De gamle gutter

Mit åndehul

Klik her for fuld størrelse.

Nordjyske Stiftstidende har benyttet sommerens agurketid til en serie, hvor avisens medarbejdere og forskellige andre har præsenteret deres åndehul - det sted hvor man tager hen for at få ro.

Det har blandt andet budt på en fisketur med Aalborgs borgmester, et kig på en veteranbilklub, en tur på Louns-halvøen med naturvejlederen som Gudhjælpemig slapper af ude i naturen på trods af jobbet og musikanmelderen, der slapper af med Bruce Springsteen. Mandag havde jeg så lejlighed til at præsentere mit åndehul, som - sådan som det sikkert er mange af bloggens læsere bekendt - er Sct. Georgs Gildet.

Fint nok - jeg kan tale længe og positivt om spejderne og gilderne, men sjovest var nu, at artiklen også gav en kommentar i tirsdagsavisen fra min gamle kollegienabo og tidlige byrådsmedlem for SF i Aalborg, Jørgen Andersen, der mildest talt vendte tommelen opad:

”Mit åndehul” har stort set været en succes med mange sjove vinkler og historier. Det bliver vel nu ikke meget større end fortællingen om min tommelkollega Jesper Hansens madorgier i Sct. Georgs Gilderne:-)"

Fingrene i jorden

Knokleri i sommervarmen

De fleste vil nok mene, at søndagens sommervarme mest af alt var til afslapning og drinks på kanten af pølen.

Men ikke her i huset. Af uransagelige årsager var jeg hyperenergisk og gav rhododendron-beddet den helt store overhaling. Kun nødtørftigt påklædt af hensyn til almindelig anstændighed knoklede jeg, så sveden løb i striber ned ad den jordede og mogede krop. Tillokket af de ildelugtende kropsvæsker holdt myg og klæg oven i købet en ordentlig fest på mit velproportionerede Adonis-legeme.

For nogen tid siden købte jeg fem rhododendron-planter i et ophørs-udsalg i en af sommerlandets sæsonbutikker. Et rigtigt røverkøb, som imidlertid krævede, at jeg omorganiserede styrkerne i beddet - og udvidede det med et par kvadratmetre.

Så jeg startede med at skære græstørv, som jeg kan bruge et andet sted i haven. Det er beskidt arbejde - og så var stilen ellers lagt. Jeg flyttede en stribe azalier og et par dværgrhododendron - og så var der plads til de nye planter, der blev lagt behørigt i jorden med frisk sphagnum. Det hele blev pakket ned i et nyt lag dækbark.

Der blev også tid til at rive en masse mos op af græsplænen og så nyt græs i hullerne, som jeg fyldte med lidt af den overskydende jord. Med den gode varme bør der ikke gå mere end et par uge, før græsplænen i den ende af haven stråler som en grøn ost...

Jorden er naturligt sur i den del af haven. Det skyldes blandt andet, at der er lidt fugtigt og masser af skygge, så det er også tilholdssted for masser af myg og klæg. De tog for sig af retterne, uden at jeg protesterede nævneværdigt.

Jeg lider af alvorlig myggetække, men heldigvis bliver jeg altid immun over for insektbid i løbet af sommeren - og dertil er jeg altså nået i år. Så lad dem bare stikke, myggene altså. Det er lidt værre med klæg, for det gør altså ondt, når de bider. Men også det kan man vænne sig til, så....

Næste projekt i haven bliver anlæggelsen af et såkaldt naturhegn. Jeg er nemlig træt af at køre på genbrugspladsen eller brænde grenaffaldet fra havens hække og træer. Så nu bliver de til et lille læhegn ovre ved huggepladsen. Naturhegnet bliver forhåbentlig også et godt tilholdssted for fugle, pindsvin og andet godt fra den lokale fauna, så det er jo ren winwin, som man siger.

Og så høstede vi de første frilandstomater søndag eftermiddag...

Vesløs Kro

Rødspætte i verdensklasse

Vesløs Kro har de seneste år udviklet
sig til et populært spisested.

