Lysets hjerte

Den kroniske samvittighed

Jeg dækkede i 1998 den grønlandske premiere på Jacob Grønløkkes film Lysets Hjerte for Aalborg (Nordjyske) Stiftstidende. 

Filmen var interessant, fordi den på det tidspunkt var den første danske film siden Ballings Qivitoq, hvor dialogen var på delvis grønlandsk. Jeg var begejstret for filmen, der i sin første del bød på stærk realisme, vold og druk, som jeg også har oplevet det i Grønland - og også fordi filmen, det alvorlige emne til trods - var fortalt med tungen i kinden og en god portion humor.

Specielt en scene husker jeg fortsat med stor fornøjelse. Scenen har stor aktualitet den dag i dag, hvor eskimo-debatten raser. Ganske kort fortalt handler filmen om fiskeren Rasmus - flot spillet af Rasmus Lyberth - der går i hundene, efter at hans søn i fuldskab er gået amok med en riffel på et kollegium. Rasmus går i fjeldet for at sone familiens skam. Han raver rundt i for lidt tøj, uden ordentlig styr på hundene og bare med tynde gummistøvler på fødderne midt om vinteren i en rasende snestorm.

Her møder han to danske kvindelige etnografi-studerende i et telt. Han bliver inviteret inden for, mens de to i misforstået godhed nedgør ham og hans gummistøvler ved at snakke om, at det også er synd, at den grønlandske kamik-kultur er død. Rasmus er ligeglad, for han er kun interesseret i deres transistorradio - for selv om verden er elendig, skal han da lige have resultaterne fra den engelske fodboldturnering.

Det er sjovt, for det siger lidt om, hvor patroniserende mange hvides omsorg for oprindelige folk i virkeligheden er. Det er synd for de stakkels grønlændere, at de blev opdaget af danskerne, er budskabet - og de velmenende damer råber efter undskyldninger fra samfundets side. Jeg lytter gerne til folk, der føler sig krænket - men jeg gider ikke høre på folk, der er krænket på andres vegne.

Etnicitet og oprindelighed er smukke egenskaber, men verden udvikler sig - og så længe, vi bliver ved med at sige, at det er synd, fastholder vi de oprindelige folk - aktuelt grønlænderne - i en offerrolle. 

Det kan jeg tale længe om, men det er egentlig slet ikke mit ærinde. Jeg vil bare gøre opmærksom på denne uges stribe i tegneserien Buuarsikkut i Nuuk Ugeavis. Den er tegnet af min gode ven, Robert Holmene - og endnu en gang rammer han plet med sin beskrivelse af en grønlandsk fanger og en alt for velmenende europæisk biolog...