan vente til næste år - måske...

På nedløbsrøret på sydøstgavlen er
der både sol, læ og varme.
Resultatet er imponerende.

Mange betragter isbegonia som en kirkegårdsblomst - og det er da også rigtigt, at isbegonien er blandt kirkegårds-gartnernes foretrukne sommerblomst.

Det skyldes, at den lille plante med de røde blomster er nem at have med at gøre. Bare den får vand, skal den nok klare sig og sætte et væld af blomster.

Det er også grunden til, at jeg har taget isbegonien til mig. Jeg bruger den over alt i haven. I krukker og potter, på nedløbsrør og som bedkant. Alt i alt lykkes det fint, selv om der også er udfordringer på grund af Jammerbugtens blæst og storm.

Isbegoniea er en billig blomst. Som regel kan en plante fås for mellem to og fem kroner, så der også råd til at fråse. Jeg har i år forsøgt selv at så dem, men det kom der ikke noget ud - og sat i forhold til prisen er det næppe heller umagen værd.

Her er en lille isbegonia-sigthseeing på parcellen:

På nordvestgavlen ud mod vejen er vestenvinden hård - og
 her trives isbegonierne ikke så godt. Men selv om bladene ser
sølle ud, blomstrer de alligevel livligt.

Da jeg gjorde haven sommerklar, havde jeg fire planter i overskud. De kom i en
krukke, der står op ad østgavlen. Det er noget, de små - og efterhånden 
 ganske store planter - kan lide.

Den her blomst står på havebordet på sydterrassen. Den har både fået
for meget sol og vind, men den vokser stædigt videre...

Den her er sjov. Planten er tre år gammel. Den har nu overvintret to gange
på værkstedet, hvor den har fået lidt vand i ny og næ. Det kan altså godt
lade sig gøre at overvintre isbegonia, men det er næppe anstrengelserne
værd. Den sætter i øvrigt først blomster i løbet af august, så det er mere
 for sjovs skyld, at den får lov at leve år efter år.

Isbegonierne er rigtigt gode til bedkanter. Her ved
liljekonval-buskene, hvor ukrudtet også trives fint.

Kunst på Øland

Kunst og kunstnere

Jyllandspostens tegner Rasmus Sand Høyer er en af de mange
kunstnere, der udstiller på Kunst på Øland. Han forærede
 mig denne fine tegning efter ferniseringen.

Torsdag aften havde jeg fornøjelsen af holde åbningstalen til ferniseringen på udstillingen ”Kunst på Øland”, der i år gennemføres for syvende gang med værker af 21 kunstnere fra hele landet.

Her er et uddrag af talen:

Foto: Finn Kruse

Da jeg i sin tid var barn i Farsø, var min far formand for kunstudvalget på Farsø Sygehus. Udvalget stod for at anskaffe den kunst, som angiveligt bringer lindring til de syge – og i forbindelse med en større udsmykningsopgave var de rundt i landet for at besøge nogle af Danmarks førende kunstnere. Blandt andre Henry Heerup, der var et af de helt store navne dengang.

Det var min far lidt stolt af, så da Danmarks Radio nogle måneder senere bragte en portræt-udsendelse om Heerup, skulle den selvfølgelig ses – og far havde varmet familien godt op med beretninger om besøget hos kendissen i Rødovre.

Farmor var ikke imponeret. Hun synes, at kunstneren var et rodehoved…

Det gik helt galt, da Heerup bekendtgjorde: - Og så er jeg også formand for nissernes fagforening…

Det var et magisk øjeblik. Farmor var overbevist om, at min far var ganske og aldeles bindegal og utilregnelig. Et kort sekund overvejede hun sikkert også, om det ikke var bedst at gøre ham arveløs.

Jeg syntes selv, at det var sjovt og underholdende – og siden den tid har nisser haft stor betydning for mig. Ikke mindst når jeg som tekstforfatter og journalist har været udsat for sætternissen…

Den lille historie siger lidt om kunstnere. De kan åbne vore øjne for nye sider af tilværelsen – og jeg har da i øvrigt et af Heerups billeder hængende derhjemme…

Det stammer fra min kollegietid, hvor en af gutterne flyttede sammen med damen. Hun var fra Norge – og i hendes verden var kunst malerier med storladne fjeld- og fjordlandskaber. Og som det altid går, når mand og kvinde flytter sammen, er det manden, der trækker det korteste strå – så pludseligt var der et Heerup-billede billigt til salg.

Det siger også noget om kunst. Smag og behag er forskellig – og der er næppe to mennesker på jord, som har den samme smag.

Rasmus Sand Høyer portrætterer
bloggeren. Foto: H. C. Nielsen

Det har gjort mig til noget nær rindalist. Kunst hører for mig til i privatsfæren – og det er ikke noget, staten skal blande sig i. For så ender vi i smagsdommeri og vurderinger af, hvad der er god og dårlig kunst, og vi havner nemt i en situation, hvor vi som skatteydere kommer til at betale for noget, som vi finder afskyeligt. Og også kunst, der provokerer – bare for provokationens skyld – akkurat som vi ser hos små utilpassede og uopdragne børn.

Derfor bliver det heller ikke hjemme hos mig, at man finder installationer af Christian Lemmerz med rådnende svinekroppe eller Marco Evaristtis berygtede fisk i en blender. Sådan noget kan jeg ikke bruge til noget som helst – og det er temmelig dumt fundet på. Lidt lige som at skyde sig selv i foden, for den slags er i hvert fald ikke med til at fremme forståelsen for offentlige institutioners og museers kunstindkøb – og også lysten til at gå på kunstudstillinger som den, vi åbner her i dag.

Når jeg skal være helt ærlig, så er det første gang, at jeg besøger Kunst på Øland, selv om jeg bor lige ved siden af, og selv om det nu er syvende gang, at udstillingen bliver gennemført.

Fejlagtigt har jeg troet, at det handlede om det, jeg ondskabsfuldt kalder klimakterie-kunst – altså dilettantisk kunst, der vækker større glæde hos skaberen end hos beskueren. Og ofte med et terapeutisk sigte. Noget der gerne begås af gråhårede, pageklippede kvinder på vej ud af arbejdsmarkedet med et stort behov for at realisere sig selv. Derfor betegnelsen.

Men inden de modne kvinder nu bliver forarget, skal det også med, at jeg har selv haft en rem af huden. For en snes får siden fik jeg en fiks ide og lyst til at prøve kræfter med malerkunsten. Så staffeli, pensler, lærred, maling og palet blev indkøbt. Jeg boede dengang i Grønland – og inspirationen var bogstavelig talt lige uden for døren.

Men tro mig: Resultatet var gruopvækkende og rædselsfuldt – og det var i hvert fald ingen kunst. Så billederne samler nu støv i pulterkammeret.

Det var håndværket, der bare ikke var i orden. Jeg havde nogle ideer i hovedet, men jeg evnede ikke at gennemføre dem. Men det har givet mig stor respekt for uddannede kunstner, der har håndværket i orden. Det glæder mig for eksempel at se de medvirkende kunstnere – og for så vidt også kunsteksperterne – i kunstquizzen på DR2. Det er en fornøjelse at høre, når de fordyber sig i kunstværkerne og fortæller om de særlige penselstrøg, materialevalg og andre detaljer, som forvandler noget banalt til stor kunst. Godt håndværk er nemlig også en kunstart, som jeg sætter pris på.

Personligt er jeg æstetiker. Jeg holder af smukke ting, der behager mine øjne. Det er ikke afgørende, om det ligner noget. Bare det er smukt – og også gerne en lille smule sjovt. Noget, der gør mig i godt humør.

Det er også derfor, at jeg mener, at kunst hører hjemme i privatsfæren. For det er nemmere at more sig derhjemme end i et udstillingslokale – især i disse krænkelsestider…

Kunst på Øland foregår i Øland Medborgerhus fredag 16-20, lørdag og søndag 11-17.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 24. september 2021.

Foto: Finn Kruse

Mega-tagetes

Nemme blomster

Tagetes er normalt en lille, nem blomst, som dyrkes flittigt i de små haver - også her på parcellen.

Det begynder i de allertidligste forår, hvor vi sår frø, som er indsamlet året før. De sættes til forspiring i begyndelsen af marts, og allerede efter en uge myldrer det op af jorden med spirer og kimblade.

Efter en måneds tid er de klar til at prikles.Det vil sige, at man planter de små blomster fra såkassen over i små potter, hvor de så kan udvikle ordentlige rødder den næste måneds tid - og så er planterne klar til at blive plantet ud i haven i begyndelsen af maj, når jorden begynder at blive varm. Enten direkte i jorden eller i potter og krukker.

Jo tidligere, jo bedre, for sneglene holder meget af de små planter - og i begyndelsen af maj er der ikke flere snegle, end at det er til at styre. Vi har ikke set meget til dræbersneglene i år, men også de sorte kratsnegle med det smukke brunmarmorerede sneglehus kan være slemme.

Og så kan man ellers nyde de smukke gule og orange blomster hele sommeren. Tagetes er taknemmelige og behøver ikke gødning, bare de får en sjat vand i ny og næ.

Da jeg plantede tagetes ud i forsommeren fik jeg et par planter i overskud. Dem satte jeg for sjov i kanten af bedet med blomsterkarse. Tallerkensmækkerne, som de også kaldes, er noget mere krævende og skal have gødning for at få gang i væksten.

Gødningen kom også de små tagetes til gode, og en af de overskydende planter har udviklet sig til en mega-tagetes - en halv meter høj med blomster så store som knytnæver. Det har jeg aldrig set før - og det er næsten for meget af de gode, men sjovt er det. (Se det nederste foto.)

Vi har haft tagetes i mange år, så det kan heller ikke undgås, at der dukker selvsåede planter op. Dem flytter jeg normalt til potter eller til de steder, hvor sneglene har ødelagt tagetes-planterne. Men i år overså jeg nogle planter i hjørnet af et lille bed med liljekonval-buske. Det har udviklet sig til mega-monster-tagetes-blomsterflor med de smukkeste brunorange blomster. 

For smukt er det - og det er herfra, at jeg høster frøene til næste års tagetes-pragt. Så jeg glæder mig allerede til foråret. Men først skal efteråret og vinteren overståes. Det skal nok gå hurtigt. Der er kun tre måneder til, at de første erantis og krokus titter frem mellem buskene.

15 minutters berømmelse

Fjernvarmeværket lukker

Andy Warhol spåede en gang, at i fremtiden vil alle få femten minutters berømmelse. Så jeg har da et par minutter til overs, selv om jeg forleden optrådte ganske kort i TV2-Nord.

Det handler om, at fjernvarmeværket på Øland lukker. Bygget i sin tid, fordi politikerne ønskede fjernvarme baseret på naturgas selv i den mindste flække. Nu er naturgas ikke længere sjovt blandt klimatosserne i Folketinget, så nu er tilskuddet til barmarksværkerne væk - og så kan det lokale varmeværk ikke løbe rundt længere.

Så det er altså politikernes skyld, at vi er endt i suppedasen. Jeg synes, at vi på Øland er havnet i en træls situation på grund af politisk inkompetence - og der har ingen vilje været, hverken blandt folketingspolitikere eller kommunalpolitikere, til at hjælpe os. Herregud, vi er jo bare en flok bønder langt ude på landet, som man kan skalte og valte med - akkurat som ridefogeden gjorde det i gamle dage på herregårdene.

Rådet til os er, at vi anskaffer en varmepumpe - altså forbrug, forbrug, forbrug af elektronik fra Fjernøsten. Akkurat, som dengang politikerne tvang os til at bruge digital TV. Eller dengang de lukkede DAB-båndet.

Og så en individuel løsning i et land, der ellers stålsat tror på socialisme og kollektive løsninger. Det gør mig vred - og dybest set tror jeg ikke på, at varmepumper er en langsigtet løsning. For når det engang heller ikke er sjovt længere, så kommer der afgifter på - eller det bliver helt forbudt, akkurat som man er i gang med at forbyde brændeovne og oliefyr. Og så kører forbrugshjulet videre med nyt, nyt, nyt.

Eller hvad med solpanelerne, som politikerne var helt vilde med? Da det slog igennem, fik politikerne kolde fødder og ændrede vilkårene. Det sker garanteret også, når de får prakket os alle varmepumper på.

Der sidder en flok velbetalte politikere, der ikke værdsætter, hvor lønnen kommer fra - og de tager skrivebordsbeslutninger uden tanke for konsekvenserne ude i de små hjem. Det gør mig vred - og i øvrigt er jeg dybt skeptisk over for varmepumper. Det er elektronik, som stammer fra Fjernøsten - og den slags holder normalt kun lige til garantien udløber.

Løsningen for mig er en varmepumpe på abonnement. Det er der ingen besparelse ved, men forhåbentlig tager lejeordningen det værste bøvl og de årlige serviceomkostning. Men en ting er sikkert. Jeg tror ikke på hverken eksperter eller politikere, når de er helt vilde efter varmepumper.

TV-indslaget kan ses på TV2-Nords hjemmeside. Indslaget findes nedenunder selve artiklen.

Nye jordbærplanter

Klar til næste år

Så er der plantet nye jordbærplanter. Højst tiltrængt efter årets jordbærflop, som først og fremmest var forårsaget af gamle planter - alt for gamle planter.

Det var også i sidste øjeblik. De skulle allerede have været i jorden for to uger siden - senest, men vejr og tid har ikke rigtig været til det. Og mon ikke det går endda?

Søndagen begyndte tidligt med at klippe hækken ved jordbærrene. Så kørte jeg godt med hestemøg på jorden og gravede den igennem. Med Dinas hjælp lagde jeg så Fibertex ud over jorden, og så var det ellers ned på knæ med saks og klør fem. Det kræver nemlig en vis fingerfærdighed at plante jordbærstiklingerne gennem et lille hul i fiberdugen.Det blev til i alt syv rækker med en god halv snes planter i hver. 80 i alt - og så har jeg en halv snes stiklinger i reserve, hvis noget går galt.

Stiklingerne er dels nogle få af egen avl - og så nogle stykker, jeg har fået af venlige naboer. Så alt i alt bliver jordbærrene af stærk blandet herkomst. Det gør ikke noget, for sådan har det nu altid været her på parcellen.

Der er plads til yderligere tre rækker, men det får vente til næste år. For nu skulle jeg gerne komme i gang med tre-års-skift, som jeg havde før 2018, hvor jeg var i Grønland og derfor ikke fik passet jordbærrene helt efter bogen.

Det skal ikke ske igen. For jordbær af egen avl skal man da have, når man har pladsen til det. Sådan er det bare - også selv om jeg nu bagefter er godt træt i både fingre og lårbasser...

Dina hakker i det

Persillehøst

Persillen har stået flot i år, men var ved at blive rigelig stor. Så tirsdag formiddag slog Dina til med saks og kniv - og så hakkede hun ellers i det. For fuld musik, havde jeg nær sagt - men det var snarere for fuld fuglefløjt...

For tirsdag var en herlig dag. Med stor sandsynlighed årets sidste sommerdag for nu ser det ud til, at efteråret for alvor har holdt sit indtog.

Men vi har høstet, mens tid er. Flere spande med viktoria-blommer er fordelt til naboerne. Agurker ligeså. og æbletræerne bugner med æbler. Her er vi også begyndt, men da vi har mange sorter, bliver det heldigvis spredt ud over den kommende måneds tid.

Der blev til 15 poser med hakket persille, der nu ligger i fryseren og kan berige vintermaden med vitaminer og velsmag. Og der er mere, hvor det kommer fra. Persille gror godt i efterårssæsonens rusk og regn. Det grønne drys stortrives ved de lavere temperaturer, ved vi af erfaring.

Da vi boede i Grønland, havde vi en krukke med persille på altanen - og det grønlandske vejr var rigtigt persillevejr. I hvert fald var vores grønlandske persille flottere end mors og fars persille i Farsø - og det siger en del...

9/11

Ground Zero

Juleferien 2008-09 blev tilbragt i New York med et efterfølgende cruise til Caribien. Og selvfølgelig var vi også forbi Grund Zero, hvor man på daværende tidspunkt var i gang med at opføre det nye One World Trade Center på området, hvor World Trade Center lå indtil det grufulde terror-angreb den 11. september 2001.

Det var naturligvis en gribende oplevelse at besøge det lille provisoriske museum på stedet og en nærliggende kirke. Jeg var lidt imponeret over den patos, som amerikanerne lagde for dagen - og jeg tror dem, når de siger: - We will never forget...

Men det var også en såkaldt øjenåbner, fordi det gik op for mig, at World Trade Center ikke blot var to skyskrabere - på et tidspunkt verdens højeste - men et helt kompleks af bygninger. Syv tårne i alt og før terrorangrebet arbejdsplads for 50.000 mennesker.

Det var - jeg havde nær sagt naturligvis, for alt er stort i USA - en kæmpemæssig byggeplads, som det ærlig talt var lidt svær at få overblik over. Derfor blev det heller ikke til mange fotos, for en byggeplads er jo ikke så interessant.

Efter New York-besøget gik turen til Caribien og særligt minderigt den tidligere danske koloni Vestindien. På billedet ses fruen og jeg ved ankomsten til Santk Thomas.

Dagens bonusbillede er meget passende en sørgedue fra Magens Bay på Sankt Thomas, som jeg tilfældigvis havde brug for i en anden sammenhæng.

Blommenslyst på Øland

Høsttid

Egentlig er Blommenslyst en landsby lidt uden for Odense, og den har ikke meget med Øland at gøre - alene af den grund at der er rent klimamæssigt er en verden til forskel på det lune Midtfyn og det forblæste Han Herred.

Men netop i disse dage tænker jeg meget på Blommenslyst. For victoria-blomme-træet er fyldt med blommer, så det er en ren lyst. 

Det er vel en seks til syv år siden, at jeg plantede træet. Det gav ret hurtigt de første blommer - og har givet en stabil høst de seneste år.

Alligevel har det ikke været uden problemer. For blommerne har næsten alle som en været inficeret med larver og andet utøj, så det har ikke været så sjovt at spise blommerne. Faktisk lidt ulækkert, selv om jeg ellers ikke er særlig sart.

Det var jeg træt af, så sidste sommer besluttede jeg, at det skulle fældes i vinterens løb. Det fik jeg så bare ikke gjort - og i år har det givet blommer som aldrig før. Vi høster dagligt mindst en stor skål store og saftige blommer - praktisk taget næsten uden orm.

Jeg tør ikke sige, om det skyldes truslen om fældning - eller at der simpelthen bare er så mange blommer, at ormene slet ikke kan følge med. Men tragedien er i hvert fald endt som en foreløbig succes.

Der er egentlig kun et problem - og det er, at nogle af blommerne har det med at mugne, endnu inden de er helt modne. Men det er til at leve med, når der er nok af dem.

Mange af blommerne er store som butiksblommer. De bliver spist direkte fra træet i dagens løb, mens resten høstes og bliver til grød, saft og syltetøj.

Og det træ skulle have været fældet. Hvad tænkte jeg dog på?

Bedstemor med slag i

Bolværksmatroser

Lørdagen blev tilbragt på Flådestation Frederikshavn, hvor der var åbent hus.

Det blev en forrygende dag blandt søens folk - ikke mindst for Dina, der elsker at sejle.

Højdepunktet var en havnerundfart - og fart skal her forstås meget bogstaveligt - i en af Søværnets mange RIBs (hurtigtgående gummibåde med stift skrog, kort forklaret). Dina havde det som en flyvefisk over vandet - og det kneb med billeder af det store øjeblik, fordi jeg havde travlt med at klamre mig fast til det ikke helt komfortable fartøj.

For mig blev det til et kærligt gensyn med inspektionsskibet Vædderen, hvorfra jeg har båret mange lettere og sværere branderter ned ad falderebet. 

Vædderen var i sin tid adopteret af Nuup Kommunea, hvor jeg arbejdede som informationschef - og blandt mine kære pligter var blandt andet Vædderens årlige reception for byens honoratiores, som altså også omfattede min ringhed.

Til gengæld lånte jeg en bybus (med chauffør) og bød på en byrundtur for mandskabet. Det var også altid festligt - ikke mindst fordi svendene som regel medbragte lidt toldfri spiritus til busturen. For resten er jeg da også født i Vædderens tegn.

Det blev også til et kig på en Siriuspatruljens nye både. De blev anskaffet sidste år, hvor jeg også skrev en længere artikel til Sermitsiaq om anskaffelsen. Der er fem af dem - bygget af aluminium i Finland. De er af landgangstypen, så de kan sejle direkte op på en strand - og så har de et par 225 hestes Mercury-motorer, der bringer topfarten op 38 knob.

Vi benyttede også lejligheden til et besøg på Skoleskibet Danmark, der drives af søfartsskolen Martec i Frederikshavn, men har hjemmebase på flådestationen. Jeg har aldrig set skibet før, og jeg havde lidt problemer med at finde det, for det er altså betydeligt mindre, end jeg troede. I øvrigt trængte messingen til at blive pudset, så der venter de nye elever en hård tørn, når skibet stævner ud på efterårstogtet den 21. september. Togtet går til Irland, Tenerife og Azorerne.

Helikoptere er jo populære i vores lille familie, så vi nød også en fin opvisning med flyvevåbnets EH-101 helikopter - og dagen blev så afsluttet med et besøg af to F-16 jagere over Frederikshavn.