Moskus-minder

Erindringsbrokker

Bortset fra lidt rypejagt af og til er mine grønlandske jagterfaringer meget få. Udsigten til at slæbe et rensdyr eller en moskusokse ned fra fjeldet virker ikke tillokkende.

Så det overlader jeg til andre. Men jeg har alligevel en del moskusminder - mere eller mindre underholdende - som jeg har lyst til at fortælle.

I mine første år i Grønland så jeg ret ofte moskusokser, fordi jeg sad vejrfast i Kangerlussuaq, når jeg ventede på helikopteren til Sisimiut. Tiden blev blandt andet fordrevet med at se på moskusokser. På det tidspunkt holdt moskusflokken ofte til tæt på bebyggelsen, så det var ikke så svært.

En gang - det har nok været i 96 eller 97 - var Dina med. Hun havde aldrig set de store dyr før, men var temmelig skuffet. Hun havde nok forventet et dyr på størrelse med en bison - og de lidt mindre moskusokser krænkede hjemstavnsfølelsen. Så det lykkedes hende at bilde nogle turister ind, at den moskusfamilie, der gik ved dumpen, kun var kalve... 

Det var det nu ikke, og jeg holdt mig pænt på afstand - men det er derfra nogle af billederne her stammer fra. Ægte håndholdt dogmefotos taget med standardobjektiv og scannet fra papirbilleder,

I dag har moskusokserne i Kangerlussuaq lært at holde sig fra bygden, og man skal langt ud i fjeldet for at opleve dyrene, der nu er blevet naturligt sky. Det oplevede jeg blandt andet i 2016, hvor det lykkedes mig at fange et par okser meget langt ude, selv om jeg brugte 400 mm tele.

I Vestgrønland, hvor jeg har slået mine folder i mange år, har moskusokserne ingen naturlige fjender - bortset fra mennesker. Og det er da også menneskenes skyld, at der i det hele taget er moskusokser i Vestgrønland. 

Biologen Christian Vibe udsatte i 1962 og 1965 i alt 27 moskusokser fra Nordøstgrønland i Kangerlussuaq-området. Den bestand er efterhånden vokset til mindst 12.500 dyr, selv om den årlige jagtkvote er på omkring 1.200 dyr. (Tallene stammer fra en pressemeddelelse fra Naalakkersuisut, men højere tal fremgår af andre kilder). Bestanden har lige så stille bredt sig sydover - og i 2006 blev de første moskusokser observeret i den daværende Nuuk kommune 300 km syd for Kangerlussuaq.

Det var samtidig med forhandlingerne om de nye kommunegrænser i forbindelse med kommunalreformen - og nu afdøde borgmester Agnethe Davidsen i Nuuk kommenterede selvbevidst de nye indbyggere i kommunen:

- Der kan I selv se. Alle vil til Nuuk...

I slutningen af 90'erne diskuterede kommunalbestyrelsen i Nuuk et forslag om at udsætte moskus i området ved Kapisillit. På det tidspunkt var der ikke mange rensdyr i området, og forslaget var egentlig tænkt som en berigelse, men forslaget faldt alligevel på grund af stor modstand blandt fangerne, som mente, at rensdyr og moskusokser ikke kan leve side om side. Rensdyrene spiser moskusulden, der udvider sig i maven, så rensdyrene bliver kvalt og dør af sult, mente fangerne. Den påstand savner nu videnskabeligt belæg - og naturens gang har jo tydeligt vist, at der ikke er problemer med rensdyr og moskusokser i samme område.

Når man jager moskus, får man ud over kødet også et flot trofæ, der nok kan gøre sig på kaminhylden over pejsen. Men det er stort, sådan et moskushoved. Det erfarede cowboyen, Ib Kristiansen fra Grønlands VVS, for nogle år siden, da han hængte et moskushoved op i sommerhuset i Stoholm. Hovedet blev alligevel for stort til pladsen og efterfølgende doneret til Det Grønlandske Hus i Aalborg i 2014. Cowboyen fortalte om mødet med Anton, som han kaldte moskussen:

- Før turen til konservatoren vejede hovedet 90 kilo, og der måtte to mand til at løfte hovedet op på ryggen af mig. Her blev det bundet fast, så jeg ikke kunne sætte mig ned - og så var det ellers bare med at vandre derudaf. Turen ned fra fjeldet tog 14 timer - og jeg var så udmattet, at jeg ikke en gang havde lyst til den whisky, som jagtkammeraterne ellers bød på.

Når snakken går om moskusokser blandt Grønlands-veteraner, kommer man ikke uden om Willie, der var en af de oprindeligt udsatte moskus i Kangerlussuaq, der på det tidspunkt var en amerikansk base. Willie var desværre blevet præget på mennesker og gik omkring i lufthavnsbyen. Desværre ofte på landingsbanen, hvor den venligst, men bestemt, blev trukket væk, som man kan se på videoen nedenfor.

Desværre endte Willie med at blive temmelig aggressiv, så den måtte aflives i 1969. Men mindet om den er foreviget på plade med den amerikanske countrysanger, Al Perry, der blandt sine mange fortjenester blandt andet har spillet sammen med John Fogerty fra Credence Clearwater Rivival. Al Perry havde mødt Willie, fordi han jævnligt optrådte i klubberne på den amerikanske base. Melodien er den kendte Green, Green Grass of Home, der i Kangerlussuaq-versionen naturligvis bliver til Green, Green Sands of Home. Bemærk i øvrigt country-lineren om Willie: "Shut down by a Danish gunman...".