Hekserier

Det går ad Blokhus til...

Så holder vi ved turens egentlige mål: Ishuset...

- Hver by har sin heks, og hvert sogn har sine trolde, skrev Drachmann.

Det skal der nok være noget om - og uden i øvrigt at ville starte en kønspolitisk debat vil jeg nok mene, at heksene her på Øland er mange af vores kvinder. De kan virkelig noget, som mændene ikke magter.

Sankthans i Blokhus.

Det er sand trolddoms-kunst, har jeg lagt mærke til, når jeg fotograferer nede ved dæmningen. For de fagre Ølands-møer er nemlig i stand til at køre på en ujævn ensporet vej med med mindst 80 kilometer i timen, mens de snakker i håndholdt mobiltelefon. Det er da lidt af en bedrift, som næppe lader sig gøre uden kontakt til over- eller underjordiske kræfter. Helt ærligt forstår jeg ikke formålet med al den snakken telefon, når man er så tæt på hjemmet. Men det måske den hemmelige elsker...?

Til gengæld så jeg sankthansaften med mine egne øjne, at heksen i Blokhus er af hankøn. En lidt uhensigtsmæssigt parkeret bil forvandlede vejen ned til stranden til en ensporet vej, og dermed var der sat en effektiv prop i ethvert forsøg på at få trafikken til at glide.

En halv time holdt vi tæt ved en tætpakket strand. Det var et møgvejr, så da vi kom til Blokhus, havde folk travlt med at komme hjem efter borgmestertalen. Og en lind strøm af biler væk fra stranden forhindrede os så i at komme i nærheden af bålet. Til gengæld havde vi en fin udsigt til et af badebyens ishuse - og da aftenisen var turens egentlige mål, gik det nok endda.

Forinden havde vi også været til sankthans på Øland. Det gik helt efter bogen. Regnen silede ned, og efter en hurtig afsyngelse af midnatsvisen, et par visdomsord fra en agtet mand i lokalsamfundet og en malmfuld afsyngelse af Ølandssangen, gik turen til Blokhus. Her nåede vi frem til bålet ved 22-tiden, hvor de fleste i øvrigt var gået hjem.

Da vi nåede bålet på Blokhus Strand, var folk gået hjem...