En lang dag på kontoret

Dagens dont

Det er nu tredive år siden, at jeg rejste til Grønland på en enkeltbillet. Onsdag tog jeg afsted igen, men denne gang med returbillet. Endda til samme dag. Det har jeg aldrig prøvet før, men nogen skal jo lave det hårde arbejde...

Op klokken tre, i bad og smøre madpakke til bilturen. Klokken fire afsted til Billund. Så med fly til Kangerlussuaq og ni kvarters ophold i Grønland. Retur til Billund, hvor jeg landede 20.23 og hjem til Øland med ankomst lige før midnat.

Det var en fin tur. Godt flyvevejr og supervejr i Kangerlussuaq med solskin og femten graders frost, hvilket ikke er særlig koldt på de kanter. Luften er tør, så jeg fik ikke en gang brug for de handsker, som ellers var i rygsækken - sammen med kamera og pc, for det var jo arbejde.

Anledningen var en ny flyrute mellem Billund og Kangerlussuaq, som åbnede onsdag. Jeg var inviteret med på jomfrurejsen af Air Greenland, der satser på en ugentlig afgang hver onsdag fra det midtjyske.

Initiativet er blevet godt modtaget af mange i grønlændere i Aarhus, Odense og Trekantområdet, som ser frem til at undgå den trælse og fordyrende omvej via København - og der skal såmænd nok være mange turister, der også vil benytte sig af tilbuddet.

Her fra Nordjylland er det fortsat nemmere at flyve via Kastrup efter min vurdering - og der er også mange flere afgange end den ene ugentlige afgang. Vi nordjyder kan så håbe, at det går så godt for den nye rute, at Air Greenland igen får mod på at lande i Aalborg, som det skete nogle få gange om sommeren i perioden 2014-16.

Jeg lavede et par billeder før afgangen, for der var både kaffe, kage og taler i den festlige anledning. Lufthavnsdirektør Jan Hessellund i Billund var selvfølgelig meget stolt og ringede med skibsklokken til afgang.

Jeg skrev artiklen til Sermitsiaqs bagside under flyveturen op og sendte det til avisen, da jeg ankom til Kangerlussuaq - umiddelbart før ugens deadline.

Så blev der tid til en halv time i solen foran cafeteriet inden sikkerhedskontrol og taxfree, hvor jeg også provianterede den lækreste rensdyrspegepølse fra Kamik i Nuuk. Så lige en smøg på altanen over gaten, hvor der er et formidabelt udsyn over området. Det er smukt - og noget jeg helt bestemt vil savne, når flyene i en nær fremtid går direkte til Nuuk.

Fremtiden er usikker for Kangerlussuaq. Militæret vil fortsat være her, men den civile lufthavn og turistindustriens fremtid i området er usikker. Det problem bruger vi meget spalteplads på i avisen.

Men en fin dag var det. Sådan med en smuttur til Grønland. Men alderen begynder at trykke. Jeg var godt brugt, da jeg kom hjem 20 timer efter afgang fra Øland. Det er vist godt, at det ikke er alle dage på kontoret, som er så lange...

Forårsfornemmelser og pludselig død

Årets og livets gang

Der er tydeligvis alvorligt forår i luften. Fredag ankom de første stære til haven. Desværre i mørkningen, så ingen fotos.

Stæren er en munter fugl, som er sjov at lytte til. Endnu har de ikke slået sig ned for alvor, men nu er de her - og det er et sikkert forårstegn. Men skulle man være i tvivl, er det bare at kigge på termometret. Det er lunt og i weekenden også vindstille.

Desværre var det også tåget, så lørdagens fugletur var med begrænset udbytte. Det blev kun til fotos af en flok kortnæbbet gås og en hare, men jeg så da både storspover, sølvhejrer, fiskehejrer, krik-, pibe- og gråænder og også en stor flok bramgæs.

Det blev også til en påmindelse om livets skøbelighed. Lørdag eftermiddag efter frokost lå der pludselig en død bogfinke midt på gårdspladsen. Hvorfor den lige var død der, aner jeg ikke, men død var den i hvert fald - uden synlige skader.

Den var drattet om næsten lige ved siden af en død salamander. Det er sandsynligvis en, som lod sig lokke frem før sneen og frosten i forrige uge. Da først frosten kom, var den prisgivet. For salamandre er vekselvarme - og når først det fryser, kan de ikke bevæge sig synderligt. Så den lå altså og var død af kulde tæt ved krukkerne, langt fra jord og et livgivende skjul.

Sådan er livet også. Det eneste, vi er sikre på her i livet, er, at vi skal dø.

Dagens ord XCII

 Fællespisning

Klik på billedet og se lige underrubrikken i screendumpen. Så skete det endelig. Slåfejlen vi alle har ventet på. Sikken fest vi nu skal ha'...

Det er alle skribenters skræk at glemme et s i fællesspisning, så der kommer til at stå fælles-pisning. Alligevel sker det af og til - og i dag skete det så i underrubrikken til en artikel på Ligeher.nu om en fællesspisning i Brovst.

Det er sådan en fejl, vi alle prøver at undgå. Så vi tjekker og tjekker en gang til, når vi er i nærheden af det ord. Når det så endelig går galt, ser vi også fejlen med det samme. Splinten i din broders øje og så videre...

Jeg indrømmer gerne, at det er ikke særlig pænt at hænge en god kollega ud på den måde. Og man skal jo ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Men undskyld mig. Jeg kan bare ikke lade være...

Årets første haveprojekt

Nyt asparges-bed

Så er jeg blevet færdig med årets første haveprojekt - et nyt højbed til mine asparges.

Vejret har jo været fint den seneste tid - og det har kriblet i fingrene med at komme i jorden i takt med at vintergækker, erantis og krokus myldrer op af jorden.

Så for to uger siden gik turen til tømmerhandlen, hvor jeg indkøbte materialer til et højbed efter en model, jeg selv havde udtænkt. Så byggeriet tog lidt tid, for nok kunne jeg se højbedet oppe i hovedet, men jeg havde ikke helt gennemtænkt, hvordan det rent praktisk skulle udføres.

Så det fik jeg så et par dage til at gå med. Det er ret typisk for min måde at arbejde på. Ikke altid gennemtænkt. Men hvo intet vover, intet vinder. Jeg synes da selv, at det ser fint ud.

Søndagen forløb med høj sol, selv om der er varslet snestorm i den kommende uge. Så var det bare med at få fyldt jord i og flyttet aspargesene. De står nu i den ene halvdel i en blanding af afrettersand og kompost. Meget bedre kan asparges næppe få det. Og lidt senere på sæsonen er det så planen, at plante yderligere ti planter, som om et par år forhåbentlig er store nok til at give en anstændig høst.

Jeg ved for resten slet ikke, om det kan lade sig gøre at flytte gamle asparges-planter. Litteraturen siger ikke meget om det, men nu forsøger jeg altså. Det hastede lidt og blev årets første haveprojekt, fordi jeg har en ide om, at det nok er bedst at flytte de gamle planter, inden væksten går i gang.

Så nu glæder jeg til snestormene er ovre - og når jeg forhåbentlig skal i gang med aspargeshøsten en gang i april.

Verdens sejeste Alfred

Isbjørnene kan bare komme an

75-årige Alfred Olsen, der bor i Hals, blev landskendt, da DR for nylig sendte dokumentarserien om Sirius-patruljen.

Alfred Olsen var i sin tid den første grønlænder, som blev medlem af den legendariske militær-enhed på kun 12 mand og 80 slædehunde. Sirius håndhæver Kongeriget Danmarks suverænitet i den 972.000 km2 store nordøstgrønlandske nationalpark – det svarer til Frankrig og Spanien tilsammen – og det var ved at koste ham livet i 1971.

TV-seerne gøs, da han fortalte om en ulykke i januar 1971, hvor han sammen med tre kammerater mistede telt og udstyr i en forrygende snestorm. De overlevede kun ved at lægge sig oven på hinanden i snestormen, der varede to døgn – og det endte med, at to af mændene måtte evakueres til Rigshospitalet, mens Alfred og kammeraten Henrik måtte bruge to måneder med skånetjeneste som radiotelegrafister, inden de kunne komme af sted på forårsrejsen med slæden og de tretten hunde.

Den tur bød på en vred isbjørn. Det vender vi tilbage til, men hvordan gik det til, at Alfred Olsen blev den første grønlænder i Sirius? Det er ikke værnepligt i Grønland, så det er kun ganske få grønlændere, der får en militær karriere.

- Min far, Wilhelm Olsen, var en af de første grønlandske politimænd og arbejdede en del år i Sisimiut. Her voksede jeg op – og fik allerede som lille barn mit første hundespand på fem hunde, fortæller Alfred Olsen.

- Interessen for hundene og hundeslædekørslen har aldrig forladt mig, men jeg måtte naturligvis opgive det, da vi kort efter min konfirmation i 1961 flyttede til Hundested, fordi min far var blevet ansat i kriminalpolitiet i Frederikssund. Resten af min skoletid foregik derfor i Hundested, hvorefter jeg kom i lære som maskinarbejder på Hundested Motorfabrik.

- Jeg blev udlært i 1967 – og fordi jeg boede i Danmark, skulle jeg selvfølgelig som andre unge danske mænd på session. Jeg blev rekrut i flyvevåbnet på Flyvestation Skrydstrup i 1968 – og det var her, jeg første gang mødte en Sirius-mand, som jeg ellers kun havde hørt om i radioen. Det var min delingsfører, som selv havde været i Sirius, og han opfordrede mig til at søge ind.

- Det var imidlertid et optagelseskrav, at jeg havde en befalingsmandsuddannelse, så jeg kom på sergentskolen på Flyvestation Værløse. I 1969 søgte jeg ind til Sirius, kom gennem det første nåleøje og kom på forskole sammen med syv andre – vel vidende at der kun var brug for seks mand.

- Forskolen begyndte i januar 1970 - den første halvanden måned i Norge, hvor vi trænede skiløb og vinterkrig sammen med tropper fra de andre Nato-lande – og herefter på Holmen i København, hvor vi blev undervist i kort, kompas, flykending, førstehjælp på et højt plan, for vi skulle både kunne give indsprøjtninger, sy sår sammen og reparere tandskader med tandlæge-cement. Mere skydetræning og så motorlære. Men det med motorer kunne jeg jo i forvejen fra Hundested Motorfabrik.

- Den sidste opgave inden den endelige udvælgelse gik ud på at pakke næste års proviant til Sirius. For hvis der var noget, der kom til at mangle, så var det vores egen fejl.

Foto: Privat

- Da vi skulle gennem den endelige udvælgelse, viste det sig, at der det år var brug for syv mand, fordi en af de gamle Sirius-folk skulle hjem efter kun et år på grund af forfrysninger. Nummer otte på holdet faldt fra, fordi han havde fået en kæreste, så efter de afsluttende samtaler med befalingsmænd og psykologer, endte det med, at jeg skulle afsted til Daneborg den 13. juli 1970.

- Jeg nåede kun at være på Daneborg en dag. Så fik jeg at vide, at jeg skulle tilbringe sommeren på Ella Ø sammen med en anden af de nye og to af de gamle Sirius-folk.

- Vi skulle i sommerens løb rydde op efter isbjørnebesøg – og så havde jeg en specialopgave med at få hyttens båd, en lille kutter med navnet Arnaq, til at sejle igen. Motoren var kaput. Stemplerne var brændt af, men da det var en Hundested-motor, var det nu en overkommelig opgave at få motoren i tiptop-form.

- Efter en herlig sommer på Ella Ø vendte vi tilbage til Daneborg i slutningen af september og begyndte at gøre klar til efterårsrejsen, der er en forholdvis kort tur, hvor det først og fremmest handlede om, at vi uden erfaring skulle lære at være på tur og telte – og i det hele taget få de daglige turrutiner ind på rygraden.

- Der blev også dannet slædehold – og jeg kom sammen med den meget erfarne Sirius-mand Henrik Friis, der på det tidspunkt havde tre års Sirius-tjeneste bag sig og også var stationschef. Lige som jeg havde Henrik i øvrigt stor erfaring med hundeslæde fra barnsben. Hans far havde boet nogle år i Sisimiut, hvor han arbejdede for KGH, så vi var et godt makkerpar fra første sekund.

- Efter jul og nytår begyndte vi forberedelserne til forårsturen. Det var planen, at Henrik og jeg skulle flyve til Station Nord med hundene, kører op over Grønlands Nordspids og tilbage til Daneborg. Men turen på 4.600 km blev aldrig til noget – og det ærgrer mig den dag i dag. For det kunne have været en meget stor oplevelse.

- Men – som man også har kunnet se i TV-dokumentaren – gik kokken og teknikeren fra vejrstationen på Daneborg gennem isen på en weekend-tur, og den 10. januar blev det bestemt, at vi skulle køre fire mand til Augustadalen for at hente teknikerens lig.

- Her gik alt galt. Det blev orkan, og vi mistede teltet og det meste af vores grej. To af os fik alvorlige forfrysning og måtte efterfølgende evakueres til Rigshospitalet, mens Henrik og jeg fik gnist-tjeneste – altså arbejde som radiotelegrafister på Daneborg – den første halvdel af foråret, blandt andet fordi jeg havde fået forfrysninger i knæet.

- Men vi fik en kortere slædetur i anden halvdel af foråret. Turen gik til området nord for Danmarkshavn, hvor vi modtog flydrop med proviant, som vi fordelte til depoter i området. På tilbageturen vendte vi døgn, så vi kørte om natten og hvilede om dagen, fordi sneen blev blød i forårssolen.

- På et tidspunkt så jeg ude til højre en isbjørn – og det er superbenzin til hundene, så jeg løb efter den på skiene. Den løb op på et klippeskær, der stak op af isen, så jeg kom om foran den og fik den med et enkelt skud med riflen.

- Dengang var det tilladt – og det blev mit livs første isbjørn. Imens havde Henrik losset slæden og kom så og hentede bamse. Vi fortsatte mod den gamle fangsthytte på Hvalrosodden, hvor vi deponerede noget af kødet – og så gik turen sydover igen.

Foto: Privat

- Et par dage senere gentog historien sig. Jeg satte af sted på skiene, mens Henrik gjorde slæden klar til bjørnetransport. Jeg løb isbjørnen ind og skulle til at skyde, da jeg opdagede, at jeg havde glemt riflen. Så tog jeg min pistol og skød fem gange mod hjerteregionen. Isbjørnen lod sig ikke mærke med det, men brølede og virkede rigtig godt arrig – og jeg nåede da lige at tænke, at nu var jeg vist i knibe, da Henrik kom bagfra med slæden og nedlagde bamse med et enkelt pragtskud på stor afstand.

Efter opholdet ved Sirius fik Alfred Olsen en civil uddannelse som entreprenør og vendte tilbage til fødebyen.

- Efter nogle år startede jeg en entreprenørafdeling i kommunen. Senere deltog jeg i byggeriet af lufthavnen i Nerlerit Inaat nær Scoresbysund i Østgrønland for at se, hvordan man gør sådan noget, så vi kunne opbygge en grønlandsk uddannelse på Bygge- og anlægsskolen i Sisimiut, så de grønlandske arbejdere var klar til halvfemsernes mange lufthavnsbyggerier i syv byer på Vestkysten.

- Vi grønlændere har en pligt til at gøre tingene selv, men det kræver uddannelse, så derfor blev jeg i 1997 ansat på Bygge- og Anlægsskolen, hvor jeg senere også var med til at opbygge Råstofskolen.

Det blev også til en politisk karriere. Første gang fra 79 til 83 i kommunalbestyrelsen i Sisimiut – og siden igen som valgt for partiet Siumut i perioden 1997 – 2011, hvor han blandt andet var formand for Socialudvalget og tog initiativ til Grønlands på det tidspunkt mest moderne alderdomshjem.

Alfred Olsen holdt op med at arbejde i 2020. Her flyttede han til Danmark og et dejligt hus i Hals med udsigt over Limfjordens munding sammen med hustruen Kirsten Bødker.

Når Alfred Olsen ser tilbage på sit begivenhedsrige liv, er han sikker på, at sessionen og indkaldelsen til militæret var et vendepunkt, der banede vejen for fremtiden.

