Jeg var i weekenden på Als for at fejre Mogens Brinkmanns 60 års fødselsdag. Det blev til en ordentlig fest fredag aften på hans værtshus - Restaurant Colosseum i Sønderborg.
Mogens er en udadvendt person med en stor familie og en stor omgangskreds - og mange havde fundet vej til festen. Det sjoveste var nok, at festen bød på et gensyn med mange af vennerne, som jeg gennem tiden har mødt i Grønland - ingen nævnt, ingen glemt. Faktisk havde det næsten præg af et rent veterantræf.
Især da vi alle var indlogeret på det samme hotel. Efterhånden som vi indfandt os fredag eftermiddag blev det til en stor og broget flok, der var samlet i spisestuen på Hotel Arnkilhus. Snakken gik og skrønerne gik med. Vi præsterede da også at drikke hotellet tør for øl allerede inden festen. Det var nu heller ikke fordi, lageret var imponerende stort. Men ellers var det især det store antal sælskindspelse, der vakte opsigt hos den i øvrigt meget talende hotelmutter. For mange af grønlandsveteranerne havde selvfølgelig fundet pelsen frem i dagens anledning - også selv om der nærmest var forår i det sønderjyske med solskin og blomstrende erantis og vintergækker.
Selve fødselsdagsfesten forløb som den slags skal. Masser af god mad, gode vine, mange taler og højt humør. Men det skal da lige nævnes, at der næppe var et øje tørt, da Apollo dukkede op med det lokale grønlænderkor og de sang den grønlandske fødselsdagssang.
Endnu et til lykke og en stor tak skal lyde til Mogens, fordi han fik samlet flokken.
Ha' det
Jesper
Cycling instead of running
2 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar