mandag den 31. august 2009

Høsttid

- Alle gode gaver kommer ovenfra, lyder det i den gamle salme. Den har den seneste uge kørt rundt i hovedet på mig, mens jeg har set bønderne knokle med at få høsten i hus.
Overalt på Øland er der travlhed. De store, flade vidder er jo en del af Danmarks kornkammer. Fra tidligt morgen til langt ud på natten kører mejetærskerne på markerne - frem og tilbage igen og igen - og store lastbiler med træk kører i pendulfart for at bringe kornet videre til korntørreriet. Overfloden er i denne tid så voldsom, at kornet må ligge udendørs - til glæde for blandt andet gråænderne.
Når jeg ser sådan et par ænder vralte målbevidst hen mod et bjerg af korn ved den lokale andel, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det må være noget af det nærmeste, man kan komme paradis i andeverdenen.
Men ænderne skal passe på, skal de! Paradis er nærmere, end de måske aner. For 1. september går andejagten ind. Og så kan den heldige jæger synge med på, at "alle gode gaver kommer ovenfra"!

Ha' det
Jesper

fredag den 28. august 2009

På hawet

Det er desværre ikke blevet til meget fiskeri i år, men torsdag tog vi revanche med en rigtig lystfiskertur til det berømte Gule Rev i Skagerrak mellem Danmark og Norge.
Lad det være sagt med det samme - jeg har oplevet ture, der har været bedre, både hvad angår mængden af fisk og vejret. For det var rent ud sagt et lortevejr. Det regnede og blæste hele dagen. Det er temmelig trættende, for det er svært at holde koncentrationen på grejet, når man samtidig skal klamre sig til rælingen for at stå fast. Og når man starter fra Hanstholm kl. seks om morgenen og først er tilbage igen ved seks-tiden om aftenen bliver det en meget lang dag. Dina, der ellers er temmelig søstærk, måtte da også lægge sig med lidt søsyge sammen med to ellers meget garvede havfiskere.
Faktisk var vejret så ringe, at de to andre både, som vi fulgtes med fra morgenstunden, vendte om og stak næsen hjemefter allerede før middag.
Alligevel blev turen en succes. Først og fremmest fordi jeg hentede jeg en personlig rekord med en torsk på otte kg. Det var samtidig dagens største fisk på båden. Det passede bestemt ikke fruen, der normalt ellers plejer at løbe af med sejren, men vægten talte sit ubønhørlige sprog.
Det er i øvrigt en fantastisk oplevelse at hive sådan en krabat op af havet. I lange perioder flyttede den sig overhovedet ikke af stedet, men her er det en stor fordel, at skibet gynger. For når fiskestangen i takt med skibet bevæger sig opad i vandet, må selv den største torsk altså følge med - og sådan får man den ind - meter for meter. Der er stadig et stykke vej til Hemingway og Den Gamle Mand og Havet, men det er en god fornemmelse, når først kalorius ligger der på dækket.
Men Dina var nu godt med alligevel. Hun hentede en torsk på fire kg - og det er da en meget pæn fisk. I alt tog vi ti torsk - alle på tre kilo og derover. Da vi kom hjem, måtte den gamle fryser i udhuset tændes, og vi har nu et pænt lager af det fineste, velsmagende fiskekød til en god del af vinteren.


Knæk og bræk
Jesper

onsdag den 26. august 2009

Fuglene i haven
















Generelt bød onsdagen på et rigtig dejligt havevejr. Om eftermiddagen tog vi en rigtig slapper på terrassen bag huset. Her blev jeg tilfældigvis opmærksom på fire flyvefærdige svaleunger, som sad øverst på et af tagvinduerne. Nok havde de lært at flyve, men færdighederne er ikke gode nok til også at fange føden i luften. Derfor sad ungerne her på rad og række og ventede på at blive fodret. Med jævne mellemrum kom svalefar eller svalemor forbi og på en brøkdel af et sekund var en god mundfuld insekter afleveret i et af de gule gab. Det var et svimlende virtuøst stykke fodringsarbejde, som det lykkedes mig at forevige.














Jeg har i nogen tid haft en mistanke om, at vi har en fuglerede oppe under taget. Mistanken blev i dag bekræftet, da jeg med kameraet fangede en skovspurv på fersk gerning i det brøkdel af et sekund, som den skal bruge på at smutte op bag tagrenden og ind under tagstenene. Også det er ærlig talt en imponerende flyvebedrift, så vi lader billederne stå et øjeblik - og glæder os over, at der stadig er masser af sangfugle i haven.















Netop nu er vores fire tjørne ved at sætte bær - masser af bær, så det lover også godt for fuglelivet til vinter. Det kan vi så glæde os over - nu hvor den mørke tid ellers er ved at sætte ind.
















Ha' det
Jesper

En solstrålehistorie
















Som tidligere nævnt var vi til barnedåb søndag morgen. Det var Dinas andet barnedarm, Rasmines Adam, som skulle holdes over dåben. Det skete i Kapernaumskirken på Frederikssundvej i København NV.
Nu er det jo ingen hemmelighed, at jeg har svært ved at holde mig vågen under kirkelige handlinger, men jeg havde taget kameraet med - og det er ligesom en god undskyldning for at foretage sig noget fornuftigt, mens præsten taler, synger og beder.
Der er imidlertid nogle etiske udfordringer ved at fotografere under en gudstjeneste. Det skal gerne gøres lidt diskret, hvilket bestemt er en udfordring, når man møder op med kirkens største kamera og i øvrigt vejer nær ved 110 kilo. Efter mit eget kodeks er brug af blitz bandlyst under en gudstjeneste, selv om jeg kunne se, at man åbenbart ikke tager den slags så nøje nutildags. Når man fotograferer uden blitz, kræver det dels et indgående kendskab til kameraet og teknikkken bag, dels en rolig hånd.
Jeg synes selv, at der kom nogle fine billeder ud af begivenheden. Specielt havde jeg et godt øje til præsten, som dygtigt udnyttede solindfaldet i sin scenografi. Når der står sådan en solstråle lige ned i hovedet på en præst, er det ligesom hans ord får ekstra vægt - det bliver til en rigtig solstrålehistorie!
Det skal da også med, at Adam er et sjældent roligt barn, som er meget fotogen. Trods sin beskedne alder har jeg ham alvorligt mistænkt for at vide, hvad han gør.
Synes du forresten, at Kapernaumskirken er et underligt navn? Så kan jeg fortælle, at Kapernaum er et sted i Galilæa, som er kendt som der, hvor Jesus første gang praktiserede helbredelse ved håndspålæggelse og andre trolddomskunster.
Præsten kunne tilføje, at folk i Kapernaum ikke var særligt modtagelige for Guds ord, og det måske kunne være pointen, da kirken blev bygget i slutningen af 1800-tallet midt i et af Københavns store arbejderkvarterer.
Jeg tror i øvrigt, at dette var min første gudstjeneste i en dansk kirke i mindst 20 år. Det var et spændende møde med en ny salmebog, hvor jeg må indrømme, at Steen Kaaløs "Du kom til vor runde jord" fra 1990 gik rent ind. Et brudstykke af melodien kan høres her.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 25. august 2009

Et levn fra fortiden

Dina og jeg har nu delt morgenavisen i flere end 15 år, så det kommer næppe til at gøre den store forskel i hverdagen, at vi i lørdags smuttede forbi Jammerbugt kommunes giftefoged - og i al stilhed fik papir på hinanden.
Vi valgte at gøre det i stilhed, ja, netop fordi det næppe kommer til at gøre den store forskel. Men det er altså sådan, at dagens lovgivning stadig på visse områder favoriserer parforhold, der er autoriseret af staten. Ægteskabet er jo ellers et levn fra fortiden, hvilket klart understreges af den iver, muslimer lægger for dagen, når de skal gifte deres afkom væk.
I øvrigt synes jeg, at det er fuldstændig latterligt, når man ser det niveau og den hype og fokus, der er på selve bryllupsfesterne i vore dage. Her er det ligesom om, at brylluppet og ikke parforholdet er selve målet. Der er sågar i øjeblikket en tv-serie, der handler om iscenesættelsen af en række bryllupper. Som sådan bliver det jo netop iscenesættelse og performance - og det er jeg nu helt sikker på, aldrig har været Vorherres mening med det.
Men nu skal det jo ikke gå ud over Dina, at jeg er en gnaven gammel mand, så vi fik da en sjov dag ud af det - alligevel. Selve brylluppet foregik nemlig i flotte omgivelser på Herregården Bratskov i Brovst. Jeg havde forestillet mig, at det var ligesom i Nuuk, hvor man bare gik op til borgmesteren, men Jammerbugt kommune har altså valgt at henlægge den slags begivenheder til Bratskov, der fungerer som en slags repræsentationsbolig for kommunen.
Bryllupsrejsen blev også uforglemmelig og noget, vi kan grine af, når vi bliver gamle. Vi skulle nemlig flyve til København lørdag eftermiddag umiddelbart efter brylluppet, da Dinas datter havde inviteret til barnedåb søndag morgen. Turen gik imidlertid ikke helt efter planen.
Da vi var kommet ud i flyet, skete der nemlig ikke en hujende fis, da piloterne forsøgte at starte det næsten splinternye CRJ 900 NG. Fejlen var åbenbart umulig at rette og vi blev forholdsvist hurtigt booket om til næste afgang, som blev befløjet med en god gammel MD-80.
Residensen blev forlagt til cafeteriet i Aalborg lufthavn, hvor Dina og jeg så kunne fejre den store begivenhed med en kølig og i øvrigt glimrende flaske hvidvin på SAS' regning. Jeg fik også en snak med besætningen på flyet og kunne ikke lade være med giftigt at bemærke, at CRJ 900 sjovt nok bliver produceret af det samme firma, som lavede de berygtede DASH8-400, som SAS havde en del havarier med for et par år siden.
Besætningen bedyrede, at der aldrig havde været problemer med flyet i det halve år, de havde arbejdet på det. Lørdag var imidlertid en rigtig dansk sommerdag med stegende varme i Aalborg, og styrmanden havde en teori om, at det var varmen, som havde fået flyets computer til at strejke - og det lyder troligt. Det er jo sådan en rigtig Microsoft-fejl, som vi alle er udsat for med jævne mellemrum.
Nu er det også sådan, at det altid er bedre, at den slags ting sker på jorden i stedet for i luften - og efter fire timers venten kunne vi i lettere løftet stemning så lette mod Kongens København.

Ha' det
Jesper

lørdag den 22. august 2009

Nymfer, najader og elverpiger
















Da jeg tømte kameraet her til aften, fandt jeg dette fantastiske foto, som jeg tog for en måneds tid siden, men helt havde glemt igen.
Vi har haft en del guldsmede i haven, hvilket jo hænger meget godt sammen med, at vi bor et stenkast fra gadekæret i Østerby og i øvrigt ganske få hundrede meter fra Ulvedybet, der i dag er en lavvandet sø.
Det er, så vidt jeg nu kan bestemme det, en blå vandnymfe. Jeg er lidt usikker, da guldsmedefamilien består af flere end 6500 arter.
I den græske mytologi er nymfer en fællesbetegnelse for smukke kvindelige naturvæsener, knyttet til en bestemt lokalitet. Nymferne opfattes som udødelige eller med et meget længere liv end menneskenes. Nymfer, som lever ved vand, kendes i den græske mytologi som najader og svarer til vore egne elverpiger. De var smukke, blege piger, der dansede rundt og rundt og farlige at møde. Enten dansede de med den forbi-passerende rejsende, til han døde af udmattelse, men de kunne også finde på at lokke ham med ned i deres elverhøj og holde ham fanget eller lokke ham ud i en mose, hvor han druknede.
Disse mytologiske skikkelser er folkelige forklaringer på naturlige fænomener. Som vi kender det den dag i dag, når vi siger, at mosekonen brygger, når sommerdisen lægger sig over enge og andre vådområder.
Og det ser da også ud til, at jeg overlevede mit møde med den blå vandnymfe!

Ha' det
Jesper

Kalvefrikasse

Når vi kommer her hen på sensommeren, og den første begejstring har lagt sig over alle de skønne salatting, grillbøffer og friske grøntsager fra haven, så er det igen tid til at tænke i de lidt mere forarbejdede retter.
Her i august er en rigtig god ting for eksempel kalvefrikasse, der efter mine begreber er en rigtig dejlig, sommerlig gryderet. Den kan i øvrigt laves velsmagende og forholdsvis kalorielet uden de store problemer.
Jeg tager et halvt kilo kalvesmåkød, som jeg giver et opkog, så vandet skummer. Herefter hælder jeg vandet væk og skyller kødet en gang for at få urenhederne væk. Derefter dækkes kødet med vand, der tilsættes salt og peber, og det får lov at koge en halvanden times tid, til det er mørt. Fonden reduceres til det halve og i stedet tilsætter jeg lidt mælk, så retten kan få den rigtige lyse farve. Grøntsager - for eksempel ærter, gulerødder og blomkål tilsættes og det hele får et opkog. Endelig ikke for meget - grøntsagerne skal stadig have kant - og så jævnes det hele med en gang Maizena og der rundes af med en ordentlig gang hakket persille. Nu må det helst ikke koge mere, for så mister du den friske persillesmag. Værsgod og spis - retten er perfekt til nye karfofler.
I øvrigt er det ved at være slut med vore egne kartofler her i Østerby. Som man ser på billedet, er der kun et par toppe tilbage. Men bare vent - til næste år skal vi have mange flere kartofler på matriklen!
Da jeg i sin tid begyndte at flyve til Grønland var kalvefrikasse af uransagelige årsager standardmenuen hos SAS, når man fløj til Kangerlussuaq. Dengang nåede jeg at blive lidt træt af det. Men når man ser, hvad der bliver serveret på fly i dag, tænker jeg på det som et ganske kært minde!

Ha' det
Jesper

Burkatid

Sensommerens traditionelle agurketid i medierne er i år på sælsom vis blevet forvandlet til burkatid.
Det borgerlige flertal i Folketinget står til splittelse på grund af et ualmindelig tåbeligt og ugennemtænkt forslag fra de konservative om at forbyde burkaer - og det er synd, for det er forslaget slet ikke værd. 2009 vil i fremtiden blive kendt som året, hvor alle danskere lærte, at der findes en ortodoks muslimsk kvindebeklædning, som kaldes burka.
Forslaget er inspireret af den tidligere radikale rendemaske Naser Khader, der dog burde vide bedre. I Iran render politiet rundt og deler bøder og piskestraffe ud til kvinder, som ikke bærer tørklæde - det er vel næppe sådanne tilstande, det præservative folkeparti ønsker sig her til lands.
Konsekvensen af et generelt forbud - og her tænker jeg ikke på en regulering af politi og andre offentlige myndigheders klædedragt - vil være uoverskuelige. Hvad bliver det næste, som Folketinget vil forbyde folk at bære i deres fritid - overskæg, norsk tophue eller usmagelige bilsælgerslips?
Som det er de fleste bekendt, går jeg ind for en meget stærk styring af indvandringen til Danmark, så vi sikrer os, at vi kun får nye medborgere, som vil bidrage konstruktivt til at udvikle det danske samfund - og den slags finder vi næppe blandt troende muhammedanere. Men at lovgivningsmagten skal blande sig i folks private klædedragt er simpelthen så usmageligt, så udansk, at uanset mine borgerlige sympatier, skal det forslag skydes ned straks. Og så bør det Konservative Folkeparti nok overveje, om ikke den radikale renegat Khader i virkeligheden er en trojansk hest, som partiet, der ellers står vagt om de danske værdier, har fået ind i sin midte.
Og så til dagens vits: Hvorfor er det nu lige, at kvinderne ikke må køre bil i Muhamedanistan? Jo, det er klart, når de bærer burka, kan de jo ikke se, hvor de kører!
Billedet forestiller dagens høst af uregulerede, frisindede danske agurker fra mit drivhus.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 18. august 2009

Det lunefulde net

Helene Tursten er tilbage på banen igen. Efter en svag klichepræget præstation med Manden med det lille ansigt er formkurven stærkt opadgående med Det lunefulde net.
Bogens første halvdel skæmmes godtnok lidt af for meget politisk korrekthed, nogle stive replikker og lidt kildeafsmitning, men da først handlingen kommer i gang, så går det over stok og sten.
Drabsafdelingen i Göteborg arbejder i bogen med to forskellige mordsager, men den ene bliver overført til afdelingen for kolde sager, hvor Irene Huss' tidligere chef Sven Andersson residerer. Og jeg tror helt ærligt, at det er bogens styrke, at fokus fjernes fra den altid engagerede og forargede Irene Huss, som ellers har alle de rigtige meninger. Det er også en styrke ved bogen, at Helene Tursten har opgivet sin vane med at sende Irene Huss til udlandet. Denne gang bliver det kun til en tur med lyntoget til Malmø - og godt det samme.
For Helene Tursten kan sit håndværk og har skruet to rigtigt gode plots sammen - og jeg tror, at skriveglæden simpelthen har taget over i arbejdet med bogen, sådan at især de sidste 150 sider simpelthen bare kører derudaf - uden at der hele tiden skal kommenteres på kvindeundertrykkelse og liderlige mænd.
Helene Tursten bør nok overveje om ikke fremtidige bøger i serien skal have den ellers pensionerede kriminalkommissær Sven Andersson som hovedkarakter. I denne bog er han i hvert fald godt på vej til at overtage handlingen.
En glimrende bog, der kan anbefales. Egentlig står den til fem ud af seks mulige tørfisk, men vi lader det blive ved de fire på grund af den lidt famlende første halvdel - så kan hun vel lære det!

Jesper

mandag den 17. august 2009

Symboler fra fortiden






















Min gamle skolekammerat Per Lyngby kan naturligvis ikke komme uden om at omtale Woodstock-jubilæet på sin blog. Han gør det med historien om Alvin Lees mystiske introduktion til "I'm going home - by helicopter".
Historien er illustreret med et billede af Alvin Lee's guitar med de tidstypiske fredssymboler, som sidenhen er blevet kopieret af mangen en ungersvend med drømme om at blive guitar-stjerne. Det har inspireret mig til at se nærmere på de mange stickers, som Alvin Lee's guitar er udsmykket med.
Først og fremmest er der fredssymbolet. Som fredssymbol blev det introduceret af anti-atomvåben-bevægelsen i 1957. Englænderen Gerald Holton havde angiveligt taget sit udgangspunkt i bogstaverne N og D for Nuclear Disarmment, der grafisk transformeredes til en cirkel med det velkendte brudte kors. Gerold Holton har senere forklaret, at tegnet repræsenterer et individ, der i desperation strækker håndfladerne ud som "ligesom Goyas bonde foran henrettelses pelotonen. Jeg formaliserede tegningen indtil en linje og puttede en cirkel rundt om."
Symbolet blev brugt i forbindelse med den første engelske påskemarch mod atomvåben og blev også kendt i Danmark i forbindelse med de danske påskemarcher, der i begyndelsen af tresserne ledte frem til Vietnambevægelsen med mere.
Tegnet var umådeligt populært i disse dage, men det kan vel diskuteres, hvor fredelige hensigterne egentlig var med venstrefløjens brug af det. Som Lenin skrev: "Som et endemål betyder "fred" ganske enkelt et kommunistisk verdensherredømme."
Selvom Gerald Holton tillægges ophavet, har tegnet været brugt før. Det brudte kors er R i runealfabetet. For vikingerne symboliserede det død og begravelse.
Det skal også med, at med nazisternes sværmen for vikingeromantik indgik tegnet i den officielle inskription på SS-soldaternes gravstene.
Siden den tidlige middelalder har tegnet også været kendt som et anti-krist-symbol, og kaldes da også Neros kors. Det refererer til myten om apostlen Peter, som blev korsfæstet af Nero. Peter bad om at blive korsfæstet med hovedet nedad, da han ikke var værdig at dø som sin mester.
Sjovt nok sidder symbolet på Alvin Lee's guitar til venstre ved siden af et kendt kristent symbol - det såkaldte Labarum, der er en kombination af de græske bogstaver P (rho) og X (khi), som er de første bogstaver i ordet Kristus. Tegnet tillægges en åbenbaring, som den romerske kejser Konstantin den Store fik i 312 før slaget ved den Milviske Bro. I den forbindelse tog han mottoet "In hoc signo vinces" - ved dette tegn skal du sejre - og det er da også den tekst, som omkranser korset på Alvin Lee's guitar.
Nederst til højre ser vi det astrologiske urhoroskop. Det vidner om en vis okkult interesse hos Alvin Lee, men det var jo også i høj kurs dengang i slutningen af 60'erne, så det er vel ikke noget mærkeligt i.
Umiddelbart til venstre oven for guitarstolen er en sticker med logoet for Woodstock-festivalen, og det er da troligt, at hvem som helst, der har haft æren af at spille på Woodstock, kan finde på at sætte dette klistermærke på guitaren.
Endelig - umiddelbart til venstre for Woodstock-logoet - er der en sticker, som jeg må erkende, at jeg ikke kender og ikke har kunnet finde noget på. Vi ser en person tegnet i streg - lidt a la tidlig Hergé - som gør V-tegnet med begge hænder. I de dage var V-tegnet også et fredstegn, selv om det angiveligt stammer fra Churchhill, der brugte det som sejrstegn i anden verdenskrig. I Asien benyttes V-tegnet ofte af unge på fotos og betyder i denne sammenhæng lykke. Jeg hører gerne fra læsere, som kender nærmere til baggrunden for dette klistermærke.
Umiddelbart herunder ser vi et dødningehoved. Det kan betyde gift eller pirater - jeg ved det ikke, men det vidner vel om, at der ikke har ligget nogle særligt dybe overvejelser bag udsmykningen af guitaren.
Men sjovt er det - og Per Lyngby kan da også berette, at samlere uden held har budt op til 500.000 dollars for guitaren. Det er sindsygt, men vidner om den voldsomme ikoniske kraft, som guitaren og dens mestre havde i en tidsalder, hvor musikudøvelse også var en politisk handling.

Ha'det
Jesper

lørdag den 15. august 2009

Star Sprangled Banner

I disse dage er det 40 år siden, at alle rockfestivalers moder, Woodstock, løb af stabelen på bonden Max Yasgurs jorder nær Bethel i staten New York. Denne begivenhed er omtalt i de fleste media her i weekenden.
Men det er jo også 40 år siden, at verden så og ikke mindst hørte Jimi Hendrix stærkt personlige, dybtfølte og for mange forfærdende udgave af den amerikanske nationalhymne, Stars Sprangled Banner. Den begivenhed skal såmænd nok også være omtalt rundt omkring på nettet, så det vil jeg heller ikke bruge plads på her.
Men, men, men...
Rent tilfældigt faldt jeg på YouTube over en lille specialvideo bygget over Hendrix optræden på Woodstock. Se videoen til ende - det er ikke, hvad du tror, du skal se. Jeg vil blot sige: Sådan har jeg aldrig fået den før!



God søndag
Jesper

Buuarsikkut - grønlandsk satire II











Buuarsikkut er navnet på en tegneserie, som med ujævne mellemrum optræder i den grønlandske avis Sermitsiaq.
Buuarsikkut kan bedst oversættes til noget i retning af Boas og hans venner. (-ikkut er sådan et grønlandsk vedhæng til navne og som refererer til en persons nærmeste omgangskreds eller familie alt efter sammenhængen). Den tegnes af kunstneren Robert Holmene, som med sin grønlandske baggrund kan gå tæt på etnicitet og selvskabte problemer i det grønlandske samfund - uden at blive beskyldt for racistiske tendenser. Men serien er også meget grønlandsk i den forstand, at mange af striberne refererer til konkrete grønlandske fænomener, som man skal have et større kendskab til livet på verdens største ø for at forstå. Men har man det kendskab er det også tydeligt, at satiren er ætsende - og der bliver gået virkelig tæt på.
Alene figurerne er sådan nogle grønlandske arketyper, som alle os, der har boet der, kan nikke genkendende til og more os over.
Jeg har valgt et par striber her, som bør kunne forstås af alle. Den øverste stribe er en kommentar til, at Grønland ikke alene har verdens højeste cigaretpriser - også elektricitet er temmelig dyrt. Den nederste stribe taler vel nærmest for sig selv, men det er faktisk en velkendt kendsgerning, at det grønlandske arbejdstilsyn holder et vågent øje med de lokale kunstnerværksteder.
Buuarsikkut udkommer desværre ikke regelmæssigt og heller ikke særlig ofte - det er kun blevet til cirka 50 striber i alt. De kan alle ses her.












Ha' det
Jesper

torsdag den 13. august 2009

Parcafolket

I noget, der efterhånden ligner en menneskealder, har journalisten og tegneren Per Danker kommenteret hverdagen i Grønland i serien Parcafolket. Der er, som eksemplet her viser, tale om bidende og ætsende satire rettet mod politikerne og de som regel håbløse tilstande i de grønlandske samfundsinstitutioner. Men det er altid gjort med tungen i kinden og i stærk solidaritet med manden på isen eller Benjamin og Zakæus, som er det grønlandske svar på Maren i Kæret. Altså de almindelige borgere i det grønlandske samfund som med undren ser på mange af politikernes gøremål og tiltag.
Serien holdt i mange år til i den grønlandske avis Sermitsiaq, men har de seneste år kunnet læses på Webavisen.
Parcafolket er næppe særlig kendt uden for de snævre grønlandske cirkler, men da satiren i høj grad retter sig mod politikere som sådan, har den også et budskab til folk uden for den store, dejlige ø. Parcafolket være hermed anbefalet til bloggens læsere.

Ha' det
Jesper

Hovedet på bloggen

Læg hovedet på "bloggen". Sådan lyder den muntre opfordring fra min gamle skolekammerat Per Lyngby, der også har kastet sig over blogningens lyksaligheder. På sin hjemmeside "Thitind" beretter han om stort og småt fra Farsø og nærmeste omegn og ikke mindst om sin store interesse for rock fra 70'erne. Senest har han endog kombineret de to emner med en serie om de lokale idoler "Blackbirds", som havde en kort, men intens karriere dengang vi i begyndelsen af 70'erne sad på drengeværelserne og blandt andet terpede latin efter skoletid. Belønningen for terperiet var en times afslapning med programmet 1501 på P3, hvor værter som Ole Reitov, Karsten Sommer og Hans Otto Bisgaard tog os med ind i en verden befolket af bands som Deep Purple, Uriah Heep, Yes og mange andre i dag for længst glemte navne - hvis det altså ikke lige var for rockhistorikere som Per Lyngby.
Jeg har meget af musikken på LP - og jeg blev næsten helt rørt til tårer, da Per i et af sine indlæg fortalte, at han netop sad og lyttede til Uriah Heeps LP "Look at yourself" - den med spejlet på coveret, som kan ses på billedet ved siden af min grammofon. Herregud, her gik jeg og troede, at jeg var den sidste mand på jorden, der kunne finde på det.
Per Lyngby peger på to årsager til, at Lp'erne i disse år oplever en stigende popularitet på trods af digitaliseringens bekvemmeligheder. Først og fremmest coverne, som jo mange gange var de rene kunststykker i sig selv - og som man kunne bruge timer på at kigge på. Og så er der altså det med lyden. LP-lyden med sin knasen og dynamik er helt anderledes end den digitale lyd. Jeg oplever det helt klart som mere behageligt at lytte til ved store lydstyrker - og så er der enkelte plader, som simpelthen ikke har kunnet tåle transformationen til digital-lyd. En af dem er Simon og Garfunkels "Bridge over Troubled Water". Jeg har den både på CD og LP, men det er altid LP'en, jeg hører. I sin tid tog det over et halvt år at mikse den på 16 og 32 spors båndmaskiner - og i numre som The Boxer og titelnummeret ligger musikken flot lag på lag, så man kan høre de enkelte instrumenter - men det forsvinder ligesom på CD'en og bliver bare til noget mudret støj. Så derfor er jeg enig med Per i, at LP-pladerne stadig har en berettigelse.
Men tag lige og tjek Pers hjemmeside - den er spændende, også fordi han er en knaldgod fotograf.

Hej Per
Ha' det
Jesper

onsdag den 12. august 2009

Sure sild

Svensk sild er som atomaffald. Datoudløbne dåser med surströmning er et problem. Man må nemlig ikke bare dumpe den stinkende delikatesse, meddeler Tromsø-avisen Nordlys onsdag. I Nordländska Socialdemokraten har man sakset en historie om, at de uåbnede, datoudløbne dåser med surströmning er blevet et affaldsproblem, da renovationssystemet ikke vil modtage dem. Organisk affald og metal skal sorteres hver for sig, og butikkerne kan ikke få personale til at åbne dåserne inden destruktionen.
For med surströmning - en slags gæret sild - er der kun to meninger; enten elsker man det eller også findes der ikke noget værre. Men alle kan blive enige om, at lugten af en nyåbnet dåse er ganske afskyelig. Eller som det hedder i avisen - har en intens lugt. Derfor åbner man traditionelt altid dåserne udendørs - og vel at mærke så vinden bærer væk.
Enkelte flyselskaber forbyder surströmning i bagagen. Expressen beretter blandt andet om et tysk ægtepar, som i 2006 skulle hjem fra Skellefteå og havde taget en dåse med i bagagen. Dåsen eksploderede i flyets bagagerum og saften ødelagde de øvrige passagerers bagage. Det tyske ægtepar blev gjort ansvarlig og måtte betale erstatning inklusive tre dages driftstab for flyet, som måtte gennem en større rengøring.
Historien er aktuel, fordi det er i slutningen af august, at der er premiere på surströmning. Jeg havde fornøjelsen sidste år at være med i Luleå. Rygterne om surströmningen er lidt overdrevne - så slemt er det heller ikke. Det er særpræget og smagen giver mindelser om ammoniak, men serveret på knækbrød med nye kartofler og rødløg, så er det såmænd ikke værre end så mange andre slags sild.
Men det kan undre, at en norsk avis beskæftiger sig med emnet. Jeg mener... Hvis man kommer fra et land, hvor man blandt andet spiser bokafisk, rakafisk og lutefisk, så burde man måske holde en lidt lav profil i disse anliggender.

Ha' det
Jesper

søndag den 9. august 2009

Torden og lynild














Lørdag eftermiddag blev Øland ramt af et imponerende voldsomt tordenvejr. Det havde rumlet noget i himlen i en times tid, og jeg troede ærlig talt, at det var gået forbi os. Faktisk i en sådan grad, at jeg var begyndt at vande nogle nyplantede jordbær.
Men så brød det løs. Først lidt spredt regn og lidt mere torden - og så pludselig stod himmel og jord i et. På en knap time fik vi mindst 50 mm regn. Hvor meget vi fik sådan helt nøjagtigt, kan jeg ikke sige, da regnmåleren simpelthen løb fuld. Men klimanormalen i Nordjylland for august er på 57 mm, så det var voldsomt.
Nu er vi jo sådan et par polartosser - og slet ikke vant til den slags vejr. Torden og lynild er temmelig sjældent i de arktiske strøg. Så når normale danske går indendørs og skutter sig i uvejret, går vi udendørs for rigtigt at høre og se, når det tordner og lyner.
Bilen røg ud af carporten, og så bænkede vi os ellers i et par havestole med en kande tordenkaffe. Især for Dina er den slags vejr en rigtig stor oplevelse, og hun havde gang i kameraet - og det er da også hendes billeder, som illustrerer historien her.
Efter tre kvarters normal torden og regn tog uvejret voldsomt til, og det begyndte at blæse og hagle. Så var det ligesom det ikke var så sjovt længere.
Vandet begyndte at trænge ind i udhuset over dørtærkslen - og det er ærlig talt et problem, da vi stadig har nogle flyttekasser stående der. Og som det ses tydeligt på dette billede, var det også lige før, at det var gået galt ved terrassedøren i spisestuen. Hvis det i fremtiden skal til at være normalt med den slags uvejr, kan det da godt være, at vi skal til at anskaffe os nogle sandsække.
Men fascinerende er det, når naturen sådan slipper kræfterne løs. På et tidspunkt lå fronten lige ud over fjorden i indflyvningen til lufthavnen i Aalborg. Vi så en af flyvevåbnets helikoptere kæmpe sig igennem i få meters højde. Jeg har jo fløjet en del i helikopter i Grønland og ved smerteligt, hvor følsomme den slags flyvejern er over for turbulens, så det har bestemt ikke været sjovt at være ombord.
Efter stormen kommer stilheden. I det stille vejr med den friske rene luft efter regnen tog vi et smut til Blokhus for at spise aftensmad. På hjemturen havde vi verdens flotteste solnedgang - og selvfølgelig havde vi ikke kameraet med. Så den må du tænke dig til...

Ha' det
Jesper

torsdag den 6. august 2009

Gederams

















August og sensommer er tiden, hvor en af de arktiske karakter-blomster, gederamsen, blomstrer.
Gederamsen ses ofte på nyryddet jord og byggegrunde rundt omkring Tromsø og nærmeste omegn. Dens dunede frø bliver spredt med vinden og er klar til at vokse alle steder, hvor der er en chance for, at den kan få fodfæste. Og herefter går det stærkt, fordi formeringen nu sker gennem utallige rodstængler. De unge rodskud kan forresten gøre det ud for asparges, hvis man lige står og mangler sådan nogle i en snæver vending.
Gederamsen, som vi ser heroppe, er den samme, som vi kender fra Danmark. Men den findes overalt i tempereret zone og Arktis. I Grønland i form af den såkaldte storblomstret gederams. Den er ikke så høj - allerhøjst 40 - 50 centimeter - men mindst lige så smuk. Ja, i de barske grønne landskaber virker den måske endda endnu kønnere. Gederamsen er da også den grønlandske nationalblomst. På grønlandsk hedder den niviarsiaq (i flertal niviarsiat). Det betyder ung pige eller frøken. Så frøken Smilla hedder selvfølgelig niviarsiaq Smilla på grønlandsk.
Niviarsiaq er også brugt som logo for Siumut, de grønlandske socialdemokrater i stedet for den traditionelle rose. Det er der sikkert mange, som vil mene, er misbrug af den smukke blomst. Jeg nøjes blot med at notere, at gederams er ukrudt, som vi ikke vil have ind i haven!
På canadisk hedder gederamsen fireflower. Det skyldes, at det ofte er den første plante, som indtager et område efter en skovbrand.
Det danske ord gederams må forresten ikke forveksles med gedehams, der som bekendt er en fællesbetegnelse for en række danske hvepsearter.

Ha' det
Jesper

onsdag den 5. august 2009

Dagens ord XVII

Dagens norske ord er helt bestemt hybelkanin. Det betyder ganske enkelt nullermand. Spørg helst ikke hvorfor, men ordet randt mig i hu, da jeg for et øjeblik siden vaskede gulv i mit diminutive køkken her på Rektor Steens Gate - i min lille hybel.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 4. august 2009

Tirpitz

Den 12. november 1944 blev en dag, de aldrig glemmer – folkene i Tromsø. Kl. 10.30 narrede 32 engelske Lancasters Luftwaffes luftmeldefolk på Flughafen Bardufoss og strøg i stor højde modTromsø-fjorden med kurs mod det største orlogsskib, som nogensinde er bygget i Europa – tyske Tirpitz på 248 meters længde med et deplacement på 53.000 tons og en besætning på 1700 mand. Det er en anelse større end søsterskibet - det navnkundige Bismarck.
Et kvarter senere var det fordi. Den store kæmpe lagde sig til hvile på fjordbunden uden for Håkøy 10 km syd for Tromsø. 1000 tyske marinere mistede livet. Den øverstkommanderende - Der Fliegerhorstkommandant - på Bardufoss blev dødsdømt for tjenesteforseelse, men slap nådigt med at få kommandoen over en flyplads i Tyskland, hvad der for så vidt kunne være slemt nok i de dage.
Lancasterne var bevæbnet med to typer bomber – dels af Tall Boy og Grand Slam typen, som først eksploderer sekundet efter at at have truffet målet og derfor med deres op til fire tons sprængstof er i stand til at lave enorme skader, dels de noget mindre, men navnkundige Anti Dam miner, som var designet til at slå smut på vandoverfladen mod målet.
Bomberne var så store, at der den dag i dag er små våger og strandsøer, der hvor nogle af de mange bomber faldt i strandkanten. På billedet ses to af bombehullerne i jorden til højre – det ene i græsset og det andet bagved i vandkanten. Hvis det kniber, kan du eventuelt klikke på billedet for at få det større. Som et kuriosum skal man lægge mærke til det lille bådehus, som har overlevet både bombardementet og tidens tand gennem de følgende flere end 60 år.
Efter krigen blev Tirpitz fjernet af tyske arbejdere, og det norske Vegvæsen skal angiveligt stadig bruge stålplader skåret ud af Tirpitz til at dække over vejhuller. Sjovt nok fik man fjernet skibet, mens den platform, som arbejdet foregik på, findes den dag i dag og bliver synlig to gange i døgnet ved lavvande.
På land er der i dag rejst en mindeplade – også skåret ud af skibssiden – for de faldne. En logbog på stedet afslører, at der stadig er tyskere, som tager til nordnorge for at mindes deres faldne forfædre. En gennemgående formaning i logbogen er: ”Lad det aldrig ske igen!”.
Historien om Tirpitz er på mange måder interessant. Den er blandt meget illustrativ, når man skal forklare forskellen på strategiske våben og taktisk-operationelle våben. Tirpitz er et godt eksempel på et strategisk våben – ligesom brintbomberne. Det var langt hen ad vejen slet ikke meningen, at skibet skulle bruges i kamp, selv om det var det største og et af de hurtigste krigsskibe, nogensinde bygget i Europa.
Men Tirpitz tilstedeværelse betød først og fremmest, at store dele af den engelske flåde blev bundet, fordi man frygtede, at skibet kunne angribe de konvojer, der gik gennem Nordatlanten til Murmansk, og man derfor måtte være parat til eventuelt at kunne svare igen.
Samtidig bandt Tirpitz også engelske ressourcer, fordi mellem 300 og 700 mand i lange perioder var beskæftiget med at finde ud af, hvordan man fik udslettet Tirpitz. Udover en god halv snes angreb med fly blev også dykkere og miniubåde forsøgt i kampen for at eliminire denne kæmpe. Også den norske modstandsbevægelse brugte i følge sagens natur store ressourcer på at holde de allierede orienteret om Tirpitz bevægelser og aktuelle kampstatus.
Set i dansk sammenhæng er der i øvrigt knyttet en meget pudsig myte til Tirpitz. Det har længe heddet sig, at en af de tyske stillinger uden for Esbjerg var armeret med reservekanonerne til Tirpitz. Kanonen med sin 111 tons tunge og næsten 20 meter lange kaliber 38 kanonrør findes nu på Museumscenter Hanstholm. Her har man dokumenteret, at tyskerne ikke brugte reservekanoner, men simpelthen fornyede kanonrørets foring og riffelgang, når det var slidt op efter cirka 250 affyringer. De fleste danskere ved i øvrigt udmærket, hvordan en 38 cm granat ser ud – for det er sådan en, som kommer kørende på et transportbånd, mens Olsen Banden leder efter skatten i de gamle tyske bunkere ved Hanstholm. Det er i Olsen Banden i Jylland, at det sker, og scenen ender da også med, at Kjeld får granatchok.
Angrebet på Tirpitz er blandt andet dokumenteret på Tromsø Forsvarsmuseum, hvor en lille gruppe pensionister gør en utrættelig indsats for at anden verdenskrigs lidelser aldrig skal blive glemt. Blandt andet kan man se skibsavisen fra Tirpitz – Der Schweinwerfer (lyskasteren) – og her gik jeg og troede, at personaleblade var en langt nyere opfindelse! Men ved nærmere eftertanke kan jeg da godt se, at det selvfølgelig har været nødvendigt med en besætning på 1700 mand langt fra hjemmet højt mod nord.
Der Scweinwerfer udkommer forresten stadig den dag i dag - udgivet af veteranerne fra Tirpitz.

Ha' det
Jesper

Foto: Museumscenter Hanstholm, www.marinequest.com, www.bismarck-class.dk

Luftens helte

Luftens helte er et typisk eksempel inden for en hastigt voksende genre på bogmarkedet, som kaldes erhvervslitteratur. Bøgerne handler grundlæggende om succes og fiasko, og mange af bøgerne er ofte af biografisk tilsnit. Forfatteren Søren Ellemose kalder sig da også erhvervshistoriker - skønt civiløkonom af uddannelse.
Genrens bøger er generelt velskrevne og hurtigt læst. Velegnet læsning til en travl målgruppe, når man for eksempel er ude at flyve(!) - og det gælder også Luftens helte. Suspense og letflydende dansk, godt redigeret, ingen generende fejl og illustreret med gode og relevante pressebilleder. Og som i al god litteratur er der helte og skurke.
Her kommer vi så til genrens svaghed. Heltene får altid en meget pæn behandling, og genren er da heller ikke kendt for at være specielt hård ved kilderne.
I denne bog gælder det især Maersk Airs direktør gennem mange år Bjarne Hansen og gamle Mærsk Mc-Kinney Møller. Det er i følge bogen retlinede folk, som kan deres kram, og som kan skabe sorte tal på bundlinjen. I erhvervslitteraturen er det sidste den altafgørende succesfaktor, som kan kompensere mangen en menneskelig svaghed og karakterbrist.
Bogens ærinde er at undersøge, hvorfor et særdeles veldrevet luftfarts-selskab som Maersk Air i løbet af få år bliver forvandlet til en rygende ruinhob af et fallitbo. Desværre lykkes det ikke rigtigt at komme med en god forklaring.
Det er en skam, for det er temmelig utroligt, hvad der sker. Der begås ledelsesmæssige fejl på fejl og det på alle niveauer med det kendte resultat: Maersk Air bliver solgt for en slik til en islandsk finansfantast, der gør arbejdet færdigt, da de sidste rester ryger med i Sterling-krakket. Det store problem er, at A.P.Møller koncernen normalt ikke begår den slags fejl. Her er alt som regel velovervejet og karakteriseret ved rettidig omhu, som det hedder. Hvorfor lader man så stå til, i stedet for enten at fortsætte successen eller at sælge selskabet, mens det var sundt og kunne have indbragt en god fortjeneste? Hvorfor venter man, til der ikke er noget at redde? Hvorfor reagerer man ikke på alle de røde lamper, som blinker i cockpittet?
Mit bud er, at en del af A.P.Møller-ledelsen på et tidligt tidspunkt kommer frem til, at flyselskabet ikke passer ind i koncernens grundstruktur og ikke på sigt kan bidrage til kernevirksomheden. Flyselskabet er imidlertid Mærsk Mc-Kinneys "elektriske tog", som ingen kan få ham med til at sælge, mens det går godt. Derfor indsætter man en inkompetent ledelse af garvede rederi-folk, som ellers har gjort det godt, men absolut ikke har forstand på luftfart. Og da det først løber af sporet, kan man gå til den gamle og overbevise ham om, at man er nødt til at sælge legetøjet.
Der er altså tale om overlagt mord - og ikke blot uagtsomt manddrab. Den slags ikke hensigtmæssig økonomisk adfærd ses i mange gamle familiefirmaer, så hvorfor skulle det ikke også kunne ske i nationalklenodiet og en ellers veldrevet og kernesund virksomhed som A.P.Møller-koncernen? Desværre vover Søren Ellemose ikke at gå så tæt på.
Nu vi alligevel har den sure mine på, skal jeg da heller ikke undlade at gøre opmærksom på, at det for det første er at tage munden rigeligt fuld, når bogen har undertitlen ...og historien om dansk luftfart. For det andet kan netop afsnittene om dansk luftfartshistorie sagtens undværes, da emnet dels er glimrende belyst i en række andre bøger og dels bør være en del af målgruppens almendannelse.
Men ikke desto mindre får Luftens helte fire ud af seks tørfisk. Først og fremmest fordi jeg er bidt af en gal flyver og labber den slags bøger i mig, og så fordi bogen rent sprogligt er så velskrevet og letlæst, som tilfældet er.

Jesper

mandag den 3. august 2009

På en sommerdag...

- På en sommerdag kan alting ske, sang Gasolin. Så her er fire stemningsbilleder fra en rigtig dejlig, varm sommerdag i det nordnorske.
















Trafikken gik i ged...

















Havgus ved Grøtfjord...

















Trængende i trængsel...

















Tågen letter...

På en sommerdag "på den grumsede, grønne Limpopo-flod", kan høres her.

Ha' det
Jesper

søndag den 2. august 2009

Masser af succes

En Gasolin-bølge ruller over Skandinavien denne sommer. Det var tydeligt natten til søndag her i Tromsø, hvor de kendte danske 70'er-sange strømmede ud ad vinduerne fra studenter-hyblerne i den lyse nordnorske sommernat.
Opsamlings-CD'en "Masser af succes" er i denne uge braget ind som nummer to på den norske hitliste, nummer tre i Danmark og har den seneste måned været helt i top i Sverige.
For os, der var unge i Danmark i 70'erne, er det forunderligt at tænke på, at unge mennesker i hele Skandinavien denne sommer rocker løs til Inga-Katinka og Smukke Charlie og alle de andre hits fra dengang.
Og for en gammel dansk som mig var det ærlig talt også lidt af et chok at komme ud i OBS i Tromsø - byens eneste rigtige lavprisvarehus - og der se en hel hylde bare med Gasolin-plader. Det havde jeg aldrig nogen sinde troet skulle overgå mig.
Historien bag denne compilation viser også, hvor svært det kan være at forudsige markedets reaktioner. CD'en er oprindelig beregnet udelukkende for det svenske marked, men Sony har været hurtig til at gribe successen og få den udgivet i Danmark og Norge - og resultatet er ganske enkelt - Masser af Succes.

Ha' det
Jesper

Atter nat

Så er det slut med midnatssolen for i år. Faktisk skete det allerede forrige weekend og det er nu tydeligt, at det begynder at mørkne omkring midnat.
Det er endnu et sikkert tegn på, at sommeren går på hæld, men til gengæld er der jo så rigelig med chancer for at nyde både solopgang og solnedgang, hvis man da ellers er vågen på det rigtige tidspunkt.
Natten til søndag stod jeg op for at vaske bil til en billig penge på tanken på Kvaløysletta. Faste læsere af bloggen vil vide, at bilvask kun koster det halve om natten her i Tromsø - og da bilvask i Norge er rasende dyrt, så er der virkelig penge at spare. Klokken tre fangede jeg denne smukke solopgang over fjeldene på Ringvasøya. Billedet er taget fra skolen på Håkøya og i mellemgrunden kan man lige skimte Kvaløybrua. Retningen er ca. 30 grader - altså det vi kalder nordnordøst og vidner om, at det kun er få dage siden, at midnatssolen ophørte. Officiel solopgang og -nedgang i Tromsø er mandag 02.36 og 22.58.

Ha' det
Jesper

Tromsø Forsvarsmuseum

Når man kører ad E8 - Tromsøs livline til Europa - lige syd for byen, passerer man et ydmygt vejskilt, som viser til Tirpitz-udstillingen.
Jeg har kørt forbi en del gange - og lørdag havde jeg tid til at se nærmere på det, for historien om Tirpitz er en rigtig god nordnorsk historie fra anden verdenskrig.
Údstillingen viste sig at være et lille lokalhistorisk museum samlet på tre lokaliteter langs den gamle landevej. I en bunker fra krigen en udstilling om Tirpitz og ikke mindst bombningen af et af Hr. Hitlers væsentlige strategiske våben.
I en gammel barak var der en udstilling om krigen og freden i Tromsø. Desuden en udstilling om Operation Birke - det tyske tilbagetog fra Rusland og Finland i efteråret 1944. Det er en tragisk historie om ufattelige lidelser, hvor tyskerne brændte hele Finnmarken af som et led i den brændte jords taktik, som de jo selv havde fået at føle i Rusland. Men ikke alene lidelser fra norsk side - også tyskerne sled med det barske klima og der var store problemer med insubordination og faneflugt, hvad utallige disciplinære standretter og summariske henrettelser vidnede om.
Endelig består forsvarsmuseet af en udstilling af noget af det tyske isenkram i forbindelse med en kanonstilling, som har beskyttet indsejlingen til Tromsø.
Tromsø forsvarsmuseum er et ganske udmygt sted - drevet af et dusin pensionerede ildsjæle, som ikke mener, at denne del af historien skal gå i glemmebogen. Der er langt til den standard, som vi kender fra for eksempel det tilsvarende Museumscenter Hanstholm om Vestvolden. Offentligt tilskud er der ikke noget af - jo, man havde vistnok fået 5.000 kroner af kommunen i 2003 eller var det 2004. Det er som om krig og rigtige helte ikke lige interesserer det rødgrønne bystyre af venstresnoede fredsnaivister. Måske de tror, at man kan få alt det onde til at gå væk ved at stikke hovedet i busken som en anden struds. Den officielle holdning kan egentlig undre, al den stund at Tromsø faktisk var norsk regeringsby i tiden efter okkupationen og frem til sommeren 1940, hvor den norske konge og regeringen gik i eksil i London.
Jeg fik mig en lang snak med en af folkene bag museet, Knut, som viste sig at være et særdeles vidende menneske, der kunne fortælle mange historier om krigen - og de traumer, som det norske folk efterfølgende har slidt med. Ikke blot fordi der var en del fremtrædende nordmænd, som sympatiserede med tyskerne, men i lige så høj grad fordi den norske modstandskamp åbenbart blev forplumret af en angivelig rivalisering mellem de forskellige forsvarsgrene.
Ud over at kunne fortælle levende om de norske forhold, kendte Knut også til danske forhold - blandt andet den fantastiske historie om Anders Lassen (se også her), der posthumt - som en af de få udlændinge - blev tildelt det engelske Victoria Cross.
Som sagt - Tromsø Forsvarsmuseum er et ganske ydmygt sted, men ved nærmere eftertanke synes jeg, at det er ganske aldeles for dårligt, at jeg har boet her i mere end to år uden at besøge det. Stedet være hermed anbefalet andre besøgende i Tromsø.

Ha' det
Jesper