mandag den 31. januar 2011

Det gådefulde juveltyveri

Jeg har netop - for Guderne må vide hvilken gang - læst "Det gådefulde juveltyveri". Det er virkelig en stjernestund i Hergés serie om "Les Aventures de Tintin".
Juveltyveriet udkom i 1958 som nummer 21 i den 24 bind store serie (hvis ellers vi tæller den ufuldendte "Alfabet-kunsten" med), og det er på mange måder den modne kunstners værk.
Tag blot forsiden, hvor vi ikke alene ser en scene fra handlingen, men hvor Hergé inddrager læserne og lader Tintin tysse på os. Det er egentlig ganske frækt gjort, men jeg er også overbevist om, at netop den detalje fascinerer og lokker og drager os ind i Tintin-universet.
På mange måder er handlingen i "Det gådefulde juveltyveri" ganske utraditionel. "Denne gang ville jeg forsøge mig med at fortælle en historie, hvor der ikke skulle foregå noget som helst; en historie, hvor jeg ikke benyttede nogen form for eksotiske indslag (...). Ganske enkelt for at finde ud af, om jeg så var i stand til at holde læseren i ånde hele vejen igennem," har Hergé selv fortalt om historien.
Det lykkes med stor succes. Historien kommer i mål - også uden rejser til udlandet. Faktisk foregår hele handlingen på Møllenborg, Tintin og Haddocks hjem. I stedet for at rejse ud for at søge eventyret opsøges Tintin og Haddock af en stribe af ulykker, da både Nattergalen fra Milano - operasangerinden Bianca Castafiore, forsikringsagenten Max Bjævermose samt Dupond og Dupont hjemsøger Møllenborg i en klassisk "Who done it?"-historie.
Det er både morsomt og spændende, selv om det meget langt hen ad vejen er ren slapstick - selvfølgelig godt hjulpet på vej af Jørgen Sonnergaards veloplagte original-oversættelse. Castafiore har meget lidt fornemmelse af sine omgivelser og kan ikke huske kaptajnens navn. I løbet af historien bliver det derfor til en stribe varianter: Bartok, Kapok, Vattop, Natpot, Tørdok, Hatkok og så videre. (Haddock er forresten engelsk og navnet på fisken med det meget sigende navn "kuller".)
Forresten kan det diskuteres, om ikke netop Castafiore er et overordentlig eksotisk indslag i Tintin-serien. For hun er faktisk den eneste kvinde i et ellers trygt mandeunivers. Og på ægte feministisk vis formår hun ved sin selvoptagede adfærd uden nogen som helst situationsfornemmelse at sætte Møllenborg på den anden ende. Ikke alene må kaptajnen lide under hendes moderkomplekser, men læg også mærke til, at han i scenerne med Castafiore har smidt stortrøjen og optræder ulastelig klædt med slips og blazer. Jo, kvinderne har påført menneskeheden store lidelser - og Castafiore er symbolet herpå!
I den store sammenhæng er juveltyveriet en bagatel - en humoresque, hvor vore venner hverken bestiger bjerge eller slås med de sædvanlige skurke, men med høj underholdningsværdi på grund af humorfaktoren - og historien holder altså stadig vand her godt 50 år efter udgivelsen. Det kan kun skyldes, at 1958 på alle måder var en god årgang...

Jesper

søndag den 30. januar 2011

Pedro Ximénez

Uden på nogen måde at være portvinsdranker så må undertegnede erkende, at jeg har et ganske nært forhold til portvin - og faktisk ikke kender noget som helst til sherry.
Jeg holder meget af et godt glas portvin til osten - og forbinder mest af alt sherry med ældre damer og kransekage.
Min overraskelse var derfor ganske stor, da jeg ved en sammenkomst forleden blev budt på sherry til osten - men det skulle nu vise sig slet ikke at være nogen dårlig ide.
Det var nemlig en sherry af Pedro Ximénez-typen - og den holder bestemt mål med den bedste portvin. Faktisk udbrød jeg et spontant waauuvv, da jeg smagte på vinen. Skeptisk var jeg nemlig, for i forbindelse med beskænkningen var det blevet nævnt, at Pedro Ximénez pludselig er blevet lidt af en sællert, fordi den havde været brugt i TV-programmet Andemad eller Anne Mad - eller hvad det nu hedder. Jeg er altid skeptisk over for sådanne modefænomener - og mener i øvrigt, at et fænomen ikke nødvendigvis hverken smager godt eller er udtryk for god smag, bare fordi det er populært.
Men Pedro Ximenez smager altså fantastisk - og en flaske blev fluks indkøbt til at forsøde lørdag aften. Den er sød og tyk - nærmest blommeagtig - men holder en fantastisk fin og ædel smag, så det her modefænomen er nu ikke så tosset.
Pedro Ximénez er navnet på en sart, lys drue, der kræver et tørt og varmt klima. Den stammer oprindeligt fra Gran Canaria, men er via Rhinen endt i Jerez-distriktet. Navnet kommer fra en spansk landsoldat, der i 1500-tallet tjente under Charles V i de spanske Nederlande - og som angiveligt skulle have bragt druen tilbage til Spanien.
Sherry - og portvin - er hedvine, der fremstilles ved, at druerne udsættes for en kort gæring, hvorefter der tilsættes sprit op til cirka 20 procent. For sherryens vedkommende sker der herefter en lagring på egefade. Det specielle ved sherry er, at fadene kun fyldes 4/5. I det øverste luftrum dannes der en svamp, den såkaldte flor, som minder om blåskimmelsvamp - og som giver sherry den specielle smag.
Det helt særlige ved Pedro Ximénez-sherryen er, at druerne tørres og presses inden gæringen, så råfrugten nærmest er et koncentrat - og det er med til at give vinen den dejlige mørke, nærmest kaffeagtige kulør, som ikke ligner traditionel sherry.
Husk endelig at sige ja tak, næste gang du bliver budt på et glas sherry - og det er Pedro Ximémez.

Jesper

torsdag den 27. januar 2011

Journalistisk konkursus

Min gode ven, journalist og kommunika-tionsrådgiver Steen Bjerre, fik bogstavelig talt kaffen i den gale hals, da han på forsiden af Nordjyske Stiftstidende torsdag læste, at firmaet bag Gjøl-troldene var gået konkurs - selv om firmaet udelukkende er i betalingsstandsning.
Som en anden Gjøl-trold sprang han til tasterne og korreksede Stiften i et læserbrev, som jeg er helt enig i - og derfor tillader mig at citere et uddrag fra:
NORDJYSKE Stiftstidende begik torsdag 27. januar 2011 en dum lærebogsfejl, da man på forsiden udskreg virksomheden bag Gjøl-troldene som værende gået konkurs. Af en artikel inde i avisen fremgår imidlertid, at der er tale om en betalingsstandsning. Og – hvad der åbenbart har forbigået redaktionens opmærksomhed – er der himmelvid forskel.
En betalingsstandsning indtræffer, når en skyldner på grund af økonomiske vanskeligheder undlader at betale sine forfaldne gældsforpligtelser. Hvis man i en virksomhed finder, at man er insolvent – altså ude af stand til i rette tid at betale enhver sit – kan virksomheden over for skifteretten anmelde betalingsstandsning. En sådan anmeldt betalingsstandsning kan vare op til 12 måneder og har i praksis den effekt, at virksomhedens økonomi bliver låst fast, så der er mulighed for at forhandle med kreditorerne om en akkord eller lignende. Med andre ord: Betalingsstandsningen er et middel til at redde, hvad reddes kan, herunder at bringe virksomheden på fode igen hvis dette på nogen måde er praktisk muligt. Der er mange eksempler på, at det er lykkedes, ligesom der er mange tilfælde, hvor betalingsstandsningen er første skridt mod virksomhedens endeligt.
Helt anderledes forholder det sig med en konkurs. Her er der tale om et retsmiddel, hvorved en skyldners formue bliver fordelt mellem samtlige kreditorer, når det gennem en konkursbegæring er fastslået, at virksomheden er ude af stand til at betale sine kreditorer. Såvel fysiske som juridiske personer såsom aktie- og anpartsselskaber kan erklæres konkurs ved at der bliver afsagt et konkursdekret. En begæring om konkurs kan indgives af en kreditor eller af virksomheden selv, og den behandles ligeledes af skifteretten, som også står for behandlingen af konkursboet. (,,,)

Der muligt, at virksomheden bag Gjøl-troldene ender med at måtte dreje nøglen om, men det er ikke avisens opgave at konkludere dette – slet ikke på et tidspunkt, hvor det ikke er kommet så vidt endnu.
Godt brølt, Steen. Det er desværre et stort problem, at medierne konkluderer på historier, uden at der er reel dækning for konklusionen, blandt andet fordi sprogforståelse, indsigt og paratviden tilsyneladende ikke vægtes særlig højt blandt vore dages journalister.
I min tid som informationschef i Nuuk kommune måtte jeg adskillige gange rydde op efter journalister, som hævdede, at en medarbejder var blevet bortvist, på trods af at der var tale om, at vedkommende var suspenderet. Og i debatten om vindmøllerne i Østerild Plantage er der ganske mange journalister, der er kørt galt i forskellen mellem fredskov og fredet skov.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, om den slappe sprogbrug skyldes dumhed eller blot de stigende produktionskrav og et øget behov for skarpe vinkler i mediernes hårde konkurrence. Men journalisterne på Nordjyske Stiftstidende gør nok klogt i at lytte til Steen Bjerre - ikke mindst i sagen om Gjøl-virksomheden. For den lille Limfjordsby har som bekendt to turistattraktioner. Den ene er trolde-virksomheden, den anden er tjærepladsen - og sidstnævnte attraktion kan meget passende bruges til at dyppe sjuskede journalister i tjære og bagefter rulle dem i fjer!

Jesper

onsdag den 26. januar 2011

Alting har sin pris

- Det er simpelthen hammerfedt. Så enkelt kan søskendeparret Lotte og Søren Hammers nye krimi, "Alting har sin pris", anmeldes.
Efter en lidt famlende debut med den meget omtalte "Svinehunde" har de to forfattere fået meget bedre styr på både handling og persongalleri - og det er der kommet en god bog ud af.
"Alting har sin pris" er en klassisk politiroman, hvor handlingen tager sin begyndelse, da et lig bogstavelig talt dukker op af ingenting i favnen på den tyske forbundskansler, som er miljøturist på den grønlandske indlandsis.
Vi følger opklaringsarbejdet set fra chefkriminalinspektør Konrad Simonsens skrivebord. Han er en sympatisk mand - på overfladen rolig, men presset af en gal seriemorder og en spirende diabetes, som påvirker hans evne til at træffe rationelle beslutninger. Under sig har han det samme hold af kendte politifolk som i den første roman med alt, hvad det giver af udfordringer. Helt igennem klassisk med lidt kærlighed på jobbet og den unge ambitiøse medarbejder, som gerne går lidt længere end reglerne tillader - uden at disse skærmydsler på noget tidspunkt tager magten fra historien, sådan som sker i kendte politiserier som Rejseholdet og Wallander.
Historien med liget på indlandsisen er ganske givet inspireret af Lotte Hammers ophold som sygeplejerske i sin tid på den amerikanske base i Kangerlussuaq - og mon ikke Lotte Hammer også har erfaring fra en psykiatrisk afdeling? I hvert fald er afhøringen af den gale psykopat, som tidligt kommer i politiets søgelys, noget af det bedste, jeg nogensinde har læst. Replikkerne falder i øst og vest, som det nu passer sig for en syg hjerne - og det er så genialt skrevet, at jeg har svært ved at forestille mig, at det bare er grebet ud af fantasien.
Det er underholdning på højt plan, samtidig med at bogen i lighed med den første stiller spørgsmålstegn ved politiets og retsvæsenets evne til at håndtere menneskelige følelser som hævn og blodtørst - og i øvrigt også nytteeffekten af "lettere fysisk pres".
En enkelt fejl er det også blevet til - omend jeg indrømmer, at det er i den mere nørdede ende. På side 12 belærer Trond Egede -en grønlandske politibetjent - Konrad Simonson om, at Air Greenland har tre store Sikorsky S-61 helikoptere - "du ved (...), dem der kaldes Sea King."
Det er ikke rigtigt. Air Greenlands S-61N er ikke af Sea King-udgaven - og det ved de fleste grønlændere. Sea King versionen er beregnet til at operere fra en carrier, og har derfor sammenfoldelige propeller. Desuden er Sea King forsynet med oppustelige bærepuder i stedet for de store pontoner, som både Air Greenlands og det danske flyvevåbens udgaver har. Men når det er sagt, skal det også med, at selv forsvarets hjemmeside har begået den samme fejl.
Som sagt - jeg er meget tilfreds med "Alting har sin pris" - og der er fem ud af seks tørfisk til bogen!

Jesper

Se også:
Svinehunde
Kampen om tørfiskene

tirsdag den 25. januar 2011

Gråsisken















Minsandten om ikke vi fik besøg af en god, gammel kending fra Nuuk på foderbrættet i dag.
Det er en gråsisken, og om den lille fyr på billedet virkelig kommer fra Nuuk, tvivler jeg nu på. For i virkeligheden findes der to arter af gråsiskener - den såkaldt lille gråsisken og den såkaldt nordlige gråsisken. Det er meget svært at se forskel på de to arter - og ofte behandles de under et på observationslister og lignende.
Den lille gråsisken har i en årrække ynglet med succes i de jyske klitplantager, men det vurderes, at den danske bestand i store træk er trækfugle, som har vinterkvarter i Tyskland og Holland.
Derfor kan den lille fyr på billedet godt komme nordfra, hvor der også er store bestande i Skandinavien, men helt fra Grønland er nok tvivlsomt.
I Nuuk skete der det sjove, at gråsiskener fra Nordgrønland i begyndelsen af dette årtusinde lige pludselig begyndte at bruge den grønlandske hovedstad som vinterkvarter. Tidligere så man den næsten aldrig om vinteren, men de sidste par år, vi boede der, var den ganske talrig.
Blandt andet var der en stor flok, som fandt ud af at holde til i de to store juletræer foran rådhuset i Nuuk. Borgmesteren og jeg blev derfor enig om, at træerne skulle blive stående efter jul - og de blev først fjernet i spirende forår i begyndelsen af april. Desuden kom gråsiskerne ved rådhuset på kommunal kost, da rådhusbetjentene fik besked på at fodre dem.
Det var hyggeligt med sådan en flok kvidrende småfugle i juletræerne midt i den ellers ganske alvorlige grønlandske vinter. Jeg ved ikke, om man stadig den dag i dag efter kommunalreformen og den daværende borgmesters død holder denne tradition i hævd.

Jesper

357 Magnum

Det er lang tid siden, at vi sidst har budt på en sjus her på bloggen, så her kommer opskriften på vores favorit-drink i øjeblikket - 357 Magnum.
Man tager et til formålet egnet glas, fylder det halvt med is. Herefter tilsættes lige dele vodka, brun rom og Sprite, til isen er dækket- og endelig hældes der en lille sjat Amaretto på toppen. Forsynes med et sugerør. Det smager herligt forfriskende - og slet ikke så slagkraftigt, som navnet siger. Men den indeholder nu en del sprit, så man skal altså passe på alligevel.
357 Magnum er navnet på en særlig kraftig patron udviklet af Smith og Wesson i 1934 på basis af en traditionel .38 revolver-ammunition. Den må ikke forveksles med Dirty Harrys berømte "Make my day-revolver", som var den endnu kraftigere kaliber .44 Magnum.
Skål!

Jesper

mandag den 24. januar 2011

Bogfinke-bogholderi

Nu har jeg den seneste uges tid talt fugle i haven.
Det er sket som led i Den Store Vinterfugle-tælling - og det er jo det rene bogfinke-bogholderi.
I hvert fald er der ingen tvivl om, at bogfinken er en hyppig gæst på foderbrættet. Faktisk ligger den på tredjepladsen med i snit 5,8 fugl pr. dag - og det stemmer jo også meget godt overens med, at bogfinken anslås til at være den mest talrige fugleart i Danmark i øjeblikket.
Men i det hele taget er der en meget klar tendens i tallene. I spidsen har vi grønirisk og skovspurv med henholdsvis 7,1 og 7,0 observation pr. dag - og det dokumenterer i hvert fald, at skovspurven i høj grad er blevet havens fugl. Når netop de to fuglearter scorer så højt, hænger det også sammen med, at de i vinterperioden holder sammen i store flokke, der på minutter kan rydde et foderbræt, hvorefter flokken flyver videre til den næste have i nabolaget. Det skal ses i modsætning til for eksempel musvitterne og blåmejserne, der gerne holder til en hel dag ved den samme foderplads. Og selvfølgelig rødhalsen - eller rødkælken som den gerne kaldes her ved vintertide - der selv uden for ynglesæsonen er stærkt territoriehævdende. Rødhalsen - og jeg ser kun denne ene - er også gerne den første fugl på pladsen om morgenen.
Jeg var ellers lidt bange for, at decembers hårde frost havde taget vores sumpmejser, for det er lang tid siden, at vi har set noget til dem. Men pludselig i lørdags dukkede der en op igen - og den har nu været på plads de seneste dage. Jeg mangler stadig at tage et rigtig godt foto af den - for den bevæger sig altså meget hurtigt, men her er i hvert fald beviset på, at sumpmejsen er vendt tilbage til haven.
Lidt sjovt er det også med den enlige grønsisken, som hver morgen lige efter solopgang hopper rundt ved foderbrættet på terrassen. I tirsdags havde den besøg af en hel flok artsfæller - jeg talte dem til syv, men efter sangen at dømme var der endnu flere.
Men ellers virker det som om, at fuglene klarer sig helt godt, efter at sneen er smeltet - de kolde nætter til trods. For trængslen er slet ikke så stor på foderpladserne som dengang, hvor sneen lå højt i landskabet. Det har også betydning for mangfoldigheden. Blandt andet er kernebiderne, som vi ellers havde på besøg hver dag, næsten forsvundet. Og det ser også ud til, at musvågen har tabt interessen for minkfarmen på den anden side af vejen.
Du kan følge med i mit daglige bogfinke-bogholderi ved at bruge dette link.

Jesper

søndag den 23. januar 2011

Min kone, filmstjernen

Forleden fik jeg fat i dette fantastiske billede fra filmen Qivitoq - og det skulle være ganske vist, at den lille skønhed med gummi-støvlerne længst til venstre i billedet er min kone, Dina.
Qivitoq blev indspillet i 1956, da Dina var otte år, i blandt andet Ilulissat. Instruktøren var Erik Balling - og i hovedrollerne sås, foruden Dina, forstås, notabiliteter som Poul Reichardt, Bjørn Watt Boolsen, Astrid Villaume og Kirsten Rolffes.
Filmen var en af de allerførste danske spillefilm i farver og havde det i sin tid gigantiske budget på omegnen af en million kroner, blandt andet på grund af seks ugers optagelser under primitive forhold i Grønland. Qivitoq var i det hele taget et rigtigt prestigeprojekt søsat i anledning af Nordisk Films 50 års jubilæum. Projektet lykkedes over al forventning, og Qivitoq oplevede da også i 1957 både at blive nomineret til en Oscar som bedste udenlandske film, hvor den dog tabte til Fellinis La Strada, og Den Gyldne Palme i Cannes, hvor Qivitoq løb med titlen "Unanimité". (Red.anm.: Rettet 25. januar 2010)
Jeg så Qivitoq for et par år siden i biograf-formatet - og den holder altså fortsat vand. Det ballingske touch fornægter sig ikke - og filmen skildrer med stor autencitet forholdet mellem danskere og grønlændere i midten af halvtresserne. Blandt andet er sprogbarriererne ramt fint, idet Balling valgte ikke at forsyne filmen med undertekster, så det ikke alene er skuespillerne, men også seeren, der må slås med sproget.
Selve scenen med Dina og de andre legende børn på olietønderne varer få sekunder - og vi ser desværre ikke mere til hende i filmen. Som bekendt brød Balling sig jo ikke om at filme med børn.
Qivitoq er netop blevet restaureret og digitaliseret af Det Danske Filmmuseum. Den nye udgave er tilgængelig på DVD, men her i huset håber vi selvfølgelig også, at der på et tidspunkt bliver lavet en biograf-kopi. For som sagt er det en film, der stadig tåler at ses på det store lærred. Men vi nok også erkende, at Qivitoq er det, som i branchen betegnes som en "smal" film, så chancen er nok ikke så stor i et actionpræget og kommercielt filmmarked.

Jesper

P.s. Sidste nyt 25.01.2010. En biografkopi er på vej i løbet af foråret. Jeg vender tilbage til emnet, når jeg ved lidt mere.

Tit-tit















Blåmejsen er denne vinter blevet en fast gæst på foderbrættet - og vi ser den ganske tit. Faktisk så tit, at det slet ikke undrer os, at dens engelske navn er "blue titmouse".
Undskyld, men jeg kunne altså ikke lade være med at fyre dette ordspil af, da jeg fik denne lille blåmejse i søgeren i dag. Jeg lover, at det ikke skal ske så tit.
Forresten betyder titmouse musvit - og blåmejsen er altså på engelsk en blå musvit. Taler man om mejser generelt, snakker englænderne om tits - og det ord vil jeg bestemt ikke anbefale, at man lader googles oversættelsesmaskine behandle ukritisk....

Jesper

lørdag den 22. januar 2011

Dagens ord XXXVI

Det er sagt mange gange før - og også af klogere mennesker end undertegnede. Alligevel har TV-stationerne ikke fattet budskabet: Oversættelser kan man ikke overlade til amatører.
I går var den gal på TV-Charlie, som jeg ellers betragter som en seriøs TV-station. I et afsnit af Små og store synder blev det engelske ord "paraffin" oversat til, ja, netop "paraffin". "Paraffin" på engelsk betyder altså "petroleum" - og det blev i min tid tampet ind i vores hoveder allerede i 1.G, så det er mig simpelthen en gåde, at fejlen alligevel gentages - men mod menneskelig dårskab kæmper selv guderne jo forgæves.
Sjovt nok blev der senere i samme afsnit talt om "petrol" - og det var korrekt oversat til "benzin". Så er det altså heller ikke sværere!

Jesper

fredag den 21. januar 2011

I muldvarpens land

Jeg har gennem nogen tid ment, at Jammerbugt kommune burde have en muldvarp i sit våbenskjold. For ser man ud over markerne og ikke mindst på min græsplæne, er der ingen tvivl om, at denne lille undergravende fyr og dens fætter mosegrisen har endog gode kår her på egnen. Samtidig rummer et våbenskjold med en muldvarp jo en historie om folk, der har begge ben på jorden - og er gode nok på bunden - og det er samtidig historien om, hvordan man har formået gennem århundreder at gøre jorden til sit levebrød.
Men mit forslag til våbenskjold falder nu nok ikke i god jord, for muldvarpen har jo generelt et dårligt ry. Sådan en lille velnæret kalorius, der trives bedst i mørke og ødelægger folks græsplæner og afgrøder, er jo noget, der skal bekæmpes. Nogle bruger gift og sakse, men her i huset har vi med et vist held brugt marineret sild. Men det skyldes nu nok, at det er mosegrise, vi har i plænen. Mosegrise er vegetarianere - og de skyr lugten af en god, gammel sild som pesten.
Et våbenskjold er på mange måder et glansbillede - et symbol, der viser, hvordan ejeren opfatter sig selv.
Tag for eksempel det grønlandske våben med den store isbjørn. Det er et godt billede på den grønlandske befolknings selvopfattelse, selv om isbjørnen faktisk ikke er en specielt grønlandsk dyreart, for der findes jo også isbjørne i Nunavut, Alaska, Svaldbard og dele af Rusland.
I virkeligheden burde det grønlandske våbenskjold vise en hvidvinget måge, der er den eneste dyreart i verden, som kun findes i Grønland. Men en måge passer åbenbart ikke ind i den grønlandske befolknings selvbillede.
Omvendt er det i Jammerbugt kommune, for her har man netop valgt en måge som symbol i kommunevåbnet. På kommunens hjemmeside hedder det ganske vist, at der er tale om en fri fugl, men man skal jo heller ikke have boet her på egnen mellem hav og fjord ret lang tid, før at det står klart, at der må være tale om måge. For denne naturens skraldemand trives jo lige så godt som muldvarpe og mosegrise.
Så hvorfor nu vælge en muldvarp frem for mågen? Tjahh - når kommunen i forvejen har valgt det smagfulde navn Jammerbugt (På engelsk "Misery Bay"), så kan man da lige så godt tage skridtet fuldt ud.
Nu ligger det før min tid på egnen, men for mig er det i hvert fald fuldstændig ubegribeligt, at man ikke benyttede chancen for at markedsføre egnen - for eksempel ved slet og ret at kalde kommunen "Sommerlandet", "Strandkommunen", "Ferieparadiset" eller noget tilsvarende, som ikke lugter så meget af "Udkantsdanmark". Det kunne virkelig have solgt billetter og styrket turismen, som er et af hovederhvervene på egnen.

Jesper

Sangsvanerne















Danmark er sammen med Tyskland de vigtigste overvintrings-områder for sangsvanerne, der om sommeren holder til i det arktiske bælte fra Island og helt over til den russiske stillehavskyst.
Her i landet holder en stor flok til i Ulvedybet, og jeg ser dem næsten hver dag om morgenen, når de flyver ud for at fouragere på de store kornmarker. Om eftermiddagen kommer de så den modsatte vej.
Sangsvaner ligner den i Danmark almindeligt forekommende knopsvane, men når knopsvanen flyver hører man kun en monoton hvinen fra vingerne. Sangsvanerne derimod flyver under megen trompeteren - og som regel hører jeg dem lang tid, før de med stor fart suser lavt hen over huset. Selve passagen tager allerhøjst 10 sekunder, så det er med at være kvik på udløseren for at få et ordentligt "skud".
Forresten er enkelte sangsvaner begyndt at yngle i Danmark i de seneste år, men vi taler stadig om en lille håndfuld. Antallet af sangsvaner på vintervisit i Danmark har været jævnt stigende de seneste 25 år.

Jesper

onsdag den 19. januar 2011

Mellem to stole

Procol Harum har altid været den ultimative eksponent for symfonisk rock, efter at orkestret i 1971 udgav den storladne "Live in Edmonton" sammen med Edmonton Symphony Orchestra. Den symfoniske form er siden blevet stortrimmet gennem nogle fantastiske koncerter fra Ledreborg sammen med DR Radiounderholdnings-orkestret.
Derfor er det heller ikke nogen dårlig ide, at samme underholdningsorkester i øjeblikket turnerer rundt i Danmark sammen med Procol Harum og DR Vokalensemblet til en række traditionelle nytårskoncerter.
Tirsdag var det Aalborgs tur - og jeg var der sammen med fruen i huset på to billetter vundet fra Danmarks Radio.
Vi oplevede et Procol Harum, der sammen med Radio-underholdnings-orkestret bød på sammenlagt godt to timers gedigen underholdning. Procol Harum trykkede den af - noget mere rockende end forlægget fra Edmonton - og der var virkelig gang i den. Især vil jeg fremhæve den gribende "Sympathy for the Hard of Hearing" - og så var der naturligvis ikke et øje tørt, da andet sæt blev rundet af med "Whiter Shade of Pale" i den symfoniske udgave.
Nu var koncerten jo en DR-produktion, og det fornægtede sig heller ikke i fantastisk lysshow, der støttede og bar hele vejen igennem - uden på nogen måde at tage fokus fra det væsentlige - musikken.
Alligevel er jeg ikke helt tilfreds. Selve nytårskonceptet er efter min mening stærkt problematisk - og jeg synes altså, at det er lykkedes for Radiounderholderne med stor virtuositet at sætte sig mellem to stole. På den ene side var der lagt op til traditionel nytårsunderholdning med en festklædt Hans Otto Bisgaard og bidder af et traditionelt repertoire som Carmen og Henry Woods festlige Fantasia on British Sea Songs med promenade-truthorn og så videre - og så på den anden side en traditionel rock-koncert med Procol Harum.
Set i det lys lykkedes koncerten nemlig ikke - og jeg fornemmede klart, at enkelte af de festklædte publikummer nok mere havde forventet nytårskoncert end rock-koncert.
Hvis man havde arbejdet lidt mere med konceptet, kunne den være kørt helt hjem. For nu at være helt ærlig er der ikke meget mere at hente, når først Procol Harum har rundet af med Whiter Shade of Pale, så i stedet for et forkølet ekstranummer med rockorkestret, kunne man i stedet have taget tråden op fra den traditionelle nytårsindledning - og rundet af med for eksempel Champagne-galoppen.
Nu skal det ikke være brok altsammen, så afslutningsvis vil jeg da lige dvæle ved, at det nu er 37 år siden, jeg hørte Procol Harum første gang. Det er altså det, vi kalder en menneskealder. Dengang sad vi på gulvet. Hvis publikum skulle have gjort det i går, var de fleste aldrig kommet op igen - så gamle er vi altså blevet. Næste gang bliver der nok ikke til at være i salen for rollatorer!
Forresten mødte jeg i Aalborghallen også min gamle skolekammerat Per Lyngby - i dag blog-ejer med den berømte thitind-blog, hvor man blandt andet kan læse alt om vesthimmerlandsk rock, grillbarer og værtshuse.

Jesper

tirsdag den 18. januar 2011

Det spirer derude















De seneste dages lune vejr har rigtig givet blomsterløgene forårsfornemmelser - og de spirer nu på livet løs.
Det er nu nok lidt tidligt, for vi skriver jo stadig januar - og den hårde vinter kan hurtigt komme igen og vare lige til midten af april. Meteorologerne har da også allerede varslet frost igen fra i nat, så de små spirer af krokus, påskeliljer og andet godt risikerer nemt at få frosset toppen af.
Heldigvis opfordrer det dejlige vejr til udendørssysler. Derfor tog jeg i dag øksen og afgrenede juletræet. Kvistene har jeg nu lagt ud på jorden på de mest udsatte steder for at give lidt stillestående luft omkring spirerne. Mange steder er jorden nu stadig frossen, så det er heldigvis kun de steder, som er i direkte sol, der byder på den helt store løgaktivitet.
Men efter sådan et par forårsagtige dage er der nu ingen tvivl om, at det vil blive lidt af en nedtur, hvis vinteren vender tilbage for fuld kraft. Omvendt kan jeg jo ikke sige mig fri for at holde meget af nyfalden sne, så måske jeg får min lyst styret, inden det bliver rigtigt forår.
Under alle omstændigheder kan vi her på egnen trøste os med, at dagen nu er tiltaget med 53 minutter siden vintersolhverv - og da hovedvægten af den tiltagende dag ligger om eftermiddagen, kan det i hvert fald allerede nu mærkes tydeligt!


Jesper

mandag den 17. januar 2011

Vandland















Det nærmer sig det glade van(d)vid, når det sådan pludselig bliver tø efter en lang periode med sne og frost.
For jorden er bundfrossen og kan slet ikke tage imod smeltevands-masserne. Det har i weekenden vakt en del panik på kirkegården ved Oxholm, hvor man på et tidspunkt frygtede, at nogle af undersåtterne ville komme op til overfladen og beklage sig over vand på kistebunden. Helt så galt gik det ikke - og med lidt hjælp fra nogle solide pumper fik man støvsuget kirkegården for vand.
Desværre kom jeg for sent til den begivenhed, men på fotoet herover er det tydeligt, at græsplænen ved siden af kirkegården er det, som man kalder vandlidende - hvilket altså er det modsatte af at lide af tørst.

De flade jorder på Kokkedal Enge var i gamle dage også i høj grad vandlidende - og det var i sin tid baggrunden for, at Øland-Attrupdæm-ningen blev bygget. Men stadig kan det knibe for afvandingskanalerne at følge med. Specielt nu hvor jorden stadig er frossen, og vandet altså ikke kan synke. Men på en januardag med strålende sol, ser det alligevel flot ud - selv om vandet bestemt ikke er godt for vintersæden.

Jesper

lørdag den 15. januar 2011

Grønsisken

Så blev det dag 1 i Den Store Vinterfugle-tælling - og det var mildest talt ikke nogen stor dag.
Det forholdsvis milde og regnfyldte vejr holdt nemlig fuglene væk fra foderbrætterne - og blandt andre grøniriskerne gjorde sig bemærket ved et totalt fravær. De er ellers nogen af de ivrigste brugere af de menneskeskabte fugle-cafeterier.
Set fra en ornitologisk synsvinkel er det også lidt af en nedtur, at den første registrerede fugl her i huset var en tyrkerdue!
Men det skal nu nok komme - og dagen bød i hvert fald på en lille specialitet i form af en grønsisken. Det er faktisk lidt af en sjældenhed. Denne lille finkefugl findes kun sporadisk i Danmark - antallet af ynglepar anslås til mellem 200 og 1000, men den ses ofte i større flokke om vinteren, hvor det er tale om trækkende eksemplarer fra det øvrige Skandinavien og de baltiske lande.
Det er første gang, at jeg ser grønsisken her på parcellen, så det blev dagens store oplevelse. Desværre fik jeg ikke et ordentligt foto af den, men billedet dokumenterer i hvert fald observationen.
Selve fugletællingen foregår på den måde, at man ind i mellem noterer, hvilke og hvor mange fugle man ser i haven. Når dagen er omme, indberettes observationerne til OBS-Naturs hjemmeside med det højeste antal, som er set på en gang. Dette naturligvis for at undgå dobbelttælling. Altså hvis man om morgenen har set to gråspurve og senere på dagen henholdsvis fem og en, så er det altså fem gråspurve, der skal skrives i dagsrapporten.
Her på Den Store Vinterfugletællings første dag kunne jeg notere følgende: Tyrkerdue - 1, blåmejse - 1, bogfinke - 9, dompap - 3, gråspurv - 1, grønsisken - 1, husskade - 2, musvit - 2, rødhals - 1, skovspurv - 2, solsort - 3, sølvmåge - 3.

Jesper

fredag den 14. januar 2011

Den store vinterfugletælling 2011















Lørdag morgen går Den Store Vinterfugletælling 2011 på vingerne. Hver dag frem til den 13. februar vil mange tusinde danskere tælle fugle på terrasser, gårdspladser, altaner og i baggårde og haver.
Det er blandt andet Dansk Ornitologisk Forening og Friluftsrådet, som i et samarbejde, der kaldes OBS-Natur, giver bolden op til Den Store Vinter-fugletælling. Det er i år femte gang, at danskerne opfordres til at give et pip med, når fuglene skal skrives i mandtal.
Formålet med fugletællingen er først og fremmest at sætte fokus på fuglenes vilkår i den danske natur, men eftersom tællingen nu er foregået over en årrække, giver den også forskerne nyttige oplysninger om udviklingen i både den samlede fuglebestand og ikke mindst bevægelserne mellem de forskellige fuglearter. Blandt andet har de årlige tællinger afsløret, at skovspurven er godt i gang med at fortrænge vores gode gamle grossenollike i byerne. OBS-Natur har opgjort, at skovspurven i undersøgelserne er registreret 1,3 million gange mod solsort, gråspurv, grønirisk, musvit og bogfinke, der alle tegner sig for mellem 500.000 og 700.000 registreringer.
Her i huset deltager vi for første gang i Den Store Vinterfugle-tælling - og vi er ret overbeviste om, at der nok skal gå lidt sport i det. For vi har ganske mange fugle i haven - og stadig flere kommer til. I forgårs så jeg for eksempel for første gang i vores have en sortmejse og en gulspurv. Sidstnævnte har i længere tid plaget mig en del, for det har undret mig alvorligt, at denne ret almindelige fugl ikke tidligere har været at se i netop vores have.
Nu håber jeg naturligvis, at den vil dukke op igen i de kommende dage, så den kan blive talt med sammen med en masse fætre og kusiner blandt vore fjedrede venner.
God fornøjelse med fugletællingen...














Jesper

Fredags-nørklerier

På trods af at vi har flere end 20 TV-kanaler her i huset, så bød fredag aften ærlig talt ikke rigtig på noget, som var værd at se.
I stedet blev det til en fredag aften ved computeren, hvor jeg sad og nørklede med at få lavet en etiket-serie til husets efterhånden omfattende produktion af syltetøj, rødbeder og ikke mindst brændevin.
Opgaven er ikke helt enkel, for det er temmelig mange forskellige og særdeles uensartede glas og flasker, som vi bruger til vores forskellige produktioner. Men jeg har da i det mindste en lille håndfuld halvliters patentprop-flasker, som jeg bruger, når jeg sætter vores egen brændevin på bordet - så det var da et passende sted at starte.
I første omgang blev det derfor til to etiketter til vores rype-snaps og vores blåbær-snaps, som begge er overordentligt populære i øjeblikket. Nu kan etiketterne sidde på flaskerne de næste par måneder - og så kan jeg altid rette dem til. Som min gamle ven Leo, der er grafisk designer altid har sagt: Design har inkubationstid!
Det smarte ved den metode er jo, at jeg ikke behøver at sidde ved computeren for at udvikle designet yderligere. Det kan klares over et lille glas i baren, så jeg vil bestemt arbejde videre med sagen i den kommende tid - og specielt prøve at vurdere, hvordan designet står sammen med de store og kendte brands fra Dr. Nielsen og ikke mindst spritfabrikkerne.
Skål!

Jesper

Dronningens fald

Hetz og heksejagt er blot nogle af de udtryk, som er fundet frem om forløbet frem til Lene Espersens fald torsdag aften - og jeg skal da være den første til at indrømme, at de seneste dages fremfærd fra pressens gribbe - Gentlemen of the Vultures - ikke har været nogen speciel fornøjelse at se.
Men vi skal ikke glemme, at det nordjyske blålys ligger, som hun selv har redt. At hun ikke gad tage til et arktisk topmøde er i den her sammenhæng kun en mindre brøler.
Lene Espersen demonstrerede allerede sin rystende inkompetence, da hun som justitsminister nedlagde det danske politi i forbindelse med den såkaldte politireform. Vi må ikke glemme, at det er hendes skyld, at selv store byer i Himmerland, Han Herred og Thy i dag er uden politibetjening - og at den gode gamle landbetjent i dag er fortid.
Det er Lene Espersens skyld, at vi herude i "udkantsdanmark" galgenhumoristisk spørger: Hvad er ligheden mellem en politibetjent og en 1000 kroners seddel? - Jo, man har dem aldrig, når man behøver dem!
Så det er simpelthen pjat og spind, når de nordjyske konservative græsrødder nu hyler op om, at Lene Espersen er blevet offer for en heksejagt. Med politireformen viste hun, at hun foragter den nordjyske befolknings elementære ønske om lov, orden og sikkerhed, hvilket ellers altid har været gode konservative mærkesager. Sidenhen har hun jo i imponerende grad afsløret en så himmelråbende ignorance og total mangel på dømmekraft, at det på alle måder overgår ethvert rygte om blondiners manglende intelligens.
Og hvis Det Konservative Folkeparti overhovedet skal have en fremtid i Nordjylland, bør partiets tillidsfolk hurtigst muligt lægge afstand til denne historiske fadæse - i stedet for at hyle som en flok mellemøstlige grædekoner.
Forresten vil det også øge statsministerens chancer for at blive siddende i stolen, hvis han i løbet af dagen får gjort det klart for Lene Espersen, at hun naturligvis heller ikke kan fortsætte som udenrigsminister.
Læs også: Dummere end politiet tillader

Jesper

torsdag den 13. januar 2011

S´jantens Lonely Burger...

Tegneserien Basserne hedder på amerikansk Beetle Bailey, så på et eller andet tidspunkt skulle det vel komme - en tegning som refererer til det lydmæssigt beslægtede Beatles.
Tegningen her til venstre, hvor basserne med Jens Fup i rollen som Poul McCartney giver den som S´jantens Lonely Burger Marching Band, findes i årets kalender fra den populære tegneserie. Temaet for kalenderen er netop pladecovers - og ud over denne reference til Beatles Sergeant Pepper-plade fra 1967 rummer kalenderen også en særlig basse-udgave af coveret til kendte LP'er som David Bowies Ziggy Stardust, Aquas Aquarium, Blondies Hanging on the Telephone og en ualmindelig øm tegning af sjanten som svømmende baby på forsiden af Nirvanas Nevermind-LP.
Kalenderen med pladecovers følger sidste års kalender, hvor basserne optrådte på filmplakater - blandt andet Fjotte i rollen som Ben fra Fagre Voksne Verden sekunderne før, han bliver forført af den fra Simon og Garfunkels sang nok så berømte Mrs. Robinson. Det skal med, at mit eksemplar af kalenderen er fra Norge, hvor filmen åbenbart hedder Manndomsprøven - og med Fjotte i hovedrollen må det nødvendigvis blive til Manndumsprøven.
For mit eget vedkommende startede jeg med Bassekalenderen i 2008. Her var der 12 kalenderblade med Frk. Olsen, der i Norge har det rammende navn Frk. Fryhd, i rollen som pin-up - akkurat som vi kender det fra de mere traditionelle dame-kalendere til værkstedsbrug fra kendte dæk-firmaer.

Jesper

Kopiering og forandring af covers og filmplakater, som de her viste, er forresten noget, man skal være forsigtig med. Det er overordentlig nemt at krænke ophavsretten til det originale kunstværk - men da Basserne i Skandinavien udgives af Egmont-koncernen, går jeg ud fra, at det er sket med de originale kunstneres tilladelse. Store firmaer som Egmont lever jo af ophavsret - så det plejer de nok at kunne finde ud af. De her viste illustrationer tjener udelukkende illustrative formål - og vil øjeblikkeligt blive fjernet efter anmodning fra eventuelle rettighedshavere.

onsdag den 12. januar 2011

Mus på værkstedet

Her i huset er vi helt generelt gode mod dyr, men vi er ikke tossegode. Så da jeg dagen før nytårsaften fik et glimt af en mus på værkstedet, var det ensbetydende med krig.
For selv om sådan nogle små kræ ser meget søde ud - og forresten nemt kan gøres håndtamme - så er mus og fødevarer to fuldstændigt uforenelige størrelser. Og sagen er den, at vi jo bruger værkstedet til opbevaring af blandt andet grøntsager. Rummet bliver holdt frostfrit af samme grund - men det kan jo også være tillokkende for en lille flok mus, når fimbulvinteren raser uden for.
Så da jeg den aften så en mus pile rundt på hylderne mellem værktøj og fiskegrej, underskrev den sin egen dødsdom. Den næste dag blev husets syv musefælder alle sammen sat op på værkstedet - og det er altså mange musefælder i et rum på ti kvadratmeter.
Nu er det ikke første gang, jeg er på musejagt, så jeg ved, at det afgørende ikke er maddingen. Faktisk er det lidt af en skrøne, at man kan lokke mus i en fælde med en ostebid - og det er da også synd for den gode ost. Nej, sagen er den, at mus helst lever i det skjulte - og derfor helst løber langs paneler og smalle passager for eksempel bag en reol. Krigskunsten består derfor i at sætte fælderne, så musen ikke kan komme udenom dem.
Knebet lykkedes - og allerede nytårsaftensdag var der bid - og Søren Banjomus havde knækket nakken i smækfælden. Det var imidlertid lykkedes den at undgå yderligere to fælder, som var smækket uden jagtheld - og jeg frygtede derfor, at det måske var en hel musefamilie, jeg havde boende på værkstedet.
Men nu er der gået snart fjorten dage, uden at jeg har fanget flere. Så det ser ud til, at der var tale om en enlig strejfer. Den blev stedt til hvile oven på sneen i baghaven - forhåbentlig til stor fornøjelse for en af kvarterets ugler eller musvåger.
Ingen skal nemlig kunne sige, at vi ikke er gode mod dyr her i huset.

Jesper

mandag den 10. januar 2011

Brovst som arbejderby

I vore dages Danmark, hvor Han Herred i magtens korridorer af mange betragtes med medlidenhed og slet skjult hoveren som et rigtigt stykke "udkantsdanmark", kan det måske undre, at der sidste år blev udgivet en bog med titlen "Brovst som arbejderby".
Men kendsgerningen er jo, at det var i de danske stationsbyer, at den økonomiske vækst foregik i det 20. århundrede. Her var der iderigdom og foretagsomhed i rigt mål - godt bakket op af de nye jernbaner og ikke mindst et landbrug, som var under omstilling fra den rene middelalder til vore dages mekaniserede effektivitet.
Det gav mangen en landsbysmed og håndværksmester chancen for at udvikle forretningen - og mange af disse virksomheder blev til ganske store industrier. Det skete også i Brovst - og her gav en stor koncentration af industrier arbejde til både faglærte og ufaglærte, Men udviklingen fra landproletariat til arbejderklasse forløb absolut ikke gnidningsfrit. Blandt andet var Brovst skuepladsen for en af historiens længste arbejdskonflikter - den 466 dage lange strejke fra 1935 til 1937 for overhovedet at få en overenskomst på C. O. Jensens Maskinfabrik. Konflikten skabte dybe skår i det lille samfund, men ud af konfliktens aske rejste sig også en stærk og velfungerende socialdemokratisk fagbevægelse.
Hele den historie og meget mere har den tidligere skoleinspektør Arne Sloth Kristoffersen, der selv er barnefødt i Brovst, skrevet en diger og spændende bog om. Kristoffersen er jo ikke faghistoriker, men skolelærer - og går derfor frisk til stoffet uden de store metodiske overvejelser og forsøg på at kortlægge de socioøkonomiske sammenhænge. Det er bogens store styrke, som gør den stærkt læseværdig. I forbindelse med bogens tilblivelse har forfatteren interviewet hundredvis af de medvirkende - og hvor det kniber, føjer han til af egne erindringer. Med et sikkert blik for den gode historie bliver det til en ren tour de force gennem arbejderbyens udvikling - solidarisk skrevet og absolut ikke uden glimt i øjet. Ærlig talt lidt af en bedrift af en forfatter, der ikke er kendt som særlig socialdemokratisk.
"Brovst som arbejderby" er en letlæst og meget anbefalelsesværdig folkelig historiebog, som har gjort en tilflytter som undertegnede meget klogere på områdets historie.
"Brovst som arbejderby" er også godt boghåndværk. Sammen med redaktør Bodilsen fra Fjerritslev har Kristoffersen lavet en rigt illustreret og overskuelig bog med et fortrinligt overblik i form af margentekster. Billederne er faktisk et helt kapitel for sig selv - velvalgte i arkivet og suppleret op med nye fotos - blandt andet det smukke forsidebillede taget af Mattias Bodilsen.
Jeg vil benytte lejligheden til at uddele en særlig rose for korrekturen. Det er kun lykkedes mig at finde en enkelt trykfejl - på side 298 er den navnkundige Queens Pub i Aalborg blevet til Quins Pub. Den fejl vidner vel mest om, at forfatteren er betydeligt mere sober og ædruelig end undertegnede.
Men ingen roser uden torne - når Arne Sloth Kristoffersen på side 315 omtaler storkens klapren med næbbet og gutturale strubelyde som serenader, mener jeg nok, at han lige strammer lokalromantikken lidt rigeligt! Desuden kunne jeg godt ønske mig, at bogen var forsynet med et oversigtskort over de omtalte lokaliteter.
Men alligevel er der seks ud af seks mulige tørfisk til dette herlige stykke lokalhistorie.

