Fastfood på en frostkold søndag
Spejderne havde i næsten sidste øjeblik overtaget det praktiske ansvar for et stort løbearrangement søndag formiddag i Ølandskoven - mod betaling forstås -og havde derfor brug for en mand, der lige kunne lave 80 liter karrysuppe.
Den slags udfordringer kan jeg ikke sidde overhørig, så jeg sagde straks ja til opgaven, selv om tiden var knap, og der skulle improviseres.
Det største problem var nok, at tilberedningen skulle foregå i køkkenet i medborgerhuset, hvor der ganske vist er fem fine glaskeramiske komfurer, men noget industrikøkken er det altså ikke - og det er altså svært med 35 liters gryder på et husholdningskomfur. Det kan lade sig gøre, men det tager tid, så vi gik allerede i gang søndag morgen klokken 7.
Jeg havde overtalt Gert fra Sct. Georgs Gildet i Aalborg og Dina til at hjælpe mig, så det var et stærkt hold, der mødte fra morgenstunden. Og vi gik i gang med det samme. Som sagt var det jo en sidste-øjebliks-opgave, så jeg snød på vægten og tyede til lidt halvfabrikata...
Her er opskriften på 80 liter karrysuppe: Vi lagde ud med at bringe 50 liter hønsekødsuppe af den færdige fra Mou i kog. Herefter brændte jeg en stor bøtte karry af i en liter rapsolie, tilsatte nogle håndfulde hvedemel til en opbagning med ti liter grøntsagsbouillon fra Maggi, så jeg endte med en tyk karrysauce. Meningen med saucen var at tilføre suppen en lidt cremet og mættende konsistens, så den ikke fremstod pjasket. Saucen blev fordelt i de tre store gryder sammen med fem liter fløde og fem liter kokosmælk - og det hele fik et opkog, smagt til med yderligere karry. Til allersidst tilsatte jeg ti pakker nudler for at drøje lidt på suppen, og det fik lov at koge et par minutter.
For at sikre en ensartet smag på den store portion blev hele molevitten fordelt jævnt på fire isolerede 25-liters beredskabscontainere. Allerede ved halvelleve-tiden kunne vi melde klar til spejderne, der hentede containerne og slæbte dem op i skoven. Det skulle angiveligt have været en stor succes.
Om eftermiddagen hentede jeg lige et par liter tiloversbleven suppe til aftensmaden. Det blev til luksusudgaven, som ses på billedet. Jeg tilsatte kødet fra nogle kyllingelår og en dåse ananas, og gav lige et ekstra pift karry. Det blev det nu ikke ringere af - og vi har da et par portioner liggende i fryseren til en anden god gang.
Tak til Dina og Gert for hjælpen. For mit eget vedkommende behøver jeg ikke tak. Udfordringen var hele fornøjelsen ved projektet - og nu ved jeg med mig selv, at det slet ikke er stor svært at lave 80 liter karrysuppe...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar