torsdag den 25. januar 2018

Lækattens død

Trafikdrab

Det gør en lille smule ondt, men det kan desværre ikke helt undgås, at man som bilist fra tid til anden kører et dyr ned.

Det skete desværre også for mig i onsdag sidst på eftermiddagen på Erik Bannersvej mellem Attrup og Kokkedal. På vej fra et smut i Farsø tøffede vi hjemover i mørkningen, da en lækat pludselig løb ud foran bilen. Jeg havde ikke en chance for at undgå at køre over den lille fætter, der sikkert var på musejagt.

Lækatten, der også kaldes Hermelin, var som pelsdyr betragtet tidligere et meget eftertragtet og værdifuldt dyr, der lagde skind til kongelige kåber, men i dag er det i hvert fald et ganske almindeligt dyr i den danske fauna. Den findes over hele landet, dog ikke Bornholm.

Lækatten er Danmarks næstmindste rovdyr, og det siges, at lækattens mod er omvendt proportionalt med dens størrelse. Selv om mus er den foretrukne føde, kan fasaner og harer ikke vide sig sikre.

Lækatten minder meget om den endnu mindre brud, men kan kendes på den mørke halespids.

Det er også den mørke halespids, der giver det karakteristiske mønster på de kongelige pragtkåber, der fremstilledes af hermeliner i hvid vinterdragt. Hermelinen findes også i Grønland, og tilstedeværelsen af de hvide vinterpelsdyr sammen med narhvaler skulle angiveligt være en af årsagerne til tidligere danske kongers interesse for at kolonisere Grønland.

Måske burde jeg have taget lækatten med hjem til udstopning, men det havde jeg dog ikke lyst til. Til gengæld får lækatten så en minderune her på bloggen.

Ingen kommentarer: