tirsdag den 30. januar 2018

Turen går til Sisimiut

Giv mig sne, giv mig hunde...

Det er næsten fire år siden, jeg sidst var i Sisimiut og
kunne nyde udsigten mod Kællingehætten.
Jeg har travlt - så travlt at det kniber med at få tid til at skrive på bloggen.

Travlheden skyldes, at jeg torsdag tager til Sisimiut, hvor jeg de kommende fem måneder skal vikariere i kommunikationsafdelingen i Qeqqata Kommunia.

Det er en tur, der jo er lidt længere end normalt, når jeg skal til Grønland - så der skal pakkes lidt ekstra og oven i købet med lidt omtanke. For bagagen skal deles i de 20 kilo, jeg kan have med i flyveren, og så resten, der skal med skib derop.Normalt plejer jeg at pakke, lige før jeg tager afsted, så det er slet ikke min stil at gøre det flere dage i forvejen...

Men nu er jeg ved at have styr på det, og tirsdag går turen så til Grønlandshavnen med en flyttekasse varmt tøj, kamerastativ og andet godt. Så bliver det spændende, om det denne gang lykkes at få fat i grejet, inden turen går syd på igen om fem måneder. Da jeg var i Grønland i september, sejlede kamerastativet jo rundt i Atlanten i månedsvis.

Jeg glæder mig, for turen bliver et gensyn med Grønlands næststørste by, hvor jeg boede i et par år for 25 år siden. Det bliver også til et møde med flinke folk, ved jeg af erfaring.

Sisimiut ligger lige nord for polarcirklen på Grønlands vestkyst. Byen har godt 5.000 indbyggere, hvoraf en meget stor del hedder Olsen til efternavn. Der kan blive temmelig koldt i Sisimiut. I skrivende stund - 16 grader, men til gengæld er klimaet tørt og solrigt, som jeg husker det. Dagene er endnu ikke så lange - godt seks timer, men når først vi når til april, vil det være lyst døgnet rundt - og til den tid bliver det forhåbentligt lejlighed til en hundeslædetur eller to i strålende solskin.

Sisimiut er hovedby i Qeqqata Kommunia, som er en af de grønlandske storkommuner, der blev resultatet af kommunalreformen. Udover Sisimiut omfatter kommunen også Maniitsoq samt bygderne Kangerlussuaq, Atammik, Kangaamiut, Sarfannguit, Itilleq og Napasoq. Napasoq og Atammik har jeg aldrig været i, men måske jeg nu får chancen.

Under alle omstændigheder glæder jeg mig som en lille slædehund til turen. For som Knud Rasmussen sagde: Giv mig sne, giv mig hunde - og så kan du beholde resten...

Send en kommentar