Engelske flyvere mindet
|
Fire T-17 fra RDAF ærede deres faldne kolleger med "The Missing Man Formation". |
13. august 1940 fløj 11 engelske Blenheim-bombefly ind over den jyske vestkyst. Målet var Aalborg Lufthavn, som de tyske besættere brugte flittigt som trædesten mod Norge. Bombetogtet var en fiasko. Ingen af de 11 fly vendte hjem til England, men blev skudt ned forskellige steder - blandt andet i området ved Tranum, hvor to fly styrtede og seks engelske flyvere blev dræbt.
|
Mindehøjtideligheden på 73-årsdagen samlede godt 350 deltagere. |
Bombetogtet er senere blevet kendt som "Den dømte eskadrille" efter Ole Rønnests bog af samme navn. Det har jeg
tidligere fortalt om - i forbindelse med en vandretur i Tranum Klitplantage.
Dengang - for godt to år siden - besøgte vi stederne, hvor to af Blenheim-flyene styrtede. Det var skovløber og naturvejleder Søren O. Sørensen, der havde fundet de to steder og ryddet lidt op i buskadset. Dengang fortalte han, at han drømte om at få stillet en mindesten op i skoven.
Nu er drømmen gået i opfyldelse.
|
Squadron Leader Robert Hylands, RAF og borgmester Mogens Gade, Jammerbugt kommune, stod for afsløringen af de to mindesten. |
Tirsdag eftermiddag kunne Lerup-Tranum lokalhistoriske sognegrupper afsløre to mindesten i Tranum Klitklantage.
|
Solen strålede i Hylands nypudsede sildesalat. |
Afsløringen foregik ved et smukt, værdigt og forresten også ganske hyggeligt arrangement, der blandt andet bød på taler af blandt andre stabsofficer og squadron leader fra RAF Robert Hylands, der ikke alene mindedes de seks faldne flyvere ved Tranum, men alle de danskere og englændere, der har givet deres liv i kampen for frihed - også i Irak og Afghanistan.
Ole Rønnest, der gennem mange år har forsket i historien bag den dømte eskadrille, fortalte om selve bombetogtet - og borgmester Mogens Gade takkede de lokalhistoriske sognegrupper for initiativet.
Ved begge mindesten holdt man et minuts stilhed, og Henrik Skøtt spillede "The Last Post" på trompet.
|
The Missing Man. |
Dagens store clou, der ikke var annonceret på forhånd, var fire T-17 fra flyvevåbnet, der fløj i formation over forsamlingerne ved begge mindesten. Formationen var
"The Missing Man Formation", hvor et af de fire fly symboliserer den faldne kollega - og derfor dykker ud af formationen.
Arrangementet samlede godt 350 tilhørere, der sluttede eftermiddagen af med at synge "Altid frejdig når du går" midt i skoven. Det var rørende og stemningsfuldt.
Og nååh ja... Der var selvfølgelig kaffe og kransekage bagefter...
|
Der blev lagt kranse ved mindestenene. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar