Ridder af Sct. Georg

Det ultimative duelighedstegn

Her ses bloggeren med sværd i hånd
 sammen med distriktsledelsen i Aalborg.

Så er jeg sørme også blevet Ridder. Ikke af Dannebrog, beklager, men i Sct. Georgs Gilderne.

Nu kan man ikke rigtig betegne det som en æresbevisning på samme måde som Ridderkorset, men snarere som det ultimative og sidste duelighedstegn i et halvlangt liv som spejder. Med værdigheden følger kun pligter - ingen privilegier. Og forresten bærer man ingen synlige tegn på Ridderværdigheden. Det kan man alt i alt så glæde sig over, for ordener hænger man som bekendt på idioter...

For fuldstændighedens skyld skal det lige med, at jeg aldrig har været særlig opsat på at blive Ridder - dertil er jeg nok lidt for meget en handlingens mand - og de 23 år, der er gået, siden jeg blev optaget i Sct. Georgs Gilderne tangerer i hvert fald alle rekorder i den henseende...

Alligevel foregik Ridderoptagelsen under megen højtidelighed i kælderen under Aalborg Kloster, hvor jeg aflagde Ridderløftet og modtog et sværdslag på skulderen til gengæld. Og når man er vild med ceremonier, som jeg altså er, er det en belønning i sig selv.

Det clev en dejlig aften, hvor jeg for en gangs skyld fik lov til at være i centrum - og den slags bør nydes. Tak for alle talerne og en tak til de øvrige Riddere i Aalborg for et vel gennemført arrangement.

Ingen nyhed

Foråret kan ikke holdes hemmeligt

Det vælter op af jorden...

Det er jo ikke nogen nyhed, at foråret er kommet tidligt i år - og når det nu ikke er en nyhed, er der sådan set heller ikke nogen grund til ar skrive om det.

Men dels er jeg glad for alle forårsblomsterne i haven, dels vil jeg lige gøre opmærksom på, at havens på nuværende tidspunkt er hel måned foran i forhold til 2013.

Gammeldags gul krokus er bare så flot.

Den 5. april 2013 bragte jeg nemlig et foto, der stort set er identisk med dagens foto. Men vinteren 2013 var som bekendt også både lang og hård.

Nu varer det ikke længe, før vi skal i gang med havearbejdet. Men for alle eventualiteters skyld tror jeg nu nok, at vi lige venter en uges tid eller to...

Gryderetten er sat

Gedigen firsermad på menuen

Bunden blev lagt med lakseroulade. 

For en gangs skyld er Dovregubben foran
 kameraet. Der er serveret - værs'god og spis.

Ølands blomsterflor af erantis og vintergækker er i forårshumør - og det samme var Sildelauget på februarmødet på månedens næstsidste dag.

Fremmødet var eksorbitant på denne fredag, hvor foråret for alvor slog til - og stemningen lige så. Der blev grinet og kokkereret. Der blev rodet og regeret. Der blev prøvesmagt og vurderet. Der blev snakket og spist.

Aftenens menu var lagt i hænderne på Sep. Som altid er han garant for god, gedigen firsermad, og han svigtede ikke forventningerne.

Vi lagde ud med lakseroulade, så mørbradgryde med rodfrugter og på toppen af det hele trikoloreis med chokoladestænger.

Aftenens højdepunkt var helt bestemt opvasken. For vi kunne med stolthed indvie medborgerhusets nye opvaskemaskine. Med stolthed for i al ubeskedenhed er den flotte maskine nemlig en gave fra Sildelauget - muliggjort gennem et beskedent overskud på massivt druk og skørlevned.
Vi har det jo godt i medborgerhuset, så en ny opvaskemaskine - som vi jo selv nyder godt af - er en beskeden tak for mange gode timer.

Sovsens venner slår til igen.

Stemningen var så god og afslappet på denne herlige aften, at der også blev tid til et lille fotokursus til Jesper Krage, der lige skulle prøve bloggerens kamera. Han ville ikke rigtig høre efter, når jeg forsøgte at formidle belysningskunsten - og jeg har her til morgen slettet adskillige kulsorte billeder. Heldigvis har vi Photoshop, så et enkelt brugbart billede blev det da også til, så det er baggrunden for, at jeg for en gangs skyld selv optræder på et af aftenens fotos.

Afslutningsceremonien blev også en ren fornøjelse. Siden sidst er gehøret mærkbart forbedret, og alle kunne synge med på Ølandssangen takket være vores nye dækkeservietter, hvorpå sangen kan læses, hvis hukommelsen er svag.

Således ladet op kunne vi gå hjem i den klare nattehimmel vel vidende, at nu venter forårets store tørn i haven.

Sildelaugets nye dækkeservietter. Klik for forstørrelse.

Hovedretten var mørbradgryde med masser af cocktailpølser,
 fløde og bacon - og den slags tager god mad jo aldrig skade af.

I følge Sep var desserten Hannes ide, men det skal
hun nu ikke høre et ondt ord for - selv om kvindelig indblanden i
laugsanliggender normalt ikke er velset.

Kælderens hemmelige skat

Min gamle bålkappe

Pludselig fandt jeg min gamle bålkappe i en
 arkivkælder. Mobilfoto

I forbindelse med et møde torsdag aften var jeg på besøg i Nordjysk Spejdermuseums arkivkælder i Hasseris. Det er her, hvor museet opbevarer alle de genstande, der enten endnu ikke er registreret, eller som der ikke er plads til i udstillingen på Sofiendalsvej.

Arkivet er sådan en typisk kælder under en boligblok. En række store betonrum på rad og række. Jeg gik gennem arkivet og i det tredje rum blev jeg næsten stum af overraskelse.

For der på en hylde hang min gamle bålkappe fra Kontiki-turneringen i 1971 på en bøjle. Behørigt registreret og med mit navn på en label, som den glade giver.

Jeg var godt klar over, at museet havde den. De fleste af familiens spejderting blev afleveret til museet i 1997, da mine forældre flyttede fra Postbakken i Farsø.

Men, jeg havde da alligevel ikke regnet med, at jeg skulle gense bålkappen i dag. Derfor havde jeg heller ikke kamera med - og man må derfor nøjes med et par mobilfotos af tvivlsom kvalitet.

Nordjysk Spejdermuseums
formand Kurt Keldorf viser
 bagsiden af min bålkappe. Mobilfoto

Kontiki-turneringen i 1971 var en landspatruljeturnering med i alt 150 patruljer til finalen, der fandt sted på Jamborettepladsen i Rold Skov i sommerferien. I året op til turneringen konkurrerede alle landets DDS-patruljer om en plads i den eftertragtede finale. Hver måned skulle der løses en opgave - og vinderne gik så videre - indtil der kun var 150 patruljer tilbage.

En af opgaverne i kvalifikationsturneringen var fremstilling af en bålkappe med inspiration fra turneringens Inka-tema. Så vi patruljemedlemmer i Falken, 1. Farsø Trop, lavede sådan en poncholignende ting med mange striber og farver og turneringslogoet broderet på brystet.

Det var patruljeleder Kjeld Buus, der havde lavet designet - uden smålig skelen til de håndværksmæssige udfordringer - og jeg indrømmer i dag, at det vistnok var min mor, der kom til at hænge på en god del af arbejdet. Hun var bestemt ikke imponeret, men missionen lykkedes, og vi drenge kom videre i turneringen.

Så vidt jeg husker, blev vi nummer 31 i den afsluttende turnering. Et ganske tilfredsstillende resultat og i hvert fald troppens bedste placering i den turnering.

Den kolde krig

Marinen i samfundstjeneste

Ejnar Mikkelsen bryder is i havnen i Sisimiut.

Der er koldt i øjeblikket på Vestkysten.

Det er stadig koldt - imponerende koldt - på den grønlanske vestkyst. Alle forhåbninger om klimaforbedringer er sat på stop denne vinter.

I går nåede temperaturen i Sisimiut på intet tidspunkt højere end -22 grader, og byens havn er efterhånden frosset dygtigt til. Heldigvis kom den danske marine forbi med inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen.

Skibet er nummer to ud af tre skibe i den såkaldte Knud Rasmussen-klasse, der er inspektionsfartøjer bygget specielt til den grønlandske tjeneste. Ejnar Mikkelsen er selvfølgelig bygget til sejlads i is, og klassificeret i isklasse 1A1. Det vil sige, at fartøjet kan forcere fastis i en tykkelse op til 80 cm og kan altså sagtens klare lidt isbrydning i en snæver vending.

Iskort fra den 23. februar 2015.

Ejnar Mikkelsen opholder sig i øjeblikket i farvandet nord for Nuuk for blandt andet at hjælpe Royal Arctic Lines forsyningsskibe, hvor de mindste af skibene efterhånden har store problemer - og der har allerede været aflysninger.

Min gamle ven fra madlavningsholdet "Finere Mænd", John "Halv Pris" Eliassen, tog disse fotos, mens Ejnar Mikkelsen ryddede op i havnen.

Vestisen, som isen i Davis-strædet kaldes i Grønland, når efterhånden helt ned til nordsiden af Godthåbsfjorden, men der er et sejlbart bælte af nyis langs kysten op til Søndre Strømfjord.

Det er bestemt ikke hvert år, at der er så meget is i det relativt lune vand vest for Grønland. Fra mine år i Grønland erindrer jeg kun, at det skete i vinteren 93/94, hvor jeg i øvrigt boede i Sisimiut, samt vinteren 96/97.

Midgårdsormen

En ordentlig stump træ

Det kommende dragehoved.

Her er det så - stubstykket fra et af de egetræer, som vi fældede i weekenden.

Det er en ordentlig klump træ. Jeg gætter på, at den vejer omkring 80 kilo, og jeg havde nær ikke fået den ud af bilen, da jeg kom hjem. Heldigvis trådte genboen, som i øvrigt sjovt nok hedder Dina, til og gav en hjælpende hånd. Respekt!

Det er planen, at stubben skal blive til et dragehoved, som vi kender det fra vikingeskibe og selvfølgelig også fra SAS-bemalingen i gamle dage. Når dragehovedet en gang bliver færdig, skal det op og hænge på gavlen til bålhytten.

Vikingernes dragehoveder var som oftest afbildninger af Midgårdsormen - så mon ikke, at vi her har et godt forslag til navn på bålhytten, når den tid kommer. Midgård - det lyder da ikke så ringe...

Nu skal egestubben skæres til, så den bliver lidt lettere og nemmere at håndtere - og så skal den tørre et stykke tid, før jeg kan gå i gang med skærearbejdet. Jeg satser på, at det kun er kernetræet, der skal bruges, så risikoen for revner er ikke så stor. Derfor skulle jeg gerne komme i gang ret hurtigt.

En dag i skoven

Ud i naturen

Timber...

Sydøst for Aalborg nær Ferslev ligger Flamstedcentret - en stor KFUM hytte i et dejligt kuperet skovlandskab, der er en herlig ramme for alskens spejderi.

Så er grundstenen - altså den første pæl - banket i jorden.

Hytten vedligeholdes af en flok aktive senior-KFUM'ere, som kalder sig Flammerne. I weekenden havde Niels Erik - min gruppeleder i Sct. Georgsgildet - og jeg lovet at hjælpe til med at lave et såkaldt naturhegn på grunden.

Det var en god lejlighed til at komme ud i det fri, mens det endnu er for tidligt at gå i haven. Så vi mødtes seks mand høj lørdag morgen klar til at gå i gang med opgaven.

