De røde enge

Valmuer i fuldt flor

En af naboernes rapsmarker er voldsomt angrebet af valmuer. Det koster vistnok udbytte og kroner og ører, men flot ser det ud.

Og sådan er valmuen. På den ene side symbolet på de mange dræbte i første verdenskrigs uendelige og trøstesløse skyttegravkrig, på den anden side også planten, der mirakuløst lindrer de såredes pinsler med morfin.

Morfinen i sig selv er en god tjener og streng herre. Den giver det eftertragtede sus for den martrede sjæl, men skaber også en ødelæggende afhængighed.

I litteraturen møder vi blandt andet Sherlock Holmes, der bag en facade af intellektuel perfektionisme tyr til morfinen, når de små grå hjerneceller skal have en pause. Også den tyske feltmarskal Göring var morfinist, hvilket måske var årsagen til hans storhedsvanvid og hang til prangende uniformer fra Hugo Boss.

Knap så kendt blandt  verdenshistoriens mange morfinister er den nordnorske apoteker Peter Møller, der i 1854 grundlagde Møllers Levertran, der lige siden har påført mange børn traumatiske oplevelser i sundhedens hellige navn.

Nu er det ikke alle valmuer, der giver morfin i store mængder. Til gengæld kan man så få birkes - dette velsmagende lille frø, der på djævelsk vis sætter sig mellem tænderne. I øvrigt indeholder birkes ganske lidt morfin. To klassiske rundstykker er såmænd nok til, at blandt andet politiets narkotests reagerer. Så pas på, derude.

Valmuen blev i sin tid symbolet på første verdenskrigs lidelser - ikke alene på grund af den blodrøde farve, men fordi planten er en pionerplante, der efter krigen rykkede ind på de forrevne slagmarker i Frankrig.

I haven har vi forskellige valmuer. Både den ægte opiumsvalmue, den smukke orange californiske valmue og så den almindelige ukrudtsvalmue. Jeg er i syv sind desangående. Det ene år får de lov at blomstre, men det næste år er der alt for mange. I år er et af de år, hvor jeg slår hårdt ned på valmuerne for at holde dem i ave, men det betyder nu ikke, at jeg har ikke har øje for valmuens skønhed. Den er i hvert fald flot hos naboerne...

Midsommer

Bål i haven

Så går det igen mod mørkere tider. Heldigvis lidt langsomt til at begynde med, men der er faktisk kun et halvt år til jul. Tag lige den...

Det traditionelle store bål for øboerne var aflyst på grund af coronaen, så vi måtte gøre det selv i baghaven. Det var nu heller ikke noget problem. For en halvgammel spejder er bål jo en spidskompetence.

I løbet af foråret havde vi fået samlet en del hækafklip og grene, som der ikke var plads til i naturhegnet. De lå i en bunke i baghaven og blev brændt af lidt efter lidt før middagen, der bestod af stegt flæsk og årets første kartofler af egen avl.

Vi stillede et havebord ud på græsplænen, så jeg kunne holde øje med affaldsbålet, der stort set kun bestod af aske og lidt gløder, da maden var spist. Så lagde jeg rigtigt brænde på asken til et pyramidebål - og i løbet af nogle røgfyldte minutter gik der ild i brændet.

Så var det sådan set bare at læne sig tilbage i havestolen, slubre lidt kaffe og nyde flammerne, mens midsommervisen blev spillet på den indre walkman. Jeg vovede ikke at synge af hensyn til naboerne.

Det var temmelig hyggeligt. Haven er efterhånden godt vokset til, så der var rigtig skovstemning omkring lejrbålet.

Ved nitiden gik turen til Blokhus efter den obligatoriske sankthans-isvaffel. Også badebyen var corona-ramt, så det var for en gangs skyld til at komme frem - uden trafikpropper ved vejen ned til stranden. Der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, som min farmor yndede at sige.

Og vejret: Ja, det var da det bedste i mands minde...

Årets første kartofler

Klar til sankthans

Så er de første af årets nye kartofler gravet op. Det er efter planen cirka 10 dage for tidligt, men jeg kunne simpelthen ikke dy mig.

Derfor var udbyttet også lidt sparsomt. Hele fire toppe skulle der til, så Dina og jeg kan forsøde sankthans-aftenen med stegt flæsk, friskhakket persille og nye kartofler.

Kartoflerne får nu fred en uges tid, inden vi høster videre. Det er af sorten Solist, der kun blomstrer ganske sparsomt. Blomsterne kan derfor ikke give noget varsel om, hvornår de er høstklare. Til gengæld er der rundt om i kartoffelbedet tre toppe med de fineste hvide blomster. Det er antageligt efterladenskaber fra sidste års Friesländere, der er blevet glemt i jorden. Det tager vi med som en oplevelse.

