fredag den 25. december 2015

Mit liv som julemand

Hohoho...

Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg et højt, flot, velproportioneret mandfolk. Men når sandheden skal frem, er virkeligheden nærmere, at jeg er temmelig lavstammet og henover livet nærmest kugleformet. Et mandfolkeideal der næppe gør sig mange andre steder end i julemandens hjemland, der som bekendt er Grønland.

Det mente i hvert fald tidligere fotograf ved nærværende dagblad, Jens Morten, da han i 1993 besøgte mig i Sisimiut på den grønlandske vestkyst.

Tidligere på året var jeg flyttet fra Aalborg, og Aalborg Stiftstidende ville gerne lave en historie om den aalborgensiske reklamemand, der var blevet redaktør for personalebladet i KNI – det tidligere Kongelige Grønlandske Handel.

Så Jens Morten dukkede en efterårsdag op i heliporten i Sisimiut bærende på en julemandsdragt, som han havde slæbt med fra Salling på Nytorv. Jeg blev sat på en hundeslæde, billedet taget og så holdt vi i øvrigt en hyggelig weekend sammen deroppe i sneen.

Julemandsdragten havde Jens Morten glemt alt om, da han rejste hjem. Den lå i garderoben på kontoret.

Julen nærmede sig med hastige skridt. Det var første gang, jeg skulle holde jul uden familien, så jeg reserverede i god tid plads på det lokale sømandshjem til en juleaften i selskab med sømænd, færinger, fiskere, Guds ord og gåsesteg.

Nogle dage før jul blev jeg opsøgt af en kollega, der inviterede mig hjem juleaften.

- Du skal da ikke sidde alene juleaften, sagde han.

Jeg takkede høfligt nej, for jeg havde jo andre planer. Så kom den egentlig grund til invitationen frem:

- Kan vi ikke overtale dig til at komme forbi juleaftensdag i den der julemandsdragt, som du har?

Hvad gør man ikke for en god kollega? Jeg sagde ja, og da det rygtedes på arbejdspladsen, var der flere, der gerne vil have mit besøg i julemandsdragten, så børnene rigtigt kunne mærke, at det var jul. Da juleaftens dag oprandt, havde jeg en håndfuld aftaler med familier, der skulle have besøg af julemanden.

Jeg tog glad af sted i den røde dragt og delte gaver ud ved den første familie. Da opgaven var løst, spurgte manden i huset:

- Hva’så julemand, skal du ikke lige have en øl og en Gammel Dansk, inden du kører videre med kanen?

Jeg er et høfligt menneske, der nødigt skuffer omgivelserne, så jeg sagde pænt tak til de ædle dråber. Så gik turen videre til den næste familie, hvor historien gentog sig – og jeg må indrømme, at jeg var beskænket i middelsvær grad, da det endelig blev aften.

Det kunne nemt være blevet pinligt, men på Sømandshjemmet nærer man stor kærlighed til angrende syndere og tørstige sjæle, så jeg blev modtaget med åbne arme. For resten bestod udskænkningen hele aftenen af sodavand, så inden dagen var omme, var branderten fordampet – og jeg kunne tage hjem i god ro og orden beriget med et par uldne vanter, som en af missionens tro støtter havde strikket som sin julegave til søfolkene i de fjerne havne.

Julemandsdragten fulgte mig i årene derefter på en anden arbejdsplads – og jeg kan i dag prale med at have aftjent min værnepligt som julemand i julemandens eget land. Så kan det næsten ikke blive større…

Fra Nordjyske Stiftstidende 25. december 2015, Foto: Jens Morten

Send en kommentar