Hærværk - dag 2

Forvirringen er total

Hullet er dækket til - og der er sået nyt græs.
Men hvad med vand og gødning?

Torsdagen startede ganske normalt.

Jeg stod op ved solopgang, nussede lidt i haven og vandede kartoflerne, og ved halvsyv-tiden satte jeg mig til at arbejde på kontoret. Alt åndede af sommerlig idyl - og intet tydede på, at dagen skulle blive anderledes end så mange andre dage, bortset fra at der er ved at gå sommerferie i Danmark, og det efterhånden bliver sværere og sværere at få fat i folk.

Så da klokken havde passeret otte, gik jeg i gang med telefonlisten. Der var lige et par stykker, jeg skulle nå at fange inden ferien. Og der sad jeg så og pludrede lystigt i telefonen...

Til genboens store fortvivlelse og frygt for eventuelle
fortsatte grave-arbejder har entreprenøren efterladt
gravemaskinen på den modsatte side af vejen...

Men pludselig var det ud i den blå luft.

Forbindelsen var væk - og det samme var i øvrigt strømmen i huset. Jeg var ikke et sekund i tvivl om årsagen, så jeg sprang op som trold af en æske og for ud på vejen, mens jeg allerede helt henne fra døren skældte elektrikeren hæder og ære fra. Han kunne da for pokker lige sige til, inden han kobler strømmen fra...

Manden stod nede i hullet og så ganske forskrækket ud. Nu skal det med, at jeg kun var iført underbukser og en løsthængende, uknappet skjorte, så det har sikkert også været et frygtindgydende syn - og så garneret med nogle af sprogets værste gloser...

Han bedyrede, at det ikke var med vilje, han havde taget strømmen... Kablet, han arbejdede med, var nemlig mærket som naboens - og altså det, der skulle fjernes sammen med målerskabet.

- Men sådan er det sgu altid, sagde han nede fra hullet.

- Det er typisk Nyfors... De har ikke styr på en skid - og selvfølgelig kan de heller ikke finde ud af at mærke kablerne ordentligt. Man skal sgu da også gøre alting selv, fortsatte den stakkels el-mand.

Jeg faldt ned, beklagede de hårde ord - og fortrak til kontoret igen, da strømmen vendte tilbage.

Ved ni-tiden tog jeg et smut til Aalborg - og ved halvtolvtiden var jeg hjemme igen.

På det tidspunkt var elektrikeren færdig, skabet var fjernet - og en medarbejder fra Guldhammers entreprenør-firma var i gang med at så græs på akkurat samme sted, som jeg havde sået græs i forrige uge.

Han havde dog ikke tænkt sig hverken at vande græsset eller så gødning. Så jeg ringede til Nyfors for at høre, hvad de havde tænkt sig at gøre ved det. Jeg talte med en kvindelig medarbejder, der fortalte, at de allerede havde sendt en mand af sted - og at han var på vej over til mig...

OK - så satte jeg mig til frokostbordet og ventede. Og ventede. Jeg nåede da også en morfar eller to - men da klokken var tre, ringede jeg igen til at Nyfors.

Her meddelte en ganske flabet medarbejder, at der ganske rigtigt var en mand på vej over til mig - men de havde jo ikke sagt noget om, hvad dag han ville komme...

Sådan taler man altså ikke til mig - og jeg eksploderede for anden gang denne dag. Grimme ord satte højspænding på telefonledningen. Det gjorde dog ikke indtryk på den meget lidt kundeorienterede medarbejder, der fortalte, at jeg ikke kunne true mig til noget som helst - for han var vant til at blive truet. Og i øvrigt var den udsendte medarbejder i Klim - og jeg skulle ikke regne med at se ham i dag...

Men et eller andet sted må de grimme ord alligevel have haft sin virkning. For der gik ikke mere end et kvarters tid, før det ringede på døren. Uden for stod en mand fra Nyfors og spurgte, hvad jeg dog var så sur over.

Det forklarede jeg så - og han mente da også godt, at medarbejderen fra middagstid kunne have fortalt, at han var på vej - men lige skulle til Klim først. Men nu var han her altså - så hvad er problemet?

Det forklarede jeg så, mens vi beså det nysåede græsstykke.

Medarbejderen mente nok at kunne forstå min harme - han var selv havemand og satte en ære i, at haven tager sig ordentlig ud. Men han måtte bare melde hus forbi - for det var altså ikke ham, der havde bestilt arbejdet. Hvis Nyfors havde noget med den sag at gøre, ville han vide det, bedyrede han.

Jeg følte mig ikke overbevist.

- Der kommer altså ikke en elektriker og et entreprenørfirma og graver et stort hul i jorden og fjerner et el-målerskab - uden at de har fået besked på det, mente jeg.

Det kunne han godt se logikken i, så enden på det hele blev, at han tog et par billeder og forlod gerningsstedet med en besked om, at jeg vil høre nærmere, når han har undersøgt sagen...

Der står vi så i dag. Med en ødelagt, men genetableret græsplæne - og ingen der vil tage ansvaret for arbejdet.

Så mon ikke, der følger en fortsættelse...

Hærværk

Hvad man dog skal finde sig i?

Endelig har jeg fået styr på den nordlige del af forhaven
- og det bliver helt flot, når græsset kommer op...

Jeg er rasende...

Jeg har gennem lang tid planlagt at få styr på haven ud mod vejen på den nordlige side af huset. Det er her, jeg har mit æbleespalier - og det var her, jeg i vinter fjernede de sidste rester af en gammel hæk.

Den sidste del af projektet - at så græs i vejkanten - måtte jeg naturligvis vente med, indtil det blev sommer og varmt nok til, at græsset kan spire i fart.

I forårets løb sprøjtede jeg alt ukrudtet i stykket ned og forrige weekend lagde jeg så ny muld på - og såede græs og gødede vejkanten efter alle kunstens regler. På grund af den eksorbitante tørke har jeg vandet stykket med sprinkler en halv time hver anden aften og har til min store glæde konstateret, at græsset nu er begyndt at spire.

Indtil i formiddags. For da ankom en elektriker og et par folk med en gravemaskine. Heldigvis var jeg hjemme - og jeg skyndte mig ud for at sige til dem, at de skulle være forsigtige med det ny græs. Det var de ligeglade med - for naboens målerskab, der står midt i det hele, skal altså fjernes.

Onsdag eftermiddag var forhaven og det halve af
Nørremarksvej forvandlet til et bombekrater.
Hvem betaler?

I følge elektrikeren er det sådan set ret ligegyldigt - for man kunne bare have nøjedes med at koble det af - men Nyfors - det lokale elselskab - insisterer altså på, at skabet skal fjernes. Derfor skal mit nyanlagte græsstykke graves op. - Men vi skal nok genetablere det, sagde den flinke elektriker.

Alligevel er jeg rasende. Hvorfor ringer man ikke i forvejen og fortæller sådan noget? Hvorfor kunne man ikke have spurgt om, hvornår det passede bedst at gøre det? Hvem betaler alt det vand og gødning, som jeg har lagt i jorden for hurtigt at få et pænt resultat?

I forvejen er jeg ikke imponeret over elselskabet. Det bruger formuer på fibernet og på at sponsorere Jammerbugt FC i stedet for at skaffe forbrugerne i Jammerbugt kommune billig strøm - hvilket der ellers burde være et lokalt elselskabs fornemste opgave.

Græsset var lige begyndt at spire!

Arbejderne lovede, at arbejdet ville være færdigt i løbet af dagen - men klokken halvtre kunne man ikke se røven for bare træsko og folkene gik hjem. Arbejdspladsen var efterladt som et bombekrater.

Jeg røg i telefonen og kontaktede elselskabet - blot for at konstatere, at de selvfølgelig var gået hjem på hovedkontoret. Ja, så skidt være med de kunder, der betaler deres løn...

Nu har jeg lagt en besked - og jeg forventer som det første torsdag morgen at komme til at snakke med en ansvarlig. For selskabet skal altså holde mig skadesløst - og det betyder ikke alene, at jordstykket skal genetableres med græsfrø og gødning. Jeg vil også kompenseres for ulempe og ikke mindst de oceaner af vand, som jeg har brugt på at få græsset til at spire.

Fortsættelse følger sandsynligvis...

Morgenmad

Stærenes andet kuld snart flyvefærdigt

Mon der snart er mad?

Stærekassen er egentlig en mejsekasse - men en
flagspætte udvidede hillet sidste vinter, så der
også er plads til en stærene, der er cirka dobbelt så
 store som mejserne.

Stærene har haft en god sommer.

Snart er det andet kuld unger flyvefærdige - og det er en fornøjelse at følge med i fra dag til dag.
For vi har første parket til en af vores stærefamilier. Den holder til i lærketræet lige uden for drivhuset, så når vi sidder der, kan vi nemt følge med.

Her til morgen ville jeg prøve at lave et par billeder. Og her kom jeg åbenbart lidt for tæt på familielivet i træet. Eller måske er det kameraets objektiv, der ser truende ud.

Jeg sad godt i havestolen og var klar til at fotografere, men det generede åbenbart de voksne stære, som kun med forsigtighed nærmede sig stærekassen. Det blev lidt af en udholdenhedsprøve - for hvem giver sig først.

Jeg vandt - ungernes kalden var åbenbart for meget - og fik billedet af stæremor sekunder før, hun afleverer føden i gabet på en af de sultne unger.

Så er der friske orm...

Smagen af sommer

Rødgrød med fløde...

Se det summer af sol over grøden...

Jordbærsæsonen går på hæld. Bærrene er ved at blive mindre i forhold til starten på sæsonen. Til gengæld er de sødere og mere saftspændte - selv om de mildest talt har fået alt for lidt vand i den tørre sommer.

Samtidig er ribsbuskene fulde af fuldmodne røde ribs i mængder  - og hindbær har vi sør'me også, selv om jeg normalt sigter på først at høste hindbær i det spæde efterår.

Så er det tid til rødgrød. Denne urdanske sommerret, som får vore hjerter til at smelte - og mindes den ubekymrede barndom i de gode, gamle dage, hvor ethvert middagsmåltid naturligt blev fulgt af en dessert.

Selvfølgelig med fløde. Mindre kan ikke gøre det. Denne tykke, fede, hvide substans, der er selve kvintessensen af generationers efter generationers forædling af det danske malkekvæg.

I store dele af verden tåler folk slet ikke mælkeprodukter - og de er derfor afskåret fra at nyde rødgrød med fløde. Savnet er nok til at overskue - for det er alligevel de færreste udlændinge, der kan udtale rettens navn.

Derfor er rødgrød med fløde også den ultimative danskheds-test. For kan man lide de rødhvide farver og kan man sige rødgrød med fløde nogenlunde korrekt, har man et godt udgangspunkt for en lykkelig tilværelse i Danmark.

Dina stod for dagens rødgrød. Hun brugte en opskrift på nettet fra Claus Meyer. Det betyder mindre - for sådan som jeg ser det, er Meyers opskrift ikke anderledes end generationer af danske bedstemødres opskrift. Og han har den såmænd nok også fra sin bedstemor....

Norsaq

En søndag morgen i lufthavnen

Boarding til SFJ fra AAL.

Søndag morgen måtte jeg alt for tidligt op. Kroppen værkede efter lørdagens kraftpræstation på Fjordmarken - men vi skal jo videre...

Anledningen til min tidlige opstandelse var, at Air Greenland havde premiere på direkte flyvninger mellem Aalborg og Grønland. Lidt af en drøm for mange nordjyder, der kommer fra eller holder af verdens største ø. Kun fire timer og tyve minutter tager flyvningen fra Aalborg til Kangerlussuaq. Normalt kan turen kun gøres via København med en samlet rejsetid på cirka syv timer.

Den begivenhed kan man læse mere om her og her, for det var strictly business - altså arbejde.

Men for en gammel flytosse er det jo også lidt ligesom at komme i paradis, når der skal fotograferes fly. Så det blev til mange billeder. Nedenfor finder du et par af dem, som jeg ikke fik brug for.

Norsaq betyder på grønlandsk kastetræ til en harpun - og det er navnet på Air Greenlands Airbus 330, der er den daglige livline mellem Danmark og Grønland. Flyet er stort - i den nuværende konfiguration tager det 278 passagerer.

Det blev anskaffet i 2002, hvor Air Greenland overtog flyet fra det krakkede belgiske flyselskab SABENA (Such A Bad Experience, Never Again). Jeg havde faktisk fornøjelsen af at være med på en af de allerførste flyvninger med Norsaq dengang - og sidenhen er det jo blevet til adskillige ture - og det er et godt, stabilt fly, som det grønlandske selskabs passagerer kan være godt tjent med. Driftsikkert og ganske behageligt at flyve med - i modsætning til den Boeing 757, som selskabet tidligere rådede over, hvor pladsen i kabinen absolut var til at overskue.

Norsaq venter på passagererne i Aalborg Lufthavns Gate 11.

Sådan møder passagererne normalt Norsaq -
bortset fra CPH, hvor man går ombord via en lukket bro.

De fleste fly - Norsaq ingen undtagelse - tager sig godt ud fra fronten.

Mens jeg fotograferede på apron, ankom en ATR-72 fra DAT.
Det er et meget lille fly sammenlignet med Norsaq.

Så er kursen sat mod Kangerlussuaq. Norsaq befinder sig på
billedet over Øland - sådan cirka. Billedet er taget fra Vejlen.

Det store køkken

Mad nok på wok

Flot ser det ud - med wokkerne på stribe og der er tændt op...

Jeg tør uden blusel påstå, at jeg bestod en slags svendeprøve i weekenden.

Så er der serveret.

850 glade Aalborg-spejdere var i weekenden samlet til lejr på Fjordmarken - og jeg havde ansvaret for, at de alle fik varm mad at spise lørdag aften.

Selv om jeg ikke har prøvet at arbejde med bål-wokker før, havde jeg besluttet, at det var den rigtige løsning til opgaven. Så vi havde fået fat i seks store wokker på hver godt en meter i diameter.

Menuen var en gedigen og mættende karry-ret med kylling - og alt gik efter planen. Maden smagte oven i købet godt. Måske lidt for godt - for jeg begyndte godtnok at få sved på panden, da jeg så, hvor hurtigt maden forsvandt.

Jeg blev bange for, at jeg måske havde regnet forkert - og at der var for lidt mad. Men da det hele var forbi, stod det klart, at kalkulerne holdt -og alle blev mætte. Men jeg havde da også fået lidt hjælp i planlægningen fra både lillesøster og Kim fra Jens Bang. Tak for det.

I øvrigt er planlægningen alfa og omega i sådan en opgave. Når først bålet er tændt, er der ikke meget, man kan gøre, hvis der er noget man har glemt.

Og med en god håndfuld topmotiverede og engagerede hjælpere fra Sct. Georgs Gilderne i Aalborg, så er det altså ingen sag at køre successen hjem. Så tak for hjælpen til at alle.

Og allermest lunede så ungernes kommentar: "- Det smager mega-lækkert..." Det er altså en større ros end en Michelin-stjerne.

Briefingmøde kl. 15.00. Bossen bød på citronmåne 
og kaffe... Foto: Helge Hoff

....Men i den virkelige verden er en kold øl i pausen nok
 så vigtig... Foto; Helge Hoff

Kl. 18.00 stod maden på bordet og spejderne i kø. Foto: Helge Hoff

Og ungerne... De havde bare en herlig weekend.

Det nordiske køkken

I Kalmarunionens baghjul

Margrethe I er i eftertiden blevet udlagt som arkitekten bag Kalmarunionen.

I vore dage ville man nok have kaldt hende spindoktoren og ikke arkitekten, men under alle omstændigheder var det med en særlig hilsen til netop Margrethe ettal, at Oldermand Birger kunne byde velkommen til junimødet i Ølands royale sildelaug.

Norske lakserøgede sild er en himmerigsmundfuld
 - og festligt ser det også ud.

Han har også netop haft rund fødselsdag, så det er jo lige før, at han er samtidig med Margrethe I, men ellers siges det, at Margrethes første ord sin tid var "mor" og "far - i morgen er der atter en dag", hvorefter den spæde dronning lyste op i et stort smil og sagde "Peter Thuesen"...

Hun var ellers en hård banan - og udnævnte sig selv til Dronning af Danmark, Sverige og Norge på et meget tidligt tidspunkt - for at køre sønnen Oluf i stilling som konge over de tre riger. Han døde imidlertid, hvorefter det blev Erik af Pommern, der med Margrethes mellemkomst fik stillingen. Og så videre og så videre.

Under alle omstændigheder tog Oldermanden udgangspunkt i Kalmarunionen og det forenede Norden i sit oplæg til aftenens kulinariske udskejelser.

Så vi lagde ud med lakserøget sild fra Norge. Det er jo en kær gammel kending for denne skribent - og bedre kan man ikke starte et måltid. Flot garneret med eggerøre, græsløk og fintskårne reddiker. Hertil akvavit som havde rundet ækvator.

Anledningen lagde op til afsyngelse af "Ja, vi elsker dette landet...", men det blev dog kun til en halvkvædet vise - for hvem kan lige huske hele teksten til dette norske nationalskryderi?

Russisk inspireret hakkebøf från hinsidan...

Hovedretten var bøf Lindstrøm. Det er jo ærkesvensk, men i virkeligheden en russisk inspireret hakkebøf, som - når man er i ondt lune på dem hinsidan - bekræfter deres slægtskab med de vilde asiater. Sådan havde vi det ikke denne aften, hvor vi blot nød den fine hakkebøf, der blev fulgt til hals af nye kartofler og herlig tyk, brun sovs, sådan som rigtige mænd gerne vil have det.

