Lørdag morgen bød på vinterens foreløbige kulderekord her på Øland.
-16,3 stod termometret på, netop som solen stod op kl. 8.15. Men allerede nogle minutter senere, hvor jeg havde fundet kameraet frem, var temperaturen steget til -15,7. Den fortsatte endnu et par grader og lå dagen igennem lige under de ti frostgrader.
Det er en herlig arktisk kulde - meget tør og absolut til en dag udendørs. Netop den slags kulde giver mindelser om de glade dage i Sapmi, Finnmarka, i det nordlige Norge. For med vinden fra øst er det kontinentalkulde, som vi kun sjældent oplevede på den grønlandske vestkyst i Nuuk. Bevares, det kunne sandelig også blive så koldt der - men det var en mere fugtig og gennemtrængende kulde, som i knap så høj grad indbød til udendørs aktiviteter.
Dagen gik blandt andet med siesta foran grillen på terrassen - og så selvfølgelig lidt fotografering. Nu er der nok nogle af læserne, som undrer sig over, at jeg gider blive ved med at fotografere de samme, helt almindelige småfugle i haven - skovspurve, musvitter, solsorte, blåmejser og så videre - men jeg kan ikke lade være. Drømmen om det perfekte, ultimative fuglebillede driver mig.
Men det blev nu ikke lige i dag, at det kom i kassen. Musvitten vendte bogstavelig talt røven til mig - og den knapt udfarvede, unge solsort lettede fra foderbrættet i samme sekund, som jeg fik stillet skarpt. Men pyt - vejret var jo fint. Søndag er dagen tiltaget med to timer og to minutter siden vintersolhverv- og i den kommende uge går det stærkt med en daglig tilvækst på mellem fire og fem minutter. Snart er de lyse timer over os.
Cycling instead of running
6 timer siden
2 kommentarer:
jagten på et godt fuglebillede er du ikke ene om. Prøv at se disse billeder: http://brutusbloggar.blogg.se/
Tjah, men med den teknik, han bruger er det nu ingen kunst. Tænk på, at jeg med min 200 mm optik helst ikke skal være længere væk end fem meter for at lave et ordentligt billede. Det stiller altså lidt større krav til at være dus med dyrene - så at sige...
Send en kommentar