Når snegle elsker

Vinbjerg-sneglen slipper ikke for bøvlet med at finde en partner, når den skal formere sig, selv om denne velsmagende snegleart i lighed med de fleste andre snegle er hermafrodit, altså tvekønnet.
Det skyldes - modsat opfattelsen hos de fleste mennesker i vore dage - at sex ikke bare er fornøjelse. Formålet med formeringen er at få spredt generne - og gerne i en ny, ukendt og endnu mere levedygtig kombination - og det kan kun ske hensigtsmæssigt, hvis to individer af arten slår sig sammen om at bringe generne videre.
I disse dage vrimler haven med vinbjergsnegle, når det lige har regnet og i morgenduggen - og det er derfor nemt at være med på en kigger, hvis man vil studere akten. Det er som alt andet i sneglenes tilværelse nemlig noget, der tager tid - også selv om der står en forsmået elsker ved siden af og kigger på.
Når vi er begavet med et stort antal vinbjergsnegle her på egnen, skyldes det Oxholm - den store herregård som tidligere var kloster. Snegle måtte gerne spises i fasten, da de ikke betragtes som kød af troende katolikker. Derfor blev de i stort omfang avlet og udsat i nærheden af de gamle klostre.
Vinbjergsnegle er en udsøgt delikatesse - bagt i hvidløgssmør ofte brugt som forret, men en snegleragout går bestemt også an. I princippet er vinbjergsneglen fredet, men det er tilladt at indsamle dem på egen jord. Hvis man ønsker at spise dem, skal de gå et par dage i en kasse, så de får tømt tarmen for affaldsstoffer. De aflives i kogende vand et par minutter, hvorefter de skal renses og indvoldssækken fjernes. Så er de klar til, at man kan fjerne den for snegle så karakteristiske slim ved at koge dem endnu et par gange i letsaltet vand. Endelig skal de så koges med suppeurter to til tre timer, inden de er klar til en tur i ovnen. 10 minutter med hvidløgssmør ved 225 grader. Serveres rygende varme med friskbagt flutes.
Alt i alt en temmelig omstændelig proces, så måske var det alligevel en ide at købe sneglene i supermarkedet? Så undgår du også at drive rovdrift på sneglene i din have - og der er mange, der mener, at vinbjergsnegle er med at til at holde dræbersnegle væk. Jeg tror, at der er noget om snakken - i hvert fald har jeg i år kun fundet færre end en halv snes eksemplarer af den iberiske skovsnegl, som den officielt hedder. I følge medierne skulle den ellers være særdeles talrig i år.
Til gengæld har jeg også fundet et par eksemplarer af brun skovsnegl, som ligner dræbersneglen til forveksling. Men den er fredet og man må ikke slå den ihjel. Den kendes på, at den i udgangspunktet er lidt mindre en dræbersneglen - og så ruller den sig ikke sammen til en kugle, hvis man driller den med en pind.
Her i jordbærsæsonen kan sneglene være ganske irriterende, for de holder også af de velsmagende røde bær, men ellers skal vi være glade for sneglene i haven. De spiser især døde plantedele med deres raspetunge, som vokser hele livet - og er dermed med til at holde gang i den naturlige omsætning i haven.