Tirsdag aften spiste vi på Vesløs Kro. Sjældent har jeg fået en så perfekt og veltillavet rødspætte.

Rundt i landets mange stationsbyer ligger kroer, der bestemt havde deres storhedstid, mens der stadig var jernbaner - og togene ikke hed IC4.

Vesløs Kro er ingen undtagelse. Jernbanen er nedlagt - og kroen ligger for enden af en sidevej til en sidevej til hovedvejen mellem Aalborg og Thisted. Når sandheden skal frem, har jeg faktisk aldrig været i nærheden af den sidevej.

Men rygtet var løbet i forvejen. Kroen blev i 2011 overtaget af Grethe og Jørgen Jacobsen, som har fået godt gang i forretningen. Så godt at flere i min omgangskreds har omtalt kroens restaurant i stærkt rosende vendinger - og da vi tirsdag alligevel var på de kanter, skulle det da prøves.

Vi havde tjekket menukortet i forvejen. Jenne gue sager fra det klassiske danske kro-spisekort. Vi havde på forhånd besluttet os for helstegt rødspætte med persillesovs, så der var ikke grund til så meget snak, da vi ankom i den lille og forholdsvis uprætentiøse restaurant med lokal kunst på væggene.

Vi fik en plads med det samme og et kvarter senere serverede krofatter en kæmperødspætte til hver med tilhørende nye kartofler og persillesovs, der var forstærket med stegesmørret oven i. Vi blev spurgt, om vi ønskede andet tilbehør. Krofatter anbefalede agurkesalat, som er det foretrukne på de kanter, men han kunne da også tilbyde tyttebær, som er populært tilbehør i Vendsyssel.

Vi takkede ja til agurkesalaten, der var hjemmelavet og smagte himmelsk. Rødspætten var stegt perfekt. Den var stor og fast i kødet, velpaneret og helt sikkert friskfanget. Sjældent har jeg fået en så perfekt rødspætte. Den manglede måske lidt salt, men hellere for lidt end for meget og i hvert fald tæt på verdensklasse, om en sådan findes inden for disciplingen helstegt rødspætte, der vist nok er en særlig dansk spise.

Det hele var simpelthen bare i orden. Hurtig betjening med god lune og lokal dialekt - og bedre kan en rødspætte næppe laves.

Rødspætterne på Vesløs Kro er åbenlyst populære. Der blev ved med at komme gæster - og jeg hørte lige inden vi gik, at der var udsolgt af rødspætter. Så det kan nu godt være, at vi bestiller rødspætten hjemmefra, næste gang turen går mod Vesløs Kro - og det gør den helt sikkert igen.For det var godt i al sin enkelthed.

Og så mødte jeg Amdi Pedensen - Nuuks tidligere socialchef
og en god, gammel kollega fra tiden i Grønland.

Udover den udsøgte rødspætte fik aftenen også en lidt uventet drejning, da en af de andre gæster henvendte sig til os. Det viste sig, at være en af mine gamle kolleger: Amdi Pedersen (Nej, ikke ham fra Tvind...), som i en årrække var socialchef i Nuup Kommunea, men flyttede til Frøstrup for 15 år siden. Det var et hyggeligt gensyn med plads til mange gode historier - og mon ikke vi også mødes igen på Vesløs Kro.

Skægmejseskæg

På skægmejsetur til Han Vejle

Der er sådan lidt feriestille over det hele - og jeg har brugt hele dagen i skægmejsens tegn.

Ved solopgang gik turen mod Han Vejle. Jeg havde hørt, at der var masser af skægmejser i øjeblikket, hvor ungfuglene er kommet på vingerne.

Rygtet talte sandt - og jeg har sjældent oplevet noget lignende. Jeg har hidtil kun haft et sporadisk kendskab til den lille, men meget flotte fugl - og her var de pludselig i snesevis, der beredvilligt lod sig fotografere på få meters afstand.

På et tidspunkt var de så tæt på, at jeg droppede 400 mm objektivet, men pludselig ved halvottetiden dukkede en rørhøg op - og så kunne det nok være, at der blev ro i lejren.

Jeg vendte tilbage til fugletårnet ved Han Vejle først på aftenen. Der var stadig skægmejser at se, men det var nu ikke så vildt som om morgenen. Men masser af gode brugbare fotos kom der i kassen. Her er et udvalg.

Pudsigt nok stødte jeg ikke på voksne hanner. De kendes på de karakteristiske skægstriber under øjnene. Fuglene med gult næb er voksne, mens ungfugle har mørkt næb.

Med næsen i sky

Dansk sommer med leverpostejsvejr

Mandagsvejret mindede om en leverpostejmad, hvor der var godt med sky. For skyerne drev over himlen, og en enkelt byge eller to blev det da også til.

Her på det flade Øland bliver det nu sjældent til så meget. Det er som om, at bygerne ofte går uden om. I dag regnede det for eksempel voldsomt i Brovst og Aalborg, men ikke her på Øland, hvor det bare blev til lidt strinteri.

Jeg tog en tur om eftermiddagen langs dæmningerne mod både Gjøl og Attrup, og det bød på spektakulære skyer, som villigt lod sig forevige - og med vidvinklen på kameraet får dramaet da lidt ekstra skrue...

Bredbladet klokke

"Temmelig sjælden"

Lørdag bød på det traditionsrige grillparty for familien. Vejret var ikke det bedste, men det blev da til nogle hyggelige timer i grillhytten.

Bagefter slappede jeg af med et par øl foran pejsen i haven - og det endte med, at jeg fandt soveposen og overnattede i det fri.

Helt ædru var jeg nok ikke, for jeg var da lidt vag om søndagen. Så jeg kunne ikke finde på andet at lave end køre en lang tur med kameraet, selv om det regnede det meste af eftermiddagen. Blandt andet kørte jeg ad Østre Skovvej gennem Ølandskoven. I en af grøfterne stod der en høj hvid blomst og lyste op midt i al det grønne. En rigtig flot blomst som jeg selvfølgelig tog nogle billeder af, selv om jeg ikke lige kendte den.

Her til aften har jeg brugt den ganske glimrende søgemaskine på Danmarks Flora - og jeg har fundet ud af, at det er en såkaldt bredbladet klokke. På hjemmesiden kan man læse, at den er er "en høj, mælkesaftholdig urt med butkantet, glat stængel, ægformede, savtakkede blade og store, violetblå eller hvide blomster i en alsidig klase". Det hedder også, at den er "temmelig sjælden", så det er jo lidt af en fjer i hatten på en dag, hvor medierne har fokuseret på de glade amatørers store betydning for blandt andet den biologiske forskning.

Men inden jeg får hænderne alt for højt op i selvglæde, skal det altså også med, at det er ud til, at bredbladet klokke er en temmelig almindelig haveplante, så den kommer sikkert bare fra noget haveaffald, som en eller anden har hældt ud i grøftekanten.

Men flot og fotogen er blomsten nu alligevel...

Egentlig er det jo mest fugle, jeg gør i - men turen bød ikke rigtig på noget interessant, men da jeg parkerede i carporten kunne jeg alligevel ikke stå for mågerne, der holdt generalforsamling på taget af genboens lade. I øvrigt under iagttagelse af en for måger bemærkelsesværdig ro og orden.

Humlebien i baronens seng

Lidt makrofoto

Torsdag blev det pludselig sommer. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og der var ikke en vind, der rørte sig.

Det er optimale betingelser til at fotografere insekter og sommerfugle. Jeg satte en 14 mm mellemring på min 70-200 og kastede mig over humlebierne i stokroserne.

Blandt andet fangede jeg denne humlebi, som badede i de store mængder pollen - lidt ligesom Onkel Joakim med mønterne i pengetanken - for at få den nærende nektar til at sidde fast i pelsen, så den kan få det med hjem til den nye generation.

Insekter kan godt være lidt af et tålmodighedsarbejde, for det er jo ikke altid, de lige opfører sig, som fotografen gerne vil have. Og når de endelig gør det, skal han også nå at stille skarpt, for der er kun en brøkdel af en millimeter at løbe på, når man fotograferer med mellemring og stor blændeåbning, som det er tilfældet på disse fotos.

Jordens æbler

Sommerens højdepunkt

Så har vi endelig taget hul på kartoflerne, som jeg satte i begyndelsen af maj.

Der er tale om sorten Friesländer. Det er første gang, jeg prøver denne sort, og jeg har trukket premieren lidt, fordi jeg ventede på, at de skulle begynde at blomstre. Men sorten blomstrer åbenbart ikke - så tirsdag kunne jeg ikke vente længere. Greben kom i jorden - og der var de fineste nye kartofler med et tyndt, tyndt skin lige til at koge med en kvist løvstikke.

De smager herligt, men jeg har på fornemmelsen, at de gerne vil koge ud - så det er nok også med at få dem spist i en fart. Som det ses på billedet, er udbyttet fint.

De nye kartofler er sommerens absolutte højdepunkt - og det fylder mig med lykke, når det lykkes.

Gutterne fra kutterne

Solnedgangstur til den rigtige udkant

Mange kalder det Udkantsdanmark. Selv kalder jeg det Produktionsdanmark, men dybest set finder jeg ikke Udkantsdanmark spor nedsættende. For her lever man et simpelt og letforståeligt liv og holder fast i sin oprindelige kultur, selv om medierne finder det eksotisk.

Inspireret af Gutterne fra kutterne kørte vi tirsdag aften på en hurtig solnedgangstur til Thorup Strand, hvor Dina aldrig har været før - og det er da også et par år siden, at jeg har været der sidst.

I modsætning til for eksempel Slettestrand og andre ophalingssteder ved Vestkysten er Thorup Strand lidt mere tæt bebygget - og man ser faktisk først stranden og bådene, når man er der.

Nu var det ved ti-tiden, og alt var øde. Ikke et menneske var der at se, men masser af spor efter menneskelig aktivitet. Det var næsten lidt som Palle alene i verden. Midt på vejen holdt tre traktorer skødesløst parkeret, og nede på stranden stod der en stribe øldåser på bagsmækken af gummiged. Tingene stod helt tydeligt, som om folkene bare var gået hjem og i seng - og selvfølgelig skulle fortsætte donten næste morgen. Og det er vel også det, TV-serien viser.

Dette er ikke et turistmål. Det er et levende fiskerleje, der kæmper sin daglige kamp for fortsat at eksistere i en tid, hvor der ellers er gået industri og digitalisering i samfundet. Og hvor man i øvrigt kerer sig så meget om hinanden, at der er tid til en fyraftensbajer eller to, inden man går hjem.

Og pænt er der oven i købet...

Endnu en Vesterhavsmarch

Strandtur i snuskevejr

Som sædvanlig stod vi (8. gilde i Aalborg) for Midtvejs Bodega
 mellem Blokhus og Grønhøj. Der var bestemt også tid til
mandfolkesnak med hænderne dybt begravet i lommerne.

Søndag afviklede Sct. Georgs Gilderne Vesterhavsmarchen for 45. gang. Det skete i et noget snusket vejr, men var som altid en sjov begivenhed, hvor gildebrødrene demonstrerer en enestående kompetence i at afvikle store arrangementer.

Det var business as usual - og der er egentlig ikke så meget at skrive hjem om, men der blev da en slant penge til Julemærkehjemmet i Hobro og Jens Bang Division under Det danske Spejderkorps.

Rent økonomisk er arrangementet efterhånden næppe indsatsen værd, men det er sjovt, hyggeligt og en tankevækkende anakronisme i dagens digitale Danmark, hvor det er de færreste, der vil betale for noget så oldnordisk som en slentretur langs stranden. (Flere fotos kan ses på min hjemmeside)

Orienteringsmæssigt byder marchen ikke på de store
udfordringer. Det er bare at gå op og ned ad stranden.