mandag den 22. juli 2013

Rejsegilde

Nyt halvtag titter frem

Så er der rejsegilde...
 Godt nok bestod kransen kun af lidt afklip fra lærketræet og godt nok indskrænkede traktementet sig til et par jordbær i stedet for de traditionelle pølser, men rejsegilde var det...

Weekenden er gået for skabs-entreprenøren med at fjerne et gammelt halvtag og bygge et nyt bag værkstedet.

Her bliver der plads til både cykler og til at slagte fisk.
For nogle år siden byggede jeg et lille halvtag af genbrugsmaterialer for at kunne opbevare tømmer og og lignende nogenlunde tørt. Det rev jeg ned, for jeg er kommet på, at det sagtens kan udvides og løbe i det meste af værkstedets længde. For så kan der også blive plads til en fiskeslagteplads, vores cykler, vinterdæk til bilen og ikke mindst den efterhånden omfattende affalds-separation, som jeg har kastet mig over.

Jeg bygger det nye halvtag efter alle kunstens regler - og af nye materialer. Så da jeg søndag eftermiddag havde stillet skelettet op, var jeg så ganske imponeret af det smukke resultat, at det selvfølgelig skulle fejres med et lille rejsegilde.

Som sagt, så gjort. En krans blev hurtigt flettet, flaget fundet frem, et par af sæsonens sidste jordbær plukket - og en øl trukket op, så jeg inden aftensmaden kunne sidde og klappe mig selv på skuldrene.

Mandag går jeg i gang med at male skelettet - og så skal der tagplader på, monteres sternbrædder og nedløbsrør. Det er ikke så voldsomt - så mon ikke mandens nyeste entreprenør-værk står færdigt i løbet af en uges tid?

Ingen kommentarer: