I den forgangne weekend havde jeg besøg af familien.
Sammen gennemførte vi en sand Tour de Øland, selv om prologen var henlagt til Gjøl Kro. Her blev frokosten ledsaget af et foredrag om Hans Kirks "Fiskerne". Det var Aabybro kommunes tidligere kulturchef Niels Eske Nyhus, som har lavet en nøgle til romanen og fundet ud af, hvem Laust Sand og de øvrige personer i bogen er modelleret over. Et ganske spændende stykke lokalhistorisk arbejde.
Herefter gik turen til Oxholm Kirke, hvor jeg havde allieret mig med meningshedsrådets formand Orla Højmark, som fortalte om den tidligere klosterkirke, der i dag er en af de få privatejede kirker i Danmark. Oxholm Kirke er sådan en rigtig lille lokal udgave af Roskilde Domkirke med gravkamre for tidligere herremænd på Oxholm Gods - og ikke mindst det tolv tons tunge marmor-epitaph for Lewetzau-slægten, som residerede på Oxholm 1668 - 1796. En spændende historie, som jeg nok skal vende tilbage til.
Efter kirken gik turen til Oxholm mølle, der nedbrændte i 2004, men i dag er genopbygget som model og lokalhistorisk museum for Øland. Da driften af møllen i sin tid ophørte i 1923, flyttede mølleren med familie til Nørremarksvej 6, hvor jeg bor jeg bor i dag. Her tændte jeg lørdag aften op i grillen - og familien hyggede sig med pølser, bøffer, jordbær, vin og øl i passende mængder. Dagen sluttede med en slentretur i solnedgangen til Ulvedybet.
Nåja, så var vi et par stykker, som lige fik en øl eller to inden sengetid...
Ha' det
Jesper
Foto: Henrik Jespersen
tirsdag den 13. juli 2010
Tour de Øland
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
7/13/2010 11:00:00 PM
0
kommentarer
mandag den 12. juli 2010
Lyn over Øland

Mandag aften drev et tordenvejr over Nordjylland - og jeg kunne endnu en gang sætte mig ud i haven for at dyrke en lille, hemmelig drøm - at fotografere et lyn!
Og i aften lykkedes det - tordenlynemig! Jeg kan næsten ikke få hænderne ned - vel vidende at dette jo kun er første gang. For det kan selvfølgelig sagtens gøres bedre. Men nu er jeg i det mindste ved at have tjek på, hvordan det skal gøres.
Et er selvfølgelig det rent fototekniske, som skal være i orden. Belysning, eksponeringstider, blænder, fokus og så videre. Men der skal altså også en god portion held til. For det er jo sådan, at et lyn kommer ganske uventet - som et lyn fra en klar himmel. Det går så stærkt, at selv den hurtigste lukketid kombineret med den menneskelige reaktionstid ikke er hurtig nok til at tage billedet. Derfor skal man håbe på - hvad der heldigvis sker ret ofte - at der kommer flere lyn med en brøkdel af et sekund imellem. Derudover skal lynet naturligvis komme i den retning, linsen peger - og den kombination lykkedes det altså at opnå i aften.
Jeg kan naturligvis ikke lade være med at dele billedet med bloggens læsere - men jeg tør også godt love, at næste gang - og næste gang igen - vil jeg forsøge igen. For som sagt - det kan blive endnu bedre!
Ha' det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
7/12/2010 10:02:00 PM
0
kommentarer
Gentlemen of the Press

Da Nuuk i 2002 var vært for Arctic Winter Games, sad jeg i bestyrelsen for Grønlands Presseforening - den lokale kreds af Danmarks Journalistforbund, som jeg senere skulle blive formand for.
Presseforeningens bidrag til vinterlegene var en reception, hvor vi havde inviteret alle de pressefolk, som dækkede Arctic Winter Games. Det var nu ikke, fordi det var så frygteligt mange, men det var da en god og passende anledning til at holde en fest - og stille op til et gruppebillede.
For de lokale journalister var Arctic Winter Games en enestående chance for at knytte kontakter til det store udland og ikke mindst de nordamerikanske arktiske områder - noget det ellers somme tider kan knibe med, når man sådan skærer hakkelse i døgnets rejsestald i et lille og lukket samfund som det grønlandske. Nu er the "Gentlemen of the Press" jo festlige mennesker - og det blev til et brag af en fest. Serveringen var der forresten heller ikke noget i vejen med. Den var sponseret af Royal Greenland og bød på et væld af grønlandske specialiteter - ledsaget af et par ord fra en af gastronomiens kändisser, som den grønlandske fiskeproducent havde inviteret til Nuuk i anledning af vinterlegene.
På daværende tidspunkt var jeg også gildemester i Sct. Georgs Gildet i Godthåb - og jeg kombinerede mine kasketter sådan, at receptionen blev holdt i Cafe Aput - et anneks, som gildet havde bygget i forbindelse med gildehuset ved Stadion.
Det var lidt primitive forhold, men det var heller ikke hver dag, at Nuuk var vært for et arrangement med flere end 1000 deltagere, så den grønlandske hovedstad led i disse dage voldsomt under mangel på lokaler. De primitive forhold til trods blev det en god fest med musik og dans til Poul Josefsen band. Poul Josefsen er tekniker på Grønlands Radio - KNR - og har i mange år stået i spidsen for dette orkester, som spiller god og gedigen 70'er-rock. På trommer ser vi Bette Knud, som er vagtmester i Nuuk Brandvæsen. Hvem de to øvrige medlemmer af bandet er, kan jeg desværre ikke lige komme i tanke om.
Cafe Aput var et primitivt cafeteria, som vi opførte i bidende vinterkulde i begyndelsen af 2002, så gildet kunne bidrage til underbringelsen af deltagerne i Arctic Winter Games og Nuuk Snow Festival samt Nuuk Tivoli samme år. Det var opført på en terrasse mellem gildets to bygninger - og bestod såmænd ikke af andet end et skelet af lægter og så nogle krydsfiner-plader. Opvarmningen foregik med en varmekanon. På det nederste billede ser vi lokalet i al sin enkelthed, som det tog sig ud under Nuuk Snow Festival.
Da året var omme, blev Cafe Aput revet ned. Men jeg er sikker på, at der er mange, som husker stedet for mindst en af de mange gode fester, som cafeen lagde hus til i det lille år, den eksisterede.
Ha' det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
7/12/2010 02:29:00 AM
0
kommentarer
fredag den 9. juli 2010
Når snegle elsker
Vinbjerg-sneglen slipper ikke for bøvlet med at finde en partner, når den skal formere sig, selv om denne velsmagende snegleart i lighed med de fleste andre snegle er hermafrodit, altså tvekønnet.
Det skyldes - modsat opfattelsen hos de fleste mennesker i vore dage - at sex ikke bare er fornøjelse. Formålet med formeringen er at få spredt generne - og gerne i en ny, ukendt og endnu mere levedygtig kombination - og det kan kun ske hensigtsmæssigt, hvis to individer af arten slår sig sammen om at bringe generne videre.
I disse dage vrimler haven med vinbjergsnegle, når det lige har regnet og i morgenduggen - og det er derfor nemt at være med på en kigger, hvis man vil studere akten. Det er som alt andet i sneglenes tilværelse nemlig noget, der tager tid - også selv om der står en forsmået elsker ved siden af og kigger på.
Når vi er begavet med et stort antal vinbjergsnegle her på egnen, skyldes det Oxholm - den store herregård som tidligere var kloster. Snegle måtte gerne spises i fasten, da de ikke betragtes som kød af troende katolikker. Derfor blev de i stort omfang avlet og udsat i nærheden af de gamle klostre.
Vinbjergsnegle er en udsøgt delikatesse - bagt i hvidløgssmør ofte brugt som forret, men en snegleragout går bestemt også an. I princippet er vinbjergsneglen fredet, men det er tilladt at indsamle dem på egen jord. Hvis man ønsker at spise dem, skal de gå et par dage i en kasse, så de får tømt tarmen for affaldsstoffer. De aflives i kogende vand et par minutter, hvorefter de skal renses og indvoldssækken fjernes. Så er de klar til, at man kan fjerne den for snegle så karakteristiske slim ved at koge dem endnu et par gange i letsaltet vand. Endelig skal de så koges med suppeurter to til tre timer, inden de er klar til en tur i ovnen. 10 minutter med hvidløgssmør ved 225 grader. Serveres rygende varme med friskbagt flutes.
Alt i alt en temmelig omstændelig proces, så måske var det alligevel en ide at købe sneglene i supermarkedet? Så undgår du også at drive rovdrift på sneglene i din have - og der er mange, der mener, at vinbjergsnegle er med at til at holde dræbersnegle væk. Jeg tror, at der er noget om snakken - i hvert fald har jeg i år kun fundet færre end en halv snes eksemplarer af den iberiske skovsnegl, som den officielt hedder. I følge medierne skulle den ellers være særdeles talrig i år.
Til gengæld har jeg også fundet et par eksemplarer af brun skovsnegl, som ligner dræbersneglen til forveksling. Men den er fredet og man må ikke slå den ihjel. Den kendes på, at den i udgangspunktet er lidt mindre en dræbersneglen - og så ruller den sig ikke sammen til en kugle, hvis man driller den med en pind.
Her i jordbærsæsonen kan sneglene være ganske irriterende, for de holder også af de velsmagende røde bær, men ellers skal vi være glade for sneglene i haven. De spiser især døde plantedele med deres raspetunge, som vokser hele livet - og er dermed med til at holde gang i den naturlige omsætning i haven.
God veekend
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
7/09/2010 09:37:00 PM
0
kommentarer
Etiketter: brun skovsnegl, dræbersnegl, hermafrodit, iberisk skovsnegl, Oxholm, sex, snegleragout, vinbergsnegl
tirsdag den 6. juli 2010
Byggepladsen
Kunsten at lægge fliser har ikke været en del af pensum på nogen af de undervisnings-institutioner, som jeg har frekventeret gennem livet. Men som det vil være nogle af bloggens læsere bekendt, er der lidt af en skabs-entreprenør i mig, så det afholder mig bestemt ikke fra at prøve.
Så det meste af tirsdagen er gået med at lægge fliser i mit nye redskabsrum. Det er sket efter alle kunstens regler med stabilgrus og vaterpas - og det ser faktisk ud til, at det er lykkedes. Under alle omstændigheder kan jeg mærke på kroppen, at det har været en rigtig god dags arbejde. Og hvis der - på trods heraf - er nogen, som mener at kunne se en skævhed eller to, så kan jeg oplyse, at det er det, som vi fagfolk kalder fald. Udelukkende udtryk for rettidig omhu i en tid med risiko for global opvarmning og stigende havoverflader...
Desuden har vi her til aften lukket redskabsrummet, så desværre bliver mine flotte fliser ikke tilgængelige for almenheden.
I det hele taget er parcellen lidt af en byggeplads i disse dage. Sammen med et par kammerater arbejder vi intenst på at blive færdig med min nye carport - og altså et nyt redskabsrum. Desværre er vi - i lighed med alle store byggeprojekter i dette land (metroen, Storebæltsbroen, IC4, you name it...) - noget bagud af tidsplanen. Jeg havde håbet, at arbejdet ville være færdig til den kommende weekend, hvor jeg har inviteret familien til grill-fest, men det bliver nu nok med kniberi.
