Skestorke og morgenhår
(Billederne er klikbare) |
Efter en lang fredag med regn på alle fronter trængte jeg til en morgentur rundt i distriktet med kameraet. Der var nu ikke så meget at se, men nede ved dæmningen var der trods alt bid. Masser af hejrer, ænder, rødben, klyder, præstekraver, strandskader og ikke mindst Ulvedybets berømte skestorke, der i virkeligheden ikke er en stork, men en ibis.
Den smukke fugl med verdens største günther af et næb spankulerede rundt og lod sig ikke påvirke af fotografen på trods af et solidt morgenhår af punktypen og så lidt rygvind til at ruske op i fjerdragten.
Der var vel en halv snes individer spredt på både ferskvands- og saltvandssiden. Det er ikke så tit, at man ser dem på begge sider, men jeg gætter på, at vandet efter gårsdagens voldsomme regn er fyldt med spændende ting, som sådan en skestork holder af at få på næbbet.
Dagens bonusbillede er en stor præstekrave skudt på det nye dige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar