Ikke et ord til mor

Drama på isen

Et foto fra snescooterturen, der kunne være endt fatalt.
 Det er min far til venstre - og yderst til højre Splinten, som jeg
 lånte snescooteren af.

Fimbullen raser, og Grønland er ramt af kulde i øjeblikket. I skrivende stund er der -35 i Kangerlussuaq og -22 i Sisimiut. Det er lige så koldt som i de gode, gamle dage, hvor jeg slog mine folder på Kysten.

Sermitsiaq fortæller, at KNI bruger øjeblikkets hårde frost til at bringe varer til Sarfannguaq med snescooter. Bygden kan ikke besejles på grund af islægget i Amerloq-fjorden. Så koldt var det også i 1994, hvor jeg i KNI's personaleblad blandt andet skrev historien om bageren i Aasiaat, der hver morgen bragte frisk morgenbrød ud til bygderne i distriktet med snescooter.

Gutterne fra snesoooterklubben i Sisimiut
på isen foran Sarfannguaq i 1994.

Det fik mig til at tænke på en snescootertur til netop Sarfannguaq i 1994.

Jeg var jo stadig flyfrisk - var kommet til Sisimiut i 1993. Jeg havde besøg af min far, som var på sin første tur til Grønland.

Op til en weekend foreslår en af mine nye venner i Sisimiut, Splinten, at jeg låner en snescooter og tager min far med på tur om lørdagen sammen med byens scooterklub. Som sagt, så gjort, selv om jeg ikke havde særlig megen erfaring med dette arktiske fartmonster.

Faderen op bagpå og efter lidt kørevand (Gammeldansk) gik det da også ud over stepperne i Sisimiuts pragtfulde bagland. Målet var Sarfannguaq - cirka 45 km væk. Det var en herlig tur i tonsvis af sne og mellem høje fjelde - alt det man drømmer om, inden man kommer til Grønland. Det gik også fint med at køre - den manglende erfaring til trods.

På hjemturen bliver det besluttet at køre turen ad Amerloq-fjorden, der var dækket af solid is. Fjordisen lå spejlblank som en motorvej, så langt øjet rakte. Det var lige sagen for de fartglade drenge. Det gik over stok og sten - eller rettere sne og is - ud ad fjorden. Faktisk blev der kørt så stærkt, at jeg på grund af min manglende erfaring efterhånden sakkede et par kilometer bagud.

På et tidspunkt ser jeg, at de andre drejer ind mod land - nærmest i en ret vinkel - og for at indhente dem, beslutter jeg at skære vinklen af.

Det viste sig at være en dårlig ide. Der var en særdeles god grund til, at de havde kørt i en stor bue ind mod Sisimiut. Isen var rådden, og der var vand ovenpå. Situationen var i det hele taget kritisk, for vandet stod op på begge sider af snescooteren - næsten som ved en speedbåd. Men en ting vidste jeg. Det drejede sig om at holde farten, for stoppede vi, ville vi synke gennem isen.

Det blev et hæsblæsende ridt - og jeg kunne mærke på min far på bagsædet, at han også var klar over, at vi noget på skideren...

Men vi kom da nogenlunde tørskoet ind til land - og temmelig rystet nåede vi de andre, som ventede ved isfoden.

Her blev det tid til en smøg og en hjertestyrkning. Far og jeg kiggede på hinanden - og blev lige så stille enig om, at den her historie fortæller vi aldrig til mor...

Begge min forældre er væk i dag, så nu kan jeg trygt fortælle den uden at bryde løftet til min far.