mandag den 30. august 2010

Øreguf

I sommeren 2004 deltog jeg i et tre-dages møde i Changchung i det nordlige Kina. Hver mødedag sluttede med en sammenkomst, hvor vi blev budt på glimrende kinesisk øl og det bedste fra det manchuriske køkken.
Blandt andet var der alle tre dage nogle meget tynde skiver røget kød, der vel mest af alt i smag og udseende mindede om røget rullepølse. Men hvor der i rullepølse er peber og persille, var der her en hvid, lidt knasende substans. Det smagte herligt, og på et tidspunkt spurgte jeg værterne, hvad denne lokale delikatesse bestod af?
Det viste sig, at det var griseøre, jeg sådan mæskede mig i. Den hvide substans var brusken fra ørerne. Nu har jeg jo aldrig været sart, så det endte faktisk med, at jeg købte et stykke med hjem fra turen - selv om griseøre ikke står særlig højt på delikatesse-listen i vores kulturkreds. Det er sandsynligvis den eneste gang, et griseøre har taget turen fra Kina til Grønland.
Til gengæld læser jeg i dagens avis, at der er godt gang i eksporten af danske griseører til Kina. Det er nemlig sådan, at kineserne køber en stor del af det kød, som vi ellers ikke kan sælge på de vestlige markeder, såsom griseører, grisetæer og så videre. I alt er denne eksport til Kina på 5,5 mia kroner og stigende. Alene griseørerne tegner sig for 700 mio kroner.
Det er godt, at vi på den måde kan få en fornuftig forretning ud af, at kineserne har en anden smag end danskerne, men alligevel vil jeg da anbefale bloggens læsere at sige jatak, hvis de nogensinde bliver budt på griseøre - for det smager altså godt.
Billedet til historien har jeg engang taget i en park i Beijing. Den viser ældre mennesker, som gør morgengymnastik og taichi. Mon ikke disse øvelser med store sværd i virkeligheden handler om at være klar til at skære øret af, hvis der skulle komme en gris forbi?

Velbekomme
Jesper

søndag den 29. august 2010

To fødselsdage

Det er de færreste byer, hvor man kan datere grundlæggelsen præcist til en bestemt dato, men det kan man i Nuuks tilfælde. Den 29. august 1728 gik Hans Egede nemlig i land på det, der siden skulle blive kendt som Kolonihavnen og begyndte opførelsen af byens første hus. Nuuk kan derfor fejre sin 282 års fødselsdag i dag.
Men Nuuk er nu ikke den eneste, som kunne fejre fødselsdag den 29. august. Nuuks borgmester gennem mange år, nu afdøde Agnethe Davidsen, kunne præstere, hvad de færreste borgmestre har evnet - hun havde nemlig fødselsdag samme dag som byen.
Da Nuuk i 2003 kunne fejre sit 275 års jubilæum skete det under stor festivitas med mange taler og receptioner. Da jeg var formand for jubilæums-komiteen, har jeg et særligt forhold til netop den dag, hvor der skete mange sjove og spændende ting.
En af de sjoveste oplevelser var om formiddagen, hvor der var reception i Kulturhuset Katuaq. Her kunne folk møde op og aflevere en gave til byen, hvis de havde lyst. Blandt deltagerne var også det fra Dansktoppen så kendte orkester, Klaus og Servants, som skulle underholde til festen om aftenen. Det var kommet bandet for øre, at borgmesteren også havde fødselsdag den dag - og at Agnethe Davidsen forresten var en stor fan af Cliff Richard. Så Klaus og Servants mødte op til receptionen og spillede til ære for borgmesteren Living Doll. Der var ikke et øje tørt, skulle jeg hilse at sige.
For fuld-stændighedens skyld skal jeg lige tilføje, at Agnethe Davidsen ikke var den eneste kvinde, som i dette bevægede døgn i 2003 fik en sang fra Klaus & Servants. For da festlighederne i øvrigt var stort set overstået, var vi nogle stykker, som var havnet på et værelse på Hotel Hans Egede til lidt efter-fest - blandt andet sammen med dansktoporkestret. På et tidspunkt ringer Dina på mobilen for at høre, hvad jeg laver. Jeg svarer kækt, at jeg såmænd sidder og drikker bajere med Klaus og Servants. Det troede hun imidlertid ikke rigtig på - og jeg måtte derfor bede bandet hjælpe mig. Det gjorde de ved at synge en sang for hende - a capella i telefonen - og uden at lægge for meget i titlen kan jeg her røbe, at sangen var: Jeg er på vej til Herstedvester... Men Dina var overbevist - og jeg kunne feste videre til den lyse morgen.

Ha' det
Jesper

Suaasat

Den grønlandske fauna byder på masser af spændende råvarer - rensdyr, hvaler, mange slags fisk og et bredt udvalg af fuglevildt.
På trods af alle disse fine sager kan det grønlandske køkken - sådan groft sagt - koges ind til en eneste ret: Suaasat, som er en suppe kogt på sæl, eller hvad der nu lige er for hånden af kød.
For at forstå, hvordan det er endt sådan, skal man lige se lidt på levevilkårene i Arktis - sådan som de var i gamle dage.
For det første byder den grønlandske flora ikke på samme variation som faunaen af velsmagende og mættende råvarer, men for det andet - og det er det vigtigste - har mulighederne for at tilberede maden været stærkt begrænset. I gamle dage foregik al madlavning over tranblus - og det giver ikke særlig meget varme. Det udelukker enhver form for stegeretter. Fokus i kogekunsten ligger derfor, som ordet også meget præcist siger, i kogt mad - for det kan sagtens lade sig gøre.
Den kendsgerning har grønlænderne udnyttet til det yderste og forfinet i den enkle, men kraftfulde suaassat. Man tager to kilo sælkød med ben - eller andet kød, tre liter vand, et løg, en kop grødris og salt og peber. Hele herligheden lægges i en gryde, koges langsomt op og skummes, og så skal det ellers bare koge, til kødet er mørt.
Det er lidt interessant med grødrisene, for det er i hvert fald ikke en grønlandsk ingrediens, men som tiden er gået, har grødrisene erstattet bygkorn, som var den oprindelige råvare - og som grønlænderne har kendt siden nordboernes dage, og som man tidligere nemt kunne skaffe hos de mange hvalfangere og andre skibe, som gæstede den store ø. Suaasat er også sprogligt beslægtet med det grønlandske ord for bygkorn, som hedder suaasiaaqqat.
Når jeg nu lige kaster mig over grønlandsk kogekunst i dag, skyldes det, at Dina - min "gone" - sammen med Stinne har været på tøsetur hos Ulla i Asaa - og da jeg skulle hente hende lørdag eftermiddag kom jeg netop, som pigerne var i gang med den afsluttende suaassat - lavet på tre alke, en til hver. Det er en grønlandsk stjernestund i det nordjyske.
Selv må jeg indrømme, at jeg ikke er så vild med suaassat. Men det skyldes, at jeg på trods af mange år i Grønland aldrig rigtig har fået mine smagsløg rettet ind på sælkød. Men lavet på alk smager suaassat såmænd udmærket - men der var nu ikke levnet så meget som en dråbe, da jeg kom til Asaa for at hente Dina.
Det gør heller ikke så meget - suaasatten var bestemt tøserne vel undt.

Ha' det
Jesper

lørdag den 28. august 2010

Vindstille















Normalt er der jo temmelig forblæst her ved Limfjordens vande, men fredag aften og nat bød for en sjælden gangs skyld på totalt vindstille.
Det er en lidt underlig tilstand - eller snarere stilstand - hvis man skal fotografere den.
For eksempel giver det ingen mening at tage et billede af vindmåleren - selv om den ser flot ud i aftenrøden. For vindmåleren står jo stille på billedet - uanset hvordan vejret er.
Men vimplen - den dur! Det er bestemt ikke hverdagskost at se den hænge ned langs flagstangen. Normalt har vinden jo et godt tag i den - hvad der også afsløres af et par knuder, som den har slået på sig selv ude i spidsen, når det blæser voldsomt.
Det pragtfulde sensommer-aftensvejr var perferkt til en hyggelig aften på terrassen i myggelysenes skær. Og det stille vejr opildnede mig da også til at sove på terrassen. Der er intet som at ligge i soveposen og tælle stjernerne. Det skulle jeg nu aldrig have gjort, for ved fem-tiden om morgenen kom der en regnbyge - bogstavelig talt fra en klar himmel. Heldigvis er min sovepose vandtæt - men jeg gik nu alligevel indendørs for resten af morgenen.

Ha' det
Jesper

torsdag den 26. august 2010

Mystisk vejnavn

Når jeg kører til Aalborg, passerer jeg et vejskilt, hvor der står Kytternevej. De første gange irriterede det mig, for jeg tænkte, at folkene i Jammerbugt kommunes tekniske forvirring da vist ikke rigtig kan stave. For var det ikke et "s", der var gledet ud i Kystternevej?
Men som tiden gik, begyndte jeg egentlig også at undre mig over navnet kystterne. Det er nemlig et meget gammelt ord for havterne - og slet ikke almindeligt at bruge i dag.
Til sidst blev nysgerrigheden for stor - og jeg har nu undersøgt sagen. Den er god nok - vejen hedder faktiske Kytternevej. I følge Ordbog over det danske sprog er en kyt en lille høj af sammenblæst flyvesand. Ordbogen nævner blandt andet forst-udtrykket kytte-hede, som altså er en hede med sådanne forhøjninger af flyvesand.
Aktuelt er Kytterne et område uden for Haldagerdæmningen med strandeng, som ind i mellem oversvømmes af saltvand. Floraen i dette område er helt speciel - og man kan blandt andet finde den navnkundige læge-kokleare, som også kendes fra Grønland. Planten har et meget højt indhold af C-vitamin og var i sin tid en væsentlig C-vitamin-kilde for inuitterne. Planten har forresten også reddet livet for mangen en sømand i de arktiske områder i gamle dage.
Så den er altså god nok - de kan godt stave i Jammerbugt kommune. For vejen hedder altså Kytternevej og fører naturligt nok til Kytterne.
For de ornitologisk interesserede skal det lige med, at området ved Haldagerdæmningen de seneste år på denne årstid har været tilholdssted for unge fiskeørne, som gerne giver flyveopvisning til ære for trafikanterne på Haldagervej og Vejlen. Blandt andet så Dina og jeg to fiskeørne på stedet søndag sidst på eftermiddagen.

Ha' det
Jesper

onsdag den 25. august 2010

Sikken en fest....















Det var vistnok noget af et sommerfugleparty, der blev holdt forleden under mirabelletræet.
Der er jo faldet en del bær på jorden - og i solen forleden er de saftige og meget søde mirabeller sikkert gået i gæring. I hvert fald tiltrak de en større flok sommerfugle - admiraler og dagpåfugleøjer - samt hvepse. De labbede ordentlig i sig - og opførte sig højst mærkværdigt. Mange af sommerfuglene sad simpelthen på jorden og flaksede med vingerne uden at komme i luften - og hvis de kom i luften var det noget underligt planløst noget, de præsterede.
Så jeg gætter på, at de faktisk var blevet plakatfulde af at suge saft fra mirabellerne. Det var sjovt at se - og egentlig under jeg dem da også sådan en fest her sidst på sæsonen.
Netop nu er det højsæson for den smukke admiral. Den er en træk-sommerfugl, som hvert år kommer til Danmark fra Sydeuropa, men kan dog i milde vintre overvintre heroppe. Den lægger sine æg på brændenælder tidligt på sommeren. Æggene er en fire-fem dage om at udklækkes. Larvestadiet varer tre uger, hvorefter den forpupper sig. Efter endnu et par uger springer den så ud som rigtig sommerfugl - og det er altså netop nu. Og det er derfor vi altid ser admiralen i store mængder her i august, hvor der praktisk nok også er rigeligt med føde - blandt andet fra de gærede mirabeller.
Admiralen overvintrer i visne blade. Som træksommerfugl kan den komme temmelig vidt omkring og er en af de sommerfugle, der kommer længst mod nord. Helt op til Island kan den ses.

Ha' det
Jesper

mandag den 23. august 2010

Bare ring, Riis

Jeg har overtaget min fars gamle cykel. En fin gammel Raleigh med Torpedo tre-gearsystem, lukket kædekasse og fremstillet af jern - en rigtig solid sag, der, skønt nogle år på bagen, stadig har masser af kilometer i sig.
Cyklen har været en tur hos cykelsmeden i Brovst og er nu i tiptop stand, så mandag morgen satte jeg mig op på denne prægtige velocipede. Det er, såvidt jeg lige kan regne ud, cirka 22 år siden, jeg sidst har siddet på en cykel, så jeg må da ærligt indrømme, at jeg slingrede lidt ned ad Nørremarksvej... Men huuhej, hvor det gik - her kommer jeg... I den stille morgen tog det såmænd kun 20 minutter at køre til bageren i Halvrimmen og hente morgenbrød - nåh ja, og så en halv time tilbage igen. En dejlig frisk tur, som jeg har mange gode forsætter om at gentage i fremtiden, når ellers vejret er til det. Ganske vist var det ligesom jeg mødte muren på bjergetapen gennem Oxholm-skoven, men med lidt træning er det nok ikke et større problem, end at det er til at overvinde.
Nu er det som sagt en del år siden, at jeg sidst har siddet på en cykel, så nu venter jeg spændt på, om jeg overhovedet er i stand til at gå i morgen. Såvidt jeg husker, plejer cykling at give den utrænede krop smerter et vist sted, men også det problem forventer jeg bliver løst med tiden.
Så jeg er sådan set ved at være klar, hvis nu Bjarne Riis skulle ringe. Jeg kan jo forstå på dagens aviser, at han er i gang med at ansætte folk til det kommende år.
Men skulle det ikke ske, så deltager jeg i hvert fald i den moderne klassiker Østerby-Halvrimmen - også kaldet "En sensommerdag i paradis" - i den kommende tid. Og siden jeg en gang har været på Haiti, forventer jeg Jørgen Leths fulde opmærksomhed - også selv om jeg ikke kan tilbyde ham kokkekonens datter. For den slags bruger vi ikke her ude på landet - kokkekoner altså.

Ha' det
Jesper

Skovens gyldne frugter

Søndag morgen drog vi på svampetur - eller mere præcist kantarel-jagt, for det er altså nu, at det er tid for at høste denne skovens mest velsmagende frugt.
Det var vores første svampetur her på egnen. Vi er jo godt vant fra tiden i Norge, så det var ikke med de helt store forventninger, at vi drog afsted. For Danmark er et lille, tætbefolket land, hvor der er mange mennesker, som har sans for kantareller. Så alene det at finde et godt sted, hvor der ikke allerede har været en svampesamler, kræver altså lidt held.
Nu havde jeg gjort lidt forarbejde og studeret et kort over Nordjylland (tættere vil jeg ikke sige) og lavet et lille overslag på, hvor der måske ikke kommer så mange mennesker. Det havde jeg kombineret med min viden, fra dengang jeg boede her sidst om gode svampesteder.
Og sandelig om ikke der var bid næsten med det samme. I løbet af ganske kort tid fik vi samlet et par gode nævefulde af denne vidunderligt velsmagende gyldne svamp. Vel ikke ligefrem prangende, men i hvert fald tilfredsstillende - taget i betragtning at det er helt nyt revir for os.
Det blev til en herlig formiddag i skovens dybe stille ro. Og har man været så heldig finde kantareller, har jeg en opskrift på en liflig svampestuvning her. Siden jeg skrev denne opskrift, har jeg i øvrigt eksperimenteret lidt - og hvis det skal være rigtig frækt, kan man jo eventuelt prøve at skifte hvidvinen i opskriften ud med portvin. Det bliver det bestemt ikke ringere af!

Ha' det
Jesper

søndag den 22. august 2010

Talmagi

Grønlændere har en særlig fornemmelse for talmagi. For eksempel er der en udbredt fællesskabsfølelse og broderskab mellem folk, der er født i samme år. Der holdes sågar store fester for alle dem, der er født i for eksempel 1955. Og kan det kombineres med de pågældendes 55 års fødselsdato, som det er tilfældet i år, er det bare ekstra morsomt.
Men det strækker endnu videre. Min "gone", Dina, er oldebarn efter Jørgen Brønlund, og hun har en datter, Rasmine, som har fødselsdag i dag søndag den 22. august. Hun er efter Dinas mening udstyret med særlige evner på grund af familieskabet med Jørgen Brønlund. For Rasmine er nemlig født i 1979 - og var det ikke netop Jørgen Brønlund, der ikke alene døde i 79-fjorden, men rent faktisk også skrev om det i sin dagbog fra Danmarks-ekspeditionen 1906: "Omkom 79-fjorden..."?
Jeg er også - mere eller mindre frivilligt - kommet med i dette talsystem. For den 22. august er ikke alene Rasmines fødselsdag. Det er også hendes søns dåbsdag - og her kommer jeg så ind i billedet - det er faktisk også Dinas og min bryllupsdag!

Ha' det
Jesper

fredag den 20. august 2010

Havfruen

Havfruen er den syvende bog i Camilla Läckbergs serie om forfatteren Erika og politimanden Patrik, som lever en normalsvensk tilværelse i landsbyen Fjällbacka i nærheden af Göteborg.
Jeg har sagt det før - og jeg siger det gerne igen: Camilla Läckberg er en sand mester i cliffhanger-kunsten. I Havfruen er hun oven i købet så fræk, at hun slutter bogen med en rigtig cliffhanger: Hun lader Patrik miste bevidstheden, så han må køres på hospitalet med fuld udrykning - og hun mere end antyder, at en bekymtet Erica kører galt på vej til skadestuen for at besøge ham.
Det er udspekuleret og skal nok sælge masser af nye bøger - men det er altså også ondt, rigtig ondt, for angiveligt kan vi først forvente den næste bog om Erika og Patrik til april næste år. Det er næsten for spændende.
Men ellers er alt ved det gamle i Fjällbacka, da en mand forsvinder. Samtidig har en af Ericas lokale kolleger stor succes med sin nye bog, men opfører sig ærlig talt temmelig mærkværdigt i den anledning, og så er der jo skabt en kobling mellem Erikas forfattermetier og Patriks rolle som lokal politimand.
Som alle Läckbergs bøger er også Jomfruen en velskrevet sag, som det kan være svært at lægge fra sig, når man først er kommet godt igang.
Men hun skal passe på, skal hun. Det er altså lige før, jeg er ved at være alvorlig træt af at høre om skrigende børn, graviditeter og bleskift - og specielt bogens første del er altså temmelig meget præget af disse banaliteter. Men omvendt er det helt klart også Läckbergs store force, at bøgerne foregår i et ruralt lilleby-miljø, hvor de fleste af os føler os hjemme lige fra den første side.
Oven i købet har Havfruen en dejlig parodi på en PR-liderlig forlagsredaktør af den helt igennem utålelige storby-type, som bare tromler derudaf, selv om folk nærmest dør som fluer omkring hende - og som mildest talt ikke er særlig god til at lytte. Til gengæld fylder kontroverserne på Tanumshede politistation noget mindre end sædvanligt - og det kan jeg da godt savne. Jeg ødelægger næppe noget ved at afsløre, at det lykkes stationsleder Mellberg at komme igennem bogen næsten uden at lave ulykker.
Alt i alt er Havfruen en temmelig vellykket krimi, men den mangler altså lige det sidste, før den er helt oppe at ringe. Jeg giver den fem ud af seks tørfisk.

Jesper

torsdag den 19. august 2010

Nabokrig

Danmarks Radio har kastet sig ud i et felttog mod danskernes små stridigheder med naboerne. Ideen er, at man i en række udsendelser følger nogle stridende naboer, som mødes sammen med en såkaldt professionel konfliktmægler.
Det er et meget problematisk programkoncept. Det har aldrig været journalistikkens opgave at blande sig i en konflikt. Det må være dens fornemste opgave at referere fra begivenheden neutralt og uhildet - uden at tage stilling til, om det, der sker, er rimeligt eller urimeligt.
Den nye programserie, Nabokrig, havde premiere torsdag aften. Vi fulgte en griseavler og en skuespiller, der som naboer mildest talt var blevet uenig om stort set alt midt i Vendsyssel. De to parter blev af studieværten, Jens Blauenfeldt, ført til konfliktmæglerne som et par uartige skoleelever, der skal til inspektøren.
Allerede her synes jeg, at programmet løb af sporet. Jeg ved ikke, hvorfor vi altid skal se disse studieværter komme kørende i firehjulstrækkere, sidenhen komme gående mod kameraet, mens de snakker og til sidst skal vi gudhjælpemig også se dem i en total closeup. Hvad handler programmet om? Studieværten? Firehjulstrækkeren? Benzinpriserne? I hvert fald ikke en nabokrig efter billederne at dømme!
Programmet løber også af sporet, allerede inden det er kommet i gang, fordi det bygger på den grundlæggende akademiske præmis, at man skal kunne tale sig til rette. Smukt, men ikke særlig realistisk og i den konkrete konflikt udviklede det sig faktisk til et reelt overgreb på den ene part. Ideen om konfliktmægling bygger jo på, at der er fejl på begge sider.
Det var bestemt ikke tilfældet i den konkrete konflikt, Vi mødte et svineavlerpar, som prøvede at klare sig selv ved svineavl, sådan som deres familier havde gjort gennem generationer på den egn. Så kommer der en selvsmagende og selvgod skuespiller og hans mindst lige så selvgode og klidbollebagende kone og vil lave teaterskole midt på den jyske ås.
Denne skuespiller, Lars Olsen mente, at han havde ret til at blande sig i, hvad der foregik hos naboen. Han mente, at hans kursister havde ret til at gå på naboens marker - og han var i det hele taget smålig og rethaverisk i alt, hvad han sagde. Selv om Lars Olsen og konen brugte alle redskaberne fra skuespillerens værktøjskasse, kunne de ikke skjule de selvsmagende små drag om mundvigene, hver gang de talte om "ret". Men det afspejler muligvis også en generel kulturforskel i det danske samfund. Det er muligt, at man i København har ret til at genere naboerne, men heroppe har man altså pligt til at indordne sig. Det var utåleligt at se. Som tilflytter har han ikke nogen som helst ret, men derimod en pligt til at forliges med naboerne og indrette sig efter stedets kultur og traditioner.
Det gode svineavlerpar brød sig naturligvis ikke om at blive udstillet som skurke af denne københavnertype - og gik selvfølgelig med til at mødes med konfliktmæglerne. Og her mener jeg altså, at Danmarks Radio simpelthen begår et overgreb - og tvinger denne kulturradikale ide om naturgivne rettigheder ned over det stakkels ægtepar, som frivilligt går med at sende SMS's til skuespillerne, når der skal køres gylle ud. Altså - helt ærligt: Jeg mener, at hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så må man gå - og det hører ingen steder hjemme, at Danmarks Radio for licensbetalernes penge benytter sin public service-forpligtelse til at hjælpe denne skuespiller.
Noget helt andet er, at vi har brug for svineavlerne, som skaber valuta og arbejdspladser til landet. Kultur er der i forvejen rigeligt af i de store byer - oven i købet med skatteyderstøtte, så ud fra en national betragtning er det næsten som at skyde sig selv i foden, når man generer erhvervet. Man burde måske tænke på, at hvis ikke der var nogen til at tjene pengene, var der heller ikke nogen til at betale kulturen.
Forresten er noget af det bedste ved at bo på landet, at vi er fri for at blive påduttet såkaldt kultur på snart sagt hvert eneste gadehjørne.
Jeg er medlem af Danmarks Radios seerpanel - og var blevet bedt om at se den første udsendelse af Nabokrig. Så det gjorde jeg naturligvis - selv om jeg havde mest lyst til løbe skrigende bort. For det, der skete, var et alvorligt overgreb på vores levevis her ude på landet - og den slags bør naturligvis ikke foregå for licensbetalernes penge, hvilket jeg som panelmedlem også har meddelt Danmarks Radio.

Ha' det
Jesper

Foto: Knarvohrn (C. Barks) og Naboerne (Dansk film fra 1966 skrevet af Leif Panduro og Bent Christensen)

onsdag den 18. august 2010

Sirius 60 år

Sirius-patruljen kunne onsdag fejre, at det er 60 år siden, at patruljen blev oprettet som enhed i det danske militær.
Men æres den, som æres bør! I virkeligheden burde enheden fejre sit 420 års jubilæum - for 60 menneskeår er jo 420 hundeår. Og uden hunde - ingen Sirius-patrulje.
For brugen af hunde og hundeslæde er jo Sirius-patruljens særkende. Det har vist sig, at dette arktiske, lavteknologiske transportmiddel er alle moderne opfindelser som snescootere og biler langt overlegen, når man skal komme rundt i øde og iskolde områder. Med hjælp fra hundeslæden lykkes det hvert år denne militære enhed på 12 mand at opretholde dansk/grønlandsk suverænitet i et område på cirka en million kvadratkilometer - større end Tyskland og Frankrig tilsammen.
Officielt er slædepatruljen fra 1950, men i virkeligheden tog den sin begyndelse under verdenskrigen allerede i 1941, hvor den isolerede danske landsfoged i Grønland, Eske Bruun, tog initiativ til en form for overvågning af det nordøstgrønlandske område for at forhindre tyskerne i at få landfæste her - og dermed adgang til meteorologiske data af stor betydning for krigsførelsen. Operationen var vellykket. På trods af adskillige forsøg blev tyskerne hver gang smidt tilbage i Nordatlanten.
Hvad der derefter skete kan man læse mere om på Grønlands Kommandos hjemmeside.
Ud over hundene er der en anden sjov og unik ting ved Sirius-patruljen. Her er den militære kommandostruktur nemlig ophævet, så det altid er den mand, som har længst Grønlands-erfaring, som har kommandoen. Det siger lidt om de specielle forhold i Grønland - også i mange andre sammenhænge - at her er det ikke nok at have kors, bånd og stjerner på.
Jeg har altid været været dybt fascineret af Sirius. Mit eksemplar af Peter Schmidt-Mikkelsens "1000 dage med Sirius" er nærmest læst til laser. Andre vigtige bøger om Sirius-patruljen er Anders Odsbergs "Nordøstgrønlands slædepatrulje" og "Operation Resolut".
Et stort tillykke og ikke mindst en tak for en helt igennem enestående indsats til Sirius.

Jesper

tirsdag den 17. august 2010

Luft under vingerne XI


















Bell 212 bliver på Air Greenlands hjemmeside sammenlignet med "Anders And som postbud", der drager ud i al slags vejr.
Noget er der om snakken - for den eneste gang, jeg har fløjet med denne legendariske helikopter, var årsagen netop dårligt vejr.
Det var, mens jeg boede i Sisimiut i begyndelsen af 90'erne. Jeg var ankommet til Kangerlussuaq med Dash-7 fra Nuuk og skulle efter planen have været videre med S-61 til Sisimiut. Flyvningen var imidlertid aflyst på grund af dårligt vejr. Nu er det imidlertid sådan, at reglerne for ruteflyvning og for charterflyvning er forskellige - og selv om den ordinære helikopter altså ikke måtte flyve, var der ikke noget til hinder for at chartre en anden helikopter til turen. Vi var otte passagerer, der skillingede sammen til at leje et af Grønlandsflys Bell 212, så vi kunne komme hjem samme dag - istedet for en overnatning med alt, hvad det nu kunne indebære i det dengang toldfrie område i Søndre Strømfjord.
Selve flyvningen forløb fuldstændig planmæssigt og adskilte sig ikke væsentligt fra så mange andre helikopterture - omend pladsen i den mellemstore Bell var noget trang sammenlignet med den store S-61 helikopter.
Bell 212 er ellers noget for sig. Det er nok den helikopter, som er bedst kendt blandt folk, som ikke interesserer sig særligt for fly og flyvning. For sagt sådan lidt forenklet var det den helikopter, som dagligt tonede frem på TV-skærmene under Vietnam-krigen i 60'erne - og den er mere eller mindre udødeliggjort i film som Dommedag Nu og Gooooood Morning Vietnaaaam.
Det vil nok være lidt for nørdet til denne blog at komme ind på hele historien bag Bell 212, som er en videreudvikling af Bell 204, som fløj første gang allerede i 1956 og var udviklet til evakueringsformål. Blot skal det med, at de første helikoptere af typen havde betegnelsen HU-1, som blev til kælenavnet Huey for den militære udgave af helikopteren. I alt var der indsat cirka 7.000 fly af typen under Vietnam-krigen.
Det, som gør helikoptertypen interessant i forhold til andre er, at modellen kun har to rotorblade - nogle enormt brede "forskallingsbrædder" som suser rundt med stor kraft og giver helikopteren der særlige, meget specielle flaprende lyd, som ikke findes på andre helikoptere med for eksempel fem rotorblade.
I det hele taget larmer en Bell 212 ganske meget - og jeg husker tydeligt i Grønland, hvordan man ofte kunne høre den lang tid, før man så den, når den flaprede rundt og ekkoede mellem fjeldene.
Air Greenland har i dag syv Bell 212, som især bliver brugt i yder-distrikterne. Faktisk var det temmelig sjældent, at vi så modellen i Nuuk, men da det er en meget kraftfuld helikopter med en slingload på 1850 kg, så vi den da nu og da i forbindelse med store anlægsprojekter.
Desværre er det aldrig blevet til andet end den ene tur tilbage i 1994 med denne legendariske helikopter.
Jeg ahr fundet et YouTube-klip, hvor man rigtigt kan nyde lyden af forskallingsbrædderne, når de flaprer rundt:


Jesper

Foto: Jesper Hansen, Air Greenland, Mara Jade Skywalker

Dagpåfugleøje















Dagpåfugleøje er en af de mest almindelige danske sommerfugle, men selv om vi ser den tit og ofte, kan den alligevel få os til at tabe pusten over dens helt betagende skønhed.
For dagpåfugleøjet er også en af de mest farvestrålende af slagsen - og så er den nem at komme i nærheden af. Det mager sig nemlig sådan, at de smukke farver i virkeligheden slet ikke er til pynt - men skal skræmme os væk. Derfor kan man være helt sikker på, at den folder vingerne ud og viser al sin pragt, når man nærmer sig med kameraet.
Skræmmeeffekten opnår den ved hjælp af fire blå øjne, som får den til at ligne et skræmmende stort monster - i hvert fald hvis man er en lille fugl. Øjepletterne er også med til at forvirre fjenden, så angriberen måske går efter vingerne i stedet for de mere vitale dele - og dermed levner sommerfuglen større chancer for at undslippe angrebet.
Dagpåfugleøje kan ses til langt hen på efteråret, hvor den ændrer udseende til mere undseelige brune camouflagefarver, som gør det nemt for sommerfuglen at gemme sig i blandt andet udhuse og lofter.
Jeg har - selvfølgelig - fotograferet denne her i min sommerfuglebusk. Jeg troede egentlig, at den hårde vinter havde gjort det af med busken, men den skulle da lige have en chance, inden den blev kasseret. Jeg klippede den næsten ned til roden - og så fik den en plads i haven, hvor den i hvert fald ikke stod i vejen. Igennem lang tid skete der ikke rigtig noget, men den seneste måneds tid er den vokset næsten med lynets hast - og står nu i fuldt flor. Den er lidt tynd og pjusket at se på, men hvis ellers vi ikke får så hård en vinter, skal den nu nok komme sig helt.

Ha' det
Jesper

mandag den 16. august 2010

Bærhøsten

2010 kommer ikke til at få over i historien som et af de store bær-år - i det mindste ikke på min matrikel.
Morellerne gik helt galt, da de blomstrede for tidligt - og der derfor ikke var bier nok til bestøvningen. Den samme skæbne overgik kirsebærrene, men der har jeg nu hørt fra flere af naboerne, at det er faldet meget uens ud her i omegnen.
Jeg har to mirabelletræer. Her har det ene været udsat for et voldsomt insektangrab. Bærrene er små og ormstukne og kan ikke bruges til noget som helst. Det andet træ derimod står rigtig flot - og vi plukkede i weekenden 11 kg store, flotte og saftige mirabeller, som Dina nu har omgjort til otte liter frisk mirabellesaft, ligesom der er blevet frugtgrød og lidt marmelade ud af bærrene.
Træet står imidlertid op ad min nyanlagte urtehave - og det skal derfor beskæres voldsomt nu efter høsten. Som det ses tydeligt på billedet, så generer de bærtunge grene kartoflerne - og i øvrigt giver træet også lidt for meget skygge. Desværre vil det nok gå ud over mirabellehøsten i fremtiden, men træet er gammelt. Det skal formentlig fældes i løbet af nogle få år, men nu får det en beskæring - og dermed måske en levetidsforlængelse.
Ellers er bærhøsten til at overskue, da det meste er nye planter, vi har. Vi har en enkelt stikkelsbærbusk stående mellem noget efeu, men på trods heraf har den alligevel givet små 50 velsmagende stikkelsbær. Jeg vil forsøge med nogle aflæggere og se, om vi kan få mere ud af det.
Sidste efterår satte vi et par brombærbuske. De har givet i alt to bær, men de gror godt - og det skal nok blive til mere i fremtiden. Det samme gælder vores hindbær og ribs. I drivhuset har jeg i øjeblikket nogle grene fra naboens ribs og solbær stående som stiklinger, der skal plantes til eferårt - og det skulle gerne give mange solbær og ribs i de kommende år.
Sidste efterår plantede vi også et par æbletræer og et par pæretræer. Det ene æbletræ bærer et enkelt æble, men ellers er det også noget, som vi må vente nogle år på endnu.

Ha' det
Jesper

lørdag den 14. august 2010

Dagens ord XXIX

Dagens ord er "glippofobi".
Jeg er helt sikker på, at jeg overværede en sproglig verdenspremiere, da jeg hørte ordet i radioavisen lørdag. Historien handlede om, at seks ud at ti danskere har prøvet at tale i mobiltelefon på toilettet. Som altid skulle journalisten læne sig op af en ekspert. Denne ekspert mente, at danskerne var bange for at gå glip af noget - de lider af glippofobi - og derfor taler en stor del af os i mobiltelefon på toilettet.
Det er muligt - det skal jeg ikke kunne sige. Personligt har jeg det nu sådan, at toilettet efterhånden er et af de eneste steder, hvor man kan sidde i fred i vore dage - og jeg kunne derfor aldrig drømme om at spilde tiden i det lille aflukke på at tale i telefon.
Men ellers glæder jeg mig nu til at se den kommende liste over nye ord på dansk. Det bliver spændende at se, om glippofobi får en blivende plads i danskernes vokabularium.

Jesper

Mosekonebryg og morgendis

Det er mig meget magtpåliggende at gøre opmærksom på, at disse billeder fra lørdag morgen på Øland viser mosekonebryg og absolut ikke morgendis.














Hvorfor nu dette ordkløveri - morgendis og mosekonebryg er jo to sider af samme sag.
Det skyldes, at jeg lige googlede ordene, inden jeg skulle til at publicere historien - og selv om der ikke er en præcis grænse, så ser det ud til, at helt generelt er mosekone-brygget et sommerfænomen, hvorimod morgendis tilsyneladende er et efterårs-fænomen. Og jeg har det nu sådan, at jeg endnu ikke er helt klar til at give slip på sommeren. Derfor er det altså mosekonen, der brygger og er skyld i, at egnen omkring Østerby var dækket af et tyndt lag tåge lørdag morgen.














Men uanset om vi taler om mosekonens bryg eller morgendis, så dækker ordene over det samme fænomen - nemlig at der fortættes vanddamp over jordoverfladen, når en varm dag følges af en kold nat. Det kan ligge tæt som ærtesuppe, men kun så længe luften ikke er i bevægelse. Når dagen gryr, og solens opvarmning sætter ind, kan denne tåge forsvinde bogstaveligt talt som dug for solen på mindre end et minut.
Billederne er taget mellem seks og halvsyv - og en time senere var det hele væk. For lørdag blev til endnu en sommerdag med sol og kun let vind her på Øland. I skrivende stund omkring midnat er det stjerneklart uden for - så mon ikke, at mosekonen også brygger i den årle morgen søndag.
Når vi siger, at mosekonen brygger, er det et udtryk, som vi har til fælles med svenskerne og tyskerne. Svenskerne taler om mosekällingen, og tyskerne har die Bergmutter. Når tågen letter, hedder det på dansk, at elverpigerne danser - og så er det, at man skal passe på. For elverpigerne vil enten tage dig til fange eller danse med dig til du dør af udmattelse.
Så husk - vær forsigtig derude...

Ha' det
Jesper

torsdag den 12. august 2010

Agurketid

Nu er det agurketid. I begyndelsen af ugen tog vi de første agurker fra drivhuset - og planterne formelig bugner af store, grønne, svulmende, saftige agurker - syv styks er det blevet til indtil nu, og der er mange flere undervejs.
Så nu kan der frådses med agurk - ikke alene til leverpostej-madderne, men også i salat og en gang tzatziki med hvidløg i rigelige mængder.
Også tomaterne står godt, omend det indtil nu kun er en enkelt, som er blevet rød og moden. Men vi har masser af grønne tomater, så i den kommende tid vil der også stå hjemmeavlede tomater på menuen i det lille hjem.
I drivhuset har vi også peber og vindruer. Peberplanterne har da også sat lidt frugter, men det er nu ikke så overvældende, og der er stadig mindst en uge til, at vi kan begynde at høste dem. Der er endnu også noget tid til, at vi kan begynde at tage af druerne - men her tegner høsten virkelig til at blive fin. Klaserne hænger allerede tungt fra grenene - og kan forresten skimtes i baggrunden på agurkebilledet.
Efter de foreløbige planer for fredagen hedder menuen fredag kalvekoteletter, hjemmeavlede, nye kartofler og en svingende gang tzatziki - og det kan for eksempel skylles ned med en frisk og kølig Soave. Jo, august er en god tid - agurketid!

Ha' det
Jesper

Slut med de lyse nætter















Netop nu i disse dage - eller snarere nætter - er det slut med de lyse nætter for i år. Det kan man forvisse sig om ved at kigge på himlen midt på natten, hvor farven nu er helt sort. For blot et par dage siden havde den samme himmel et blåligt skær.
Rent teknisk sker der det, at om sommeren kommer solen aldrig længere ned end 18 grader under horisonten på vore breddegrader - og det betyder, at der slipper en lille smule lys ind på nattehimlen, som gør, at den aldrig er helt sort. Med et teknisk begreb kaldes det for astronomisk tusmørke. Men i takt med at vi går mod vinteren kommer solen længere og længere ned under horisonten - så for Nordjyllands vedkommende oplever vi altså i disse dage, at himlen begynder at blive helt sort midt på natten.
På billedet, som jeg har taget fra min altan i østlig retning, vil man bemærke et svagt lysskær nederst til højre. Det er lysskæret fra Aalborg, som her på Øland betyder, at himlen i den retning aldrig bliver helt mørk.
Nakskov Gymnasiums hjemmeside findes der en fin oversigt over solens og månens bevægelser over alt i Danmark - og her kan du blandt andet se, hvornår solen står op netop der, hvor du befinder dig.
Forresten er der netop nu gode chancer for at se stjerneskud. Det skyldes Perseiderne - også kaldet Sankt Laurentis Tårer - som har et maksimum 12. august med cirka 100 stjerneskud i timen.

Ha' det
Jesper

onsdag den 11. august 2010

Husk, hvad blomster kan gøre...















Sommeren har på mange måder været en god sommer, men den har unægtelig også opført sig noget forstyrret - ikke mindst på grund af det meget kolde forår, der var ved at gøre alle vores sommerdrømme til skamme.
Et af de tydeligste eksempler er den storblomstrede clematis, som vi har foran værkstedet. Sidste år blomstrede den i midten af juni, men i år er den først begyndt at blomstre her i midten af august. Til gengæld er den så også blevet dobbelt så stor, så et eller andet er der i hvert fald gået galt - måske den bare ikke har været vant til at blive passet og plejet og få gødning?
Ved nærmere eftertanke tror jeg nu stadig, at vi skal søge løsningen i vejret. For når jeg ser på mine kartofler, må jeg konstatere, at toppene bestemt ikke fejler noget. De har groet fint hele sommeren og står nu med et fint blomsterflor. (Kartoffelplanten har nemlig nogle meget flotte, men temmelig undseelige blomster, som først kommer til sin ret, når kameraet går tæt på.)
Men problemet med kartoflerne er, at der ærlig talt ikke rigtig er noget udbytte - eller det er i hvert fald for lidt. Jeg har af samme grund været noget bekymret for jordbundsforholdene i min nyanlagte urtehave. Men jeg talte med min søster i går, og hun kunne berette, at det var akkurat det samme hos hende - så vi blev enige om, at det er vejrets skyld!
Netop nu er det forresten også solsikkernes tur til at blomstre - og det er helt efter bogen. Det er første gang, at vi har solsikker i haven, og muligvis er placeringen ved siden af drivhuset ikke den helt optimale. For de har ikke nået de op til tre meter, som denne prægtige blomst ellers kan vokse til. Men en halvanden meters penge kan da også gøre det - og blomsterne ser jo flotte ud.
Jeg regner med, at det bliver til rigtigt mange solsikke-frø, som vi kan fodre vinterens fugle med. For - som de siger i reklamerne - husk, hvad blomster kan gøre!

Ha' det
Jesper

mandag den 9. august 2010

Reklamer...

Det er efterhånden nogle år siden, at jeg har været i biografen sidst, men en lille notits i JyllandsPosten mandag bragte minderne frem om mine aftener i Paradis.
I notitsen stod at læse, at Vibeke Barskov kunne fejre 70 års fødselsdag. Vibeke Barskov var model i sine unge dage og en af de tre trompetpiger i logoet til Dansk Biograf Reklame, så det er i virkeligheden dansk filmhistorie. Der er jo tale om en kvinde, som har optrådt flere gange i danske biografer end selv de mest flittige danske skuespillere - Karl Stegger, der er noteret for 157 film i Den danske Filmdatabase skarpt forfulgt af Ove Sprogøe med 154 film.

De to øvrige trompetpiger hedder Grethe Aagreen og Hanne Erichsen. Strimmelen er indspillet i 1957 - året før min fødsel - og bruges så vidt jeg ved den dag i dag i en digitaliseret og redigeret udgave.
Forresten var Dansk Biograf Reklame vist noget af et storbyfænomen. I Farsø havde vi en lille biograf, og her blev reklamerne formidlet af Bergenholtz.
Det var i Kino Teatret i Farsø, at jeg trådte mine film-barnesko med Gøg og Gokke og lignende om søndagen. Den første rigtige "aften"-biograf-film, jeg sådan tydeligt erindrer, var "Fremmed ubåd jages". Jeg husker den tydeligt, fordi Sydney Poitier havde en fremtrædende rolle i filmen - og det var ikke så almindeligt med negre i hovedroller dengang. Dengang var der også sommetider en ekstra lille film med i programmet - typisk det, som vi i dag kalder for musik-video - og i forbindelse med Fremmed Ubåd Jages var det Petula Clark med Downtown.
Jeg fik senere arbejde som kontrollør og operatør-afløser i Kino Teatret i Farsø. Her arbejdede jeg blandt andet sammen med skolekammeraten Per Lyngby, som i sin blog har fortalt om sine oplevelser der. Det blev til 100-vis af timer med Morten Korch, Spagetti-westerns, James Bond og stribevis af danske og udenlandske spillefilm, som i dag ikke en gang kan sælges til brug på de ringeste satellit-kanaler.
Men uanset hvilken film det var, så var indledningen altid logo-strimmelen fra Bergenholtz:


Ha' det
Jesper

søndag den 8. august 2010

Guld i Gjøl















Man siger, at der står en krukke med guld for enden af regnbuen - og i denne sommeraftens tilfælde skal der såmænd nok være noget om snakken.
For her søndag aften faldt aftenrøden, som den ses fra bloggerens herreværelse, sammen med en kæmpemæssig regnbue, der lige nøjagtig ender i Gjøl - og stednavnet Gjøl er faktisk afledt af "gul".
I følge lokalhistorikeren Niels Eske Nyhus i Gjøl skyldes navnet sandsynligvis, at Gjøl, som jo oprindeligt var en ø, førhen var dækket af birketræer, som om efteråret antager en karakteristisk gul farve. De mange birketræer har i øvrigt også givet navn til andre steder på egnen, blandt andet Birkum og Birkelse.
I dag stod solen her på Øland op klokken 5.35 og gik ned igen klokken 21.19, så dagen er allerede aftaget med godt to timer.

Ha' det
Jesper

lørdag den 7. august 2010

Bjørnemanden















Lige inden for indgangen til Aalborg Zoologisk Have står en skulptur med en nøgen mand, som vandrer afsted med to bjørneunger under armene. Han har ikke bare en bjørn på, men hele to...
Figuren er i overstørrelse, og jeg kan huske fra min barndom, at den gjorde et enormt indtryk på os små knejter fra Farsø. Især de enorme tæer var imponerende.
Den livagtige skulptur er skabt af den aalborgensiske billedhugger C.J. Bonnesen i 1925 - før der overhovedet var tænkt på en zoologiske have i den nordjyske hovedstad. Titlen er "Et Godt Kup".
Efter at Zoologisk Have blev indviet, fandt man gibsmodellen til skulpturen, og den 28. juli 1935 blev figuren støbt i bronze i København. Afsløringen fandt sted den 5. august samme år.
Skulpturen var en gave fra Aalborg Aktie-bryggerier - det senere Urban - og formanden for bryggeriets bestyrelse, overretssagfører Johs. Michelsen, sagde ved indvielsen, at nok var det en vildmand, men det var ikke nogen ond vildmand, man havde stillet op. "Det ser nok ud til, at han raner de to bjørne, men efter ansigtsudtrykket at dømme vil vildmanden behandle dyrene godt". På den måde fandt den gode overretssagfører, at skulpturen var et fint billede på dyreparken.
Forresten mener jeg, at det er nærliggende at se vildmanden som Noa, der er i gang med at samle to eksemplarer af hver dyreart til sin ark, ligesom jeg i mit forrige indlæg kaldte Zoologisk Have for en "Noas Ark". Sjovt nok er der i Mølleparken lige ved siden af Zoo en skulptur af Rolf Roda Reilinger med titlen "Noahs Ark". Reilinger er oprindelig tysk jøde og flygtede til Israel i 1939. Skulpturen er en tak til Danmark for danskernes indsats for jøderne under krigen.

Ha' det
Jesper

torsdag den 5. august 2010

Noas ark

"- Aalborg Zoo er simpelthen bare så sej. Meget sejere end den i København." Så uforbeholden er Rasmine, Dinas datter, i sin bedømmelse af Aalborg Zoologiske Have.
Rasmine er lidt af en ekspert på området. Som københavner og mor til Adam på knap to år har hun naturligvis årskort til hovedstadens zoologiske have - for disse dyreparker, vore dages svar på Noas Ark, er et rigtig godt sted at gå tur med børn.
For en videbegærlig gut som Adam er der virkelig noget at se på. Hver dag byder på nye erkendelser - og derfor kan sådan et sted som zoologisk have næsten ikke besøges for tit. Derfor benyttede vi torsdagens lidt usikre vejrmeldinger til en tur til Aalborg og den zoologiske have.
Men også for en halvgammel gut som undertegnede er der masser af spændende ting at se i haven. Jeg er selv kommet i haven, siden vi som skoleelever i 60'ernes Farsø en gang om året blev sendt på udflugt med Hvalpsundbanens tog til egnens store by. Allerede dengang var Aalborg Zoologisk Have på mange måder en foregangs-institution inden for branchen. Jeg erindrer stadig vores næsegruse beundring for det store savanne-anlæg i bunden af haven. Dengang var det jo ikke så almindeligt at rejse, men en tur til savanne-anlægget var jo næsten som en tur til Afrika.
Zoologisk have er lidt af et fund, når man kan lide at fotografere. Nærheden til de mange eksotiske dyr byder på masser af foto-opportunities, som det vist nok hedder på moderne dansk.
Al ting skal jo helst foregå på engelsk i dag - og jeg har på det seneste lagt mærke til i radio og fjernsyn, at man er begyndt at udtale zoo som "suu". Selv har jeg nu altid sagt "so-o", og den engelske udtale lyder altså dumt i mine ører. Forresten bliver det ikke mindre dumt at høre, hvis man har lidt kendskab til grønlandsk. For "suu" er et almindeligt grønlandsk ord og betyder "ja".
Men bortset fra dette brok fra en halvgammel, sur mand, så kan jeg altså kun tilslutte mig Rasmines ord - og med lidt nordjysk beskedenhed sige: "- Ja, Zoologisk have i Aalborg er såmænd ikke så ringe."

Ha' det
Jesper

onsdag den 4. august 2010

Adam på besøg















Lille Adam var i dag på besøg i herreværelset. Og det kunne nok være, at der var ting og sager at pille ved for sådan en gut på knap to år.
Men det var nu hverken modelbiler eller flyvemaskiner, som vakte interessen - derimod mine to bamser, som til hverdag lever en fredelig tilværelse mageligt henslængt på chaiselongen. Men efter et par kærlige omfavnelser var det slut - for hvad var det? Jo, den ene af bamserne bruger solbriller - og det synes Adam altså er noget af det mest spændende i verden. Så de røg af bamsen. Egentlig tror jeg, at det var planen at sætte dem på plads igen. For Adam er en velopdragen herre, der allerede tidligt i livet har lært, at man skal sætte ting på plads.
Men det var ikke sådan lige til at gøre. Stængerne vendte tilsyneladende helt forkert, og så tabte Adam interessen for det projekt. Men solbriller er jo spændende i sig selv, så det var herlig beskæftigelse de næste mange minutter.
Adam er Dinas yngste barnebarn, og han besøger os i øjeblikket sammen med Rasmine, der er hans mor. Adam bor til daglig i København, så det er sundt med sådan en tur på landet, hvor der er køer og heste at se på - og solbriller at lege med.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 3. august 2010

Danmarks mest stjålne ølåbner

Bang og Olufsens berømte ølåbner siges at være Danmarks mest stjålne samfunds-hjælper - som man kaldte den slags i gamle dage - og er helt uden konkurrence det produkt, som Bang og Olufsen har produceret flest af.
Prototypen til ølåbneren så dagens lys en aften i 1937. Den blev udviklet af Holger Krogh, som arbejdede på Bang og Olufsens laboratorie-værksted som maskinarbejder. Han var om nogen inspireret af Peter bang og Svend Olufsens ideer om funktionelt design - og værkstedet bar i mange år efter hans død navnet Kroghs Værksted.
I de sene aftentimer på værkstedet skar han logo-oplukkeren ud i krydsfiner og fik kollegerne i forniklingsafdelingen til at forkrome den, inden han præsenterede ideen for Peter Bang, som blev så begejstret, at han på stedet købte rettighederne formedelst 25 kroner. Siden har det danske designikon brugt ølåbneren som reklamegave - eller merchandise som det kaldes i dagens Danmark.
Ølåbneren kunne i mange år kun erhverves, hvis man fik den forærende eller simpelthen nolede den- og det har givet den statussen som Danmarks mest stjålne samfundshjælper. Faktisk findes der en Facebook-side for folk, som indrømmer, at de har stjålet en Bang og Olufsen oplukker.
Tiderne har siden skiftet - og den kan i dag købes for en rund 50'er - det dobbelte af Holger Kroghs honorar i 1937. Den er fremstillet indtil nu i godt to millioner eksemplarer. Det er et antal, som de ellers eksklusive Bang og Olufsen-produkter sjældent kommer i nærheden af.
Der er vel næppe nogen, som vil påstå, at oplukkeren er direkte køn, men den ligger godt i hånden. Og så virker den til sit formål. Akkurat som det, jeg vil påstå er verdens bedste og mest suveræne fjernbetjening - Beo4 - der blev lanceret i 1994, og kan bruges til alle Bang og Olufsen-produkter, som er fremstillet siden 1988 - noget der er helt unikt i en verden, hvor stort set alle elektroniske produkter har deres egen fjernbetjening. Det er genialt!
Med Beo4 kan man klare sig med en fjernbetjening. Den er oven i købet programmerbar og kan bruges til at styre alt fra gardiner, lys, tyverialarmer og til boblebad. På nettet har jeg sågar set et eksemplar brugt som computer-mus. Så hvis der er et produkt fra den danske radio/TV-producent, som nogensinde skal gøre logo-samfundshjælperen rangen stridig som mest producerede produkt, må det bestemt være Beo4.
Holger Krogh holdt åbenbart af at arbejde i sit værksted om aftenen, for ølåbneren var ikke det eneste, han lavede. Under krigen byggede han en modeljernbane med et fantastisk damplokomotiv og et par meter skinner. Motoren til lokomotivet havde han fundet i vraget af et tysk fly, som var styrtet ned i nærheden af Struer. Motoren var så stærk, at lokomotivet kunne trække en symaskine efter sig. Peter Bang tilbød ham 500 kroner for modeljernbanen - 20 gange honoraret for oplukkeren - men Holger Krogh takkede nej. Det skulle være en gave til hans sønner.
Holger Krogh var under krigen også aktiv i modstandsbevægelsen. Hans bidrag til kampen var naturligvis radiosendere - og så reparerede han håndvåben. Når de skulle testes, affyrede han dem ind i tørvene i Svend Olufsens fyrkælder!

Ha' det
Jesper