Til gengæld bliver det godt. For når byggeriet er færdig, får vi betydelig bedre plads i brændeskuret, og det gamle redskabsrum skal så omdannes til værksted. Og bilen vil langt om længe endelig få tag over hovedet. Samtidig bliver der en fin gårdsplads mellem huset og værkstedet, hvor der læ for den fremherskende vestenvind, så vi forhåbentlig får mulighed for at opholde os endnu mere udendørs. Så der er noget at se frem til.
Ha det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
7/06/2010 11:20:00 PM
0
kommentarer
mandag den 5. juli 2010
Stegt flæsk med persillesovs
Stegt flæsk med persillesovs er altid godt, men netop nu med helt nye kartofler er det endnu bedre. Det er essensen af dansk kogekunst samlet på en tallerken. Gris, kartofler, sovs - så kan det altså ikke blive mere dansk!
Og så er det så nemt at lave, at det er helt overflødigt at videregive opskriften, så det vil jeg lade være med.
Velbekomme
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
7/05/2010 10:21:00 PM
2
kommentarer
søndag den 4. juli 2010
Firbenets paradis

- Et opvarmet badeværelsesgulv må simpelthen være et paradis for et vekselvarmt dyr som et firben.
Sådan har denne lille fætter sikkert ræsoneret, da den søndag valgte at tage ophold i vores badeværelse. Hvordan den lige er kommet ind, ved jeg ikke, men sandsynligvis gennem det åbne vindue. Firben er gode til at klatre.
Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig troede på fruen, da hun meddelte, at vi sådan havde fået øglebesøg. Jeg har ikke tidligere set firben i haven - og generelt bryder denne repræsentant for de få danske øgler sig ikke om opdyrkede områder.
Der er tale om et almindeligt firben eller skovfirben, som den også kaldes. Udover skovfirbenet er øglerne også repræsenteret ved markfirben og stålorm i den danske fauna.
Sådan en lille fyr er fredet - og det ville da også være dumt at slå en insektæder ihjel her i sommervarmen - så det var med at fange den for at slippe den ud i naturen igen.
Det var ikke helt ligetil, for den bevæger sig faktisk forbløffende hurtigt, men det lykkede mig at trænge den op i en krog og ned i en papæske - og så var det ellers ud i Guds fri natur igen. Den satte sig godt til rette på en af kantstenene til blomsterbeddet og lod sig varme solidt igennem af solen - og pludselig strøg den afsted hen over jorden. Som det ses på billedet, er den ganske fornuftigt camoufleret til et liv på jorden.
Efter dette lille søndagseventyr kan jeg så sidde og undre mig lidt over fruens reaktion. Hun er panisk ræd for mus og edderkopper. Hvad er det, som et firben har, så hun ikke blev bange for det? Jeg ved det ikke. Og i øvrigt er livet alt for kort til at prøve at forstå kvindelogik!
Ha' det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
7/04/2010 10:19:00 PM
0
kommentarer
Bongoes
I mine unge dage var der et orkester fra Nibe, som havde stor succes ved de himmerlandske kroballer. Bongoes hed orkestret - og jeg har tænkt på dem hele weekenden.
Forklaringen er lidt kringlet, men jeg forsøger alligevel. Hele weekenden har vi her på Øland nemlig kunnet høre musikken fra årets Nibe-Festival - "Den Lille Fede" som den kaldes. På trods af de cirka 10 kilometers afstand over fjorden og Nibe Bredning har musikken fra festen konstant buldret i det fjerne - nærmest som hvis der var fest hos naboen, hvad det jo dybest set også var.
En anden del af forklaringen er, at da jeg blev konfirmeret, havde vi en hjælpepræst i Farsø, Bent Nielsen. Han var en meget hellig mand, ja, det tenderede vel endog skinhellighed, men udover Jesus havde han også en anden passion. Den fine gejstlige havde nemlig på et tidspunkt været missionær i Afrika - og var der blevet meget interesseret i jungletrommer, som han i øvrigt havde hjembragt et større udvalg af til Farsø.
Disse trommer blev angiveligt brugt som signaltrommer i den afrikanske jungle - og præstemanden var meget interesseret i at undersøge, hvor langt væk man kunne høre hans trommer. Derfor havde en kold, klar vinteraften i februar allieret sig med den store indremissionske menighed i Strandby-Farsø sogn.
Bent Nielsen stillede sig ud i haven på et nærmere aftalt tidspunkt og slog på tromme. Herefter kunne de forskellige medsammensvorne fra menigheden ringe ind til ham, hvis de havde hørt trommerne. Så vidt jeg erindrer blev resultatet, at præstens jungletrommer kunne høres cirka tre til fire kilometer væk - i området vest for Fandrup.
Og det bringer os så tilbage til Bongoes - for jungletrommer er jo netop, hvad vi lidt nedladende betegner som bongotrommer. Jeg håber hermed, at man har forstået, hvorfor musikken fra Nibe-Festivalen netop får mig til at tænke på Bongoes.
Bongoes blev stiftet allerede i 1962 og eksisterer den dag i dag. Undervejs har der været skiftende medlemmer - og som en anden amøbe har det formeret sig ved simpel celledeling, så der nu findes to orkestre på egnen med navnet Bongoes. For overskuelighedens skyld hedder orkestret med den oprindelige besætning i dag Bongoes 62. Hele den historie kan man forresten læse på orkestrets hjemmeside.
Imens kan jeg så her søndag aften sidde og glæde mig over, at der nu igen er faldet ro over fjorden - så måske jeg skulle tænde for stereoen og lytte til noget af al den gode musik, der blev produceret i gamle dage. For eksempel Crosby, Stills og Nash fra Woodstock-filmen med deres hyldest til alle musikfestivalers moder - Joni Mitchell-sangen Woodstock.
Ha' det
Jesper
Foto: Bongoes 62
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
7/04/2010 08:27:00 PM
0
kommentarer
lørdag den 3. juli 2010
Irsk kaffe

Uden for den navnkundige Vingaards Bar i Vingaardsgade i Aalborg har der i al den tid, jeg kan huske, stået et skilt, som reklamerer for kaffe, som de laver den i Irland. Desværre har der indsneget sig en lille trykfejl i den korte tekst, så der står Irisk kaffe.
Det er en fejl, som bringer fokus fra alkohol og geografi til ornitologien. For irisk er jo navnet på flere fuglearter i finkefamilien. Mest almindelig er grønirisk, men der findes også gulirisk og tornirisk i Danmark. Grønirisk er en af de mest farvestrålende fugle i den danske fauna. Vi lægger imidlertid ikke så meget mærke til det, da de grønne og gule farver er den perfekte camouflage til et liv i træer og buske. Men kommer den frem til foderpladsen, skiller den sig tydeligt ud, som billederne her viser.
Grønirisken har tilpasset sig livet i vore haver og parker, og bestanden er voksende - cirka 70.000 ynglepar i Danmark.
Men tilbage til den irske kaffe. Det er som bekendt en drink bestående kaffe, sukker, flødeskum og whiskey. Irish Coffe er opfundet i 1943 af barchef Joe Sheridan i den irske lufthavn Buena Vista, som dengang var base for passagerflyvningen med vandfly mellem Europa og USA. Det var en kold oplevelse, og mange af passagerne i lufthavnen ville derfor have noget at varme sig på. Og det er den irske kaffe jo perfekt til med dens blanding af varm kaffe og varmende whiskey.
Brug et stilkglas, kom to mål whiskey i. Det skal være Tullamore Dew, hvis det skal være rigtigt. Opløs en teskefuld rørsukker i whiskeyen. Herefter hældes varm og stærk kaffe på, og det hele toppes med en klat luftig flødeskum.
Irsk kaffe drikkes ligesom Guiness gennem skummet - det er en dødssynd at drikke det med sugerør! Irsk kaffe giver helt sikkert varmen, men har du lyst på noget, som varmer endnu mere, kan du jo prøve en grønlandsk kaffe. Opskriften finder du her.
Sjovt nok har jeg aldrig nogensinde fået irsk kaffe, når jeg har frekventeret Vingaards Bar. Men skiltet - det er blevet kommenteret af undertegnede og andre bargæster adskillige gange - uden at det har formået stedets indehaver, Henni, til at ændre det - og det er måske en god ide. For så har gæsterne altid noget at snakke om - og nu har det altså også udløst en artikel her på bloggen!
Velbekomme
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
7/03/2010 08:22:00 PM
0
kommentarer
torsdag den 1. juli 2010
Arctic Winter Games

Nuuk skal i 2016 være vært for Arctic Winter Games, meddeler den grønlandske avis Sermitsiaq på sin hjemmeside.
Nuuk var sidst vært for de arktiske idrætslege i 2002. Dengang var det det største arrangement, som den grønlandske hovedstad nogen sinde havde gennemført. Jeg havde begivenheden tæt inde på livet, dels i kraft af mit arbejde som informationschef i Nuup Kommunea, dels fordi jeg var gildemester i Sct. Georgs Gildet, der stod for en stor del af det praktiske arbejde og endelig fordi jeg i sidste øjeblik blev udpeget som næstformand i legenes logistik-gruppe og dermed fik ansvaret for, at de cirka 1.000 deltagere kom godt og sikkert til Nuuk og hjem igen.
Meddelelsen om at Nuuk igen skal være vært for den store sports-begivenhed, fik mig til at gå i gemmerne og kigge på nogle af de billeder, jeg har fra dengang. Det er ikke fordi, det er så forfærdelig mange - jeg havde simpelthen ikke tid til at fotografere - men et par stykker blev det alligevel til.
Blandt andet fandt jeg billederne til denne historie, som alle kommer fra afslutnings-ceremonien. Det var en utrolig stemningsfuld begivenhed, der foregik på en til lejligheden bygget sne-arena på byens fodboldbane.
På det øverste billede ser vi Nuuks borgmester Agnethe Davidsen modtage deltagernes hyldest for det bedst gennemførte AWG nogensinde. Arrangementet var nemlig perfekt gennemført. Specielt blev det fremhævet, at alle tidsplaner holdt. Det var første gang, legene blev holdt uden for Nordamerika - og nogle af deltagerne mente, at den europæiske indflydelse i Grønland var af nærmest germansk karakter - fordi busser og arrangementer gik til tiden! I alle mine år i Nuuk arbejdede jeg tæt sammen med Agnethe Davidsen - og det kom som et chok, da hun døde alt for tidligt i 2007, kort tid efter at jeg var flyttet til Norge.
På det næste billede ser vi Tuttu - maskotten for AWG i Nuuk - sammen med maskotten for de kommende Winter Games, som foregik i Wood Buffalo i Alberta, Canada i 2004.
Det følgende foto er et stemningsbillede fra "gulvet" på snearenaen. Det var fint, stille vejr på afslutningsaftenen, men også ganske koldt, hvilket måske fremgår tydeligt af det næste billede, hvor borgmesteren og andre pinger pænt måtte sidde på scenen og fryse, mens der blev holdt taler.
Endelig på det sidste billede ser vi Rasmus Lyberth med kor synge "Guutiga, illimmi qallilagit" ("Nærmere, Gud, til dig"). Denne salme er et af hans glans-numre, når han med sin enorme stemme synger den a cappella. Så rejser de små hår sig altså på armene - og klumpen sætter sig fast i halsen.
Jeg vil i de kommende dage bringe flere billeder her på bloggen fra en begivenhed, der skrev historie i den grønlandske hovedstad.
Ha' det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
7/01/2010 11:04:00 PM
0
kommentarer