Stjernedrys

Mors dug

Når på dugen små stjerner blinker...

I weekenden var vi til julefrokost i familien.

Lillesøster var vært for den årlige julefrokost i familiens skød. Egentlig en juledagstradition, men af praktiske grunde flyttet til den 21. december.

Det var et sammenskudsgilde, så der blev blandt andet serveret sild fra Øland Sildelaug, røget laks fra mandens røgeovn, Leo's navnkundige fiskefileter og en masse andre herligheder. Der manglede bestemt ikke noget.

Helt glemt var heller ikke vores forældre, der jo døde sidste år. Jeg havde medbragt et stykke hjemmelavet medisterpølse - lavet efter fars opskrift, og Birgitte havde dækket op med mors juledug. Den dug er ikke sådan en med nisser på, men egentlig bare en rødternet dug - og derfor plejede mor altid at gøre den lidt ekstra julet ved at drysse små udstansede staniolstjerner ud over bordet. Det havde Birgitte også gjort.

Julestrik på højt plan.

På den måde var vi også sikre på, at bibliotekaren fra Thisted ikke lavede ulykker. Hans sikre ordensøje har nemlig blik for stjerner, der sidder sammen. Det er sådan noget, der sker under udstansningen - og Henrik plejer så at bruge julefrokostens eftertænksomme øjeblikke til at skille stjernerne ad.

Man kan ikke sige andet, end at julefrokosten er en stjernestund i familiens skød. Og skulle der være nogen, der tror, at det handler om druk og ballade, kan de godt tro om igen. Bare se på billedet, hvor Birgitte bruger julefrokosten til at demonstrere sublim strikketeknik for min kusine. Det er sådan, at civiliserede mennesker holder jul.