Her burde vi nok også have afsunget "Du gamla, du fria, du fjällhøga Nord" - der med lidt god vilje også kan tolkes som en hyldest til Kalmarunionens samlede Norden. Igen blev det kun til spæde pip - for heller ikke den tekst lå helt fremme i hukommelsen.

Oldermanden napper et jordbær - og Svend Aage lige så.

Finalen på det hele var selvfølgelig dansk. En rød-hvid dessertsymfoni bestående af kærnemælskkoldskål, jordbær og så en klat flødeskum på toppen sammen med kammerjunkere Dette bagværk, hvis navn leder tankerne hen på gæve laugsbrødre - og derfor også var en velvalgt finale på et herligt måltid. I ren befippelse og den megen velsmag glemte vi helt at afsynge "Der er et yndigt land..."

Denne misere blev der imidlertid rådet godt og grundigt bod på, da aftenen sluttede - og vi traditionen tro afsang Ølandssangen, så ikke et øje var tørt.

Luftspejling

Sommerdag ved Ulvedybet

Det er måske ikke ligefrem et fata morgana - men en luftspejling er det vel alligevel, når skyerne spejler sig i vandet?

Sådan så der ud i tidligt fredag eftermiddag ved Ulvedybet - og man fristes til at sige, at himmel og hav står i et. Men det betyder jo noget helt andet - og forresten er Ulvedybet jo en sø i vore dage...

Dagens ord LXVII

Den freudianske misforståelse

DR's bedste program.

Jyllandspostens internetavis meddeler med store typer: "DR: Aller fyrer tre ansatte". Men i dagens hast kom jeg altså til at læse: "DR fyrer alle ansatte".

Desværre - håber er lysegrønt, men så heldige var vi alligevel ikke. For Folketinget har netop indgået et såkaldt medieforlig, der betyder, at vi skal leve med tvangslicens og statsradiofoniske Pravda-nyheder i endnu fire år.

Den seneste tids rygtebaserede breaking-journalistik var ellers en kærkommen lejlighed til at få privatiseret dette medie-monstrum, der i ly af den såkaldte public service-kontrakt bidrager til almindelig fordummelse af sagesløse danskere, der efter folketingets mening åbenbart ikke selv må bestemme, hvad de vil betale for at se i fjernsynet.

Det var vist det, man kalder en "freudiansk misforståelse" - altså at tro, at man læser det, man ønsker. Og det er jo temmelig naivt, når jeg kunne tro, at DR fyrede lejesvendene.

Med fuld udrykning

Beredskabet viste tænder

Beredskabet tog sagen alvorligt - og ankom med
 fuld udrykning, da gaden skulle fejes på Øland.

Det er bestemt ikke hver dag, at vi ser - endsige hører - et udryknings-køretøj her på Øland.

Så da de for byfolk så velkendte toner af udryknings-horn og dommedags-trompeter lød over Vesterby, Hammershøj og Østerby tidligt på formiddagen, måtte alle hjemmeværende selvfølgelig af huse for at se, hvad der gik for sig.

Det var ikke så slemt, som det lød. En eller anden havde spildt lidt hydraulik-olie på Søndregårde, som en af vejene i Østerby hedder. Et rigtigt idyllisk sted med stråtækte huse, stokroseidyl
og store, skyggende træer.

Miseren skyldtes spildt hydraulik-olie
 - og kattegruset klarede det meste af jobbet.

Så det var ikke det ringeste sted, Jammerbugt beredskab var havnet denne formiddag.

Der blev hældt kattegrus på olien - og mens gruset sugede, så det var en lyst, var der tid til en hyggelig snak mand og mand i mellem.

Beredskabets kommunale natur fornægtede sig ikke - og brandfolkene lænede sig op ad kostene med samme selvfølgelighed som en rigtig kommunalarbejder læner sig op ad skovlen. Men pyt, hvad gør det - for de lokale nysgerrige mestrede såmænd også kunsten.

Når mænd snakker, går samtalen lidt nemmere,
 når man har noget at støtte sig til...

Så fik vi da også noget at snakke om på denne ellers i særklasse særdeles dejlige sommerdag, der forresten heller ikke bød på regn.

For ellers er vejret jo det, vi snakker mest om i øjeblikket - her på landet...

(Billederne er klikbare, hvis man har lyst til i detaljer at studere øboernes og brandfolkenes særlige samtaleteknik.)