- Der er for mig ingen tvivl om, at værnepligt og militærtjeneste er baggrunden for, at så mange danske klarer sig godt i voksenlivet. Her lærer de samarbejde og ordholdenhed, som er vigtige på alle arbejdspladser – og jeg har i hele mit politiske og pædagogiske virke altid lagt vægt på militæret som et forbillede. Blandt andet sørgede jeg for, at alle skoleklasser besøgte flådens skibe, når de var i Sisimiut.

Alfred Olsen hilser det derfor med tilfredshed, at der nu efter mange års debat er lavet en aftale mellem den danske regering og det grønlandske selvstyre om at indføre værnepligtsafprøvning i alle de grønlandske uddannelsesbyer.

Det er 30 år siden, at jeg mødte Alfred første gang. Jeg var lige flyttet til Sisimiut - og Alfred inviterede mig på en tur med hundeslæden. Da Alfred for kort tid siden medvirkede i DR's Sirius-serie, tog jeg telefonen og inviterede mig selv på en frokost. Det kom der denne artikel ud af, som har været bragt i flere forskellige medier. Selvfølgelig tilpasset det konkrete medie. Denne version er udgaven fra Hals Avis.

Alfred og fru Kirsten på forårets sidste slædetur i Sisimiut 2018.

Gang i nordlyset

Naturens neonreklame

Både natten til mandag og natten til tirsdag har der været gang i nordlyset - og det har fået folk til droppe TV-serierne og bevæge sig ud i den vinterklare nat for at se naturens egen neonreklame.

Jeg holdt mig heller ikke tilbage. Mandag aften startede jeg i Slettestrand, men der var slet ikke til at være for folk og falsk lys fra billygter og mobiler, så jeg fortrak til de hjemlige trakter ved dæmningen.

Her var der også godt med folk, men her foregik det i god ro og orden, som vi har for vane på Øland - og så blev det ellers til et par billeder. For pladsen ved udkigstårnet er faktisk det bedste sted i hele Nordjylland, når det kommer til nordlys.

Grønlandsk kaffe-kage

Nyt fra udviklingsafdelingen

Jeg har været i laboratoriet for at udvikle en kage, der smager som grønlandsk kaffe. Udviklingsarbejdet har stået på i et par uger sammen med min gode ven Jørn, der godt nok er smed, men meget passende hedder Bager til efternavn - og er ret skrap i kagekunsten.

Vi satte os ned over en kop kaffe og ping-pongede frem og tilbage med ideer - og endte med at lave kagen med udgangspunkt i en ostekage, men lagdelt med de forskellige smage.

Vi skulle bruge kagen som dessert til en herremiddag i Øland Sildelaug i fredags. Det blev en fin premiere, og kagen blev godt modtaget, selv om der fortsat er plads til justeringer. Jeg kan blandt andet godt tænke mig at overtrække kagen med glace i stedet for geletoppen, så man får en nordlys-effekt. Men det må komme en anden god gang.

Under alle omstændigheder smager kagen tossegodt. Her er opskriften på grønlandsk kaffe-kagen, vers. 1.0, med enkelte justeringer på mængderne:

Smør en springform. Lav en bund på 200 gram blended havregryn, 200 gram smør og 150 gram rørsukker. Det hele på en varm pande og brunes let. Massen lægges i bunden af springformen og glattes ud.

Bland 200 gram flødeost, 500 gram mascarpone, tre spiseskeer honning og smag til med lidt citronsaft. Det skal ikke være surt, men man skal fornemme citronen.

Tag 2/3 af ostemassen, tilsæt 1 dl stærk espresso, en dl whisky og en halv dl Kahlua. Smelt seks blade husblas i en halv dl fløde. Rør sammen og hæld det på havregryns-bunden i formen og i fryseren ti til femten minutter, så det kan sætte sig.

Tag den sidste tredjedel af ostemassen, tilsæt en halv dl Grand Marnier og lidt revet appelsinskal. Smelt tre blade husblas i fløde, rør sammen og hæld det på kaffe/ostemassen, som forhåbentlig har sat sig. I fryseren igen.

Lav en gele af 2 dl blå curacao og 1 dl vand samt tre blade husblas. Hæld over den satte ostemasse. Hæld over bagsiden af en ske, så bliver det pænest. Pynt med hvid chokolade.

OBS: Bunden bliver meget hård i fryseren, så hvis man har tid til det, kan man nøjes med køleskabet.

Velbekomme. Jeg hører gerne fra læsere, som har forsøgt sig med opskriften.

Sildelauget var i Grønland

Laugsbrødre på langfart

Øland Sildelaug har været på en kulinarisk rejse til Grønland. For februarmødet i lauget stod i de grønlandske råvarers tegn. Det blev en fornøjelig aften med  noget både for ganen og for øjet.

Det var oldermandens ide - og da oldermandens ordrer ikke er et debatoplæg, men netop ordrer, måtte skriverkarlen, der også er forfatter til denne epistel, gå i gang. Derfor er referatet for aftenens begivenheder også rent undtagelsesvist skrevet i jeg-form.

Oldermanden mente, at jeg efter at have boet i Grønland i femten år og fortsat har stor tilknytning til landet, var den helt rigtige mand at sætte i spidsen for projektet - og det endte så med en fireretters herremiddag med fine råvarer fra Grønland og lidt europæisk tvist.

Det kan godt være lidt af en opgave af skaffe andet end grønlandske rejer i danske supermarkeder, men med en hjælpende hånd fra Mads i Det Grønlandske Hus i Aalborg fik jeg da hjembragt både hellefisk og rensdyr - og så var det ellers bare med at få lavet nogle pædagogiske opskrifter.

Det er en udfordring i sig selv. Jeg ved godt, hvordan tingene skal laves - men at forklare det til laugsbrødrene er en helt anden sag. Mænd er jo mænd - og mænds uvilje mod at læse manualer er jo velkendt. Så af pædagogiske grunde og for at tale med tilpas grønlandsk autoritet havde jeg i dagens anledning iført mig en gammel sælskindsvest - udover det obligatoriske sildelaugsforklæde.

Vi lagde ud med hvidvinsdampet hellefisk serveret på en bund af bløde løg og stegte tomater. Her havde jeg så lige glemt at skrive i manualen, at fisken skulle have salt inden tilberedningen, så der blev god brug for saltbøssen på bordet. Men det ødelagde nu ikke den gode og forventningsfulde stemning.

Så gik vi videre med laks baroque. Det betyder såmænd bare gammel laks - og det var en ret, jeg i 1993 lærte at lave af Benny, der var værtshusholder i Sisimiut på Pub Raaja. Han havde en fortid som chefkok på Hotel Maniitsoq - og en dag havde han en del røget laks i overskud. I stedet for at smide det ud, blev til laks baroque, som er en lækker sag med flødestuvet spinat og sennepssmurte lakseskiver. Tilberedt i ovnen, let at lave og i det hele taget en god ide, som kun kan anbefales, når der er for meget laks i køleskabet. At dagens laks så var af chilensk provinens og ikke grønlandsk, går vi hurtigt forbi i denne omgang.

Hovedretten blev rensdyrkoteletter. Stegt på panden i smør og krydret med salt, peber og timian. Ganske ukompliceret - og med oldermandens store pande-kompetence blev det overordentligt vellykket. For oldermandens øvrige kvaliteter ufortalt, så ved han altså en del om at stege kød. Perfekt rosa - og da rensdyrkød er noget af det mest smagfulde og møre, man kan få, var successen i hus.

Dyret blev serveret med ovnbagte rodfrugter, tyttebærsyltetøj og en skilt rødvins-glace. Det er ærgerligt, at saucen skiller, men det kan jo ske for selv den bedste. Det er også sket for mig en gang.

Desserten var et helt kapitel for sig. Jeg tåler desværre ikke alkohol så godt i øjeblikket, så det var udelukket at slutte af med den ellers obligatoriske grønlandske kaffe. Så jeg var gået i tænkeboksen sammen med dessertmesteren, og vi havde så udviklet fin kage med smagen af grønlandsk kaffe og et flot snit, som jo er alfa og omega i disse bagedyst-tider.

Dessertmesterens glimrende håndelag fornægtede sig ikke. Kagen kom i havn, selv om det var rent udviklingsarbejde. Måske skal der justeres lidt på opskriften til en anden god gang, men bestemt et godt grundlag at arbejde videre på. Måske med glace og fondantarbejde og sådan?

Men nu skal man jo tage det søde med det sure - og dagens sure oplevelse tegnede giftblanderen sig for. Aftenens servering var dybrød bjesk lavet på aronia. Sikkert sundt og med smagsnoter af kirsebær, men også lidt sur i det, når sandheden skal frem - og det skal den jo. Man skal altså passe på med alt det sundhed.

Det blev sent, inden aftenen var forbi, så den obligatoriske afsyngelse af Ølandssangen var noget rusten. Men det snakker vi ikke højt om, for ellers var det endnu en vellykket aften i Ølands bedste sildelaug.

Weekendens MUS-samtale

 En god mus er en død mus

Så går den vilde jagt igen. Det er kampen i musehjulet. Kampen uden ende. Men jeg giver ikke op.

Da jeg i juleferien kæmpede med en rotte på værkstedet, virkede museproblemet overskueligt - og jeg har faktisk ikke skænket musene en tanke længe. For da rotten  lå og var stendød i smækfælden nytårsaftendag, troede jeg i min salige naivitet, at der var fred og ingen fare.

Med god hjælp fra familien fik jeg ryddet op i redskabsskuret. Oprydningen var nødvendig for at sikre, at der ikke var flere rotter - og ved samme lejlighed slettede jeg så sporene af et heftigt museangreb fra tidligere, hvor halsbåndmusene havde gravet voldsomme mængder af stabilgrus op under fliserne i redskabsrummet.

Alt så flot ud. Så længe det varede. Men lørdag morgen opdagede jeg, at de små skiderikker - animalske gravemaskiner, som de er - var på spil igen under fliserne. Så blev seks fælder (hvilket kun er cirka halvdelen af arsenalet) armeret med spegepølse, som erfaringsmæssigt er uimodståeligt for halsbåndmus.

Det gav resultater. Mandag morgen tjekkede jeg fælderne - og i tre af dem var der døde mus.Jeg har ikke vundet endnu - og jeg gør det sikkert aldrig - men jeg er godt tilfreds. Og jeg ved, at Dina ville have været stolt af mig - storfangeren fra Øland.

Men jeg kan da godt grue lidt for fremtiden. For normalt er det efteråret, der er den værste periode med musene. Og der er dælme lang tid til efteråret netop nu, hvor foråret så sagte titter frem.

Brovst sagde prost

Det er en tysker...

Lørdag eftermiddag måtte jeg i tjenstlig anledning besøge en såkaldt Bierfest i Brovsthallen, som ved den lejlighed var omdøbt til Stadthalle Brovst.

Det var OK, for der var gode billeder i begivenheden - og jeg tog da også forsiden på Ugeavisen. Men alligevel er jeg lidt valen ved det. Folk, som kender mig, ved, at jeg ikke finder det nødvendigt at klæde sig ud som fransk - eller i det konkrete tilfælde tysk - klovn for at have det sjovt. Så hvis ikke det var arbejde, ville jeg aldrig dukke op ved den slags lejligheder.

Jeg kan sagtens finde ud af at drikke mig i hegnet uden nogen som helst undskyldning eller anledning. For druk var, hvad det handlede om. Opfordringerne til at sige skål kom fra scenen - på tysk - som skidt fra en spædkalv - og helt sikkert i et tempo, som sundhedsstyrelsen næppe kan goutere. Det finder jeg til gengæld ret sympatisk - altså at folk rent ud sagt skider på sundhedsstyrelsens anbefalinger. Lad os bare få noget mere af det.

For resten var det så som så med alt det tyskeri. Hverken musikken, maden eller øllet var tysk. Orkestret TopSeven har hjemme i Sønderborg, wienerschnitzlerne var fra den sønderjyske Slagter Popp i Toftlund og øllet fra det ligeledes sønderjyske bryggeri Fuglsang i Haderslev.

Festdeltagerne så? Ja, de var jo fra Brovst og omegn -  Dirndl og Lederhosen til trods.