Forbyd cykelhjelme

Vor tids plage

Cykelhjelmen forhindrer tilsyneladende ligesom
andre hjelme enhver form for hensyn til andre mennesker.

Min ellers smukke kone (Hjemmestyret som jeg kærligt kalder hende på grund af hendes grønlandske oprindelse) lignede noget, katten havde slæbt rundt med, da hun for en måneds tid siden kom hjem fra et familiebesøg i Odense - gul og blå som det svenske flag over det meste af kroppen og med masser af snitsår og skrammer.

Det var resultatet af et møde med en cyklist på en gangsti i Odenses udkant. Lydløst og lumsk som en panter kom han bagfra med lynets hast og forvandlede det, der skulle have været en hyggetur til et mareridt med besøg på skadestuen, smerter og chok.

Mens konen lå blødende på jorden, rejste dette subjekt af en cykelsports-entusiast iført cykelhjelm og trikot i festlige farver sig og overfusede hende med voldsomme beskyldninger om, at hun havde ødelagt hans dyre cykel.

Ikke et eneste medfølende ord eller en undskyldning, selv om han klart var årsagen til uheldet. Han forlod da også scenen trækkende med sin dyrebare cykel, mens konen og niecen blev overladt til sig selv midt på asfalten.

Forleden holdt jeg i et lyskryds, hvor en cyklist – antagelig skolelærer eller pædagog efter påklædningen at dømme – ræste over for rødt lys efter at have krydset ind i mellem bilerne i stedet for at holde til højre, som reglerne siger. Jeg nævner mit gæt på cyklistens erhverv, selv om jeg ikke har noget imod hverken lærere eller pædagoger, men udelukkende fordi jeg undrer mig over, at man er værdig til en stilling i det offentlige, når man ikke vil respektere landets love og regler.

Det er i øvrigt et velkendt fænomen, at mange cykelryttere er dopet, og de fleste accepterer doping som nødvendigt i den sport – på trods af at det er ulovligt. Medierne forherliger nærmest disse narkomaner med hver sommer at bringe timelange transmissioner fra udenlandske cykelløb, der ikke kan gennemføres med succes uden doping.

Cykler er populære, og samfundet bruger milliarder på at bygge cykelstier – uagtet at de fleste cykelryttere hellere kører midt på vejbanen, når de skal dyrke deres last. På en eller anden måde er det lykkedes cyklisterne og deres organisationer at markedsføre sig som bløde trafikanter – på trods af at min kones ulykke viser, at cyklisterne er de stærke.

Jeg savner efterhånden en dybere videnskabelig undersøgelse af årsagerne til, at folk på cykel af en eller anden grund føler sig højt hævet over andre mennesker, almindelig anstændighed og gældende love og regler.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad det er, der sker oppe i hovedet, når folk får en cykel mellem benene, men et eller andet sker der. Tidligere var cyklister ikke et problem, men det er de nu. En årsag kan være cykelhjelmen, der for det første mere eller mindre skjuler ansigtet – og akkurat som en bz-maske eller burka gør det svært for vidner at udpege den skyldige.

Jeg tror også, at hjelmen gør, at folk føler sig usårlige. Da jeg var ung, fandtes der ikke cykelhjelme. Det var grunden til, at vi cyklede forsigtigt, men med værdighed. Når man i vore dage ifører sig cykelhjelm, er det slut med værdigheden og raseriet mod andre trafikanter får frit løb.

Jeg vil derfor som et forsøg foreslå, at man forbyder cykelhjelme. Det skal få respekten for andre trafikanter frem i gen. Vil man ikke høre, så må man jo føle…

Og så må vi overveje, om ikke det er på tide, at cyklisterne kommer til at bidrage til infrastrukturen på linie med bilisterne. Så krav om ansvarsforsikring og en form for registreringsafgift på cykler vil helt sikkert være på plads.

Konen døjer fortsat med skaderne efter mødet med dødscyklisten fra Odense. Det vil næppe være foreneligt med avisens redaktionelle modvilje mod bandeord at gengive, hvad hun mener om cyklister…

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 9. juni 2017