God veekend
Jesper

MY, oh MY

Nordjyske Stiftstidende kunne tirsdag meddele, at DSB har indsat MY 1135 til at rydde sporene for sne i Nordjylland.
Det glæder naturligvis en gammel snetosse og MY-entusiast, at DSB har støvet MY1135 (billedet til venstre) – et af de få bevarede MY-lokomotiver - og sat det gode gamle dieselelektriske lokomotiv til at rydde op i snemasserne.
For MY er noget ganske særligt, hvis man interesserer sig for tog. Det blev i Danmark lokomotivet, som afløste de gamle damplokomotiver i 50’erne og dermed betød en ny og mere strømlinet fremtid for danske togpassagerer.
Lokomotivet blev udviklet af General Motors allerede før anden verdenskrig og er i USA produceret i flere end 7.000 eksemplarer. Den europæiske udgave blev produceret primært af svenske NOHAB og blev solgt til Danmark, Norge, Belgien, Luxemborg og Ungarn.
Da man i begyndelsen af 50’erne skulle til at udskifte damplokomotiverne, var det et stærkt politisk ønske, at de nye diesellokomotiver skulle være dansk producerede, men det stod hurtigt klart, at det var en umulig opgave. Valget faldt herefter på lokomotivet fra NOHAB, der i de Danske Statsbaners litra-serie blev benævnt MY, men med danske Frichs A/S som underleverandør. De første fire eksemplarer blev leveret i 1954.
Da det var det første store lokomotiv i Danmark, der ikke var dampdrevet, blev der gennemført et omfattende program af prøvekørsler. Det foregik på strækningen mellem Nyborg og Frederikshavn, idet det hovedsagelig var her, at de første lokomotiver skulle indsættes. Det er også her, man finder de største stigninger på DSB's hovednet. Testen blev bestået med bravour – i modsætning til vore dages håbløse og tilsyneladende never ending historie med IC4-bliktogene fra italienske AnsaldaBreda. Prøvekørslerne blev blandt andet gennemført med de tungeste tog, man havde i drift på det tidspunkt, nemlig persontog (eksprestog) med 15 vogne (togvægt 500 tons) og godstog med 60 vogne (togvægt 1.000 tons). Flere af prøvekørslerne foregik under vanskelige vejrforhold med sne og blæst, så det er indlysende den dag i dag, at når der går sne i DSB, så må man ud og se efter MY.
Den årlige besparelse ved overgangen til MY var så stor, at de fire lokomotiver havde betalt sig selv efter tre år. Der blev derfor i slutningen af 1954 afgivet ordre på yderligere 20 MY’ere og senere yderligere 20. Endelig blev der i 1964 blev der bestilt endnu 15 af slagsen. I mellemtiden havde DSB desuden fået leveret 45 MX’ere (billedet her til venstre) – en lettere og knap så stærk, mens ellers identisk udgave med 1425 hk mod MY's 1950 hk.
Da jeg var dreng, besøgte jeg ofte min farmor, som boede tæt på jernbanen i Vordingborg. Og hver gang jeg hørte den meget karakteristiske lyd af MY’ernes store dieselmotorer, skulle jeg da lige ud af huset og tælle, hvor mange vogne toget medbragte.
Lyden af MY er faktisk lidt af en historie i sig selv – den kan i hvert fald gøre trainspottere helt vilde. YouTube er fyldt med lydoptagelser af lokomotivet. Prøv at se denne og læg specielt mærke til lyden i begyndelsen og ved 1.45, 3.30 og 4.35.

Det er vel overflødigt at tilføje, at da jeg som dreng havde et Märklin-tog, var en model af MY’en selvfølgelig mit kæreste eje. Desværre har jeg på et tidspunkt været nødt til at sælge det elektriske tog af pladshensyn – ellers ville den få en æresplads på herreværelset.
MY havde naturligvis også den jernbaneinteresserede Kong Frederik IX store interesse. Efter ønske fra Kongen fik MY'erne i 1957 påmalet nummeret på begge fronter, så han fra den kongelige salonvogn kunne tjekke, hvilket lokomotiv, som var spændt for. Forskellen ses mellem det øverste sort-hvide billede, som er et originalfoto af DSB's første MY og så det nederste billede af Dansk Jernbanemuseums MX 1101 i den klassiske vinrøde farve, som var DSB's helt egen, indtil det store redesign i forbindelse med intercity-togenes indførelse i 1973.
Nordjyske Stiftstidende noterer i øvrigt, at togentusiaster finder MY med sine buttede former særdeles feminint – de godt 100 tons til trods. Ja, jeg husker Paul Hammerich, der i sin Danmarks-krønike endda svingede sig op til at udtale, at MY var sexet. Smukt er det i hvert fald, det kære, gamle tog.

Fut, fut
Jesper

Foto: www.ravnsbak.dk