Først skulle der fældes nogle gamle træer, der stod i vejen. Grene og toppe var samtidig en del af byggematerialet til det nye hegn, så det var en arbejdsgang med god mening i.

Træerne blev fældet af Andreas, der er uddannet skovtekniker. Som altid blev jeg dybt fascineret af at se en rigtig fagmand arbejde. Det er spændende og lærerigt - og jeg fik da også et par tiltrængte staldfiduser med hjem til næste gang, jeg skal ud med motorsaven.

Arbejdet gik forholdsvist hurtigt fra hånden, og allerede ud på eftermiddagen kunne vi se konturerne af det færdige arbejde. Det blev på stedet døbt Sct. Georgshegnet som en hilsen til Niels Erik og undertegnede.

Forresten benyttede jeg lejligheden til at negle et stort stykke svunget egetræ fra et stød med hjem. Det skal blive til et rigtigt vikinge-dragehovede på gavlen af min bålhytte. Den sag vender jeg tilbage til senere.

Tak til Flammerne for en herlig dag i skoven.

Det færdige resultat - et vaskeægte naturhegn.

En ægte fagmand på vej mod toppen...

Egetræet på vej til evigheden. Stubstykket fik
 jeg med hjem til et dragehoved til bålhuset.

Nyt fra spegepølsefronten

Tjah, bum, bum, bum...

Pølsen ser flot ud, men er lige lidt for
socialdemokratisk. Den mangler lidt modning,
lidt krydderier og lidt røg.

Nu kunne jeg ikke styre mig længere...

For nøjagtig en måned siden lavede en omgang spegepølser, som blev hængt til modning i brændeskurret. Efter en uge i tørreskabet, kom de i røgeovnen til to gange tolv timers røg, og siden har de hængt i værkstedet over høvlebænken, hvor der er dejligt tørt og køligt.

Den seneste uges tid er de begyndt at blive hårde og virke færdige. Så nu kunne jeg altså ikke styre mig længere. Der skulle altså smages på herlighederne.

Det skete fredag aften. Med stor spænding delte jeg en lille spegepølse på midten... Var den skærefast og i det hele taget fast i konsistensen?

Det så ikke så ringe ud, men helt inde i midten var den nu lidt løs i det. Så det var nok lige tidligt, at jeg begyndte at smage på sagerne. Jeg tror, at pølserne lige skal have fred et par uger mere, før de er færdigmodnet.

Smagen var der ikke noget i vejen med. Men det var heller ikke noget, der rykkede for alvor. Sådan lidt tjah, bum, bum, bum... - som Niels Helveg Petersen sagde en gang.

Jeg er bange for, at jeg måske har været lidt for tilbageholdende med krydderierne - hvidløg især - og så tror jeg, at den godt kan tåle lidt mere røg.

Krydderierne kan jeg ikke gøre noget ved. Til gengæld tror jeg, at jeg vil lave et lille forsøg og give lidt mere røg. I løbet af ugen skal jeg alligevel i gang med at røge et par laks - og så kan jeg jo prøve mig lidt frem med en af spegepølserne.

Børnene fik en gang høvl

Hjemmesløjd i vinterferien

Næsten færdigt arbejde...

Han kan godt gå hjem og fix' al det, som farmand ikke når...

Ungerne på Øland har brugt vinterferien på skolebænken - eller rette høvlebænken.

For det er efterhånden en fast tradition her på øen, at vores endog meget aktive seniorklub bruger vinter- og efterårsferien til at invitere Ølands mange børn til en gang høvl og hjemmesløjd i medborgerhuset.

De aktive pensionister stiller med træ og viden om det fantastiske og velduftende materiale - og så får fantasien ellers frit spil. I år stod menuen især på fuglekasser og spirebænke til drivhuset.

Den stolte, men formanende bedstemor...

De fleste børn på Øland ved efterhånden, hvordan man håndterer en høvl og en skruemaskine, men tilbuddet er åbent for alle, så der også plads til feriegæsterne, der bruger vinterferien til et besøg hos bedstemor og bedstefar.

Seniorerne fortjener stor ros for deres utrættelige indsats. Det er dejligt, at der stadig er nogen, som kan gøre noget for børnene - uden offentlige tilskud og pædagogernes snærende bånd.

Ordentligt håndværk kræver koncentration...

Knofedt!

Jeg holder, du skruer - eller???

Ikke et ord til mor

Drama på isen

Et foto fra snescooterturen, der kunne være endt fatalt.
 Det er min far til venstre - og yderst til højre Splinten, som jeg
 lånte snescooteren af.

Fimbullen raser, og Grønland er ramt af kulde i øjeblikket. I skrivende stund er der -35 i Kangerlussuaq og -22 i Sisimiut. Det er lige så koldt som i de gode, gamle dage, hvor jeg slog mine folder på Kysten.

Sermitsiaq fortæller, at KNI bruger øjeblikkets hårde frost til at bringe varer til Sarfannguaq med snescooter. Bygden kan ikke besejles på grund af islægget i Amerloq-fjorden. Så koldt var det også i 1994, hvor jeg i KNI's personaleblad blandt andet skrev historien om bageren i Aasiaat, der hver morgen bragte frisk morgenbrød ud til bygderne i distriktet med snescooter.

Gutterne fra snesoooterklubben i Sisimiut
på isen foran Sarfannguaq i 1994.

Det fik mig til at tænke på en snescootertur til netop Sarfannguaq i 1994.

Jeg var jo stadig flyfrisk - var kommet til Sisimiut i 1993. Jeg havde besøg af min far, som var på sin første tur til Grønland.

Op til en weekend foreslår en af mine nye venner i Sisimiut, Splinten, at jeg låner en snescooter og tager min far med på tur om lørdagen sammen med byens scooterklub. Som sagt, så gjort, selv om jeg ikke havde særlig megen erfaring med dette arktiske fartmonster.

Faderen op bagpå og efter lidt kørevand (Gammeldansk) gik det da også ud over stepperne i Sisimiuts pragtfulde bagland. Målet var Sarfannguaq - cirka 45 km væk. Det var en herlig tur i tonsvis af sne og mellem høje fjelde - alt det man drømmer om, inden man kommer til Grønland. Det gik også fint med at køre - den manglende erfaring til trods.

På hjemturen bliver det besluttet at køre turen ad Amerloq-fjorden, der var dækket af solid is. Fjordisen lå spejlblank som en motorvej, så langt øjet rakte. Det var lige sagen for de fartglade drenge. Det gik over stok og sten - eller rettere sne og is - ud ad fjorden. Faktisk blev der kørt så stærkt, at jeg på grund af min manglende erfaring efterhånden sakkede et par kilometer bagud.

På et tidspunkt ser jeg, at de andre drejer ind mod land - nærmest i en ret vinkel - og for at indhente dem, beslutter jeg at skære vinklen af.

Det viste sig at være en dårlig ide. Der var en særdeles god grund til, at de havde kørt i en stor bue ind mod Sisimiut. Isen var rådden, og der var vand ovenpå. Situationen var i det hele taget kritisk, for vandet stod op på begge sider af snescooteren - næsten som ved en speedbåd. Men en ting vidste jeg. Det drejede sig om at holde farten, for stoppede vi, ville vi synke gennem isen.

Det blev et hæsblæsende ridt - og jeg kunne mærke på min far på bagsædet, at han også var klar over, at vi noget på skideren...

Men vi kom da nogenlunde tørskoet ind til land - og temmelig rystet nåede vi de andre, som ventede ved isfoden.

Her blev det tid til en smøg og en hjertestyrkning. Far og jeg kiggede på hinanden - og blev lige så stille enig om, at den her historie fortæller vi aldrig til mor...

Begge min forældre er væk i dag, så nu kan jeg trygt fortælle den uden at bryde løftet til min far.