Sig det med billeder

Sniksnakke-TV

TV-værter i fri dressur...

Interessen for TV er støt faldende – og snart kan danske TV-chefer holde avischeferne med selskab i Dinosaurernes Klub.

Den teknologiske udvikling bærer sin del af skylden, men TV-mediet, der i Danmark i mange år var begunstiget med monopolstatus og fortsat nyder licensbetaling, har heller ikke forvaltet sit pund særlig godt. Metervaren i dansk TV – nyheder, reportage og sport – er simpelthen kedelig og talentløs radio tilsat dårlige billeder.

Da jeg som ung reklamemand i slutningen af 80’erne lærte at lave TV, lød mantraet igen og igen: Don’t tell it – show it! Det var sådan et smart, men ganske sandt slagord på amerikansk, for fjernsynets dramaturgi og fortællemodeller stammer jo fra USA. På dansk kan det hedde: Sig det med billeder!

Her springer kæden af for dansk TV i bred almindelighed. Moderne dansk TV er sniksnakke-TV uden fortælleglæde og forståelse for mediets særlige fascinationskraft.

Tag for eksempel dækningen af royale begivenheder. Selv en forholdsvis banal reportage fra Dronningens nytårstale bliver iscenesat med alenlange optakter, hvor mere eller mindre selvbestaltede eksperter kommer med deres bud på talens indhold og Dronningens forventede påklædning – og seerne er dysset hen i en ligegyldig døs, når begivenheden ruller over skærmen.

Det er endnu værre ved de store begivenheder som bryllupper, hvor journalisterne og eksperterne endog taler ind over begivenhederne og fortæller os, at Prinsessen er iført blå kjole – hvilket de fleste seere jo ved selvsyn kan konstatere. Det er, som om man fuldstændigt har glemt, at netop billederne er det særlige ved TV, og at TV-mediets helt store gennembrud var i halvtredserne, hvor en hel verden for første gang kunne følge den pompøse kroning af den engelske Dronning Elizabeth.

TV-folkene sovser de royale begivenheder ind i ligegyldig og kedsommelig snak, der fordøjer stoffet for seerne i en sådan grad, at man efterhånden føler både kede og lede ved at se det. 

Konspirationsteoretikere vil sikkert mene, at moderne TV-journalistik i virkeligheden er en stor sammensværgelse, der udelukkende tjener til at tale Kongehuset ihjel og bane vejen for republikken.

Det samme gør sig gældende, når der er store sportsbegivenheder på programmet. Maratonlange optaktsudsendelser og efterfølgende kommentarer fra Gud og Hvermand – i stedet for fokus på det væsentlige: Billederne af selve kampen, netop når den foregår.

I dag er det jo heller ikke en ordekvilibristisk Gunnar Nu, der velmenende råder bod på dårlige kameravinkler, men en hel hær af kommentatorer, der fortæller, hvad enhver kan se på skærmen. Kommentatorerne er et levn fra trediverne, hvor landskampene blev sendt i radioen uden billeder – og de kan med lethed spares væk i vore dage, hvor den tekniske udvikling efterhånden giver mulighed for at transmittere kampen fra stort set enhver vinkel i knivskarpe billeder.

I den forbindelse bliver det for resten ikke bedre af, at kommentatorerne fuldstændig har glemt al journalistisk objektivitet og skriger orgastisk begejstret til fordel for landsholdet – og ukritisk udtaler sig om enhver afgørelse, der går de danske spillere imod.

Lokal-tv var i mange år et ganske fornyende indslag i den danske TV-verden, hvor ellers ikke medietrænede mennesker fik mulighed for at komme til orde og stort set ukommenteret fortælle om deres passioner. Det er slut nu, for også på lokal-TV har kommentator- og sniksnakkefeberen slået til. For eksempel i programmet Sådanmark der ellers sender noget af det bedste lokal-TV ud i landet. Nu har man en mere eller mindre falmet TV-stjerne som vært med en gæst i studiet, der så kommenterer de mange indslag. Hvor interessant er det egentlig, når en tidligere bagedystvinder kommenterer et indslag om fåreavl i marsklandet sammen med en afdanket skuespiller?

Sandheden er, at dansk TV er ved at tale sig ihjel i magelig selvtilfredshed, hvor det at være i TV bliver et mål i sig selv i en navlebeskuende subkultur, hvor man lader hånt om billedernes fascinerende fortællekraft og seernes lyst til selv at konkludere.

Jeg hørte forleden, at 87 procent af alle videoindslag på Facebook bliver set uden lyd. Det stiller store krav til fortælletalentet og giver pudsigt nok et fingerpeg om, at stumfilmens dage overhovedet ikke er talte. Fjernsynets fremtid og overlevelse ligger i at fortælle historien med billeder.

Indtil TV-folkene indser dette, holder jeg mig til den gode, gamle trykte avis og en god billedskabende bog i papir – og så vil jeg fortsat være gnaven over at betale tvangslicens til noget, jeg ikke bruger.

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 19. januar 2018.