Jeg har ikke været på Als, siden jeg var barn. Derfor var Mogens fødselsdag også en passende anledning til at lege turist i et område, der har haft så uendelig stor betydning for Danmark og dansk selvopfattelse. Nederlaget i 1864 ved Dybbøl skabte den danske selvforståelse som et lille folk med slagord som "Ved jorden at blive, det tjene os bedst" og "Hvad udad tabes, skal indad vindes". Nederlaget inspirerede jo også superbøssen Hermann Bang til at skrive den udødelige "Tine", som gennem årtier har været pligtstof i danske gymnasiers litteraturundervisning. Men sjovt nok skal vi faktisk helt frem til 1905, før Krigsministeriet skiftede navn til Forsvarsministeriet.
Nu er jeg vist på vej ud på et sidespor, som jeg gerne skal underholde med en anden gang. Det korte af det lange er, at Dina og jeg kørte et par gode, lange ture på Als i weekenden. Og det er jo simpelthen idyl i topklasse. Oplevelsen blev bestemt ikke ringere af, at det var rigtig forårsvejr. Markerne var grønne, solen skinnede og temperaturen lå på syv grader.
Lørdag eftermiddag kørte vi en tur langs Flensborg fjord ad Fjordvejen og langs Gendarmstien. Søndag kørte vi rundt i området nord for Sønderborg. Nærmest ved et tilfælde endte vi i Mommark, hvor Dina har været på handelsskole for mange år siden. Det var rigtig sjovt for hende at gense bygningerne og mindes opholdet her - og ikke mindst spritturene til Flensborg.
I øvrigt havde handelsskolen skiftet navn. Nu hedder den Business College Syd. Sikke da noget opblæst narreværk. Som om det skulle være finere at hedde det. Jeg formoder, at forstanderen for denne merkantile institution hedder Erasmus Montanus. Handelsskole er da et meget præcist og godt dansk ord. Og så netop i grænselandet, hvor man ellers skulle tro, at der stadig var et minimum af respekt for det danske sprog.
Billederne viser Dina ved Flensborg Fjord og Dina foran Mommark Handelskostskole, som der stadig står skrevet på muren. Det sidste billede forestiller skamstøtten over Business College Syd.
Ha' det
Jesper
Cycling instead of running
2 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar