torsdag den 24. december 2015

Julebag

Just-in-time-management

Kokostoppene er sat til køl, efter at de er dyppet i chokolade.
De fleste kokostoppe forsvandt som smagsprøver
 under produktionenen, men lidt er der dog tilbage
.
Så blev det juleaftensdag - og i sidste øjeblik fik jeg bagt småkager.

Strengt taget og under skyldig hensyntagen til alle mulige og umulige andre gøremål havde det nok været nemmere at smutte i butikken efter en pakke af Kjeldsens berømte småkager. Men jeg er desværre så gammeldags, at jeg alligevel synes, at småkagerne skal være hjemmebagte - også selv om Blomsterbergsk akkuratesse og håndelag ikke er min stærkeste side. Ærlig talt er jeg bedre på de store linjer, så finesserne og detaljerne er ikke så pernitne som i fjernsynet. Men pyt være med det. Bare det smager - og det gør det!

Vanillekranse er noget pilleri, som
 det er svært at få til at se ordentligt ud.
Det blev til både vanillekranse, kokostoppe og noget så politisk ukorrekt som jødekager. Sidstnævnte blandt andet fordi jeg elsker netop denne småkagevariant. Kokostoppe er heller ikke så ringe, men det er nu især de smagsprøverne under fremstillingen, som jeg slet ikke kan holde mig fra.

Det er tid at sige glædelig jul og godt nytår til bloggens læsere. Og skulle du få lyst til at læse årsberetningen fra det lille hus på Øland, kan den downloades her.

Jødekager er min favorit i småkager.

Send en kommentar