Jesper

fredag den 7. januar 2011

Banankage

I køleskabet lå der to sølle bananer, der så småt var begyndt at skifte farve fra gul til sort. Det var et problem, for jeg foretrækker nu en gang bananer, som kun lige er knapt modne, sådan cirka dagen før de bliver helt gule.
Men pludselig dæmrede en opskrift fra skolekøkkenet. Det var noget med en banankage, jeg engang havde bagt. En krydret og overordentlig velsmagende sag - sådan en må jeg da kunne lave igen.
Jeg googlede banankage for at få lidt inspiration - og endte med at gøre sådan her:
Jeg piskede to æg med 150 gram sukker til en luftig æggemasse. Dernæst blendede jeg bananerne med 1 dl mælk, kornene fra en vanillestang og saften fra en limefrugt. Endelig tog jeg 150 gram mel, en skefuld bagepulver samt to skefulde kanel, som jeg sigtede ned i æggemassen, hvorefter bananmassen blev vendt i. Dejen kom jeg i en smurt springform, som gik i ovnen ved 175 grader i cirka 35-40 minutter. Tjek med en kødpind, om den er færdigbagt.
Resultatet blev en herlig svampet og særdeles pikant smagende kage - så selv om jeg ikke lige kunne huske opskriften fra skolekøkkenet, så kom jeg i hvert fald tæt på.
Da kagen ikke er tilsat andre fedtstoffer end bananernes naturlige fedme, må kagen forresten være ganske anderledes let end drømmekagen fra Brovst, som ellers er den normale kagespise her i huset.

Jesper

Knud Lavard

Det er i dag 880 år siden, at Knud Lavard blev myrdet. Det skete i Haraldsted skov ved Ringsted - og var angiveligt et rigtig lumsk baghold begået at hans fætter Magnus. Mordet udløste en borgerkrig, som varede frem til 1157, hvor Valdemar den store kom til magten. Valdemar den Store var i øvrigt Knud Lavards søn og var født otte dage efter mordet.
Både Knud Lavard og Magnus var som kongesønner oplagte kandidater til kongetronen, når kong Niels - far til Magnus - en gang døde, og det var da også baggrunden for, at Knud blev dræbt.
Sådan kan politik - kampen om magten - være både hård og blodig. Uden at drage paralleller i øvrigt kan jeg ikke lade være med at tænke på den standende kamp om statsministerposten. Men der er en forskel alligevel - for både Magnus og Knud Lavard havde faktisk evnerne til at lede landet.
Knud Lavard er blandt andet mindet med et kors i Haraldsted skov og i Ringsted kirke, hvor han ligger begravet. Men det flotteste minde over ham - sådan efter denne bloggers beskedne opfattelse - blev nok sat af Skousen og Ingemann, der i 1971 lavede en næsten 15 minutter lang sang om mordet i Haraldsted skov.
Skousen og Ingemann stod i sin tid for noget af det mest originale musik, der nogensinde er produceret på dansk - og i Danmark - og trækker på den måde en lige linje tilbage til tiden, hvor landet blev samlet som nation. Og så kan jeg godt lide, at sangen med sine 15 minutter udviser en næsten Lars Løkke-agtig foragt for den offentlige mening. Så lang en sang er nemlig kommercielt set selvmord - for den vil stort set aldrig blive spillet i radioen i sin fulde længde.
Nu er denne blog jo ikke radio, så vi tager lige den lange udgave:


Jesper

Foto: Illustrationen er lånt fra nordkysten.nu, som imidlertid ikke har krediteret billedet.

tirsdag den 4. januar 2011

Solformørkelse 2011















Jeg kan næsten ikke få armene ned - fordi det lykkedes at tage dette billede.
Egentlig havde jeg opgivet at fotografere dagens solformørkelse. Det havde været skyfrit det meste af natten, men i takt med lysningen skyede det også til - og i radioen var der ikke meget trøst at hente i de minutiøse skildringer af vejret i timen op til solformørkelsens kulmination kl. 9.29 - sølle 28 minutter efter solopgang.
Jeg fulgte dramaet fra altanen i herreværelset - og lige før klokken ni opdagede jeg en lille sprække i skyerne helt nede ved jorden. Jeg røg afsted med raketfart til Kokkedal Enge - for der ved jeg, at det er godt at fotografere solopgange på denne tid af året - og ankom tidsnok til at få dette billede i kassen, cirka 10 minutter før kulminationen.
Få minutter efter var der intet at se. Solen var opslugt af skyerne - ikke af månen - og det er der jo ikke megen sjov ved.
Det er sådan en oplevelse, der giver fotografen "bukkefeber" - også selv om det faktisk er anden gang i mit liv, at jeg med nød og næppe får taget et billede af en solformørkelse.

Jesper

mandag den 3. januar 2011

Skabsentreprenør

Jeg plejer jo at kokettere med, at jeg er skabs-entreprenør, men mandag kom der virkelig vægt bag ordene.
Sagen er den, at vi i bryggerset har et gammelt almueskab, som vi har overtog sammen med huset. Skabet har stået på stedet i adskillige år og nærmest virket som en slags dør til den gamle fyrniche, som jeg bruger til opbevaring af vin og så'n.
Men i julegave gav min søster mig et forhæng til at hænge op foran nichen. Det er et flot forhæng syet og broderet efter alle kunstens regler, så det ville være synd at hænge det op bag et gammelt skab. Altså måtte skabet holde flyttedag til den modsatte side af bryggerset.
Når man er alene om jobbet, er det faktisk lidt af en opgave. Men det værste var næsten, at da skabet var flyttet, var det åbenbart, at væggen bag ikke var blevet kalket i adskillige år. Så det var bare med at komme i gang med spartlen og kalkekosten.
Men da det så var gjort, stod det også klart, at der manglede fodliste på væggen og at der var nogle huller i gulvet. Hullerne dækkede jeg ved at montere et dørtrin ind til nichen - og fodlister kan man jo købe færdigmalet i tømmerhandlen. Så var der bare tilbage at hænge en reol op og finde en loftslampe på værkstedet. Men det, der skulle have været lidt banal ommøblering endte altså med at være et helt lille projekt, som jeg først var færdig med ved femtiden om eftermiddagen - og da havde jeg været i gang hele dagen.
Det færdige arbejde blev fejret med en rigtig håndværker-Chablis - den med skrueproppen.
En af grundene til, at jeg gerne ville skabe lidt mere luft om forhænget, er, at min søster er en rigtig kunstner med nål og tråd. Det er et af hendes varemærker, at hun forsyner sine arbejder med et broderet citat eller lignende. Således også forhænget til min "vinkælder", hvor hun citerer den berømte gourmet og forretningsmand Louis Vaudable (1902-1983), der gennem en menneskealder var ejer af den berømte pariser-restaurant "Maxim's".
Louis Vaudable skulle en gang have udtalt: "Et måltid uden vin er en dag uden solskin".

Jesper