Stormfald

Øh, har det været blæsevejr?

Postkassen lagde sig fladt ned i stormen.

Jeg har været i Tyrkiet den seneste uges tid - og undgik derfor stormhysteriet i forrige uge. Det er jeg glad for, for jeg kan forstå på naboerne, at det især var en mediestorm.

Jeg kan forstå, at man efter amerikansk forbillede er begyndt at navngive stormene. Den slags er noget pjat, som fuldstændig ukritisk bliver kolporteret af en ukritisk presse, der åbenlyst ikke evner tålmodigt og værdigt at forholde sig til naturens gang - vel sagtens fordi unge mennesker i dag slet ikke ved, hvad natur er.

Samtidigt virker det ufrivilligt morsomt, at netop sidste uges storm blev kaldt Bodil. For enhver, der har opholdt sig i Nuuk, ved, at Bodil er et synomymt udtryk for den veneriske klinik på Dronning Ingrids Hospital - og et desværre velkendt og ufrivilligt værksted for reparation af nogle af følgerne af et udsvævende natteliv.

Også sukkertopgranen måtte ned med nakken.

Heldigvis kan man tale om problemerne - og med et skævt smil erkende, at man nok lige måtte en tur forbi Bodil, der efter en hurtig undersøgelse endnu en gang kunne fastslå: - Den er god nok, den er dårlig!

Den veneriske klinik har fået sit navn efter Bodil, der i flere end 40 år var leder af afdelingen - og efter at have modtaget Dronningens fortjenstmedalje for få år siden trak sig tilbage efter et langt liv i tjenesten mod de galante sygdomme, som det kaldtes i gamle dage.

Under bøgen blomstrer en enlig aurikel.

Alligevel undgik det ikke min opmærksomhed, at vi kom hjem natten til tirsdag, at det havde været blæsevejr. Postkassen lå nemlig fladt hen ad jorden.

Den slag sker - men jeg skynder mig også at erkende, at det er min egen skyld. For da jeg i sommerens løb lavede det nye postkassestativ, monterede jeg det i jorden med to vinkeljern - og for at få det til at se pænt ud, vendte jeg jernene ind mod haven og samme vej. Det skal naturligvis gå galt - for havde jeg vendt vinkeljernene mod hinanden, ville ulykken aldrig være sket. Den slags har man for sin forfængelighed,

Krokusserne er på vej op.

Jeg tog en chance, så i dag var der ikke andet at gøre end at rejse postkassen igen - og så må jeg se at finde en permanent støtte til foråret, så den kan holde sig oprejst, når Heidi, Susanne, Mona, Marie og andre opblæste kvinder finder vej til Nørremarksvej.

Da dagen gryede tirsdag, opdagede jeg også, at stormen havde væltet en sukkertopgran foran huset. Også det uheld må jeg tage på min egen kappe. For da jeg lavede den nye indgang til huset, var jeg desværre nødt til at kappe nogle af træets rødder - og det var altså nok til, at det ellers ikke særligt store træ lagde sig i stormen. Det er nu gravet op og kastet bort - og erstattet med en kristtjørn, så vi om føje år kan have naturens egen julepynt lige uden for døren.

Flagspætten hakker, så det kan høres over hele Østerby.

Forresten bød dagens lune vejr næsten på forårsstemning. De første krokus er allerede på vej op af den sorte muld - og ovre under bøgetræet står en enlig aurikel i blomst.

Mens vi har været væk, ser det også ud til, at der er flyttet en stor flagspætte ind på matriklen. I formiddags sad den ivrigt og hakkede idet, mens den forsøgte at gøre hullet større i en af mejsekasserne.

Desværre var det en sky fætter, så den lettede, inden jeg fik stillet skarpt med kameraet - men jeg håber, at den vender tilbage, for det er en festlig og flot gæst i haven. Og neden for lærketræet er der tydelige spor af, at den hygget sig på stedet i løbet af den forgangne uge. Barken på træet er omhyggeligt ordnet, pudset og poleret og tjekket for alt spiseligt.