Endestation mord

En klassiker

Dagens navn var Abel. Det var tirsdag, og uden for silede regnen trøstesløst ned over vinterlandskabet, mens fjernsynet inden for kværnede med genudsendelser og almindeligheder.

Bloggeren gik hen til bogreolen og greb ud efter en bog. Det blev Endestation mord af Sjövall og Wahlöö. Det er i år halvtreds år siden, at bogen udkom, men den holder vand og er fortsat værd at læse.

Endestation Mord er en del af dekalogen Roman om en forbrydelse, der dannede skole for den skandinaviske krimigenre, som efterhånden hænger mig langt ud af halsen.

Jeg er forlængst blevet træt af alenlange tibindsværker, der prøver at sige noget om samfundet - og hvor forfatterne konkurrerer om at overgå hinanden i udspekuleret og udpenslet vold og ondskab - gerne begået af konspirerende loger og fæle kapitalister.

Jeg er træt af at læse om kvindelige opdageres problemer med ægtemænd, børnepasning og sig selv - og jeg er træt af at læse om uduelige overordnede, der ødelægger enhver form for efterforskning.

Jeg er også træt af bøger, hvor den væsentligste suspense ligger i, at hovedpersonen tilsidesætter alle almindelige sikkerhedsregler i sin ensomme kamp mod uretten.

Mange af de moderne krimier er præget af tekstbehandlings-syndromet, der gør det nemt at skrive ti bind á 600 sider med almindelige hverdagsbetragtninger og gentagne, monotone referater af uvæsentlige detaljer fra de forrige bind.

Men Sjövall og Wahlöö, de gjorde det og fortalte nogle umådeligt spændende historier om kriminalitet, der ligner virkeligheden blandt forhutlede sjæle og sølle eksistenser - og derfor er de ti bind i Roman om en forbrydelse også bøger, som jeg vender tilbage til igen og igen. Bevares, Sjövall og Wahlöö har da også deres tidstypiske idiosynkrasier og ideologiske tirader, som man med fordel kan springe over, men i det store og hele tåler bøgerne tidens tand.

Jeg er især begejstret for sproget, der er levende og korrekt, selv om udviklingen slider hårdt på det. Jeg er begejstret for Endestation Mord, når man allerede på side tre kan finde et boligområde omtalt som lejekaserner - og jeg begejstres, når bogens persongalleri bærer beklædningsgenstande som slåbrok, ulster og poplinskjorte.

Det var lidt tilfældigt, at det var Endestation mord, der kom ned fra reolen tirsdag aften. Til gengæld var det ikke tilfældigt, at jeg torsdag aften fortsatte med Brandbilen der forsvandt. For nu har jeg fået Roman om en forbrydelse på tanden...