Midsommerens traditionelle fællesbål på Øland er aflyst på grund af coronaen. Så i år bliver det et lidt mindre bål i baghaven. Jeg har alligevel lidt afklip, der skal brændes - og så kan man lige så godt lave en fest ud af det...

Glædelig sankthans.

Havens nyttige hjælper

Morgentjans

En frisk gang sommerregn gav godt 10 mm i nattens løb, så jeg skulle da lige rundt og kigge, da jeg stod op ved solopgang.

Ovre i baghaven ved drivhuset mødte jeg så et af parcellens pindsvin på morgenarbejde. Den snusede rundt og samlede orm og snegle - og ind i mellem indtog den nærmest pointerstilling, når den vejrede morgenguf.

Det er godt og nyttigt arbejde, så jeg undlod at forstyrre kræet. Men et par fotos blev det da til - med en stor tak for hjælpen til både denne og alle andre pindsvin, der kommer forbi.

Pilluaspritsi...

Grønlands nationaldag

Normalt er den grønlandske nationaldag en dag med store sammenkomster - blandt andet i Aalborg Zoo, hvor grønlændere og venner af Grønland samles for at fejre det skønne land mod nord.

Det har coronaen sat en stopper for i år, men dagen blev trods alt markeret ved et lille, lukket arrangement i Det Grønlandske Hus i Aalborg, hvor flaget blev hejst, der var tale og fællessang - og så et fælles morgenbord med behørig afstand på en meter mellem pladserne.

Uddannelseskonsulent Julie Bødker Pedersen stillede op som model, så jeg kunne lave et foto med titlen "Pilluaspritsi tamassi", et ordspil på den efterhånden uundværlige håndsprit og dagens traditionelle hilsen "pilliaritsi tamassi" - tillykke allesammen...

Når jeg kører til Aalborg, kommer jeg forbi flyvestationen. Og det var en fryd at se, at flyvestation Aalborg i år med militær punktlighed i lighed med andre offentlige institutioner havde hejst det grønlandske flag. Det glemte de nemlig sidste år...

Hjemme igen kunne jeg så også glæde mig over, at Dina fejrede nationaldag sammen med Marie og en gang hellefiske-suassat. Og vi havde selvfølgelig også Erfalasorput vajende over parcellen i dagens anledning.

Nyt bygdeskib

Fra Østhavnen til Østgrønland

Fredag morgen gik turen atter en gang til havnen i Egense og Grønlandshavnen, hvor jeg lavede et par fotos af Royal Arctic Lines nyeste skib, bygdeforsyningsskibet Nanoq Arctica.

Rederiet overtog skibet fra værftet i Polen onsdag, og nu er det i Grønlandshavnen for at blive endelig klargjort, inden turen går til Grønland - fra Østhavnen til Østgrønland. Her skal Nanoq Arctica til efteråret afløse den aldersstegne Angaju Ittuk, der er fra 1984 - og er et godt gammeldags stykgodsskib i modsætning til nybygningen, der tager 108 20 fods-containere. Nanoq er da også mere end dobbelt så lang, som Angaju Ittuk.

Det er planen, at Nanoq fra efteråret, og så længe isforholdene tillader det, skal forsyne Østgrønland fra Reykjavik hver anden uge. I dag har Tasiilaq i åbentvandsperioden atlantskib hver tredje uge - og der er altså lagt om til en væsentlig styrkelse af forsyningerne til et stykke rigtigt udkantsgrønland.

For os landkrabber er det mest interessante ved skibet nok de to kraner, hvor den ene er monteret i stævnen. Det er lidt af en grønlandsk specialitet, som gør det muligt at losse på steder med tvivlsomme eller slet ingen havnefaciliteter. Ellers er normen inden for moderne skibsfart, at der slet ikke er kraner på skibene...

Flise op - flise ned

Sommerprojekt

Nu er det fire år siden, at jeg sidst har oliebehandlet akacie-fliserne i drivhuset, så tiden var inde...

Det har så været et af ugens projekter. Først tog jeg alle fliserne op, de mest medtagne fik en tur med slibemaskinen - og så burde de sikkert have fået en gang bejse. Men det sprang jeg nu over - og resultatet ser måske en smule sjusket ud.

Men jeg argumenterer nu for, at flisegulvet har fået mere liv og et større farvespil, så jeg nøjedes med at give fliserne lindolie med lidt laserende farve. Det er godt nok til mig.

Nu er fliserne på plads igen - og jeg synes helt ærligt, at det ser drønflot ud.

Ægte rødt

Rododendron og rødtjørn

I de seneste uger har der været gang i havens mange rododendron. Jeg synes, at det måske er lidt sent - uden rigtig at kunne dokumentere det.

Men jeg erindrer i hvert fald ikke, at blomstringen af mine mørkerøde rododendron tidligere er faldet sammen med rødtjørnens blomstring. Men i år skete det så. Det ser flot ud - også selv om jeg synes, at rødtjørnen har været noget tilbageholdende i år.

Man kan jo ikke vinde hver gang...

Familiefest i Aarøsund

Halløj på badehotellet

Selv om Danmark er et lille land, er der fortsat steder, jeg endnu ikke har besøgt. Men lørdag fik jeg da endnu et kryds i kalenderen.

Fætter Niels havde inviteret til fødselsdagfest på Aarøsund Badehotel - og her op til 100-året for genforeningen var det et særdeles velvalgt sted.

Arkitekturen på badehotellet er umiskendeligt tysk og meget langt fra Svinkløvs lyse og lette design.Her er den arktitektoniske menu præget af gesimser, egetræ og en lidt dyster stemning i den store sal, som vi måtte igennem for at komme til verandaen, hvor vi spiste med en forrygende udsigt mod Aarø og færgelejet, hvorfra M/F Aarø betjener de cirka 150 øboere.

Salens store attraktion er - kunne jeg forstå - flyglet, som har tilhørt Victor Borge. Flygelet var et Bechstein - på trods af at Hornung og Møller var sponsor for komikeren, allerede lang tid før den slags blev moderne. I Tinghuset i Fjerritslev kan man se (og sikkert også høre) det første flygel, som virksomheden forærede Victor Borge i midten af 30'erne.

Var den arkitektoniske menu prøjsisk, så var dagens menu til gengæld præget af de moderne danske køkken med et solidt præg af lokale råvarer og stor vægt på det visuelle udtryk. Vi gnaskede os stille og fredeligt gennem en ni-retters, hvor jeg især vil fremhæve rimmede, halmrøgede kammuslinger med høost og en ørredmousse pyntet med lokale ørredrogn. Også et sprængt kalvespidsbryst gjorde indtryk - om end den tilhørende demi-glace var lidt tam i smagen. Sprængt spidsbryst er blandt mine absolutte favoritter i det danske køkken. Blandt de tapas-agtige forretter var der også en helt igennem eminent Svendborgskinke, skal jeg lige huske at skrive.

Jeg er ikke selv den store kagespiser, men jeg noterede en voldsom begejstring for stedets kartoffelkage - fremstillet efter pund til pund-metoden. Altså et pund æggehvider, et pund æggeblommer, et pund sukker og så videre...

Det blev en lang dag kørsel iberegnet, men da vi kørte hjemover var der ikke megen trafik, så det gik glidende. Vi var hjemme ved 20.30 tiden i herligt midsommervejr efter en frisk gang regn. Ikke voldsomt, for det kunne ikke ses på regnmåleren, der knap var våd, men det friskede.

Da jeg ikke havde fået vin til maden, tog jeg revanche med en flaske Chardonney på gårdspladsen. Desværre faldt jeg i søvn, før flasken var tom. Jeg vågnede ved midnatstid ved at husmåren sad og gnaskede solsikkefrø lige ved siden af mig. Desværre havde jeg ikke kameraet ved hånden, men egentlig et ganske hyggeligt møde. Den ved åbenbart ikke, at den er jaget vildt. Men jeg vil nu godt have et foto, inden vi sender marinerne ind...

Tak til Niels for en forrygende dag.

Årets første jordbær

Breaking news fra jordbærbedet

Så er jordbærsæsonen i gang.

Her til formiddag tog jeg årets første saftige, søde og smagfulde jordbær af egen avl. For en gangs skyld kom jeg før sneglene og solsorterne, så jeg slog øjeblikkeligt til og indtog med stor fryd denne prægtige afgrøde.

Flere er på vej - og der bliver nok fire mere til aften. Og det ser alt i alt lovende ud: Jeg har cirka 30 meter jordbær af lidt forskellig beskaffenhed, sort, alder og stand. Men de har alle blomstret fint i det lune forår, så jeg sætter næsen op efter en god lang sæson. I hvert fald tre til fire uger, så vi kan få de fine bær, samtidig med at årets første kartofler af egen avl kommer på bordet.

Jow, det er en god tid...