Udflugt til Malmø
Malmøs vartegn er The Turning Torso, der med sine 54 etager er Skandinaviens højeste hus. Den øverste etage kan lejes på dagsbasis for sølle 25.000 kroner. Kaffe og te er inkluderet i prisen. |
Det var ikke første gang - for jeg finder Malmø betydeligt mere charmerende end København. Tidligere havde vi ofte en overnatning i Kastrup, når vi rejste til eller fra Grønland - og som regel tog vi til Malmø for at spise i en af byens mange gode restauranter i den forbindelse. Rent prismæssigt er det temmelig fornuftigt - og efter at Øresundsbron er kommet, er det såmænd lige så hurtigt. Forresten er Malmø jo også en gammel dansk by...
Torsdagens udflugt var en rigtig turisttur, så vi tog på kanalrundfart og kom rundt om hele den gamle bydel. Det var en dejlig tur i strålende solskin - og på søsiden var der knap så varmt som inde mellem byens huse.
Men selvfølgelig blev det også til en slentretur i den fine, gamle middelalderby. Lidt shopping blev det også til. Der er mange gode butikker, og Dina - Ølands svar på Imelda Marcos - erhvervede sig et par nye sko.
Her er et par fotos fra dagen...
Kanalrundfarten bød på sejlads under ikke færre end 22 broer på en lille time. |
I havnen stødte vi på dette skib med det sympatiske navnTintin. Det rummer blandt andet en cafe - og skal helt sikkert besøges næste gang vi er i Malmø. |
Langt fra hjemmet - men bestemt ikke uden øl. |
Malmøs gamle middelalderby er smukt vedligeholdt og en særdeles hyggelig ramme for en slentretur. |
Moderne byer er fyldt med kunst og kultur. Ofte finder jeg det temmeligt anmassende, men når det er så letforståeligt, tavst og humoristisk som denne skulptur, er det helt i orden. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar