Hul tale

Dansk politiks svar på Joakim von And

Enhedslistens stifter. Foto: WikiPedia.

Enhedslisten minder om Joakim von And. Ligesom den gamle gnier har partiet en sygelig interesse for penge – men i modsætning til Onkel Joakim gider de gamle marxister ikke tjene pengene selv.

Derfor finder partiet det helt i orden, at danske partier finansierer driften med skattekroner. Efter Enhedslistens opfattelse er det derimod ganske suspekt at modtage hjælp til valgkampen fra enkeltpersoner, organisationer og virksomheder. Partiet har derfor stillet forslag om, at partiernes såkaldte hemmelige cigarkasser kommer frem i lyset.

Fy for den, siger jeg bare – og det forslag kommer fra et parti, der uden blusel modtager offentlig partistøtte.

Det er fuldstændigt uinteressant, hvem der støtter hvem. For almindelige, begavede vælgere kan godt se den store sammenhæng og drager selvfølgelig også de nødvendige konklusioner. Om sammenhængene skal lægges frem til offentlig beskuelse, må være op til det enkelte parti eller kandidat – og den enkelte vælger. Det er i hvert fald ikke noget, Enhedslisten skal blande sig i.

Sjovt nok holdt man sig da heller ikke tilbage, da sovjetmidlerne regnede gavmildt ned over den danske venstrefløj. Forslaget er udtryk for, at de gamle stalinister i Enhedslisten nærer en dyb mistillid til den almindelige mands sunde dømmekraft. Som om vi som vælgere ikke skulle kunne gennemskue, at et parti får tilskud fra en organisation. Det burde ellers være åbenlyst netop for marxister, at partierne varetager forskellige interesser i Folketinget (klassekamp kalder man det) – og de fleste vælgere finder det da helt i orden og OK, at man kvitterer for fornuftige politiske resultater med en kontant erkendtlighed.

Den ene tjeneste er da den anden værd – og hvis man ikke siger tak, er det mest af alt udtryk for dårlig opdragelse. Men nu har den gode opdragelse jo heller aldrig været enhedsfolkenes stærkeste side – snarere tværtimod.

Enhedslistens bureaukratiske og overflødige forslag tjener kun et formål – og det er at fratage almindelige og anstændige mennesker lysten til at stille op til Folketinget. For almindelige, flittige og normale danskere mener fortsat, at privatøkonomien er en privatsag – og der er ingen grund til at blotlægge den for at tilfredsstille nogle få kommunisters sygelige nyfigenhed. Så hellere lade være med at tage et ansvar for samfundsudviklingen – og overlade landet til de arbejdsskys forgodtbefindende.

Hvis enhedslistens forslag vedtages, må vi kræve, at det også offentliggøres, hvor meget Enhedslistens kandidater modtager som offentligt ansatte og modtagere af understøttelse, førtidspension og bistandshjælp – altså i det hele taget en oversigt over, i hvilket omfang enhedsfolkene har snabelen nede i de danske skatteyderes lommer. Det er da betydeligt mere interessant – end hvad folk tjener på flid og ærligt arbejde.

Hvis demokrati lå Enhedslisten på sinde, burde partiet i stedet arbejde for, at de offentlige tilskud til partierne fjernes. For det er da ikke demokratisk, at jeg via skattebilletten skal betale til et parti, der efter min overbevisning er befolket af snyltere, og som fylder mig med den dybeste afsky – især når partiet flirter med ikke-demokratiske metoder til at overtage magten i Danmark.

Enhedslistens omsorg for demokratiet er ikke andet end hul tale.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 23. juli 2013.